Skræddersyet creme

Annonce for HELLOSKIN

Jeg har talt om denne creme på min instastory – men nu laver jeg lige et uddybende indlæg, da flere af jer har efterspurgt det.

HELLOSKIN er et dansk firma, som laver skræddersyet creme til dig. Det foregår således at du på deres site svarer på spørgsmål omkring din hud og din livsstil – og udfra dine svar vil temaet bag HELLOSKIN udvikle den creme som passer bedst til dig. Det er dælme smart! HELLOSKIN har indsamlet feedback fra brugere og kombineret disses erfaringer med videnskabelig litteratur. De har derfor en kæmpe database i København og ved derfor rigtig meget om hudproblemer, såsom tør hud, eksem og psoriasis og andre udfordringer, vi alle kan have med vores hud.

Du kan svare på spørgeskemaet lige her!

Cremen fra HELLOSKIN skræddersys til dine individuelle behov med den helt rette kombination af ingredienser. Hverken mere eller mindre. Filosofien bag er at “less is definitely more“, hvilket passer rigtig godt til der, hvor jeg er i livet lige nu. Jeg er blevet ældre (og klogere, ish) og jeg vil gerne snart have nogen børn. Endelig har jeg fundet ham, som jeg skal have dem med. Og i takt med dét er det også blevet vigtigere for mig, hvad jeg smører på min krop. Hvad jeg spiser og hvad jeg udsætter min krop for. Cremen indeholder derfor ingen konserveringsmidler (parabener) eller ingredienser, der kan forårsage allergiske reaktioner. De indeholder heller ingen dyrederivater, hvorfor cremen ovenikøbet er vegansk. Det betyder, at der kun er de helt essentielle ingredienser tilbage, og at disse kan få plads til at samarbejde om at regenerere din huds sundhed. Disse omfatter proteiner, fedtsyrer, vitaminer og andre fugtbindende, barriereformende lækkerier, der alle er gode for dig og din hud.

Hvis du vil prøve cremen,kan du gå ind her og besvare spørgeskemaet– så matcher HELLOSKIN en creme til lige netop DIG! De sender den også direkte hjem til dig – så bliver det nærmest ikke nemmere. Cremen er så fin og totalt minimalistisk – hvilket pynter på min toilethylde.

Cremen dufter ikke, hvilket passer mig fint. Jeg bruger parfume et par gange om ugen – altid kun på tøjet. Cremen er fed, men ikke sådan at huden glinser. Jeg har lidt uren hud for tiden (nok stress og påvirkning af dette, så det er ikke så mærkeligt) og har tendens til at skinne i min T-zone. Der er ingen af delene jeg rigtig har lyst til, må jeg indrømme. Cremen er nem at dosere, da det er med pumpe og den trænger hurtigt ind og fungerer godt under make up. Jeg er begejstret for min T-zone efter at have brugt HELLOSKIN cremen og jeg kan kun anbefale produktet. Jeg er i øvrigt også tilhænger af, at købe produkter som er produceret indenfor landets grænser. Lidt miljøbevidst bør man jo nok være.

Annonce for HELLOSKIN

Når man flytter sammen med en fremmed

Ish. Fremmed og fremmed var han jo ikke helt, ham Kristian, som jeg flyttede sammen med i februar. Eller. Han flyttede ind, mens jeg befandt mig i Thailand. Nemt. Han havde dog ikke meget med. Dels fordi der simpelthen ikke er plads, men også fordi han har fået opmagasineret de fleste ting. Da jeg kom hjem fra Thailand, havde jeg en roommate. På papiret om man vil. Nærmere bestemt så fik han oplysningerne på min budgetkonto, så kan han betale halvdelen af huslejen. Men i virkeligheden har han jo, mere eller mindre boet hos mig, siden vi mødte hinanden i august. Derfor har jeg ikke mærket det store, til ændringen. Udover at vi har måtte erhverve os en kommode og at jeg (FUCK), måtte rydde op (OG smide ud, endnu mere FUCK!) i mit tøj.

