Her går jeg i byen..

Er du ensom?

14721578_10209300693206838_4567268233089901817_n

Jeg er ensom. Hvor tabubelagt det end er at sige højt. Det går jeg ikke så meget op i. Jeg er træt af tabuer og jeg vil gøre mit til, at få så mange af dem som muligt nedbrudt.

Jeg talte med min far en eftermiddag. Vi sad på et konditori og spiste medaljer. Jeg talte om hvordan jeg havde det. Og jeg har det som sådan ganske fint. Jeg har ar på sjælen og en tung rygsæk at slæbe rundt på, men hvem har ikke det. Vi bærer allesammen på noget. Nogle mere end andre, jovist. Jeg græd (ja jeg græd offentligt, og det er sket før. Fuck dét tabu) og sagde noget i retningen af: “Jeg er jo ikke ensom, men jeg føler mig ensom“. Min far sagde: “Hvis du har den følelse, så er du ensom“. Og det måtte jeg jo give ham ret i. Selvom det ikke giver nogen mening i mit hovede. Jeg har et kæmpe netværk, enormt mange veninder, en god familie, kollegaer og jeg kan nærmest ikke tælle hvor mange jeg kan ringe til, hvis det brænder på. Det er jeg taknemlig over. Og det er noget, som jeg har kæmpet for. Fordi jeg ved hvor vigtigt det er, at have et netværk og hvor essistentielt det er, at have mennesker omkring sig.

På trods af dét, så er jeg ensom. Jeg føler mig enormt alene. Og jeg er alene. Jo, jeg har veninder og familie og folk som elsker mig. Men på bundlinjen, så er jeg alene. Jeg lever alene, jeg er meget alene. Jeg har også travlt, en kalender som nærmest kaster op udover mig med planer og deadlines, men jeg har også aftener og nætter, alene. Hvis jeg er ked af det, når jeg skal sove, så er der ikke så meget at gøre ved det. Jeg skal jo sove. Og der kommer ikke en og banker på og kravler ind under dynen og holder om mig. Jeg skal klare alting selv. Økonomi, købe toiletpapir, lave mad (okay hælde havregryn op, men same-same..) og vaske tøj. Jeg skal gøre alting. Og det er ikke fordi jeg er doven anlagt, nærmere tværimod, men det ville være så rart at en anden gjorde det, bare engang imellem. Ansvaret er stort og byrden er tung. Hvis jeg har haft en dårlig dag, så kan jeg vende det med mig selv. Hvis jeg har haft en god dag, så kan jeg vende det med mig selv. Selvfølgelig er telefon, mail og skype opfundet, men det er bare ikke det samme. Det er ikke det samme som at dele sit liv, sin hverdag med en man elsker. Og som også elsker dig.

Og det skal jeg lære. Det har jeg lært. Men det er sommetider svært og så føler jeg mig utrolig ensom. Kender du det?

#dueraldrigalene

23 kommentarer

  • Katrine

    Jeg kender der kun alt for godt. Tumler med det samme og det bliver absolut ikke bedre nu hvor vi går en mørkere tid i møde. Og nej man snakker jo helst ikke om det, fordi man tænker det er pinligt når man netop har et godt netværk.
    Fantastisk indlæg som talte til mig. Stort tak for at sætte fokus på det! 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Elsker at du bare siger det jeg ( og mange andre) føler men ikke tør sige højt, i frygt for ikke at blive forstået eller at blive opfattet som døddeprimeret, hvilket det måske i og for sig også føles lidt som til tider. Ensomhed er bare en mærkelig følelse. Jeg er alene stort set 90% af tiden selvom jeg er gift, og jeg er røv ensom. Sover alene de fleste uge, og fanget I mit eget røvsyge selskab. Jeg er flyttet fra alle mine venner og familie til et andet land. Jeg kender godt den ensomhed. Jeg er så glad for der er så pisse rå og seje mennesker som dig, der tør sige det højt på trods af sociale media altid viser vi alle har det sjovt ik? Du er sej i min bog. Elsker din blog og din ærlighed. Det er rart ikke at føle sig alene om de følelser. Den der menneskelig følelse af, at vi ikke er alene om at føle det selvom vi egentlig er alene! Og jeg er virkelig ked af det på dine vegne, over alt det du har været igennem. Tak fordi du tør dele det. Knus fra en læser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette Louise

