Hvorfor ikke? Ask me.

Hele historien – del 1

IMG_8043

Nu er der gået tilpas lang tid, nu har i efterspurgt det tilpas mange gange. Nu er jeg klar til at fortælle jer hele historien. Hvorfor? Fordi det er terapi for mig selv, fordi jeg synes at i fortjener at kende til den, da i har fulgt så trofast med i mange år, været så søde og omsorgsfulde, sendt så mange kærlige mails til mig, når jeg har været trist. Tak, i øvrigt.

Billedet ovenfor er taget juleaftensdag i 2012. Den lykkeligste dag i mit liv. Jeg var på juleferie med min daværende kæreste og hele hans familie. Det var i Sverige, det var hvid jul. Vi boede på en stor gård med pejse, store stuer, god mad, dejligt samvær. Jeg var lykkelig helt ud i fingrespidserne. Jeg var gravid. Jeg var i uge 14 og min kæreste og jeg var lykkelige. Vi havde ønsket os børn længe, prøvet i kort tid og det var lykkedes. Da jeg lå der, i sneen, i flyverdragt, så maven var varm og med en dejlig aften i vente mærkede jeg lykken bruse indeni. Jeg havde alt det jeg ønskede mig. Jeg var dybt forelsket i min kæreste, vi var lykkelige sammen. Jeg var gravid med hans barn. Vi havde ferie med hans søde familie. Min kæreste og jeg havde købt hus og vi var i fuld gang med at bygge rede til det nye familiemedlem. Juleaften havde jeg kjole på og jeg husker tydeligt at jeg hele tiden havde en hånd på maven. Jeg glædede mig sådan til at starte et nyt kapitel sammen med manden i mit liv og jeg glædede mig over, hvor heldig jeg var.

3.juledag kørte min kæreste og jeg hjem fra Sverige. Vi skulle til den første scanning dagen efter og vi kunne næsten ikke vente. Hele vejen hjem talte vi om baby, hvordan det ville blive at se den for første gang, hvor meget vi glædede os til at vise scanningsbillederne frem til vores familie. Dagen efter kørte min mor, min kæreste og jeg til hospitalet for at se babyen som jeg havde i maven. Jeg kan huske at turen derop, som kun tager 15 minutter, var uendelig lang og jeg havde lyst til at stige ud af bilen og løbe derop. Jeg kunne slet ikke vente.

Da jeg lå på briksen og blev scannet fik jeg pludselig en dårlig fornemmelse. Der var noget galt. Og ganske rigtigt. Fosteret var gået til. Det var dødt. Der rullede en stor, sort sky indover mig og min kæreste. Vi var knuste. Drømmen var brast. Lykken ligeså. Fosteret var stadigvæk indeni mig og skulle fjernes hurtigst muligt, da min krop stadigvæk troede at den var midt i en graviditet. Jeg valgte en medicinsk abort, som er noget af det mest smertefulde jeg i mit liv har oplevet. Det var en skrækkelig beslutning, men jeg var overbevidst om at det var den rigtige på det tidspunkt. Jeg blev klogere. Min kæreste var helt utrolig omsorgsfuld, trods han selv var i sorg. Vi var meget kede af det, vi græd meget og lå og holdt om hinanden mens jeg var i store smerter. Det var gået fra den ene yderlighed til den anden og jeg kunne slet ikke se verden i farver. Jeg var dybt ulykkelig, følte alting var håbløst og jeg var vred over, at det skulle overgå os.

Det blev nytårsaften. Min kæreste og jeg var stadig meget kede af det, men jeg fik ham til at tage afsted til nytårsfest. Jeg følte at han havde brug for at komme lidt ud, se nogle andre mennesker, tænke på noget andet end sorg og tristhed. Jeg blev hjemme, da jeg stadig var i store smerter og ikke turde se nogle i øjnene endnu. Jeg var flov over, at jeg ikke havde passet på min baby. Jeg følte det var min skyld.

Min lillebror besøgte mig i de dage, ringede meget og skrev søde beskeder til mig. Jeg husker at han var helt utrolig omsorgsfuld og jeg kunne mærke hvor ked af det han var, på vores vegne. Da min kæreste tog afsted til nytårsfest ringede min lillebror til mig og bad om et lift til en fest. Festen som viste sig at blive hans sidste.

Jeg skriver del 2 når overskuddet lige er der. At sidde og skrive det her får en masse gamle følelser frem, hvilket jeg ikke tror er en dårlig ting. Men jeg skal lige sunde mig lidt. Jeg håber at i tager godt imod min ærlighed.

