All I want for christmas. Ish.

envii

Jakke fra envii her, taske fra envii her

Egentlig ønsker jeg mig ikke som sådan noget – jeg har lige haft fødselsdag og jeg er voksen (i min verden betyder det at jeg køber noget, når jeg mangler det). Men jakken og tasken fra envii, dé står begge på min ønskeseddel! Udover det vil jeg gerne have anskaffet mig et eldrevet varmetæppe til min trætte lænd – har du et bud på hvilket et der er bedst?

Julevenner – for dem som har overskud og for dem som er ekstra ensomme i denne juletid

10268432_10206462024641898_5871168868436215823_n

Julevenner. Det er et rart dejligt ord, synes jeg. Og konceptet er både dejligt og i den grad nødvendigt. Der er så mange, flere end man tror, som er ensomme i denne juletid og som måske ikke har nogen at holde jul med. Dét er trist. Selv kan jeg til tider være træt af min familie, men jeg har trods alt nogen at holde jul med. Nogen jeg elsker.

Røde Kors har et projekt, hvor folk kan tilmelde sig som julegæster og juleværter og på den måde finde nogen at holde jul sammen med. Der kan være mange forskellige grunde til, at folk har det behov: ensomhed, nysgerrighed på traditioner og/eller kultur, alene-forældre, muligheden for at samles flere end blot 2-3 personer, flere børn sammen, studerende i byer langt hjemmefra, udlændinge med arbejde i Danmark, flygtninge, ældre på plejehjem og så videre.

Jeg kender selv til ensomheden, som kan være altomsluttende. Ensomhed kan føles som et sort hul midt i brystet. Intet kan fylde det op. Hverken mad, sex, alkohol eller træning. Men det kan nærhed og andre mennesker. Og derfor vil jeg gerne skrive om netop dette projekt. Indlægget er ikke sponsoreret. Jeg skriver det fordi jeg ønsker at du, som måske er ensom og ikke har nogen at holde juleaften med, får muligheden for det. For ensomhed er en langsom dræber og den kan gøre fysisk ondt. Hvis du mangler nogen at holde jul med, så er der hjælp at hente. Har du overskud til at invitere andre til din juleaften, så kan du også det.

Læs mere her. Du er aldrig alene!

Sådan træner du klokken pis om morgenen

14947712_10209493533867734_3044946714104649983_n

Jeg får ofte stillet spørgsmålet: “Hvordan kommer du op og træne så tidligt om morgenen og endda inden du tager på arbejde?“. Svaret er simpelt: Jeg gør det bare. Det er selvfølgelig også blevet en vane for mig, men grundlæggende får jeg det jo gjort, fordi jeg har sat mig for det. Men derfor er der stadigvæk nogle gode tips til dig, som gerne selv vil få trænet fra morgenstunden. Som jeg også selv bruger, hver eneste gang.

Uret ringer typisk 5.15, 3-4 gange om ugen. Jeg træner gerne fra 5.45-7.00 med pigerne, som bestemt også er en motivationsfaktor, så har du veninder/venner/naboer/kæreste(r) som gerne vil træne så tidligt, så lav en aftale med dem. Det virker for mig, fordi jeg ved at de regner med mig og forventer at jeg kommer og træner og hygger med dem. Udover dét sørger jeg for:

  • at have lagt alt træningstøjet frem. Alt fra trusser til tights. Det ligger på en stol i min stue så jeg kan stå direkte op fra min seng og trække i tøjet.
  • at høre radio og god musik fra starten af. Jeg når sjældent at høre en radioavis, men lidt stille musik mens jeg klæder mig på, dét får mig godt i gang.
  • at have hældt havregryn i en skål og sågar lagt en ske frem, så jeg bare skal hælde mælk på (sommetider vand, fordi jeg har glemt at købe mælk..).
  • at have lagt hue, vanter og jakke frem. Det ligger jeg foran min hoveddør så jeg kan trække i det, så snart jeg har fået slugt min morgenmad.
  • at have god musik med til træningen, dét motiverer mig helt vildt!

Har du flere tips eller idéer, så skriv dem endelig! Og hvis du ikke magter at træne inden arbejde eller skole, så forstår jeg dig godt! Gør det når det passer dig, for nogen fungerer det bedst om eftermiddagen eller om aftenen. Gør det som virker for dig!

5 kg mere eller mindre – det betyder ikke alverden!

