Stadig en smule helse

Det du ikke dør af, gør dig stærkere. Min bare røv.

15055778_10209493530267644_6154727383323635774_n

Jeg har hørt det, siden jeg var barn. Det du ikke dør af, bliver du stærkere af. Sikke noget forbandet pis. Når du oplever noget som er tæt på at slå dig ihjel, men også kun er lige ved at slå dig ihjel, så bliver du fandeme ikke stærkere. Du bliver svag. Jeg er svag. Punktum. Ikke på alle områder, bestemt ikke. Jeg er blevet meget bedre til, ikke at lade ligegyldige ting såsom tøjkriser, uren hud og mænd der ter sig åndssvagt slå mig ud. Der er vigtigere ting i livet. Helt ærligt. Men jeg er blevet svag. Fordi jeg ved at det værste kan ske, fordi det værste er sket. Og jeg har fået en grundangst, som bor i mig – nok for altid. For at miste. Og det kommer til at ske, for vi skal alle sammen dø. Og jeg ved hvordan det føles at få flået hjertet ud, få det sprunget til atomer. Jeg ved hvor svært og tungt det er, at skulle rejse sig igen. Du bliver bestemt ikke stærk af, at være udsat for hårde oplevelser og gennemgå traumer. Du bliver svagere. Når du først har været nede og vende, i det kulsorte mørke, så kender du følelsen til ukendelighed og du kan så let som ingenting frembringe dén. Huske den. Og det kræver træning at lade være at gøre det, det kræver øvelse at lukke dét ned og komme videre i sit liv.

Før jeg mistede både min lillebror, mine graviditeter og min kæreste, så kunne jeg, troede jeg, forestille mig, hvordan det ville være at miste dem. Jeg anede det ikke. Nu kender jeg smerten og tomheden. Ensomheden. Derfor har jeg så svært ved, at lade andre mennesker komme tæt på igen. Derfor lukker jeg ikke mange ind, helt ind. Dem som er derinde, de var der før alt det andet skete. Derfor er jeg blevet svagere. Udenpå virker jeg stærk, men indeni kæmper jeg for at tro på kærligheden igen. Finde tilliden igen, tilliden til livet og til andre mennesker. Og jeg ved ærlig talt ikke om jeg nogensinde finder den igen. Tilliden. De fleste dage har jeg det bedst alene, for jeg skal aldrig, aldrig nogensinde udsætte mig selv for at miste igen. Selvom dét er helt umuligt. For det kommer jeg til. Igen og igen. “Du skal turde at være modig” siger min far ofte til mig, når vi taler om mit ikke-eksisterende kærlighedsliv. Og jeg vil også forsøge. Selvom jeg er hunderæd.

Du er aldrig alene <3

5 kommentarer

  • Amalie

    Hej søde matilde,
    Jeg kunne virkelig skrive side op og ned lm, hvor meget din blog har hjulpet mig gennem min depression. Det tror jeg, at jeg gemmer til en mail engang, for en lille kommentar yder det ikke retfærdighed. I stedet vil jeg bare komme med et ordsprog, som en sød en sagde til mig den anden dag: “enten vinder du, eller også lærer du noget”. Det er lidt det samme som overskriften på dit indlæg, men meget mere passende og noget jeg vil blive ved med at minde mig selv om i lidt svære tider!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har netop skrevet noget lignende til en veninde. For min sorg (som på ingen måde kan sammelignes med det, du er gået igennem!) har ikke gjort mig stærkere – den har gjort mig mere sårbar og bange, den har ændret mig. Også selvom livet er godt igen.
    Jeg er netop gået i gang med at læse bogen ‘Min usynlige søn’, som handler om sorg (i dette tilfælde sorgen ved at miste et barn). Den er gribende og den er tankevækkende, for den gør op med diskursen om, at sorg er noget man skal igennem – “Tiden læger alle sår”, “Det bliver godt igen”, “Du kommer videre”. Derimod fremlægger den sorg, som det, den er – en transformation, en varig tilstand,som nok kan ændre form, men som for evigt er en del af ens liv.
    Kram til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Hej Mathilde. Fedt at høre dine perspektiver! Det er fedt du bare er ærlig omkring hvordan du tolker ting…. Jeg er til dels endelig. Når man møder noget som er så svært at man virkelig knækker, så bliver man ked af det mv. Som jeg altid har tolket det menes der efter. Når man er igennem det værste. Og det skal ikke misforståes som at jeg siger man bare med et knips kommer videre, for det ved jeg godt ikke sker. Men tænker med tiden, så har jeg i hvert fald oplevet at de ting der virkelig knækkede mig, har faktisk gjort mig stærkere og givet mig noget at stå imod med. Giver det mening? Det var bare mit perspektiv jeg havde lyst til at dele😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Iben

    Hej Mathilde,
    Jeg kan ikke selv skrive det du har – men tak fordi du har gjort det.
    Det er spot on i forhold til hvordan jeg selv har det meget af tiden.
    Men hvor der er sprækker kan der komme lys ind og der er trasket en stor stærk mand ind som kræver plads i mit hjerte. Jeg koncentrer mig dagligt om at være modig nok til at give ham det og til at tro på kærligheden. Det er en evig kamp og jeg tror jeg ved hvordan du har det!
    Alt det bedste herfra!
    Iben

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Iben

    Faldt lige over min kommentar (totalt ynglings læsning på bloggen)
    Nå! Men han den store stærke mand som jeg lod ind igennem lyset…han voldtog mig lidt senere i forholdet.
    Lorte lys. Lorte sprækker. Men op-på-hesten-Iben kunne man kalde mig 💪🏻 Jeg prøver kærligheden igen ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stadig en smule helse