    Dit indlæg rammer spot on. Kender så udmærket den følelse. Familie, gode venner og veninder er guld værd, men det er ikke det samme som at have en at komme hjem til.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    Kender det alt for godt. Har altid været tryg ved at være alene, men bøtten vendte for nogle år tilbage, hvor jeg mødte mit livs kærlighed, som så gik fra mig fra den ene dag til den anden for fire måneder siden.
    Jeg er ikke længere tryg ved det, og jeg har været det alt for meget i mine nu 41 år. Jeg er ensom, og det er en side af mig selv, jeg ikke havde troet, jeg ville møde – nogensinde grundet min tidligere tryghed ved at være alene og ikke føle mig ensom. Det gør jeg nu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    Ups, glemte at spørge – om noget helt andet: Hvor er din virkelig fede nederdel fra? Instant infatuation – wow, hvor er den skøn

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ragnhild

    Hej Matilde!

    Jeg kender godt følelsen af ensomhed – jeg er flyttet sammen med min kæreste i den by, han er født og opvokset i, og hvor hele hans (store) netværk befinder sig. Familie, venner, arbejde.. Alt. Jeg selv derimod har INTET netværk her. Jeg har aldrig haft en stor vennekreds, og grundet opvækst i udlandet og efterfølgende skolegang og uddannelse forskellige steder i Danmark, er jeg flyttet et par gange, hvilket hver gang betyder, at der skal bygges et nyt netværk op – svært! Nu er jeg færdiguddannet, og som voksen er det bare enormt svært at få venner. Mit arbejde er en halv times kørsel fra byen, vi bor i, og mine kollegaer kommer fra vidt omkring. Det gør, at jeg stadigvæk ikke har nogen at være sammen med, når jeg er hjemme, udover kæresten – som altså også har venner, familie osv.
    Som “rigtig voksen” er det bare ikke lige så nemt at finde venner, som da man var studerende.

    Ensomhed er et tabu, desværre. Jeg græder tit, og føler mig nogle gange meget malplaceret her, hvor jeg bor. Jeg tror, at vi er mange voksne, som er ensomme. Det er bare ikke noget, man taler højt om – dét bør vi måske blive bedre til? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mathilde H.

      Hej Raghnild
      Må jeg spørge hvilken by du er flyttet til? 🙂
      Kh Mathilde

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ragnhild

      Ja, selvfølgelig – Jeg er flyttet til Esbjerg i februar 2016. Det gjorde jeg dels fordi jeg skulle starte i 4 mdrs. praktik i forbindelse med min uddannelse, og dels for at flytte sammen med kæresten.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mathilde H.

      Øv håbede lige det var Aarhus – der er jeg nemlig selv lige flyttet til fra Kbh, og kunne godt bruge en at drikke kaffe med 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mathilde

      Jeg ville bare lige sige, at det altså godt kan lade sig gøre at få meget tætte veninder som voksen. Min me tætteste veninder er faktisk nogen, jeg har fundet efter jeg flyttede hjemmefra for 10 siden. I takt med at man lærer sig selv bedre st kende, bliver man også bedre til at vælge de mennesker, som man passer godt sammen med. Synes jeg, i hvert fald.

      Hel konkret, må man simpelt hen springe ud i det. Hvis én fra træningscentret, arbejdet, eller opgangen virker sød og imødekommende, og hvis I taler godt sammen, så spørg om hun vil med ud til kaffe eller vin. Så finder man ud af det derfra 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michala

    Hej Mathilde
    Hvor er det dejligt at du italesætte tabuet om ensomhed. Det at du siger det højt kan måske være med til at sætte noget igang hos nogen derude der læser dit indlæg og måske søger hjælp. Jeg arbejder i en ungdomsorganisation der hedder ventilen som arbejder for at forebygge og afhjælpe ungdomsensomhed, vi har 18 tilbud i hele landet. Det er bare så vigtig en sag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • C