Med sig tog han en rimelig opturs juicemaskine, som jeg er flittig bruger af. Han tog en toaster med. Han har ret mange flotte tallerkener, vinglas og champagneglas. Han er god til at bekæmpe madspild, da han i den grad spiser op. Der er kommet lidt mere vasketøj og vandregningen er steget. Udover dét så er der ikke meget, som er ændret.

Altså udover at jeg er lykkelig. Jeg elsker at bo sammen. Og det er så mærkeligt. For jeg elskede at være alene. Jeg elskede lange lørdage helt i mit eget selskab. At sidde i sofaen og chille med mig selv. Stene. Lave absolut ingenting. Dalre rundt i nattøj og fise husleje af. Nu er mit behov for alenetid, blevet langt mindre. Jeg hygger mig i hans selskab. Hver dag. Vi griner hver eneste dag. Jeg har igen fået lyst til, at lave mad. En lyst som forsvandt, da jeg mistede min lillebror. Nu er jeg igen gået på opdagelse i kogebøger og overvejer seriøst at bage (!) kanelsnegle i weekenden. Lille husmor. Åbenbart.

Der er mange, som har efterspurgt dette indlæg. Altså noget om det-at-flytte-sammen. Jeg har før boet sammen med en kæreste. Faktisk i 7 år. Jeg har lidt erfaring indenfor området. Samtidig kan jeg mærke, at jeg er langt nemmere at bo sammen med nu, end dengang. Jeg er blevet mere rolig og rummelig og der er visse ting, som ikke betyder så meget for mig, som de ellers engang gjorde. Jeg tror faktisk, at jeg er en ret god roomie. Selvom at måske går lidt for meget op i, om der er ryddet op. Men der skal jo være plads til forbedring..

Jeg har en lille liste med gode råd til dig, som måske skal til at flytte sammen med din kæreste (eller måske en, som du ikke nødvendigvis har et romantisk forhold til). Kom endelig med flere i kommentarfeltet!

  • Det første råd må være, at tale om det. Nemmere skrevet end gjort – I know. Men vi taler meget åbent om, hvordan vi har det. Også med projekt “Bo sammen”. Det er f.eks. vigtigt for mig, at jeg ikke laver alt husligt, selvom at jeg er den, som er mest herhjemme. Jeg arbejder hjemmefra – derfor er det også naturligt, at jeg går i vaskekælderen om formiddagen, for der er altid ledigt. Men så er der andre ting, som er vigtige at K gør. Det taler vi løbende om. Jeg forsøger at øve mig på, ikke at gå og forvente at Kristian skal gøre alt muligt. Han er ikke tankelæser og jeg har fundet ud af, at han gør de ting, jeg beder ham om. Hvis vi taler om det. Ret smart plus man slipper for at være uvenner. Win.
  • K og jeg har ikke fællesøkonomi som sådan. Men vi har en “Weshare” (app), hvor vi har en “Roomie” gruppe. Når jeg handler ind, så skriver jeg udgiften ind og den regner ud, hvor meget vi hver især skal punge ud. Det samme gør K. Vi bruger den også når vi er ude og spise (og drikke drinks). Og når vi skal købe kaffe til vores kaffemaskine. D.1 i måneden betaler vi til hinanden. Det fungerer upåklageligt og på den måde kan vi begge se, at vi begge giver lige meget. Vi er begge to meget enige om, at økonomi skal fylde så lidt som muligt. Og den app hjælper virkelig!
  • Jovist – vi befinder os vist stadig i stadiet “nyforelskede/fortabte i hinanden“, så vi har nemt ved, at lave ting sammen. Men det er bestemt noget, som vi er meget bevidste om skal fortsætte. Også når vi er “færdige” med at være voldsomt forelskede i hinanden. Det er nemt “bare” at “hænge ud”, når man først er flyttet sammen. Jeg tror at det er vigtigt, at lave noget sammen – uden for lejligheden. Om man er kærester eller bare roomies. Gå ud og spis, gå i bio, gå en tur, gå i Netto sammen, bare lav noget sammen som ikke indebærer hyggetøj, sofa og en portion spaghetti og kødsovs foran en film.
  • Selvom at jeg ikke længere har så stort et behov for, at være alene – så har jeg det stadigvæk. Jeg er “heldig” på den front, fordi jeg arbejder hjemme og dermed er alene, mange timer om dagen. I hvert fald et par gange, om ugen. Der bliver jeg “dækket ind”. Men jeg tror at det er vigtigt at give hinanden plads og mulighed for, at være alene i lejligheden og være sig selv. Det er i hvert fald alfa omega for mig. For nok er jeg dybt forelsket i Kristian, men jeg har brug for at være mig selv.