   

52 kommentarer

  • Stine

    Har selv været det samme igennem med graviditet og mistet barn, så jeg føler med dig. Og til resten af din historie, vil jeg bare sende et <3 og et kram afsted, for det fortjener du virkelig! Knus herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Jeg synes simpelthen at du er så fantastisk modig at stå frem og fortælle om en sorg så stor! Kæmpe kram herfra <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Jeg har en stor klump i halsen. Modigt af dig at dele en sådan ærlig historie med os alle, og jeg er sikker på at vi inkl. jeg tager imod den med åbne arme og fortsat være der for dig på skærmen. Jeg kan ligeså godt tale på dine læsers vegne; Du er en sjælden art af mennesker, der sådan bliver ved med at inspirere så meget på trods af de hårde perioder du har været/er igennem.

    “You never know how strong you are untill being strong is the only choice you have”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michala

    Hvor er du bare sej og stor respekt til dig fordi du har taget dig mod til at fortælle din historie, selv om det er svært! ❤️
    Tag alt den tid du behøver før du skriver næste del.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Kære Matilde,
    Tak fordi du deler din historie <3 Masser af kram og varme tanker i din retning!
    Du er aldrig alene, og du er SÅ modig, at du deler sådan et tabubelagt tema.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Du er virkelig sej Mathilde! Puha.
    Ønsker dig alt det bedste!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Larsen

    Kære Matilde.
    Med klump i hjerte læste jeg din historie, håbede hele tiden “ejjjj det sker ikke”. Du er sej at dele, du har kun lykke tilgode.
    Kærligt
    Anne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Åh kære Mathilde, hvor er du dog sej, at du deler med os. Du er en så fantastisk pige, som jeg ser meget op til. Har selv prøvet at miste i uge 20, og kan forestille mig hvor smertefuldt det må ha været for dig. Masser af knus og kram til seje dig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Hej Matilde. Hvor har du været igennem ubegribeligt meget! Jeg mistede tvillinger i uge 14 i 2013 efter nogle hårde måneder med opkast hvert kvarter, vægttab på 17 kg og en kamp med sundhedsvæsenet. Jeg havde set tvillingerne i live mange gange. Pludselig uden forklaring levede de ikke mere. Jeg tror, jeg kender din smerte ift til at miste et ufødt barn. Jeg reagerede med angst og depression, og er først på vej videre nu. Det tager lang tid, og det gør hamrende ondt. Og så mistede du Rasmus lige oveni. Det kan jeg slet ikke forestille mig, hvor hårdt er. Her blev min svigerinder gravid, ligesom vi mistede. Og hun var ikke sen til at ‘rub it in our faces’. Og når vi sagde højt, at vi var glade på hendes vegne, men at det bare var lidt svært for os, blev vi mødt fra hende og hendes familie med ‘Arh, hold nu op, det er da bare at prøve igen’. Og det er det bare ikke. Forleden faldt jeg over følgende artikel. Den beskriver ved der biokemisk sker med en kvinde, når hun bliver mor. Ikke når hun mister. Men den har givet mig en god forklaring på hvorfor jeg har reageret som jeg har. For jeg var allerede mor. Du aner ikke hvor mange gange jeg, ligesom dig, har bebrejdet mig selv, at de døde. For det var jo mit ansvar at passe på dem!! Kunne jeg ikke bare have kastet lidt mindre op? Kunne jeg ikke bare have ladet være med at stresse over at være så syg? Kunne jeg ikke have bedt om sondemad noget før? Skulle jeg ikke have opdaget, at de gav mig for meget og forkert medicin som gravide slet ikke må få? Jeg er stadig sikker på, at det var mit ansvar. Og ligemeget hvad folk siger, så er jeg mor til de to. De vil altid være en del af mig. Her er linket til artiklen, hvis du får lyst til at læse den http://www.theatlantic.com/health/archive/2015/01/what-happens-to-a-womans-brain-when-she-becomes-a-mother/384179/
    Jeg synes, virkelig du er sej! Du har ikke mistet dit grundlæggende mod (har jeg kunne læse mig frem til før). Det gjorde jeg. Og du har endda også mistet Rasmus. Pas godt på dig selv og sæt pris på dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anonym

      Av hvor gør det ondt at læse om din historie. Og især om den reaktion din omverden har mødt dig med!
      Stort knus og et stort håb om at du langsomt heler igen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Abigail

