Ostegris (uden laktose!)

Når træning ikke længere er nok..

8047b1a4ad367888d0232da81f402837

Dette indlæg har været længe undervejs – som så mange andre af mine ærlige indlæg. Lige da dét skete tænkte jeg “det skal aldrig nogensinde på bloggen“. Men nu, nogle uger efter og mange tanker siden, findes der ingen tvivl i mit hjerte. Selvfølgelig skal det på bloggen. Nogle vil nok mene at jeg deler lige lovlig ud af mig selv, andre vil nok kunne bruge det til noget i deres eget liv. Jeg selv får også noget ud af at skrive det her indlæg – det er en form for bearbejdelse og nu har jeg delt så flittigt ud af min krise, min rejse, så selvfølgelig skal denne del også med. Det er jo en del af mig og min historie.

Grunden til at jeg ikke ville dele det med jer var, at det er enormt tabuiseret. Og min forfængelighed tog nok lidt over. Men den er væk nu. Flovheden over hvad der skete er også væk. For jeg var både flov og enormt ulykkelig da min mor besluttede at jeg skulle på psykiatrisk skadestue. Hun hentede mig og jeg fik ikke noget valg. Jeg græd og jeg ville ikke derop. Jeg forestillede mig tossede mennesker der sad og slog hovedet ind i væggen, folk der var syge i hovedet. Jeg har aldrig haft noget at gøre med psykiatrien – og jeg havde da heller aldrig troet at jeg en torsdag eftermiddag skulle aflægge psykiatrisk skadestue et besøg. Men det gjorde jeg – med min mor i hånden. Og der var ingen der slog deres hovede ind i væggen. Det var ganske stille og roligt. Jeg fik en samtale med en læge og en sygeplejerske og fortalte dem hele min historie. 3 år med store tab. Min lillebrors død og mit parforhold som til min store forfærdelse, gik til grunde i februar. Og nogle andre ting, som jeg ikke er helt klar til at dele med jer endnu. De var meget søde og forstående og sagde nogle ting til mig, som virkelig hjalp. Jeg fik tilbudt psykologhjælp som jeg har sagt ja til. Det ser jeg meget frem til. Jeg har brugt min træning som en flugt længe nu. Den har før hjulpet mig og gjort livet nemmere for mig og jeg nyder også stadig min træning. Men den hjælper mig ikke på samme måde lige nu, træningen er bare en time hvor min hjerne får en pause. Træningen er et frirum for mig, men jeg bliver nødt til at se i øjnene, at jeg skal tale med en professionel om de ting som er sket i mit liv.

Jeg har kæmpet hele året for at holde mig oven vande. Jeg har ikke givet op, men jeg skal have lidt hjælp for at komme ovenpå. Det har været ekstremt svært for mig at modtage hjælp, fordi jeg så gerne vil kunne det hele selv. Men jeg ser ikke mit besøg på psykiatrisk skadestue som en falliterklæring. Jeg ser det som et skridt på vejen mod det liv som jeg gerne vil leve. Et liv hvor jeg ikke konstant har en grundstemning af tristhed, et liv hvor jeg kan sige farvel til de ting i mit liv, som ikke gør noget godt for mig og et liv hvor jeg kan grine helt nede fra maven.

33 kommentarer

  • Chris

    Hej Matilde. Jeg vil lige dele lidt af min historie med dig.. Mest fordi jeg ved at det nogen gange kan hjælpe at høre andre har været i samme situation og at man har gjort det rigtige.
    For 3 år siden gik jeg fra min kæreste igennem mange år. Det var mit valg og af den simple grund at jeg ikke længere havde de samme følelser for ham. Men af en eller anden grund tog den pusten fuldstændig fra mig. Jeg var så ulykkelig over at jeg havde såret et andet menneske så meget og selv om ingen forstod det (for det var jo mit valg) så var mit hjerte gået itu. Jeg begyndte ligeså stille at drukne mig selv i træning og i ligegyldigheder som alt for mange byture og dårlige veninder. På et eller andet tidspunkt i alt det her havde jeg simpelthen mistet mig selv.
    En fredag havde jeg en aftale med min far om at vi skulle have en snak og han kom efter arbejde. Da han kom fortalte han mig at det var psykiatrisk skadestue vi skulle på og efter længere tids råben, overgav jeg mig. Ligesom dig havde jeg en forstilling om at jeg skulle vade ind i et rum med skøre mennesker og blive stemplet ligeså. Men jeg blev overrasket! Der sad to andre helt almindelige mennesker og smilte til os da vi kom ind. Efter kort ventetid var det min tur og jeg fik simpelthen den bedste snak med en dygtig læge og aftalen blev at jeg skulle gå til psykolog.
    Nu er jeg igen mig selv og jeg var, nok desværre ikke, kommet hertil selv..
    Jeg håber du får det godt igen – også selvom det tager tid 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Hej Matilde
    Jeg har egentlig bare lyst til at give dig en kæmpe krammer – et kæmpe klap på skulderen – og en masse held og lykke!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Stor respekt for at erkende man ikke har det godt, men så også at gøre noget ved det!! Sejt!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Det er virkelig svært at erkende, når man har behov for hjælp. Særligt, når det ikke drejer sig om noget fysisk… Det skal jeg selv blive langt bedre til. Det er fedt, at du deler dette. Og sikke en sej mor, du har. Det har nok heller ikke været nemt for hende. Jeg håber, du får det bedre! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    You rock, girl! Pisse sejt og modigt indlæg. Hæng i – alt godt kommer til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    De seje/stærke mennesker, er dem som erkender de har brug for hjælp. Husk det Held og lykke med det hele!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for at dele. Jeg har selv fået hjælp hos psykologer flere gange – pga. stress, pga. kriser, og fordi jeg ønskede at lære mig selv bedre at kende.
    Ja, der er mange, som stadig ser det at gå til psykolog som et tabu, men det er stærkt at række ud efter hjælp. Og et skulderklap til din mor for at følge dig på vej. 🙂

