Sådan passer jeg på mig selv - om stress

Ej hvor ser du stærk ud!

11221642_10206711597441062_4125911929028924268_n

Dét er nok den største kompliment jeg kan få (udover at jeg er en sød datter, en god veninde etc.). Men jeg elsker at se stærk ud. Forleden sagde et barn på mit arbejde: “Du ser så stærk ud, stærke Matilde“. Jeg blev virkelig, oprigtig glad. Udover at jeg er pjattet med børn – særligt fordi de altid er ærlige og umiddelbare – så var det en kompliment jeg kunne bruge. For jeg vil gerne se stærk ud og jeg er stærk. Jeg træner mange gange om ugen, for at forblive stærk og jeg vil gerne blive lidt stærkere hele tiden, og så er det fandeme rart at det også ser sådan ud, på min krop.

Så sad jeg i toget. Og overhørte en samtale mellem to piger, som mødtes i toget. De sludrede og den ene pige sagde: “Ej hvor er du altså tynd, det er så pænt til dig!“. Pigen vejede nok de 55-60 kilo og var en rigtig flot pige. Hun virkede til at blive rigtig glad for komplimentet – hvilket jeg udmærket forstår. Men jeg kom bare til at tænke over, hvor forskellige vi egentlig er. Jeg ville ikke nødvendigvis blive glad for at få at vide, at jeg var tynd. I min verden ville det nok skyldes en form for en maveinfektion, hvis jeg tabte mig. For jeg spiser som en voksen mand og træner med tunge vægte – og det bliver man altså “stor” (større) af. Og det er slet ikke fordi jeg synes at pigerne i toget er latterlige, slet ikke. Men jeg vil gerne se stærk ud, ikke slank og tynd, men muskuløs og stærk. Det look kan jeg godt lide og jeg føler mig hjemme i dét. Jeg elsker at være fysisk stærk, for så føler jeg mig stærk mentalt. At jeg så ikke rigtig kan passe mine jeans længere, det er hvad det er.

Nogle dage efter sad jeg igen i toget. Og kiggede på mennesker, som man jo gør, når man sidder og glor ud i luften. Jeg gør i hvert fald. Og der sad en kvinde overfor mig. Hun var tyk. Hun havde en fineste kjole på, havde krøller i håret, læbestift og sko med glimmer på. Hun osede af selvtillid. Jeg tror egentlig at hun var ret glad for den måde, som hun så ud på. Hun ville måske heller ikke blive glad, hvis en af hendes veninder påpegede at hun havde tabt sig. Hun lignede i hvert fald en kvinde i balance. Ordet slank og ordet tynd er positive ord, i vores verden. Gid at ordene: stærk, muskuløs (som kvinde mener jeg!) og frodig og buttet også var.

2 kommentarer

  • Emma

    Har det på nøyagtig samme måde! Bliver jævnligt kaldt “stærke-Emma” av min fætter og kusine 😂😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Jeg har altid været tynd og slank fra naturens side, og det har mine omgivelser altid været meget ivrige for at fortælle mig. Det kan være alt fra kassedamen i Netto til venner og bekendte. Som pigen i bussen er det dog sjældent noget jeg hører som et kompliment. Jeg har en veninde, der ofte har sagt, hvor er det pænt til dig, at du er tynd, og det er da en kommentar jeg er glad for at få, for nu er det jo engang sådan jeg ser ud. 🙂
    Men kommentarer som ‘hvor er du tynd’ osv., De er altså ikke sjove at få. Jeg synes ikke, at vi mennesker har ret til at kommentere på hinandens kroppe på den måde, men selvfølgelig er komplimenter altid velkomne. Egentligt kommenterer jeg her, fordi jeg synes det er en udbredt misforståelse, at tynd og slank forbindes med lutter positive bemærkninger. Jeg har i hvert fald ofte oplevet, at folk synes det er legitimt at kommentere på min krop, fordi den er slank og ikke tyk, men det er det altså ikke.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan passer jeg på mig selv - om stress