Fucking pervers

cae25cb5858b81944cfd6841d9d66c89

Følelsesmæssig utilgængelig. Umiddelbart den mest tamme undskyldning man kan give, hvis man ikke magter at date en person mere. Det er ikke dig det er mig. Igennem tyverne er det en kommentar som mange af mine veninder har fået kastet i hovedet. Og jeg er fluks kommet med rødvin og is for at dulme smerten og tale om idioten. Nu er idioten mig.

Jeg er ved at komme mig over hjertesorgen, som ellers har fyldt alt for meget af mit liv det seneste år. Og det er så usandsynligt dejligt og jeg ser igen verden og mit eget liv i farver. Jeg er langsomt ved at vænne mig til single tilværelsen og jeg dater igen. Alt er godt – livet er ved at være godt og roligt igen. Men. Jeg er følelsesmæssig utilgængelig. Noget som jeg ellers aldrig har været. Jeg har altid været utrolig kærlig, følsom, ærlig og enormt åben i mine parforhold. Særligt med Oliver, min sidste kæreste. Det falder mig så naturligt. Eller det gjorde det. Når jeg møder en mand nu, som jeg synes er dejlig og sød – så lukker jeg af. Lige så snart jeg kan mærke at han gør mig glad, godt tilpas, får mig til at grine – så lukker porten ned og alle følelserne slukker. Jeg bliver hård, en kælling og siger dumme ting. Dummer mig og skubber fra mig.

Mine veninder er i chok. De kender mig som den følsomme og kærlige pige – ikke som hende møgkællingen som siger lede ting og er kold som is. Jeg tænker at det må være en fase. For jeg er i grunden – dybt inde – skide bange for at brænde nallerne igen. Jeg vil aldrig være så ked af det igen. Jeg vil aldrig have kærestesorger igen. Og det kan man jo ikke love eller sætte sig for. Det ved jeg godt. Men sådan som jeg har det lige nu, så skal jeg ikke såres eller give nogle mulighed for at såre mig. Det er totalt udelukket. Måske handler det om tid, måske skal jeg møde den rigtige før at facaden krakelerer. Jeg ved det ikke. Men lige nu er tanken om at holde i hånd med en fyr direkte grænseoverskridende!

Om at være hamrende sårbar online

183903_1737176501720_8151501_n

Jeg skriver ærligt. Fordi jeg ikke rigtig kan andet. Jeg synes ikke der er nogen grund til det og jeg er meget ærlig i det virkelige liv. Jeg kommer faktisk tit hjem og tænker “Ej hvorfor sagde jeg det? Det var da alt for intimt!“. Men sådan er jeg nu engang skruet sammen. Jeg har skrevet meget om sorg og senest om kærestesorg. Og det vil jeg blive ved med. Dels fordi det hjælper mig selv, det er en form for bearbejdelse og samtidig kan jeg se og læse at andre kan bruge det jeg skriver til noget konstruktivt. Jeg får simpelthen så mange søde mails fra jer, det er jeg enormt glad for.

Forleden dag fik jeg en kommentar her på bloggen. Læseren skrev og spurgte om hvordan jeg havde det med at være så ærlig, hvis nu min ekskæreste læste med. Fordi jeg turde være sårbar. Den kommentar tænkte jeg længe over. Jeg har aldrig rigtig haft et problem med at være sårbar – for det er sådan at jeg er. Jeg er en følsom pige og jeg har trods alt været sammen med min ekskæreste i 7 år. Derfor gør det mig ingenting at skrive så åbent om mine følelser – for han kender mig så godt, så han ved også godt hvordan jeg har det. Og det er ikke en svaghed i mine øjne. For mig er det kun naturligt at jeg savner ham, han var min kæreste og min bedste ven i hele min ungdom. Jeg har intet had til ham og jeg er ikke vred på ham. Han gav mig en masse gode år, nogle gode oplevelser og han var der da jeg behøvede ham mest. Læseren skrev at hun ville have svært ved at være så ærlig og nok gerne ville virke ligeglad med sin ekskæreste. Jeg er ikke ligeglad med min ekskæreste og det indtryk vil jeg bestemt ikke give ham.

Jeg synes det er bedst at være ærlig – hvad synes du? Lader du som om at du har det bedre end du har, overfor din ekskæreste?

