Jeg frygter altid det værste

Prisen, om man vil, for at miste er – frygten for at miste igen. Nu er tab pludselig virkeligt og noget som kan se, hvor det før var urealistisk og aldrig ville ske for mig. Før var jeg naiv og det skal slet ikke læses som en negativ ting. Det var dejligt at være naiv. Det betød nemlig, at jeg endnu ikke havde oplevet hvordan livet kan være. Barskt, hårdt, umenneskeligt. Det oplevede jeg, da jeg fandt min lillebror død, mistede to fostre, da min store kærlighed skar mig ud af sit liv. Jeg er igennem det værste, jeg er ved at komme mig, jeg er stærk igen og jeg glæder mig igen over livet. Jeg har sejret. Jeg er næsten i mål.

På trods af det, så kæmper jeg stadigvæk med en ting. Frygten for at miste igen. Bare tanken om at miste en af dem jeg elsker, kan gøre mig dårlig, svimmel og jeg kan få ondt i maven. På en helt anden måde, end før jeg rent faktisk havde prøvet det. Samtidig ved jeg også at jeg kan klare det, hvis det forfærdelige skulle ske – og jeg skulle miste igen. Tanken om at der sker noget med mine forældre, min familie, mine veninder – er forfærdelig. Sommetider skal jeg stoppe mig selv og tankerne, fordi jeg ellers vil gå i panik og få et angstanfald. Det har jeg lært at styre med tiden, heldigvis. Ellers ville det være indvaliderende.

Når du mister en, som står dig nær og som du elsker ubetinget, så følger angsten og frygten med. For at det sker igen. Samtidig flytter en bevidsthed ind, en bevidsthed om at du skal nyde alle de stunder og oplevelser du har med dem du elsker. At telefon, sociale medier, brokkeri og småskænderier over opvasken er spild af tid, spild af liv. Frygten og angsten skal jeg for evigt holde nede, bevidstheden om at være nærværende når jeg er sammen med dem jeg elsker – den bliver for evigt hos mig.

#dueraldrigalene