3 år i aften.

10580014_10206980785370592_8758527943451841440_n

I aften, i nat er det 3 år siden min lillebror tog sit sidste åndedrag, lukkede øjnene en sidste gang og tog i forvejen. I eftermiddag er det 3 år siden at jeg så ham sidste gang. Jeg kørte ham til nytårsfest og han nussede mig mens jeg kørte og da han gik ud af bilen sagde han “Jeg elsker dig Tiller“. Disse dage er rigtig svære for mig og for mine forældre. Minderne kommer op til overfladen og julen er også der hvor jeg har tid til at tænke og mærke efter.

Jeg har lært at leve med at min eneste lillebror er død og jeg lever med det til hverdag. Det er en del af mig, min historie og mit liv. Men december er hård. Det er der hvor familien samles og vi mangler et medlem i vores nu. December er hård fordi det er årsdagen for hans død. Jeg vil bruge dagen sammen med mine forældre, vi deler samme skæbne og deler det samme savn.

Jeg håber at du får en dejlig aften og kommer godt ind i det nye år. Jeg er glad for at du læser med, virkelig. Pas godt på dig selv ♥

December har flået mig. Er du også fattig? Lav billig suppe.

ærter

Der er ingen skam i at være semi-fattig her sidst i december. Det er vi vist alle sammen. Men skidt pyt med det – vi har (forhåbentlig) alle sammen haft en dejlig juleaften, givet gaver og fået gaver, haft dejlige timer sammen med dem som vi elsker. Penge er en død ting – hul i det.

Min bankrådgiver er dog ikke helt enig – derfor må der spares hvor der spares kan. Suppe er vejen frem – det er nemt (win!), det er sundt, det er hurtigt og du kan lave en røvfuld så du har til flere dage. Og så kan du knalde det meste i – tøm køleskabet suppe er altså ikke at kimse af.

Ærtesuppe har jeg altid været svært begejstret for, særligt denne som tager 25 minutter at lave og som smager frisk og varmer dig helt ud i fingrespidserne.

Du skal bruge:

  • 1 løg groft hakket,
  • 2-3 hvidløg,
  • 1 liter grøntsagsbouillon,
  • saft fra en halv citron,
  • 450 gram optøede ærter,
  • salt, peber.
  • lidt olie til at stege i.

 

Svits løgene i olie i en stor gryde. Hæld bouillon i gryden og lad det simre i 10 minutter. Kom ærterne i suppen og den koge op. Blend den med en stavblender og smag til med salt og eventuelt mere citron. Spis din suppe brændende varm, top eventuelt med en skefuld græsk yoghurt/skyr og spis brød til.

 

Julegodter

DSC_0272DSC_0274DSC_0277

I denne søde juletid er der masser af fristelser. Og man skal sku’ falde i engang imellem, hvilket jeg også gør. Tit. Men jeg kan bedst lide at falde i når det er lidt sundere, gerne raw og så naturligt som muligt. De krav lever denne godte op til, som er helt fantastisk nem at lave og helt fantastisk nem at spise.

Opskriften er super simpel og jeg vil påstå at alle kan finde ud af det – selv dem som ikke har beskæftiget sig med raw før. Disse twix inspirerede barer er så meget bedre end dem du kan købe på tanken. Der er til 8 lækre barer og jeg har ladet mig inspirere af denne opskrift.

Du skal bruge:

Bunden:

  • 2 dl. nødder (jeg bruger gerne valnødder, mandler og macadamia),
  • 2 store spiseskeer agave (kan købes i Netto),
  • lidt salt

Kør nødderne igennem minihakkeren til mel, men pas på det ikke begynder at blive til nøddesmør. Rør det sammen med agave og smag til med salt. Form små kugler af dejen og tryk dem flade og lange, ligesom en traditionel Twix bar. Stil dem i fryseren.

Karamel:

  • 8-10 dadler,
  • 2 store skeer peanutbutter (jeg bruger gerne den med kakao),
  • lidt vaniljepulver

Udsten dadlerne og kør dem igennem minihakkeren med peanutbutter. Lad det blive til en ensartet masse og smag til med vanilje. Form igen små kugler af dejen og tryk dem ovenpå bundene, så begge lag er ens. Stil igen i fryseren.