Har du flere tips til, hvordan man kan blive bedre til at bo sammen? Fyr dem endelig af i kommentarfeltet! Jeg kan altid blive klogere og det kan du måske også?

Status på bristede drømme

Foto af Emily Spiro, øreringene er udlånt af Jannie Baltzer.

Status pt. På bristede drømme, som jeg skrev om her.

Det skal ikke være tabu for mig, at tale om – det synes jeg heller ikke, at det skal være for dig. Jeg aborterede, det er 3.gang og det er noget pis og jeg har grædt og været vred, ked af det, befundet mig i offerrollen, smidt med noget tungt til træning og nu, er jeg nogenlunde igennem det. Det sker for 20-25% af alle graviditeter. Det vil sige at jeg:

  1. ikke er unormal,
  2. ikke er unik,
  3. ikke fejler noget (indtil videre, i hvert fald),
  4. er en del af en statistik.

Det trøster mig. Faktisk. Jeg deler gerne ud af processen. For jeg er ikke færdig med, at prøve at få børn. Tværtimod. Jeg har så meget lyst til, at få børn. Jeg har altid gerne ville have børn. Der var en længere periode, midt i sorgen, hvor jeg ikke ønskede børn. Eller det fortalte jeg mig selv, at jeg ikke ønskede mig. Men det var fordi, at jeg var bange. Bange for at miste. Jeg var tilskuer til mine forældres sorg, da min lillebror døde. Jeg fortalte mig selv, at jeg aldrig ville lade den sorg ramme mig. Og det kunne jeg undgå ved, ikke at få børn. Det har heldigvis ændres sig. Frygten vil altid bo i mig, for jeg ved at det ikke kun sker for naboen. Men lysten til at få børn, er stor og jeg har fundet den mand, som jeg vil have dem sammen med.

Du ved at jeg er ærlig, deler ud af mange ting og gerne vil aftabuisere diverse tabuer. Dette er ét af de, som jeg gerne vil tale højt om. For du er ikke alene hvis du, som jeg, har aborteret én eller flere gange. Det er normalt og det sker for mange – og flere end du sikkert ved.

Jeg var til lægen igår, for at blive tjekket efter min spontane abort. Jeg vil i øvrigt anbefale alle, som har en abort (provokeret eller spontan) at blive tjekket efterfølgende. Om alt er som det skal være. Pres på og kræv det. De tilbyder det ikke altid, af sig selv. Efter min 2.abort (som var en udskrabning), blødte jeg i flere måneder. De fortalte mig, at det var normalt. Til sidst sparkede min far døren ind hos overlægen og bad om, at jeg blev tjekket. Det viste sig, at graviditetsvæv var vokset fast. Jeg kom i narkose og fik det brændt væk. Det er ikke for, at male fanden på væggen – men vær bevidst om, at det er dig som skal presse på. Det er i hvert fald min oplevelse. De har pisse travlt og for dem er du, grundlæggene set, noget som skal så hurtigt ud af systemet, som muligt. Igen min oplevelse.

Få tjekket om dit HCG (graviditetshormon) er faldet. Det skal være under 2. Få en gynækologisk undersøgelse, bliv eventuelt scannet. Vær sikker på at alt er, som det skal være – så du kan klø på med babyprojekt (eller det modsatte).