    Ej hvor er du sej søde Matilde! Hatten af for dig. Hvor er det sejt at du er så ærlig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Matilde, du er simpelthen den sejeste! Jeg er fuld af beundring, respekt og jeg er dybt imponeret, over at du står frem med din historie. Frygten for at miste er ubærlig. Men når frygten bliver en realitet, endda gentagne gange, hvordan kommer man så videre? Du er bare en kæmpe stor inspiration og en stærk, stærk kvinde. At kæmpe sig igennem og være på vej ud på den anden side, når man har været gennem det, som du har, er simpelthen en enorm bedrift! Jeg håber og ønsker alt det bedste for dig fremadrettet. Du fortjener det om nogen! ❤ Og tak fordi du delte din historie. Jeg er allerede klar til at tage godt i mod anden del❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Majken

    Sikke en fortælling!
    Jeg føler virkelig dybt med dig, den sorg der har fulgt dig lige siden må være så svær at slippe.
    Du er et stort forbillede for mange kvinder – husk på det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda

    sender lige et stort kram…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sus

    Matilde! fuck! Sikke noget forbandet lort, du har været igennem. Baby, lillebror og kæreste blev taget fra dig i et snuptag, nærmest. Det må ikke overgå nogen. Jeg føler så meget med dig, og føler på en måde, at jeg forstår nu. Man må ikke miste babyer i 14. uge, man må ikke miste lillebrødre og man må ikke blive forladt midt i sorgen. Av for fucking helvede! ❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Tak fordi du deler. Da jeg mistede for 3 måneder siden følte jeg mig så alene da jeg ikke kendte andre, som havde været udsat for det samme. Det fandt jeg dog senere ud af ikke var sandt, men det er desværre noget mange ikke taler om. Jeg har derfor valgt at tale om mit tab da jeg håber at det kan hjælpe andre. Er gravid igen og skal snart til nakkefoldsscanning, men det har ikke været en lykkelig graviditet på grund af angst og sorg og konstant kvalme. Jeg er sikker på at du nok skal finde en flot mand, som giver dig alle de flotte børn du ønsker!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Hold da op. Jeg fatter ikke, at du har overskud til at forholde dig til alle de små ligegyldigheder vi støder på, hver dag i klassen. Søde dejlige Matilde❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lis

    Varme tanker til dig, Matilde. Jeg beundrer dit mod, og at du tager dette sårbare emne op, som ingen af os “forventer” i de lykkelige omstændigheder, graviditet er. Tak fordi du gør det, det hjælper mange i samme situation såvel som pårørende. Tak for en god blog “hele vejen rundt”. Lis

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte V.

    Du fortjener det største kram! Du er så sej og modig, Mathilde… og jeg er sikker på, at du kommer endnu stærkere ud på den anden side! Du gør så meget godt for dig selv – til trods for at du møder modstand, men at tage gamle ting op og få det bearbejdet, er noget af det bedste, man kan gøre for sig selv <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Søde, Matilde <3 Jeg sender de varmeste, varme tanker til dig. Jeg bliver altid så rørt, når jeg hører din historie. Jeg bliver helt varm i kinderne og ked af det nu! Jeg glemmer aldrig den lange køreture fra Sverige til Danmark efter vores yogaretreat. Rigtigt godt nytår, søde.
    Kh Cathrine / http://www.cathrineyoga.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bine

    Wow hvor er du sej! At stå frem med en så sårbar historie! Det er virkelig hjerteskærende at læse! Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad du har gået igennem!! Sender en masse tanker din vej <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nat

    Tak fordi du fortæller din historie <3 Jeg sender masser af kram i din retning!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine Olsen

    Føj hvor er du sej kvindemenneske.
    Du har absolut ikke haft det nemt, det tvivler ingen vidst på.
    Men hvor viser det styrke, at du på denne måde kan dele det med verden – en verden fuld af tabu om netop noge af de ting du fortæller. Respekt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ninette

    Av for pokker hvor gør det ondt i hjertet at læse Mathilde… Jeg har kuldegysninger, tårer i øjnene og føler virkelig et ubehag inden i… Hvor er du fantastisk stærk og inspirerende – tænk at det er så kort tid siden… Sender uendelig kærlighed i din retning og ønsker dig kun gode ting fremover i dit liv <3 knus knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette Reitz

    ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Respekt for at du deler ud af dit privatliv på denne måde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Kære Mathilde
    Har fulgt dig i mange år, og har aldrig skrevet en kommentar til dig før. Men det her indlæg fortjener virkelig en. Det ramte mig lige i hjertet at læse dit indlæg, så der trillede tårer på mine kinder. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det har været at gå igennem alt det her, men synes det er så godt kæmpet alle disse år.
    Alt på bedste på din vej! ❤️☀️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • marianne Milwertz

