Nytår (din so)

200286_1002641258798_8376_n

Billedet er 2005/06, nytår med min bedste veninde Maja, som jeg også skal holde med i år.

Endelig blev det årets sidste dag. Endelig skriver jeg, for jeg har ikke været udpræget fan af det forgange år. Jeg har haft gode, dejlige oplevelser og dage – ingen tvivl om det. Men det har på mange måder også været et svært år. Læs lortelisten her og det som faktisk lykkedes her. Men jeg glæder mig sådan til det nye år, for der kommer til at ske så mange gode ting. Jeg skal ud og rejse en stor del af de første par måneder, både sammen med min bedsteveninde og helt alene. Dét glæder jeg mig til. Der kommer også til at ske nogle andre, store ting for mig, men dem venter jeg lige med at afsløre. Det hele skal lige falde helt på plads.

Nytårsaften og særligt dagene efter kan godt være svære for mig. Min lillebror døde nytårsaften for 4 år siden i år. Jeg fandt ham d.2 januar. Jeg er kommet godt igennem det meste, men jeg savner ham. Og selvom jeg tænker på ham dagligt, så tænker jeg mere på ham disse dage. Derfor holder jeg nytår med min bedste veninde, på Fyn. Langt væk fra byen og langt væk fra det hele. Det har jeg nemlig brug for. Hun får mig altid i bedre humør og endnu vigtigere – hun kan rumme når jeg ikke er i godt humør. Nogle af årets mest læste indlæg om min fortid kan du finde her, her, her og her.

Jeg vil gerne ønske dig et dejligt nytår, jeg håber at du får en god, hyggelig og rar aften. Pas godt på dig selv. Tak fordi du læser med, tak fordi du følger med. Dét sætter jeg stor, stor pris på. Jeg glæder mig til at skrive endnu mere næste år, holde foredrag, rejse og vigtigst af alt: blive ved med at vise mit helt normale liv med min helt normale krop – for dét budskab vil jeg gerne endnu længere ud med. Du er nemlig god nok, helt som du er. Og jeg er først lige begyndt!

Pas godt på dig selv – vi ses i 2017!

Din ekskæreste er ikke den eneste du skal tage afsked med.

img_1495

Nu rammer jeg snart to års-dagen for da jeg blev single. Efter næsten syv års parforhold. Jeg har skrevet meget (meget!) om det at være i kærestesorg og være nede og bide i græsset af samme årsag. Kender du bloggen, så har du sikkert læst et indlæg eller to. Er du ny (og har måske kærestesorg), så søg på kærestesorg, så vrimler det frem.

Når du afslutter et forhold, om det har været langt eller kortere, så siger du farvel til mange ting. Og det er desværre ikke kun min ekskæreste, som jeg har skulle tage afsked med. Hele hans familie, som jeg har tilbragt uendelige mange timer med, var jeg nødsaget til at skære ud af mit liv. For det gavner ikke at have dem i mit liv, når jeg så desperat har forsøgt at komme videre. Det nytter ingenting – det har det i hvert fald ikke gjort i mit tilfælde. Og dét er også en sorg og det har også været svært. For min ekskærestes familie var som min egen, i mange år. Og jeg savner dem, til tider. Mest hans søskende, som jeg lærte at kende mens de var meget små.

Jeg får ofte mails fra kvinder og mænd, som er i kærestesorg og har brug for at få svar på forskellige spørgsmål og råd. Og jeg er vel egentlig også autodidakt indenfor emnet. Og jeg hjælper gerne, så du kan altid skrive. Du er aldrig alene, husk det. Mange spørger hvordan jeg har handlet når det kommer til min ekskærestes familie. Og svaret er, på skrift, ret enkelt: dem taler jeg ikke med længere. Jeg har fjernet dem på de sociale medier, jeg har slettet deres telefonnumre og jeg har slette mange billeder, som kunne minde mig om en tid, som ikke længere er. Det har hjulpet mig. Jeg tror at det er bedst med et ”clean cut” og ikke trække smerten længere ud, end nødvendigt er. Måske er en anden løsning bedre for dig, men for mig har dette været tilfældet. Så da min ekskæreste flyttede ud af vores fælles lejlighed, så tog han sin familie med sig. Det har været hårdt, det har været et stort tab – men jeg ville gøre det på samme måde igen, hvis jeg skulle.

Min veninde Maja spurgte mig, da vi talte om ovenstående, om det var svært for mig at vide, at min ekskærestes familie kunne læse og se så meget om mit liv, særligt når jeg skrev om kærestesorgen over deres familiemedlem. Og det har været svært og meget underligt. Særligt nu, hvis jeg kan se at én eller flere fra hans familie kigger med, hvilket mange af dem gør. Det er lidt mærkeligt. Men jeg har aldrig været flov over, at jeg har været ”så længe” i kærestesorg. For når jeg elsker, så elsker jeg med alt hvad jeg har. Og dét tager tid at slippe. Nu rammer jeg snart to årsdagen og det glæder mig. For jeg er nået så langt og det fylder mindre og mindre hele tiden. Jeg vil altid have ham og hans familie med mig, på en eller anden måde – men tabet er blevet meget nemmere at rumme. Og det vil også ske i dit tilfælde. Du må ikke give op, jeg ved at du kan, hvis du står med et knust hjerte. Der er et liv efter det som føles, som et atomangreb.