Mit HCG er faldet til 0,8 hvilket anses, som værende godkendt. Alt ser ud som det skal, i underetagen. Jeg er klar til at genoptage projektet. Jeg er henvist til Hvidovre Hospital, hvor jeg skal udredes. Hvordan og hvorledes, ved jeg ikke endnu. Jeg formoder at det er en masse blodprøver, så de kan udelukke diverse ting. Når du har aborteret 3.gange i træk har du krav på, at blive udredt. Og det har jeg takket ja tak til. For måske skal vi have lidt hjælp til, at jeg kan blive gravid. Måske ikke. Men jeg vil gerne have det undersøgt.

Jeg forsøger at være afslappet, ikke tænke for meget på babydrømme, leve livet som jeg plejer og være i den naive tro, at jeg bliver gravid naturligt. Indtil jeg ved andet, så vil jeg befinde mig dér.

Husk at du aldrig er alene. Skriv hvis du har brug for, at jeg fortæller dig det igen.

 

 

Træt og forkælet

Foto af dygtige Emily Spiro, øreringene er (venligst udlånt) af Jannie Baltzer.

Sådan et indlæg som jeg har skrevet flere gange. Først i hovedet, midt om natten. I badet. Mens jeg lavede mad. Så på skrift. Tilføje ord og sætninger, slette igen. Frem og tilbage. Sådan er det med visse typer indlæg. Blandt andet dette. Og jeg ved udmærket godt i førnævnte proces, at det skal udgives. Og at det vil blive udgivet. Når tid er. Den tid er nu.

Sidste uge var hård. Jeg aborterede lørdag d.9 marts, mens jeg besøgte Maja i Svendborg. Det i sig selv var en hård oplevelse. Det er 3.ufrivillige abort i mit liv. Jeg har aldrig haft frivillige aborter, i øvrigt. Udover at det er hårdt fysisk og er forbundet med smerter, så er det hårdt for parforholdet og mentalt er det noget, af en udfordring. Mens jeg sundede mig hjemme i min seng, blev jeg (og Kristian) svinet til på det der fucking Jodel. Jeg gider egentlig ikke, at bruge alt for mange ord, om dét medie. Men hvis du følger med på stories, så ved du det sikkert. En ting er at jeg bliver svinet til – det har jeg prøvet før. Jeg har blogget i 10 år. Jeg har haft instagram siden det kom. Hate følger med, sådan er det når man stikker næsen frem, som min kloge far altid siger. Argumentet at vi, som bloggere, der lever et offentligt liv og deler alt med dig, så må finde os i, at blive svinet til. Dén holder simpelthen ikke i min verden. Det er mobning og det er anonymt. Jeg kan godt tage kritik, særligt hvis det er konstruktivt. Men jeg aner jo ikke hvem som skriver sådan om mig (og om de jeg elsker!), og det er så fejt! Jeg har ingen mulighed for, at argumentere eller lytte, til det personen siger og mener.

Jeg ved godt at de som er afsendere af hate, oftest er mennesker, som er kede af noget. De har ondt i livet, de er usikre og de er kede af det. Og normalt kan jeg godt møde de mennesker, med kærlighed og med omsorg. Det er noget, som jeg ikke altid har kunne rumme, men som jeg virkelig bruger energi på, at gøre nu. For livet er alt for kort til, at lade sig påvirke af den slags negative energi. Men i sidste uge følte jeg i den grad, at jeg blev sparket mens jeg allerede lå ned. Og alt det hate, det gik lige i mit hjerte og i min mave. Mest fordi Kristian blev svinet til. Han har ikke valgt at jeg skal leve det her liv, på de sociale medier. Han har forelsket sig i mig, ikke i det jeg laver. Og at han bliver talt så grimt om, dét gør ondt på mig.

Så jeg havde lyst til at slette hele lortet. Min blog, min instagram konto, min snapchat, min facebook side. Alt. Jeg savnede at være pædagog og arbejde fra 8-16 og ikke blive svinet til i diverse tråde på internettet. Jeg savner at kramme børn dagligt, sætte plaster på små knæ, lære børn at læse og følge dem i deres udvikling.

