Bogudgivelse på Fars Dreng

Sådan ser jeg ud efter et angstanfald

13000259_10207787344254060_7544676838719927819_n

 

Det er ikke første gang at jeg er ærlig – det er jeg faktisk altid her på bloggen. Og i det virkelige liv, hvis ret skal være ret. Men særligt her på bloggen har jeg delt flittigt ud af mit følelsesliv – både når det har været godt og dejligt og når det har været hårdt. Det har jeg ikke tænkt mig at lave om på. Det er nemlig sådan jeg er. Jeg vil ikke kun vise når det går mig godt. Jeg vil være nem at relatere til – for jeg er helt almindelig og det kan jeg faktisk rigtig godt lide at være.

Derfor har jeg, efter nogle ugers betænkningstid, valgt at dele billedet ovenfor med jer. Som jeg tog en morgen, lige da jeg vågnede. Aftenen før havde jeg haft et angstanfald – noget jeg heldigvis ikke oplever så tit. Hvis du aldrig har prøvet at blive ramt af angst, så skal jeg prøve at forklare dig hvordan det føles for mig. Jeg mærker først en uro, en bekymring og tristhed over noget, som jeg ikke helt kan sætte ord på. Så kommer hjertebanken. Hårde og hurtige stød. Sveden hagler, jeg bliver svimmel og jeg bliver fuldstændig lammet. Så jeg for eksempel ikke kan komme ud af døren, få jakken af, hente vand hvis jeg føler tørst. Alt går i stå. Jeg har oplevet at få angst nogen gange. Jeg havde aldrig haft følelsen før min lillebror døde. Der fik jeg angst i månederne efter han var død. Jeg så ting som ikke eksisterede og jeg var overbevist om at alting i mit liv ville gå galt. Helt forfærdelig følelse – og samtidig følte jeg mig tosset og dum.

For nogle uger siden blev jeg igen ramt af angst. Jeg havde egentlig haft en okay dag. Lidt stresset, alt for meget at se til, for mange to-do lister, for mange hængepartier som jeg ikke havde mulighed og overskud til at nå. Samtidig var min bog lige ved at ramme gaden og jeg var nervøs og spændt på det. Og når der har været sorg i dit liv, som der har været i mit, så rammer sorgen igen når der sker gode ting i livet. Jeg er så glad og stolt over min bog – samtidig skærer det mig dybt i hjertet at jeg ikke kan dele det med min lillebror og med min ekskæreste, som jo har været en stor del af mit liv. Og som jeg gerne ville have med på sidelinjen, når alle disse gode ting sker for mig.

Det kom lidt ud af det blå. Jeg skulle ud af døren. Jeg havde jakke på, jeg havde pakket min taske, slukket lys og havde nøglerne i hånden. Så ramte det. Jeg måtte sætte mig ned på gulvet og tårer og snot sprang frem. Dér sad jeg så lidt. Indtil mit hjerte igen bankede nogenlunde roligt. Helt våd af sved rejste jeg mig og ringede til min gode veninde. Som kom med det samme. Hun droppede endda sin træning og kom løbende med croissanter. Vi fik en god snak og hun fik mig ned igen.

Jeg ser ud på billedet som jeg gør, fordi jeg har grædt for fuld styrke inden jeg faldt i søvn. Fordi min krop et øjeblik var fyldt med angst og fordi jeg havde en rigtig lorte dag. En dag hvor jeg var nede. Jeg er efterhånden sjældent nede, sådan for alvor. Men den dag smagte jeg igen på despression og angst. Igen. Næste dag var langt bedre, jeg havde sovet okay om natten og jeg vågnede til solskin og blå himmel. Trods små, grædeøjne dagen efter var jeg et helt andet sted, end aftenen før. Angsten tror jeg at jeg skal leve med, jeg tror at den vil komme forbi fra tid til anden, nok mindre og mindre med tiden. Men angsten er en del af prisen, når du mister, når du er på dybt vand og når du mister dig selv for en periode. Jeg har klaret angsten før og det gjorde jeg også denne gang. Fordi jeg ved at det er en proces, en fase. Fordi jeg ved hvor stærk jeg er og fordi jeg nægter at lade den styre mit liv.

#dueraldrigalene

18 kommentarer

  • Louise

    Selvom det måske ikke mærkes sådan… Eller måske for andre ser sådan ud, så har du i den grad overtaget her🙋🏻 Sikke en styrke du besidder! Fuld af beundring har jeg kopieret din tekst til indre memo – den har sgu noget power.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karolina

    Søde Matilde. Tak fordi du deler dine både gode og knap så gode dage. Det er virkelig en god følelse at vide, at det ikke kun er en selv som har lorte dage med depression og angst og at det er ok at bede om hjælp!!! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Matilde Trobeck

      Hvor er jeg glad for at du kan bruge det jeg skriver til noget. Tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Dejligt at der bliver sat mere og mere fokus på dette emne. For mig handler det om at erkende, at angstanfald er en del af mit liv. De kommer fra tid til anden og jeg bliver lige skræmt hver gang. Det er vigtigt at vi deler disse ting fordi det kan være at vi kan lære lidt fra hinanden. Som vi ved er det jo utrolig dyrt at se en psykolog eller gå i gruppeterapi. Så er det nemlig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Dejligt at der bliver sat mere og mere fokus på dette emne. For mig handler det om at erkende, at angstanfald er en del af mit liv. De kommer fra tid til anden og jeg bliver lige skræmt hver gang. Det er vigtigt at vi deler disse ting fordi det kan være at vi kan lære lidt fra hinanden. Som vi ved er det jo utrolig dyrt at se en psykolog eller gå i gruppeterapi. Så er det nemlig vigtigt at vi kan bruge hinanden. Ligesom du fik hjælp af din veninde 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Matilde Trobeck