Dette indlæg er et repost fra 2014. Hvor jeg så småt begyndte min kamp mod det skide ideal, som jeg i den grad forsøger at ændre. Jeg hverken vil eller skal leve op til noget ideal. Jeg skal være den bedste version af mig selv, jeg skal være nærværende, jeg skal give andre noget. Det skal i min verden ikke handle om tal, centimeter og BMI. Det skal handle om hvordan du har det indeni. Ikke at jeg synes at du skal sidde i din sofa hver eneste dag og spise chokoladekiks, for det tror jeg ikke at du bliver særlig lykkelig af. Men i min verden skal du træne og leve sundt fordi det giver dig noget. Og frem for alt: du skal gøre det, som gør dig glad. Og du skal ikke straffe dig selv med træning fordi du har spist noget usundt. Chokoladekiks kan også være livskvalitet. Selvhad er spild af tid og du er god nok som du er. Altid. #fuckidealet

fuckidealet

 

Jeg har de sidste par måneder modtaget en del mails med samme team: Vægttab. Jeg er ikke uddannet (eller jo, men ikke ingen for dét område), jeg har aldrig været på slankekur, jeg har aldrig haft lyst til at tabe mig (som sådan) – men jeg kender godt følelsen af at “hvis jeg nu bare så sådan her ud, så ville jeg være tilfreds” eller “bare 3 cm af mine hofter, SÅ ville jeg være lykkelig”. 

Forleden fik jeg en mail med samme tema. En pige skrev til mig at hun rigtig gerne ville tabe 5 kg og har kæmpet med det i en længere periode. Hun banker sig selv oven i hovedet hver gang hun træner og spiser. Hun vil så gerne af med de 5 kg, selvom hun allerede nu har opnået et større vægttab. Jeg læste mailen mange gange igennem og det første der ramte mig var: hvorfor er vi aldrig tilfredse?

Det er en kamp mod os selv, en kamp uden vindere. Pigen der skrev mailen (som i øvrigt har givet lov til at jeg skriver dette) træner meget, spiser sundt og lever i det hele taget et sundt og særdeles aktivt liv. Alligevel er hun ikke tilfreds. Selvom hun lige har trænet og spist sundt, er glad og har haft en god dag, tænker hun enormt meget over de 5 kg som hun “mangler” for at blive rigtig glad.

Vi skrev lidt sammen over mail, hvor jeg blandt andet skrev: “Hvorfor skal de 5 kg have lov til at styre og betyde så meget for dit liv og dit humør? Er de virkelig det værd?”

Og nej – som pigen skrev, det er de ikke! Og det vidste hun godt, ligesom jeg selv ved (og tit prøver at huske på..) Det er aldrig godt nok og dét er ikke godt nok!

Vi er for “gode” til at fokusere på alt det som vi gerne vil have lavet om, i stedet for at kigge på alt det vi har opnået, alt det vi har gjort for os selv og vores krop og sind, vi fokusere ikke nok på, hvor langt vi er kommet. Dét skal der laves om på, men det er sku’ nemmere sagt end gjort. Jeg gør det selv. Når jeg har trænet hårdt og længe tænker jeg efterfølgende: “det var fandeme for dårligt at du ikke tog de push ups ordenligt” eller “hvorfor gav jeg ikke mig selv liidt mere”. 

Jeg er træt af, at jeg ikke i stedet tænker: “hold kæft du gjorde det godt man! Hvor er du sej og hvor er det flot at du tog til træning, selvom du har været på arbejde hele dagen og hellere ville hjem og sidde i sofaen”. 

Det er derfor ugens udfordring: Efter træning, efter arbejde, efter du har lavet mad, efter du har kysse med din kæreste eller givet din mormor et kram så tænk: Hvor helvede hvor er jeg god, hvor er det sejt gjort, jeg gav mig selv 100%, jeg er virkelig fantastisk”.

For helt ærligt – Hvis du ikke tænker sådan om dig selv, hvorfor skulle andre så?

Vi er jo ikke kommet for at danse (træningsprogram)

dsc_0312

Dette program varer kun 30 minutter og du kan hive 3 veninder med. Den er hård, men sjov – og du har tid til at heppe på dine veninder og det er uvurderligt når sveden hagler:

“Vi er jo ikke kommet for at danse”

Timecap 30:00 minutter:

Én person kører én runde á:

Imens laver én person slamballs, én person roer derudaf, én person holder pause. Når den første er færdig med runden ovenfor, tager en ny person over og sådan fortsætter i, i 30 minutter. Vi nåede 3-4 runder hver. Det skal gå lidt stærkt, så du skal ikke tage alt for meget vægt på, når du laver din runde.

GOD TRÆNING!

Older posts