Og samtidig følte jeg mig enormt forkælet. Jeg har, i manges øjne, drømmejobbet. Og jeg elsker det jeg laver, det gør jeg virkelig. Jeg føler mig ikke heldig, for jeg har knoklet for det her. For over ti år siden startede jeg med at blogge og jeg har fra den første dag, har jeg lagt mit hjerte i det. Jeg elsker at skrive og det er nu min levevej og jeg er taknemlig og glad og lykkelig for, at jeg har min egen forretning. Jeg plejer at være god til, at have et panser omkring mig, så jeg ikke lader mig tryne af hate på internettet. For der vil altid være hate. Det har ramt mig denne gang – fordi det handler om andre mennesker, end jeg. Det handler om mine veninder og min kæreste. Fordi det er anonymt. Det får mig helt tilbage i folkeskolen, hvor mine klassekammerater stod og hviskede om mig i skolegården. Men der vidste jeg jo for helvede, hvem der hviskede! Og jeg kunne konfrontere dem med det, hvis jeg turde og gad.

Jeg sletter ikke min blog, for jeg elsker at kunne skrive. Og ytre mig. Jeg sidder bag en skærm og skriver til dig nu. Men forskellen på mig og på de som skriver på Jodel er, at du ved hvem jeg er. Jeg gemmer mig ikke på en anonym app.

Måske er du én af dem, som skriver så grimme ting om mig på nettet. Måske er det dig som har skrevet, at min kæreste er grimmere end Sebastian Klein. Til dig vil jeg skrive: “Du fik mig. Du gjorde mig ked af det, hvilket jeg formoder var din intention. Men nu er det nok og jeg har mit panser på igen, kammerat“.

Til dig som ikke skriver hate, men tværtimod har skrevet støttende og søde beskeder – af hjertet tak. Det har varmet mere end du aner. Tak! Og nu kommer ordet Jodel aldrig mere til at stå, på denne blog. Kys!

Podcast anbefalinger

Jeg ELSKER at lytte til podcast. Jeg lytter hver eneste dag. Mine favoritter er “Mørkeland” og “Myrdet” – jeg elsker åbenbart at høre om mord og syge stoddere. Udover myrderier er jeg glad for “Alt er nu“, “Kvinden med den tunge kuffert” og “Anders & Anders“.

Jeg efterspurgte gode podcast på instastory – og udover at få en masse anbefalinger, skrev mange af jer, at i ønskede at jeg delte alle de bud, som kom ind. Og det gør jeg selvfølgelig (og skriv endelig flere i kommentarfeltet!). Jeg vil helst lytte til danske podcast, men der er alligevel et par engelske på listen, som jeg tænker at give et forsøg snart. Jeg er nemlig løbet tør for både “Mørkeland” og “Myrdet” og jeg har lyttet til dem alle 2-3 gange allerede..

  • “Det perfekte offer” (sæson 1 & 2)
  • “Third Ear (mange episoder)
  • “Jeg er din Gud”
  • “Et langsomt mord”
  • “24 mord”
  • “Equinox”
  • “Mord i Rum Sø”
  • “Et ægte par”
  • “Dobbeltmordet på Peter Bangsvej”
  • “Skud i sneen”
  • “Familie før alt”
  • “Imorgen kommer en ny himmel”
  • “Djævlen i detaljen”
  • “Drabet på Karl Skomager”
  • “Speditørens død”
  • “True Crime Agency”
  • “Man kan aldrig vide”
  • “Politiradio 24/7”
  • “My Favorite Murder”
  • “Gåsehud”
  • “Lukas”
  • “Pigen” (den har jeg faktisk hørt og dén er GOD!)
  • “Pigen der forsvandt”
  • “Klovn podcast”
  • “Dirty John”

Har du flere? HIT ME! (vi har ikke tv og jeg er afhængig af podcast!)