    Så fint et indlæg. Og meget relevant, er jeg også sikker på. Selv bor jeg også i Kbh – dog ikke alene, men med min kæreste, men jeg føler mig også tit alene og ensom. Ikke fordi, han ikke er der fysisk, for det ér han, men fordi mange ting kan være svære at snakke om. Jeg er psykisk syg og har det rigtig svært pt., og jeg er enormt bange for at fortælle om det og fortælle om mine tanker til både min kæreste, venner og familie – for hvad hvis de ikke kan rumme det? Hvad hvis de bliver bange, vrede eller irriterede på mig? Hvad hvis de slår hånden af mig? Hvem har jeg så tilbage, hvis det skulle ske? Også selvom jeg ved, at både mine veninder, kæreste og familie er meget bedre, sødere og mere forstående end min frygt giver dem, og at jeg godt kan stole på dem – stole på at de vil hjælpe.
    Men min frygt for at blive afvist er en reel følelse, og lige pludselig bliver det flere og flere emner, man ikke taler om, fordi alting er blevet sparket ind under gulvtæppet. Det handler nok også om, at jeg flere gange har fået at vide, at jeg skal “være glad for” at min kæreste er blevet ved mig, eller “være glad for” at mine veninder stadig kan lide mig, og det er sindssygt hårdt at høre. For selvfølgelig(!) er jeg glad for, at de er der (alle sammen), men når man får sådan noget at vide, vokser ens tanker sig store og uhyggelige, og så bliver jeg endnu mere nervøs for at fortælle dem noget, for der ER altså nogle, der tænker, at både mine veninder og kæreste burde have forladt mig for længst. Og at jeg skal gøre mig endnu mere fortjent til at blive elsket, til at have venner, til at have en kæreste. Og så bliver man (læs: jeg) endnu mere ensom og endnu mere i tvivl. For fortjener jeg rent faktisk kærlighed? Fortjener jeg at være ensom? Og pludselig gør jeg endnu mere for at undertrykke min sygdom, gør endnu mere for at være der for mine veninder og min kæreste og stoler endnu mere på, at jeg ikke fortjener deres kærlighed og derfor skal kæmpe for den med næb og kløer. Så der er mange måder at være ensom på. Selv mens man sidder ved siden af dem, man elsker allermest og vil gøre allermest for i hele verden – fordi man er bange for at være til besvær, bange for at blive forladt.
    Tak for et rigtig fint og tankevækkende indlæg.
    Hav en dejlig dag. De bedste hilsner fra mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Tak for det indlæg! Ensomhed er netop en finurlig ting. Ligesom dig har jeg også en dejlig familie og en masse skønne venner. Alligevel ramler ensomheden af og til ned over mig, særligt når jeg kommer til at tænke tanken; der er ingen mennesker i verden, for hvem jeg er den vigtigste. Dét er fandme en benhård erkendelse, og den gør ondt og giver alt for meget plads til ensomheden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg kender det SÅ godt – og jeg bor ikke engang alene. Jeg bor med mine forældre og bror, men det som de kan give mig er ikke det jeg mangler. Jeg går mange timer hjemme, fordi jeg har sabbatår og mange af de timer, hvor min familie er hjemme er jeg enten på arbejde eller de er for trætte til at høre om mine “ligegyldige” ting. Mine (gode) veninder er enten ude, lige på vej til det eller bor langt væk. Jeg har ingen kæreste – det har bare aldrig lykkes mig at finde en (endnu). Jeg er ensom. Selvom jeg også elsker at være alene mangler jeg nærhed. Jeg mangler enormt meget én at give en krammer, én at ligge med, én at snakke med om ligegyldige ting og bare være sammen med uden, at der skal ske alt muligt.
    Det er så rart når andre sætter ord på det “for” en, for så føler man sigt lidt mindre alene – så tak for det, Matilde!
    Kram herfra <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Mathilde, det er så befriende et indlæg på mange måder. Og jeg er overbevist om, at dine ord på den følelse rammer spot on på virkeligt mange mennesker… Jeg kan spejle mig 131% i dine tanker – træner 5-6 gange om ugen, arbejder mindst 45 timer hver uge og resten af tiden er fyldt op med awsome mennesker, der er der for mig 24/7. Men ensomhed – det føler jeg ofte. Nogle gange som en styrke andre gange som et tungt tæppe af “trist”, der kan farve alt gråt og grumset. Og som du selv skriver, så er det manglen på den ene person, der deler alle dine eventyr og hverdagsroderier med dig.. For selvom man har gode veninder, så er det ikke sikkert, at de altid kan rejse med dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirstine

    Hvor er det befriende at høre at andre har det præcis som mig – selvom jeg selvfølgelig ikke ønsker at folk skal være ensomme. Men det er rart at vide at man ikke er alene med de følelser og tanker. Og det er rart at høre andre sætte ord på det.
    Jeg har det præcist som dig. Egentlig er jeg beriget med godt arbejde, veninder, træning og familie. Men, når alt kommer til alt så går jeg alene i seng om aftenen og er alene om dagligdagens små og store beslutning. Åh hvor jeg mangler den person at dele disse ting med. Jeg er 24 år og har aldrig haft en kæreste, eller noget der ligner. Så føler man sig sgu ensom.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carsten

    Dejlig blog du har og vigtigt man kan tale om tabuer åbent, der er alt for mange der ikke tør tale om det, er selv frisindet og openminded, snakker gerne om alle emner. Lever selv alene, klarer alt selv, har travl hverdag, føler mig ikke på den måde ensom, men kender følelsen af at savne en at putte med, evaluere dagen med, lave morgen kaffe til etc. Dog kan ensomheden snige sig ind også på mig i perioder, men ikke på en måde der gør mig ked af det. Du har så ret i at det er hvordan det føles inden i om man er ensom og håber du en dag ikke føler dig ensom 🙂 knus Carsten

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Tak for din ærlighed Mathilde, men at være ensom på den anden måde er også virkeligt hårdt. jeg har den dejligste kæreste og familie men jo ældre jeg bliver jo sværre er det og holde fast på alle de veninder jeg har haft både fra folkeskole, efterskole og gymnasium, har altid haft mange venner og veninder jeg kunne snakke med om alt. men for første gang føler jeg mig ensom, selvom jeg aldrig er alene. jeg misunder virkelig dit store netværk, det virker som om du har de bedste veninder omkring dig og manden i dit liv skal nok komme en dag, håber i hvertfald det bedste for dig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • D

      Hørt!! Har det præcis på samme måde. Ville også ønske, at jeg havde et større netværk.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Celina

    Tak fordi du deler!
    Jeg er nyskilt (Gud et forfærdeligt ord) og har aldrig følt mig mere ensom. Jeg har min elskede søn hos mig de fleste dage, det er jeg evig taknemmelig for, men alligevel er jeg alene. Jeg kender ikke andre single mødre eller fraskilte for den sags skyld. Jeg kan ikke bare gå i træningscenter eller ud og spise med en veninde, for det tillader livet som alenemor til en 2-årige ikke – børn er ikke velkommen i de fleste træningscentere og kl 19, går vi i seng. Jeg har som dig et fantastisk netværk at trække på, men ærlig talt så har de jo alle også deres små familier at passe og ikke tid til at møde op hos mig fra tid til anden når tårene og savnet bliver for meget.
    Ensomhed er en af de værste følelser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sophie

    Kære Matilde.
    Vil du ikke fortælle dine forældre, at de har en helt fantastisk, hjertevarm og kærlig datter, som har hjulpet mig mere end nogen anden har? For du er nemlig grunden til, at jeg stadigt er til. For du bekræfter mig i at man kan ramme jorden, være ensom, have det frygteligt og stadigt rejse sig og få det godt. Tak for dig. Tusind tusind tak.
    Knus til dig. Du er aldrig alene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er bor i Australien på 9. måned, og jeg har aldrig følt mig mere alene. Jeg ved at jeg har en masse hjemme i DK som alle siger at jeg bare kan skrive og ringe hvis der er noget, men det er jo bare ikke det samme.. Jeg kender da også lidt mennesker herhenne som jeg kan lave planer med, men hvad jeg virkeligt bare kan mærke at jeg har brug for, er at være i nærheden af folk man bare kender. Selv hvis det bare er at sidde og se noget kedeligt tv sammen – bare noget afslapning uden at der behøver at blive gjort mere ud af det. At være sammen med mennesker som altså bare ikke kender én ind til benet klarer bare ikke jobbet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Matilde
    Jeg møder så mange mennesker, både mænd og kvinder, der fortæller at de har det præcis som du beskriver og ja, – de oplever det som et kæmpe tabu. Jeg synes at det er så flot at du deler disse tanker. Tak for det.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Her går jeg i byen..