Sund pizza med 3 slags pesto

31 uger.

Så mange uger er det siden, at min lillebror døde.

Der er mange af jer, som skriver mails og kommentarer og spørger mig, hvordan jeg har det – jeg bliver meget rørt hver eneste gang. Tak.

Jeg har det, efter omstændighederne, godt. Der er dage hvor jeg griner, er afslappet og kan fungere og der er dage, hvor det hele er sort indeni og jeg ikke kan komme udenfor en dør. Der er heldigvis færre og færre af de dage. Jeg er overbevidst om, at jeg ville være gået ned med en depression, hvis jeg ikke havde haft min sport (og min elskede familie og højt elskede kæreste, selvfølgelig). Jeg får virkelig meget ud af, at røre mig – især de sorte dage. Jeg har virkelig fundet ud af, hvor godt motion er for min krop og mit indre og jeg er hver eneste dag taknemmelig for, at jeg trænede før min lillebror gik bort. Jeg havde ikke magtet at starte op, efter det.

Når jeg træner, sveder, presser mig selv og får pulsen op, er det svært at være ked af det. Jeg tænker på ham hele tiden, men når jeg er i gang med selve træningen, er der ikke plads til tårene. Derfor bruger jeg enormt meget tid, i mit træningscenter for tiden – det er et frirum for mig. Det er som om, at når jeg bruger mig selv fysisk, så forsvinder en lille bitte smule af min store sorg – og det giver mig et lille overskud, så jeg kan sove om natten, fordi jeg er fysisk træt og jeg kan spise, fordi jeg er sulten.

Jeg ved at min elskede lillebror kigger på mig nu, og beundrer mine fine små muskler, han drillede altid med, at jeg var en lille lort.

Så sorg, har for mig, været endnu en grund til, at træne. Det har reddet mit parforhold, mit arbejdsliv og det har reddet mig, selvom jeg for evigt skal leve med savnet og leve med, at jeg ikke har et sted, at gøre af al den kærlighed, som Rasmus skulle have haft og som han i den grad fortjente.

DSC_0334 IMG_1589

 

   

4 kommentarer

  • Hej Mathilde,
    Jeg er netop, i går, begyndt at følge din blog – jeg spottede en masse lækre “usunde” opskrifter. Og i dag vågnede jeg så op til dette personlige og rørende indlæg. Det gør mig så frygtelig ondt, at du og din familie har mistet din lillebror alt for tidligt. Dine ord rører mig meget, hvordan du sammen med bl.a. din motion arbejder med og mod sorgen. Tak for dit indlæg. I dag vil jeg kysse en ekstra gang på mand og børn.
    God dag til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak for din kommentar – jeg blev utrolig rørt over dine ord. Jeg er glad for, at det jeg skriver, kan få dig til at kysse din familie lidt ekstra, for det har jeg fundet ud af, er meningen med livet. Tak for det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ej for faen, var ikke lige forberedt på at få tårer i øjnene. Ønsker dig alt det bedste Matilde!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Jeg synes virkelig, det er imponerende flot af dig, at du vælger at være så åben omkring det… Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor ondt det må gøre at miste sin lillebror – for mig er min lillebror et af de få mennesker på jorden, som jeg ville gå igennem ild og vand for, og jeg forestiller mig, at du har (haft) det lige sådan…Og hvor er det skønt at læse, at træningen kan være en af de ting, der hjælper dig igennem! Jeg kan kun sende dig mine bedste tanker – og tak for indlægget (som måske kan sætte vores andres hverdag lidt i perspektiv…)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sund pizza med 3 slags pesto