      Ja det tabu skal brydes! Det er så vigtigt at kunne bede om hjælp og jeg ville ikke ane hvad jeg skulle stille op, hvis jeg ikke havde et godt bagland. Det håber jeg også at du har <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Du er så fucking sej! Du får mig til at perspektivere til mig selv. Jeg har heldigvis aldrig oplevet et angstanfald, og jeg er simpelthen så indadvendt, når det kommer til følelser, altså, jeg kan knapt nok fortælle mine forældre, at jeg elsker dem..Jeg ved, at hvis jeg nogensinde kommer ud for en lignede situation, ville jeg ikke dele det med nogen. Dette ville uden tvivl ikke hjælpe mig eller mine omgivelser. Din åbenhed er en kæmpe inspiration for mig, og jeg har dyb respekt for dig, og det du gør her på bloggen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Matilde Trobeck

      Tak Michelle. Hvor er du sød. Jeg håber at du kan blive inspireret til at bruge dine forældre – også når du har det svært. Det er grænseoverskridende de første par gange, men det vil blive nemmere. Og jeg ved at de vil være glade for at kunne hjælpe og støtte dig. Pas på dig selv og tak fordi du læser med <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Du rammer mig så dybt hver eneste gang jeg læser dine opslag!
    Jeg har selv angst og depression og jeg føler mig ret alene. Mine veninder har svært ved at forstå min situation og det er bare så frusterende! At jeg ikke lige har overskud til at ses flere gange om ugen…. Og lave 40 ting på en dag… Nej jeg har faktisk kun overskud til 1 ting om dagen i få timer 🙁
    Det er så ubehageligt ikke at have kontrollen over sin egen krop! Min hjerne vil videre i livet men min krop siger stop op og vær god ved mig.
    Men det ændre ikke på at det er vigtigt hver dag at kæmpe videre og presse sig selv i langsomt tempo.
    Tak fordi du deler – det er så rart at vide man ikke er alene. Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Matilde Trobeck

      Tak for dine ord Maria. Ligesom du ikke føler dig alene når du læser mit indlæg, så føler jeg mig ikke alene når jeg læser dine ord. Så tak for dem <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Matilde!

    Utroligt dybt og åbent indlæg. Rigtig godt skrevet. Jeg kender godt selv fornemmelsen af at få angst anfald. Det er ikke rart. Dejligt at der er nogen som dig, der tør og kan sætte ord på det. Det er bestemt ikke noget, der er nemt at beskrive over for andre, der aldrig har prøvet det før. Hos mig indfinder det sig som regel, når jeg er i klaustrofobiske situationer (fly, metro, bus, tog etc) hvor jeg ikke bare kan komme ud. Fly er dog det værste, da der er langt imellem stoppene, hvor man med tog, bus og metro i worst case bare kan stå af på næste stoppested.

    Tak for at rigtig godt indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Matilde Trobeck

      Hej Sander. Tak for din kommentar. Jeg er ked af at du kender til angst, men jeg tænker at du er god til at arbejde med den, når du nu er så bevidst om hvornår den kan komme. Jeg er glad for at du læste mit indlæg – og måske fik en følelse af ikke at være mærkelig eller alene. Pas godt på dig selv. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Hej Matilde. Det er sådan et fint indlæg. Jeg lider selv af panikangst fra tid til anden, dog af lidt andre årsager end dig. Jeg går igennem en slem periode med angst lige nu, og er meget i tvivl om mange af de tanker og følelser jeg har overhovedet er normale, og om de er relaterede til angst eller noget andet. Jeg kender ikke selv andre med panikangst, men må jeg måske skrive en mail til dig? Det kunne være rart at have nogen at relatere sig til. Ikke at det skal være en lang korrespondance af den grund. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Matilde Trobeck

      Hej M. Tak for din kommentar. Du må altid skrive <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Freja

    Rigtig ærligt og fint indlæg.
    Jeg har selv kænpet med angst over en længere periode nu, og mit liv står sådan set stadig ret meget på standby. Fedt at du er åben omkring en ting, som er ret svær at sætte ord på.
    M: hvis du har brug for at snakke med andre med angst og panikangst, står keg gerne til rådighed. Ellers har angstforeningen en hjemmeside og facebookside, hvor du kan få et overblik over nogle forskellige muligheder for at arbejde med din angst sammen med andre. (-:

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Matilde Trobeck

      Hvor er du bare sød Freja. Og tak for din kommentar! Tabuet skal brydes! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Hej Matilde. Tak for et super fint indlæg – og for din blog iøvrigt. Det er så sejt at du tør bryde det tabu der er omkring angst. Stor respekt for det 🙂 Jeg lider meget af angst og panikangst for tiden, og vil i den forbindelse høre, hvordan du tackler det, og hvad du gør for at angsten ikke bliver styrende i dit liv. Kærlig hilsen A

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bogudgivelse på Fars Dreng