    Du er et fantastisk menneske Mathilde ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Det her er min første kommentar på en blog nogensinde og dette er på trods af, at jeg har læst blogs i mange år. Men det her indlæg kræver en kommentar, for puha hvor har livet slået mange krøller for dit vedkommende. Ikke alene finder jeg dig super inspirerende i forhold til kost og sundhed, men du er også modig. Du tør. Du tør sætte ord på de svære ting. Du tør blotte dig og være fuldstændig “nøgen”. Det er beundringsværdigt og du får kun stor respekt herfra. Og så håber jeg er livet fremover behandler dig nøjagtig, som du måtte ønske og drømme om.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Selvom jeg ikke kender dig, virker du som et utrolig fint mennesker. Du har en helt speciel måde at være nærværende på, selv på skrift. Et levende menneske der tør dele

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Selvom jeg ikke kender dig, virker du som et utrolig fint mennesker. Du har en helt speciel måde at være nærværende på, selv på skrift. Et levende menneske der tør dele så sårbare ting. Jeg sender al den gode energi jeg overhovedet kan og ønsker dig et 2016 der vil gøre dig godt dit søde menneske.. Stort Knus fra en Fynbo❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fuck du er et staerkt menneske, Matilde. Haaber saadan der kommer lidt lykke din vej, saa det ikke bare er haardt det hele.

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Jeg får bare lyst til at sende et stort hjerte til dig, så <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Du har min største respekt… :147:

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Hold nu op…….. Hvor er du stærk <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    ❤️ Åh altså. Jeg bliver så ked af det på dine vegne. Hele dit liv er jo vendt og alle drømme sat på hold, mens du prøver at hele dit hjerte.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Holy shamoly… Sejt af dig. Håber du får lukket nogle løse ender, ved at skrive så fint og åbenhjertigt som du gør.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg vil bare sende dig en million kram i din retning sødeste Matilde ❤️ Jeg elsker virkelig at med på din blog og det er så fedt den måde du vælger at gribe verden an på. Jeg er ked af at du har skulle igennem sådan en oplevelse, men jeg stor respekt for at du vil dele det med os ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    http://www.kristeligt-dagblad.dk/familieliv/min-sorg-er-et-bakket-landskab

    Denne artikel er noget af det smukkeste, og man kan ofte finde mig på kirkegården, med telefonen i hånden, grædende som pisket mens jeg læser denne artikel. Der dog mange smukke artikler på kristeligt dagblad, der som et af de eneste medier rummer alle livets facetter så flot og bredt.
    I år har en yngre mand også flere gange skrevet om tabet af hans lillebror, de artikler er dybt dybt rørende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kolibri

    Er tom for ord, så vil blot vise min medfølelse ved at sende et lille hjerte afsted <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Moar

    Kære Matilde
    Det var rigtig hårdt at læse, selvom vi godt ved det hele.
    Vi er stolte af din måde at bearbejde og leve med de alt for mange og uretfærdige store sorger
    Vi elsker dig
    Moar og Dadsy

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Jeg beundrer virkelig din ærlighed og dit mod, kære Mathilde. En stor bunke kærlighed er sendt din vej <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sørgelig og vigtig læsning❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Hej Matilde. Jeg har læst med i utrolig lang tid, og det er altid en fornøjelse at komme forbi din blog! Stor ros for dit arbejde med det. Ovenstående indlæg har gjort kæmpe indtryk! Du er intet mindre end beundringsværdig, utrolig stor respekt til dig! Jeg håber at det nye år kommer til at være fyldt med varme og glæde!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hey seje du! Som jeg allerede har fortalt dig, er jeg helt vild med de her indlæg! Faktisk er jeg så vild med dem, at jeg har anbefalet dem i det her indlæg: http://frejafokdal.dk/2016/09/21/5-ting-du-skal-laese/

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helsematilde

      Sidder med tårer i øjnene – hvor er du bare rar. Tak af hjertet. Det betyder meget for mig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg beundrer virkelig din måde at bearbejde din sorg og kæmpe for dine mål! Jeg kommenterer normalt ikke, men har fulgt med længe, og hvor synes jeg bare du er en SÅ sej, modig og fuldstændig elskværdig pige. Jeg sender en masse kram og tanker i din retning, og ønsker dig det bedste ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte Sørensen

    💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jakob

    Får jo lyst til at give dig en kæmpe krammer og fortælle at livet er fuld af blomster og ukrudt, og at du har fået din del ukrudt og er igang med at lue ud. Har selv mistet barn i 16 uge, det pludselige tab af livsglæde genkender jeg. Sender varme tanker din vej.
    Kh jakob

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    ❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvorfor ikke? Ask me.