Inden du får en plastikoperation

11220936_10206461917479219_5210887203968085236_n

Så synes jeg at du skal se “Generation Plastik”. Der er 8 afsnit og du kan finde det første her.

Det var min veninde Maja, som anbefalede mig det. Jeg gider normalt ikke se den slags programmer – mest fordi jeg ikke kan lide at se blod, se mennesker blive skåret i og så bliver jeg hurtig træt af kæmpe babser, læbefyldninger og hvad man ellers kan finde på at lave om. Jeg skal ikke gøre mig til dommer overfor noget som helst – det er bare så langt fra min verden at købe sig til en flottere krop. Men jeg har som sådan ikke noget imod at folk gør det – så længe at de ikke gør det, fordi de tror at de bliver lykkelige af det.

Programmerne er virkelig interessante. Kvinder i alle aldre og et par mænd fortæller åbent om deres operationer og hvorfor de har taget beslutningen. Nogle af kvinderne forstår jeg – men mange af kvinderne får jeg egentlig lyst til at kramme. Fordi de er så fine og alligevel vil lave alting om. Og de bliver aldrig tilfredse, til trods for at de har fået 550 ml. operereret i brysterne.

Hvis du overvejer at købe dig til noget nyt og blive operereret, så respekt for det. Jeg er ikke i dine sko – jeg hverken kan eller vil dømme dig. Men jeg synes at du skal se programmerne først. Jeg overvejede selv at få lavet mine bryster større, da jeg var yngre. Jeg er så glad for, at jeg ikke fik det gjort. Men det er min verden og mine sko. Jeg er glad for min krop som den er, og jeg ville have det så skidt med at have fremmede ting inde i min krop. I mine bryster, i mine læber, i min bagdel. Jeg er ked af, at vi går så meget efter det perfekte og jeg er særligt ked af, at der er så stor fokus på det ydre og ikke det indre. Det kan være at det er fordi jeg er ved at blive 30 år. Det kan også være at jeg bare er sådan skruet sammen. Men i min verden vil et rart menneske altid være federe at være sammen med, end en med perfekte bryster og fyldige læber.

Kys til alle <3

Andesteg – brænd det af

img_1022

Nu synes jeg jo ikke at du skal træne, for at brænde kalorier af. Som primær motivation, i hvert fald. Men jeg er heller ikke overvægtig og det er du måske. Og så kan jeg godt forstå at du tænker i kalorier. Og så skal du næsten prøve at lave programmet nedenfor – for den brænder af og den er kort, men hård. Jeg håber at du nyder juledagene og har tid til at stene på sofaen, spise rester og kigge på dine gaver. Og træne med søde veninder måske? I kan jo lave den her, som jeg har kaldt for Andesteg:

Den varer 20 minutter. Du skal være på hver station i 4 minutter af gangen, arbejde i 40 sekunder og holde pause i 20 sekunder. Efter de 4 minutter rykker du videre til næste station og så fremdeles til der er gået 20 minutter. Det er altid sjovere at være flere, så hiv pigerne med:

  • Skierg (findes der ikke sådan en fætter hvor du træner, så kan det være et løbebånd),
  • Row (findes der ikke en romaskine hvor du træner, så skal du finde et andet sted at træne.. Ro er nederen og får mig ofte til at tude, men hold nu op hvor er det effektivt for din kondi!),
  • Assault bike (den har du måske ikke hvor du træner, med mindre du er kråssfitter, en kondicykel er fin som alternativ!),
  • Row (igen, ja),
  • Air squats (eller step ups, sit ups, push ups, you name it – men der skal fart over feltet!)

GOD TRÆNING!

Lær mig at kende hurtigt

14522892_10209171356773508_6950523779137861421_n

Glædelig 1.juledag. Jeg håber at du havde en dejlig aften med dem du elsker og jeg håber at du fik opfyldt nogle af dine ønsker (man skal jo ikke have alt hvad man peger på, vel?). Jeg håber også at du har tid til at få slappet af og koblet fra – for det trænger du garanteret til. Jeg synes at det har været et hæsblæsende år. Jeg har fået en del nye læsere på det sidste, tak til alle jer som læser med! Hvis du gerne vil lære mig at kende – så anbefaler jeg her nogle indlæg som du hurtigt kan skimme og få et indtryk af, hvem jeg er. For jeg er mere en et sæt store balder, crossfit og træning.

Nu ved du måske lidt mere om mig. Jeg håber at du har lyst til at læse med! Næste år bliver vildt. Jeg har taget en stor beslutning og jeg skal ud i verden næste år – og jeg håber at du har lyst til at følge med. Jeg vil holde foredrag om kropsidealet og hvordan vi kan blive bedre til at holde af os selv, lige præcis som vi er. Jeg vil ud med mit budskab – for jeg brænder virkelig for det! Jeg vil gerne lave idealet om, udfordrer det og vise unge kvinder at det at være helt almindelig, faktisk er ret fedt og, ikke mindst, let at leve op til og let at relatere til. Jeg glæder mig til 2017.

Rigtig god dag <3

Older posts