Det her sker når en provinspige flytter til storbyen

149789_3542378830650_33202788_n

Jeg udgav dette indlæg tidligere i år. Nu har jeg boet i København i over et år, men listen gælder stadig. Man kan tage provinspigen væk fra provinsen – men man kan ikke tage provinsen ud af pigen:

Jeg har nu boet i byen siden 1.november og København vokser på mig. Jeg elsker det! Jeg fatter ikke at jeg skulle blive 27 år før jeg fandt herind med alt mit habengut. Men det kræver alligevel tilvænning for en provinspige, pludseligt at bo i det store København!

Dette har jeg lært indtil videre:

Der gælder ikke de samme regler på cykelstierne som i de små byer. I byen er det tilladt at råbe af hinanden, skubbe og overhale indenom. Igår blev jeg overhalet af en meget gal mand med barn på cyklen som mente at jeg kørte for langsomt og “Hvad fanden jeg egentlig lavede?!“. Da jeg boede i provinsen mødte man sjældent andre cyklister og gjorde man, så hilste man og tog en sludder.

Antallet af branderter er steget gevaldigt siden jeg er flyttet hertil. Der er flere muligheder for at drikke sig fuld – også på en kedelig tirsdag. I weekenden skal jeg på druk igen, tredje weekend i træk.

Byen er fuld af flotte mandfolk. Både på gaden, i butikkerne, på caféerne og i metroen. Enten er jeg blevet ramt af efterårskuller eller også er mændene bare flottere i byen..

Jep. Kaffen koster 49 kroner. For en lille kop.

Duften (lugten for nogle) af hash rammer mig flere gange dagligt. Særligt omkring Nørreport. Dén duft var sjældent, omend uddød i provinsen. Med mindre der var byfest.

Mine penge som før gik til mad i den lokale Netto ender nu på diverse barer, caféer, i Torvehallerne, lækre grønthandlere og så videre.

Hvis du siger godmorgen på Flintholm station bliver du anset som værende en tosse. Og du får sjældent svar.

Jeg er flyttet fra hus og nu til lejlighed og har således også lært at mine naober har et særdeles sundt sexliv og at vandet i min bruser kan skifte fra varmt til koldt til kogende på få sekunder.

Skærmbillede 2016-03-09 kl. 12.36.21

Kan du træne dig lykkelig?

11059612_10206045760555556_5777483956645018583_n

Jeg træner af mange årsager. Den åbenlyse er at jeg elsker det – jeg elsker det virkelig. En anden årsag er at jeg får mere energi, jeg har fået mange gode veninder igennem træningen og jeg kan på dårlige dage få en tænke-pause og brænde energi af. Men kan man træne sig lykkelig? Jeg tror det ikke.

Du kan træne dig glad og du kan træne dig igennem kriser og sorger. Det ved jeg fra egen erfaring. Jeg har brugt træning både da min lillebror døde og da min ekskæreste og jeg gik fra hinanden. Men jeg er ikke blevet lykkelig af det. Det har gjort mig glad, det har givet mig plads, pauser og grin med pigerne. Men jeg bliver ikke lykkelig af at træne. Jeg tror at der skal mere til. Jeg var lykkelig engang – dengang boede jeg sammen med min ekskæreste, vi havde god økonomi, vi havde det dejligt sammen og jeg trænede sammen med mine veninder. Dér var jeg lykkelig! Men det var fordi træningen var en del af et godt liv. Jeg tror ikke at træning alene kan gøre dig lykkelig. Glad, men ikke lykkelig.

Derfor tror jeg også at det er farligt at træne, fordi man måske tror at det bringer lykke. Det har jeg nemlig ikke oplevet som sådan. Jeg kan da godt få en kort lykkefølelse, hvis jeg slår en rekord eller endelig kan mestre en bestemt øvelse. Jeg kan godt blive lykkelig når jeg sidder sammen med pigerne bagefter, vi damper af sved og har haft en fed træning sammen. Dér er jeg helt utrolig glad (og lettet fordi jeg overlevede træningen), men ikke lykkelig som sådan. Jeg har talt med mange omkring lykke – de fleste mener at man ikke kan gå og være lykkelig konstant. Men det har jeg altså været – det har jeg prøvet. Der var engang hvor jeg var lykkelig fra morgen til aften – sådan helt nede i maven. Det er længe siden nu, men jeg ved at det er muligt og jeg glæder mig til at opleve dén følelse igen. Men jeg træner altså ikke for at blive lykkelig, træningen gør mig bare glad, når krisen kradser og jeg har brug for et pusterum.

Hvad synes du? Kan man træne sig lykkelig?

Older posts