Fordi der er kommet løn jo.. #livetersåkort

12190073_10206624833272012_3130110095713696418_n

Jeg træner gerne i Adidas – jeg er bare fan. Det er flot, det sidder som det skal (læs: på min voksende popo og dertilhørende lårbasser), det holder trods hyppige ture i vaskemaskinen og det er rart at træne og svede i. Adidas kan deres pis. Punktum.

11705113_10206624832431991_8675845944195085656_n

Jeg træner gerne i tights fra Adidas og jeg bliver ofte spurgt hvor jeg har købt dem. Jeg køber dem på Nelly.com og jeg har gerne 3-4 par ad gangen – de passer til mit andet træningstøj og så er numser generelt bare flotte i Adidas tights. Og jeg har kigget på mange numser – den er god nok. Adidas gør numser endnu flottere 😉

Find dem her!

Indeholder affiliate link.

Helt nøgen.

Bloggen er mere eller mindre “kendt” for at være ærlig. Og det er jeg godt tilfreds med. Men det her indlæg, som jeg sidder og skriver lige nu, bliver nok det mest ærlige til dato. Lidt i samme boldgade som det her indlæg (tak for modtagelsen!!)

Helt usminket, helt grimt, nøgent og ekstremt ærligt. Jeg har måtte tale med mine forældre, før jeg udgav dette indlæg. Fordi de intet vidste, fordi ingen vidste noget. Fordi jeg var og er flov og fordi jeg følte og føler mig enormt svag. Så hvorfor skrive et indlæg, der får mig til at føle sådan? Fordi det er nødvendigt, fordi det er sandheden, en del af mig, fordi min verden nu engang er som den er. Det er del af mig, min rejse, min kamp.

Sandheden er.. at jeg de sidste par måneder har drukket mere alkohol end godt er. Jeg har ikke været decideret fuld, men jeg har været beruset mange aftner. Det har jeg været, fordi jeg ikke kunne sove. Fordi jeg har været så ked af det, så langt nede, at jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg har været så ramt af sorg, ramt af panik, længsel, savn og angst. Det startede med at jeg fik et glas vin engang imellem, i weekenderne. Jeg oplevede at jeg kunne falde i søvn, ikke græd mig i søvn, ikke var ked af det, når jeg skulle sove. Jeg købte en flaske vin en dag jeg var ude og handle, selvom jeg aldrig drikker alkohol alene – hvorfor skulle jeg dog det? Jeg er stadig i en alder (eller i et miljø) hvor jeg som oftest drikker alkohol når intentionen er, at jeg skal være fuld og i byen og danse natten lang. Lige præcis som de fleste andre unge mennesker bruger alkohol.

Pludselig, efter lang tid, gik det op for mig at jeg var beruset flere dage om ugen. På hverdage – men ofte også i weekenderne, hvor jeg var i byen (og hvor jeg synes det er helt “lovligt” og hvor jeg også har det sjovt samtidig). Det gik langsomt op for mig, at jeg brugte alkoholen, rødvinen, som sovemedicin. Jeg har ofte sagt til mig selv: “du har ikke et problem, det er jo bare for en periode, for at holde tingene ud“, “det er bedre end så meget andet“.

Men så gik det op for mig, at jeg ikke vil være sådan. Jeg vil ikke bruge alkohol til at dulme følelser – for følelserne er der jo stadigvæk, om jeg er beruset eller ej. Jeg vil mærke det hele, gå igennem det hele – selvom det er hamrende hårdt. Sådan er livet nemlig. Sådan er mit liv lige nu.

Jeg har derfor taget et aktivt valg. Jeg vil ikke drikke alene mere, nogensinde. Jeg vil drikke et glas vin med mine forældre når vi spiser sammen, jeg vil drikke mig fuld fordi jeg har lyst og kun når jeg er glad. Jeg vil ikke bruge alkohol som medicin – for den hjælper mig ikke. Den gør mig intet godt. Den lukker ned for nogle følelser som jeg har uanset hvad og som jeg skal føle og arbejde med, følelser jeg har brug for at mærke og handle på.

Det er virkelig grænseoverskridende at skrive dette indlæg. Jeg føler mig så skamfuld, så langt ude. Så “ikke-helse“-agtig. Men det er sådan det er – eller det var sådan det var. For det er slut nu. Det var endnu en kamp jeg skulle kæmpe i denne sorg, og jeg vandt. Jeg har og vil altid kæmpe for, at glansbilledet på de sociale medier bliver mere nuanceret. For i min verden findes de ikke. Livet er til tider noget værre lort og skide hårdt – det kommer vi igennem alle sammen, på et eller andet tidspunkt. Også mig. Jeg har haft nogle usandsynligt hårde år, jeg har kæmpet, jeg har tabt nogle kampe undervejs. Men denne her kamp – den har jeg vundet. Og jeg er stærkere mentalt, selvom der er langt vej igen. Men jeg klarer den – uden alkohol, uden at dulme det jeg føler. For jeg føler det, fordi det er en nødvendighed.

Tak fordi du læste med. Tag godt imod min åbenhed og ærlighed, tak.

Hvad jeg egentlig laver når jeg ikke blogger og træner

12065894_10206624656587595_7373364555390921891_n

Der er ofte nogle af som spørger om jeg overhovedet har et arbejde, siden jeg kan træne så meget som jeg gør. Jeg har et arbejde og jeg er så heldig at have et helt fantastisk skema som gør træning om formiddagen og tidlig eftermiddag ret overskueligt og nemt. Det handler selvfølgelig også prioritering. Jeg arbejder ikke fuldtid, hvilket jeg er rigtig glad for. Det gør nemlig at jeg kan træne og lave en masse andre ting, som giver mig glæde og mere overskud.