    Et stort knus.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Hej Matilde

    Jeg har fulgt dig på instagram og på bloggen i godt og vel et år vil jeg sige. Jeg synes du er meget inspirerende og et interessant menneske af få indsigt i. Gennem din svære tid har jeg læst dine indlæg og virkelig følt det du føler. Jeg er ikke i sorg, men jeg forstår hvordan du har det. Hvordan vi alle kan få det. Og at det er okay, at være ked af det og i sorg. Jeg synes du er med til at åbne op for det rigtige menneske. Det menneske, der indeholder alle facetter af følelseslivet. Og at det er helt okay, at være et helt menneske med alt hvad det indebærer. Tak fordi du deler det med omverdenen. Det er virkelig fint gjort.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Du er SÅ sej! Vi hepper på dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sender dig bare lige et virtuelt kram og masser af good vibes…
    Du klarer det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Min depression kulminerede også med at min mor “tvang” mig med på psykiatrisk.
    Det er absolut ikke en falliterklæring. Den dag markerer der hvor jeg begyndte mim vej til at blive rask – og jeg ønsker virkelig det samme sker for dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natasha Guldborg

    Hvor er det sejt af dig at dele ! Du er en kæmpe inspiration ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • – Jeg har også selv været der efter min far døde og jeg gik ned med stress. Jeg hepper på dig! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    DU ER PISSE MEGE SEJ!!!!!!!! STOR respekt for at du taler om så vigtigt et emne!! Og er sikker på, at du med den ekstra hjælp kommer helt over på den anden side, hvor smilene og glæden fylder mest <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Det er så vigtigt at du deler dette. Jeg er sikker på at hvis du havde brækket armen havde det ikke været tabu-belagt at dele det. Men ligeså snart det har noget med psyken at gøre er det noget helt andet. For nogle år siden fik jeg en depression og det var rigtig svært for andre at forstå at jeg ikke bare kunne tage mig sammen. Næsten ingen af mine venner ved det, og ofte hører jeg dem snakke nedsættende om folk med depressioner, at de skal tage sig sammen osv. Derfor har vi brug for flere folk der deler deres historier om psykiske problemer så vi kan få nedbrudt tabuet mellem fysiske og psykiske sygdomme.
    og lige et godt råd – psykolog var for mig pissehårdt de første mange gange og jeg synes kun det blev værre, men efterhånden bliver det bedre og det begynder at hjælpe, bare find en hvor kemien passer, hvilket godt kan tage noget tid.
    Ønsker dig det bedste.
    Kæmpe kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ivalu Rasmussen

    De mennesker der ikke vil eller tør bede om hjælp når lortet er ved at vælte er de svage. Dem der indser det er tid til at bede om hjælp og gør det er dem der er stærke, fordi de tager ansvar for deres eget liv. At være stærk er ikke ensbetydende med at klare alt selv. Jeg gik selv til psykolog da min mor døde og gjorde jeg kunne forsætte på min uddannelse uden forsinkelse, ellers var jeg også gået ned. Held og lykke med det hele, du skal nok komme ovenpå igen fordi du nu er villig til at arbejde med det der gør ondt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er så skøn og lækker og et helt menneske.. Del, del, del.. Det er så relevant…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Engang for mange år siden tog mine forældre mig også med på psykiatrisk skadestue pga. en spiseforstyrrelse og en masse andet rod. Jeg var ALDRIG taget afsted frivilligt, men mine forældre gjorde det klar for mig, at jeg ikke havde noget valg. Jeg var kun til psykiater et par gange, men det fik mig til at indse alvoren i det jeg havde gang i, og fik mig på rette kurs. I dag har jeg det fantastisk, og jeg er simpelthen så taknemmelig for at jeg, ligesom dig, havde nogle forældre, der turde “tvinge” mig til noget, som jeg ikke selv vidste, at jeg havde brug for. Hvis mine forældre ikke havde reageret og taget mine problemer alvorligt, ved jeg simpelthen ikke, hvor galt det var endt.