Chokoladeovertræk:

  • 80-100 gram smeltet mørk chokolade (jo højere kakaoprocent, jo mindre plads til sukker).

Smelt chokoladen over vandbad og dyp barene deri, pynt eventuelt med frysetørrede bær og stil dem igen i fryseren. Lad dem blive i fryseren indtil de skal spises, lad dem stå nogle minutter inden du går til angreb. Twix will never be the same.

eller lav dit chokolade selv:

  • 4 store skeer kokosolie,
  • 4 store skeer kakao,
  • agave til konsistensen er som smeltet chokolade.

Kør det hele igennem minihakkeren og overtræk barene deri, stil dem igen i fryseren.

Find mig på instagram @helsematildedk

 

 

The Mokaïfeeling

mokaifætter

Det er vist ingen hemmelighed at jeg smutter lidt oftere i byen, end da jeg havde en kæreste. Jeg er endelig ved at komme ud af kærestesorgens jerngreb og det fejrer jeg gerne med pigerne og min elskede fætter, dans, drinks og grin i måneskinnet. Og er budskabet så at man skal drikke sig ud af sorgerne? Danse virkeligheden væk? Nej, bestemt ikke. Det er ikke sådan jeg ser på alkohol og jeg kan sagtens have det sjovt uden alkohol. Men jeg synes nu engang alligevel at det er sjovt at drikke sig lidt beruset engang imellem, smide hæmningerne lidt (særligt for en kontrolfreak som jeg) og bare danse. Og jeg skriver det gerne igen: sundhed betyder i min verden at være afslappet omkring kost og træning. Og der er plads til byture og alkohol i mit liv – jeg er aldrig fanatisk. Jeg er 28 år, single efter 7 års parforhold, jeg bor i København. Jeg drikker alkohol sommetider og jeg danser grimt. Og jeg elsker det!

Jeg var så heldig at få lov til at udlodde en kasse MOKAÏ på min instagram og jeg har fundet en vinder som skal dele kassen med sin veninde:

Vinderen er Jacob Mulvad (send mig lige en mail med din adresse og dit telefonnummer, så sørger jeg for at du får din kasse MOKAÏ så du kan dele den med dine søde veninder).

Og undskyld de lidt slørede billeder. Det var ikke den første MOKAÏ vi drak den aften og så har jeg vist ikke sagt for meget. 

Indlægget er sponsoreret.

Om at bebrejde sig selv når kærligheden går itu

tumblr_ndwyda9idy1qz6f9yo1_500

Min far er en meget klog mand og jeg går altid til ham (og min elskede mor) når jeg har problemer, ting jeg gerne vil have vendt, set anderledes på, diskuteret. Mine forældre og jeg har talt meget om mit kærlighedsliv og om mit brud med min ekskæreste. Jeg har været ked af det længe og jeg har virkelig været nede og ramme bunden. Flere gange. Jeg har drukket alt for meget i år og jeg har måtte få professionel hjælp. To store tabuer og noget som jeg ikke er specielt stolt af – men sådan ligger landet nu engang. Jeg er på vej videre og jeg er godt på vej.  

Noget som min far sagde til mig, mange gange da jeg var i den værste fase af krisen var, at jeg ikke måtte føle mig skyldig. “I er to om det her, Matilde. Du kan aldrig stå alene med ansvaret. I to har ikke passet på jeres parforhold. Det er ikke kun din skyld. Du må ikke bebrejde dig selv, min lille skat“.

Og dét hjalp mig virkelig meget. For det er ikke kun min skyld og jeg kan ikke bruge selvbebrejdelsen til noget som helst. Forholdet er slut – vi var to om det.

Hvis du nu sidder i samme situation – eller måske en dag kommer til, så husk på det som min far fortalte mig. Det hjalp mig rigtig meget, fordi jeg tænkte på min kærestesorg på en anden måde, så på mig selv og min rolle i det her, på en ny måde. Og sidder du i orkanens øje lige nu og kan du slet ikke se enden på det – så husk! Du er aldrig alene. Du kommer igennem det. Det tager tid – men du kommer igennem det. Tro mig når jeg skriver det. Jeg tvivlede selv i lang tid, men du kan klare det.

Older posts