Jeg er uddannet pædagog med speciale i idræt. Jeg har været uddannet i snart 5 år. Jeg arbejder på en skole i Nordsjælland og det har jeg gjort i lidt over 4 år. Jeg er primært i en 2.klasse som jeg er kontaktpædagog for og så er jeg i SFO’en om eftermiddagen. Jeg elsker mit arbejde og jeg glæder mig til at komme op til børnene når jeg er på vej i toget. Børn er ærlige, enormt omsorgsfulde og jeg får så mange kram hver eneste dag – hvilket andet job er inklusiv daglige omfavnelser? Jeg er fan af børn og satser stærkt på at lave mit eget fodboldhold en dag.

Så ved du hvad jeg laver når jeg ikke træner og skriver på bloggen 🙂

De er satme hurtige!

12187651_10206619133049510_752058000712143858_n

Jeg ejer og har ejet en del løbesko. Rigtig mange par og jeg har prøvet rigtig mange forskellige mærker, modeller og endda løbet barfodsløb. Jeg har aldrig rigtig knækket koden. Før nu! Jeg er begyndt at løbe lidt intervalløb, fordi jeg gerne vil lave mere træning udendørs, særligt her om efteråret som er min favorit årstid. I hvert fald rent visuelt. Hold nu kæft hvor er det smukt med træerne, bladene og lyset. Og så har jeg snart fødselsdag, hvilket også kun gør efteråret bedre i min optik.

Det er vigtigt at have et par gode løbesko. Jeg har før undervurderet det, det må jeg indrømme. Men jeg kan godt mærke forskel på de løbesko jeg har nu og dem jeg har haft før. Særligt løb i terræn og på græs har voldet mig lidt problemer, da jeg ofte har syntes at min skosål var alt for tyk. Mine sko fra Under Armour har en tynd sål og det gør at jeg står meget bedre fast. De er sindssyg rare at have på og endnu bedre at løbe i. Uden at jeg vrider om på anklen som jeg ellers har tildens til eller glider når jeg skal sætte af.

Jeg har virkelig ledt, men jeg har ikke kunne finde dem online. De er dog her i andre farver. Men de har et stort udvalg af Under Armour her og her. Deres tøj er overdrevet pænt – jeg må og skal stor-shoppe snart.

Indlægget er ikke sponsoreret.

Når træning ikke længere er nok..

8047b1a4ad367888d0232da81f402837

Dette indlæg har været længe undervejs – som så mange andre af mine ærlige indlæg. Lige da dét skete tænkte jeg “det skal aldrig nogensinde på bloggen“. Men nu, nogle uger efter og mange tanker siden, findes der ingen tvivl i mit hjerte. Selvfølgelig skal det på bloggen. Nogle vil nok mene at jeg deler lige lovlig ud af mig selv, andre vil nok kunne bruge det til noget i deres eget liv. Jeg selv får også noget ud af at skrive det her indlæg – det er en form for bearbejdelse og nu har jeg delt så flittigt ud af min krise, min rejse, så selvfølgelig skal denne del også med. Det er jo en del af mig og min historie.

Grunden til at jeg ikke ville dele det med jer var, at det er enormt tabuiseret. Og min forfængelighed tog nok lidt over. Men den er væk nu. Flovheden over hvad der skete er også væk. For jeg var både flov og enormt ulykkelig da min mor besluttede at jeg skulle på psykiatrisk skadestue. Hun hentede mig og jeg fik ikke noget valg. Jeg græd og jeg ville ikke derop. Jeg forestillede mig tossede mennesker der sad og slog hovedet ind i væggen, folk der var syge i hovedet. Jeg har aldrig haft noget at gøre med psykiatrien – og jeg havde da heller aldrig troet at jeg en torsdag eftermiddag skulle aflægge psykiatrisk skadestue et besøg. Men det gjorde jeg – med min mor i hånden. Og der var ingen der slog deres hovede ind i væggen. Det var ganske stille og roligt. Jeg fik en samtale med en læge og en sygeplejerske og fortalte dem hele min historie. 3 år med store tab. Min lillebrors død og mit parforhold som til min store forfærdelse, gik til grunde i februar. Og nogle andre ting, som jeg ikke er helt klar til at dele med jer endnu. De var meget søde og forstående og sagde nogle ting til mig, som virkelig hjalp. Jeg fik tilbudt psykologhjælp som jeg har sagt ja til. Det ser jeg meget frem til. Jeg har brugt min træning som en flugt længe nu. Den har før hjulpet mig og gjort livet nemmere for mig og jeg nyder også stadig min træning. Men den hjælper mig ikke på samme måde lige nu, træningen er bare en time hvor min hjerne får en pause. Træningen er et frirum for mig, men jeg bliver nødt til at se i øjnene, at jeg skal tale med en professionel om de ting som er sket i mit liv.

Jeg har kæmpet hele året for at holde mig oven vande. Jeg har ikke givet op, men jeg skal have lidt hjælp for at komme ovenpå. Det har været ekstremt svært for mig at modtage hjælp, fordi jeg så gerne vil kunne det hele selv. Men jeg ser ikke mit besøg på psykiatrisk skadestue som en falliterklæring. Jeg ser det som et skridt på vejen mod det liv som jeg gerne vil leve. Et liv hvor jeg ikke konstant har en grundstemning af tristhed, et liv hvor jeg kan sige farvel til de ting i mit liv, som ikke gør noget godt for mig og et liv hvor jeg kan grine helt nede fra maven.

Older posts