appelsiiiinnnn

Hvorfor du ikke skal finde dig i bullshit

leaving-her-yacht-in-nice-france-29-july-2012-rihanna-31638767-2560-1706

Det tynger dig! Det gør dig sur, det gør dig indadvendt, det forringer din selvværds-følelse, det sætter gang i den negative tankestrøm. Du bliver nødt til at sætte foden ned engang imellem, selvfølgelig skal du vælge dine kampe – du skal ikke bare råbe op fordi du kan. Det er også en smuk egenskab at kunne gå på kompromis. Men i nogle situationer er nok bare nok. Generelt er jeg blevet bedre til og har fået et større behov for, at sige fra. Det er selvfølgelig noget som er kommet med alderen, men bestemt også noget jeg har taget med mig fra min sorgproces. Livet er for kort til at blive trådt på, at være indebrændt, ikke at få sat ord på sine grænser og ikke mindst: Sige fra når grænsen er nået.

Vær sikker på at jeg, for bare 1 år siden, var en meget stille pige, krøb langs væggene og jeg gjorde sjældent opmærksom på mig selv. Men vigtigst af alt: Jeg lod mig træde på, jeg lod mine grænser bliver overtrådt, jeg fandt mig i (alt) for meget og det ødelagde mit selvværd. For er der noget der bestemt ikke understøtter dit selvværd, så er det når du lader dine grænser bliver overtrådt. Jeg har langsomt fundet ud af, at min selvværdsfølelse virkelig styrkes når jeg får sagt fra. Og råbt. For det skal der bare til engang imellem. For nylig har jeg råbt ret voldsomt af en, vigtig person i mit liv. Ikke vigtig for mig personligt, men vigtig for min hverdag. Mine grænser blev overtrådt i sådan en grad, at jeg intet valg havde. Min krop sagde fra og jeg råbte, nærmest uden kontrol. Jeg blev vred som jeg sjældent har været før. Jeg fægtede med arme og ben, jeg pegede, jeg lænede mig helt frem imod personen – hele mit kropssprog udstrålede: Krig!

Da jeg var færdig med at råbe og da jeg havde fået sagt det, som jeg gerne ville, gik jeg. Hele min krop rystede, min puls må have været oppe omkring max, jeg svedte, tårene trængte sig på og hele min krop var spændt. Men jeg var lettet! Jeg kunne trække vejret helt ned i maven, på trods af at min krop stadig var i alarmberedskab. Jeg var glad og jeg var stolt. Jeg var stolt af mig selv, at jeg havde kunne sige fra. Jeg tænkte og har efterfølgende tænkt meget over situationen (dramaet om man vil) og jeg kommer hver gang frem til, at det var det eneste rigtige jeg kunne have gjort. Hvor ubehageligt det så var – så gjorde det noget ved mig, noget ved min personlighed. Nu har jeg fået sagt fra for første gang (sådan rigtigt), så nu kan jeg også en anden gang. Det giver mig en form for tryghed, selvom jeg ikke vil opsøge lignende situationer sådan uopfordret.

Det har virkelig givet mig et boost! Hvis jeg nu ikke havde sagt fra, hvis jeg (som jeg altid har gjort) bøjede nakken, tog imod (selvom jeg var uenig), fandt mig i at mine grænser blev overtrådt, så var mit selvværd faldet endnu mere. Det bliver jeg sku’ ikke en stærk kvinde af! Og det vil jeg være! Og jeg tager én kamp af gangen. Don’t fuck with me-attituden er hermed indviet, og dén har jeg tænkt mig at beholde. Så kan jeg tage den frem ved lejlighed.

Hvornår sagde du sidst fra?

FACEBOOK INSTAGRAM BLOGLOVIN’

6 kommentarer

  • Henriette

    Uden tvivl det bedste blog indlæg jeg længe har læst, for hold op hvor har du ret! Det så vigtigt for ens selvværd at kunne sige fra og passe på sig selv!

    Sidst jeg sagde fra var da jeg for to uger siden uanmeldt tog hjem til min min voldelige ekskæreste der til tider stadig chikanere mig, og sagde “NU det nok, jeg finder mig ikke i det længere – du skal aldrig kontakte mig igen”. Jeg rystede, svedte, og tudede bagefter men den lettelse det gav endelig at sige fra den sidder stadig i mig!

    Husk at fortsætte den nye gode vane med at sige fra 🙂
    Forsat god påske

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Et emne der er meget relevant for mig. Jeg forsøger forsigtigt at arbejde med at sætte grænser, at sige fra og at stå ved mig selv. Det i sig selv er forholdsvist grænseoverskridende for mig.. haha.. og jeg har stadig en del berøringsangst over for det.

    For mig har vrede altid været noget skidt. Noget jeg ikke ville i nærheden af. Noget jeg ikke kunne overskue, håndtere og som bare var alt for overvældende (selvom om vrede i passende doser i passende situationer kun er sundt). Jeg har svært ved selv at blive vred og jeg har det svært ved vrede personer.

    Fik jeg nævnt at jeg er konfliktsky? 🙂 Og der kommer – af og til – en konflikt, når den ene part sætter en grænse. Eller hvis den ene part bliver vred.

    En dag lærer jeg det nok. Både at sætte grænser men også hvad jeg skal gøre, hvis grænsen ikke bliver respekteret..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Det her, er dit bedste indlæg til dato! Jeg er selv igang med at finde min grænse, og jeg lærer stadig.
    Det er som om, at vrede er blevet tabubelagt. Jeg sagde selv fra idag over for min søster, hvor der var noget, jeg ikke var enig i.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det der med at lære at mærke sine egne grænser, at kende sin bullshit grænse, det var også det jeg lærte da min mor døde for 10 år siden. Jeg ved ikke hvad det er, men når man opdager hvor skrøbeligt livet er, så er det som om ens egen tid bliver mere vigtig. Det kommer til at betyde mere hvem man er sammen med, og hvordan man bruger sin tid. Det er noget med at være tro mod sig selv og sine værdier. Og det er SÅ svært!

    Det er mega cool du gjorde det, og det er så fedt at du fortæller om det.
    KH
    Anne-Sophie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Hej Matilde,
    jeg er faldet over dit indlæg og hvor er det dog et rigtig godt indlæg! Jeg må indrømme at jeg aldrig havde troet at du har haft problemer med din selvtillid eller lign. Du virker i mine øjne som verdens største overskuds menneske. Jeg har selv enormt svært ved at sige fra og kan så meget genkende det du skriver ift. at det ikke er godt for én når man bliver ved med at lade folk træde over ens grænser. Jeg er selv begyndt at sige mere fra og håber at jeg bliver bedre til det i takt med at jeg får det gjort. Jeg tror et problem er, at hvis man ikke har sagt fra i lang tid, at det er sværere at “mærke efter” hvor ens grænser egentlig er. Summa summarum, tak for et rigtig godt indlæg som jeg vil have i mine tanker fremover. Det er rigtig godt at læse at det lykkedes dig, og du har helt ret: Hvis man har formået at gøre det én gang, så burde det hellere ikke være så svært at gøre det næste gang!
    Mange hilsener til dig!
    PS: Sidst jeg sagde fra var i forgårs. Over for en pige på mit studie. Det var ganske vist ikke face 2 face men jeg fik det gjort og det var rigtig godt!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Matilde Trobeck

      Hej Helene. Sikke en dejlig kommentar og hvor gør det mig glad at du arbejder med at sige fra og sætte grænser for dig selv – det fandeme sejt! Jeg håber du snart får mulighed for at sige fra igen – øvelse gør mester 😉 og held og lykke herfra! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

appelsiiiinnnn