    Det er super fedt, at du tør stå frem, det er nemlig et kæmpe tabu, når det ikke er noget fysisk man fejler, og jeg håber virkelig, at du får den hjælp som du har brug for.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Din historie og ærlighed rører mig så ufatteligt meget. Tak fordi du tager tabuer op, deler din kamp for at komme oven på og viser at man ikke skal skamme sig, men stå ved sig selv…
    Jeg har selv gået til psykolog efter mange års mobning og dårlig selvværd. Jeg har altid holdt en facade op(og gør det stadig), for så tror folk ikke der er noget i vejen. Heldigvis så mine lærer igennem mig og fik mig indstillet til en psykolog, selvom det var grænseoverskridende og det tog noget tid at åbne op, var det det bedste jeg nogensinde har gjort. Det at have en person, der lytter når man letter sit hjerte og hjælper med at bearbejde ens problemer betød så meget for mig. Jeg kæmper stadig med selvværdet, men jeg tør ikke tænke på, hvor jeg havde været i dag, hvis det ikke var for den hjælp jeg fik.
    Det er nu over 10 år siden, og meget få ved det, så det er stadigvæk et tabu, men jeg er så glad for at du bringer det på banen. Endnu en gang – tak!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Kære Mathilde,
    Dét her indlæg tager jeg virkelig hatten af for – det er modigt og det er vigtigt. Det er vist første gang jeg nogensinde svarer på en blogpost, men det her indlæg rørte mig og jeg har lyst til at give dig et kæmpe ‘second that’! Jeg har selv været med min far på psykiatrisk skadestue flere gange . Vel og mærke min far som er det mest sympatiske og intelligente forbillede, som jeg nogensinde kunne have ønsket mig. Og virkelig så langt væk fra de associationer, som man får psykiatrien (jeg forstår slet ikke hvordan det tabu kan være fastholdt i dag?). Vi kan tale om de gode og de svære ting – og nogle gange kan vi endda grine af de situationer der opstår. Jeg tror på, at man kommer længst med at være ærlig overfor sig selv. Og det gør helvedes ondt – men det gør jo ondt fordi man har elsket og stadig elsker! Helt ærligt, det er der altså også noget smukt i. Men selvfølgelig er det en balance, og der kan hjælp udefra altså være godt. Jeg har selv gået til psykolog og det har taget en kæmpe vægt af mine skuldrer. Faktisk tror jeg, at langt de fleste (hvis ikke man var så bange) ville kunne få en masse ud af det.
    Jeg håber i hvert fald at det kan hjælpe dig. Og så vil jeg sige at det var rigtig sejt gået af din mor. Det lyder som om at du har en rigtig god og stærk familie, hvor i kan hjælpe hinanden. Det er jo det største plus ever! Så kæmpe kram herfra! Alene det at du kan skrive det her indlæg viser et overskud og en indsigt, som de færreste har.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Hej Matilde
    Du er heldig, at du har en mor, der tager sig af dig. Hende skal du takke mange gange. Og så er du sej, at du erkender dine problemer. Det er det første skridt. Du skal vide, at du langtfra er alene om at synes, at tilværelsen er en kamp. Og det er helt normalt. Vi siger det bare ikke højt.
    Held og lykke med det, Matilde. Du skal have for øje, at psykologsamtaler ikke nødvendigvis hjælper med det samme. Det kræver, at man tager alt til sig. Og giver alt af sig. Uden omtanke for nogen anden end én selv.
    Det skal nok lykkes for dig. Det tror jeg på.
    Jeg nyder at følge med på din side. Her oplever man, at man måske ikke er helt alene om at have svære tider. Og at man faktisk er ok som man er. Tak for det.
    Kæmp videre,
    Stine

