Women in red

Duracellkaninen med adhd

IMG_1219

Man lærer hele livet, synes jeg tit jeg får at vide. Oftest af ældre mennesker. Som åbenbart ved et og andet. Og jeg er også blevet klogere og jeg har fået det bedre – i forhold til alt det trænings-show.

Jeg elsker at træne. Virkelig, jeg elsker det. Jeg kan ikke bare lide det. Jeg elsker det. Det er en stor del af mit liv og jeg vil ikke undvære det (og jeg kan heller ikke!). Jeg vil prioritere det så længe som muligt, for det giver mig noget, det gør mig gladere, det tager trykket (om man så må sige) og det giver mig selvtillid. Jeg troede ikke at jeg kunne elske træningen højere end jeg gjorde – men jeg har aldrig elsket det så højt som jeg gør lige nu. Og jeg træner mindre end jeg plejer. Og det er helt bevidst. Jeg er nemlig i en periode lige nu, hvor jeg “kun” træner 4-5 gange om ugen. Og det kan lyde provokerende for dig, som næsten ikke engang får trænet én gang i løbet af en uge. Men for mig er det stort og jeg er så glad. Jeg hviler nemlig i træningen nu. Da jeg fik øjnene op for crossfit, gik jeg amok. Jeg skulle prøve alle hold, jeg trænede ofte to gange om dagen (ja jeg var også i krise og flygtede alt hvad remme og tøj kunne holde) og jeg var næsten hele tiden enten på vej ned og træne eller på vej hjem fra en træning. Jeg nød det – og jeg havde brug for det på daværende tidspunkt. Fordi jeg ikke vidste hvordan jeg ellers skulle kvæle smerten. Men nu – hvor jeg faktisk har det helt ok – så fylder træningen ikke nær så meget for mig mere. Og jeg er begyndt at elske at være derhjemme, i min egen lejlighed. Jeg er begyndt at cykle rundt i byen til mine veninder. Jeg spiser mere ude og oplever byen mere. Jeg får arbejdet mere på bloggen, jeg får set mere netflix og jeg får læst mere. Fordi jeg har tid til det. Fordi det ikke hele tiden gælder om at løfte mere, tungere, hurtigere. Jeg er så glad for, at jeg er steget af dén vogn og nu træner det jeg godt kan lide. Ikke nødvendigvis så tungt længere, men det er blevet meget sjovere for mig.

Lige nu befinder jeg mig et sted, hvor træningen er en helt naturlig del af min hverdag og den giver mig altid energi og overskud. Det fylder ikke, den gør mig ikke ked af det, hvis jeg ikke får løftet lidt tungere end sidst, hvis jeg ikke løber hurtigere end sidst. Den er der bare, som en god ven der er der for mig, når jeg har tid og lyst til at se den. Dét er sådan det skal være, i hvert fald i min verden.

God dag til jer (og hvis du sov over dig og ikke fik trænet her til morgen, så skidt pyt. Der er andet i livet. Meget andet!) Kys.

5 kommentarer

  • Stærkt at du er nået dertil 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Det er fantastisk at følge din udvikling. Det virker til du er et fint sted mht træning – og formålet med træning – nu. Skønt at se. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Har din overskrift noget at sige ift. dit indlæg? Synes da, det er lidt at misbruge ADHD-forstyrrelsen med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejligt med god motivation!!!
    Jeg følger også med på Instagram 🙂

    Keep up the good work

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for et godt indlæg. Jeg følger dig også på instagran, og jeg er stor fan af din tilgang til livet, og hvordan man ikke behøver være ‘perfekt’ hvad end det så måtte være. Du er sej, fortsæt det gode arbejde :-). Mvh.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Women in red