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Det er bestemt heller ikke en falliterklæring at bede om hjælp. Det er tværtimod meget, meget modigt og stort at indse, at man faktisk behøver nogens hjælp, for når man når til det punkt, så åbner man også op for muligheden for at få det bedre. Jeg taler rimeligt meget af erfaring, desværre, men jeg kan garantere dig for, at når først man får den rette hjælp, så begynder tingene lige så stille at se lysere ud. Det kan være en lang proces, men hellere langsom og sikker end slet ingen. Jeg ved i hvert fald, at der er nogle få professionelle folk (har været igennem nogle, som ikke kunne hjælpe mig), som har en stor plads i mit hjerte, simpelthen fordi de formåede at hjælpe mig. Mener selvfølgelig med hjælp til selvhjælp, for det store arbejde bliver jo udført af en selv, men det betyder så meget, at man har nogen til at guide sig, nogen, som er professionel, og som vil én det bedste.
    Håber du får noget ud af tilbuddet om psykologhjælp! Det kan i hvert fald være rigtig godt, og husk på, at hvis du ikke får tildelt en du har kemi med i første omgang, så findes der mange andre, og jeg har i hvert fald oplevet selv, at det virkelig er vigtigt at komme til at snakke med én, som man har kemi med.
    Al held og lykke med dit forløb!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Hej Mathilde 🙂 Hvor er det sejt at du åbner op og fortæller og trodser tanken om at være flov. Jo flere der er af dig, der tør sige tingene som de er, jo mindre tabu skal vi slås med. Tabu er så ubrugeligt for dem der virkelig har brug for hjælp! Alt godt til dig!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hatten af for din mor og hatten af for dig for at erkende at der skal noget mere til for at komme i balance. <3 Det er så stort og sejt og modigt det du gør. Du tager ansvar for dit liv og du overdøver ikke det svære (længere med træning).

    Jeg startede selv i terapi i torsdags og synes det er svært, vigtigt, godt, mærkeligt, forvirrende og grænseoverskridende. Jeg er total ude af min komfortzone, men det er jeg nødt til for at tingene bliver bedre på sigt.

    Og så var det i øvrigt på en måde rigtigt rart at snakke med en fremmed, der slet ikke var følelsesmæssigt involveret eller kendte min historie eller havde forventinger til mig.

    Modigt og flot af dig at dele. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Moar

    Dejlige Matilde, verdens bedste datter
    Jeg er MEGET stolt af dig,
    For dit mod, din ærlighed og for at tage imod hjælp og fordi du lige præcis er den du er
    Jeg elsker dig
    Moar

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • nat

    Jeg synes bare at du er SÅ sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hvor er du allerede langt, når du kan dele det. God mor, du har og du er modig!

    Ønsker dig alt alt det bedste, det bliver godt igen. I promise
    Husk, vi er flere der har besøgt den psykiatriske skadestue, end man umiddelbart tror.

    Jeg har været så langt nede, som jeg ikke ville ønske for nogen, men i dag ville jeg ikke have været den erfaring og udvikling foruden. For filteret ud til verdenen er væk og livet kan leves helt og fuldt ud selvom der har været bump, tab og slag på vejen.

    Det er hver en glæde, der tæller – stor som lille. Bytur, blomstrer, træning, chokolade, kram, massage, veninder og familie. Og allermest dig selv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    God og rationel mor du har dig! Det er vigtigt at have i sådanne nogle situationer. Jeg har selv siddet hos min andel af (oftest) piger på skadestuen efter de har prøvet at gøre alvor af deres tanker, og hvor ville jeg ønske, de piger havde haft en som din mor til at tage dem i hånden og gå ned på psykiatrisk skadestuen for længe siden. Det er intet at skamme sig over – det er noget som du kan være mindst ligeså stolt af som alle de andre bedrifter, du nogensinde har bedrevet. Skynd dig at sige til dig selv hvor sej du er, for vi kan allesammen sige det til dig, men det er dig selv du skal tro på.
    Dejligt at du er ærlig – alle kærlige tanker til dig Mathilde!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Dine seje mor viser stor kærlighed ved at tage dig i hånden og fører dig derhen. Du er ikke syg, du er i sorg. Det gør ondt ad h…… til, men jeg lover dig at du bliver rigtig grund glad igen. Det tager bare tid og med gode samtaler med en psykolog, hvor det kun handler om dig og du ikke skal tage hensyn til nogen eller noget, så tror jeg på at du får det bedre. Har været hvor du er og kan love at du klarer det. Det bliver bedre. Max kram og god karma til seje dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Først og fremmest så får du både kram og highfive – dels for modet for at dele hele (!) din svære tid og også fordi du starter til psykolog. Jeg håber, det kommer til at hjælpe dig. Psykologhjælp var i hvert fald det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg er også nødt til at komme med en kommentar angående din mor. Det kræver sku mod at fortælle et andet menneske, som man elsker meget højt, at de har brug for hjælp. Og nej, det er ikke flovt at erkende, man har brug for hjælp – hva’ så, om du så havde brug for en tur på skadestuen for at finde ud af det?! Men ja, du har ret i, der desværre (!!) er et stort tabu omkring psykiatrien og tak til dig for at fortælle os ærligt omkring dit besøg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • en hilsen

    Jeg synes virkelig du er et modig og tapper..kærlig tanker herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak fordi du deler, og hjælper med at bryde tabuet.
    ønsker dig det bedste <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Flot indlæg – så sejt at du deler om noget der er så svært.. Ønsker dig alt det bedste.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ostegris (uden laktose!)