Psykiatrisk

Billedet er taget af yndlings Emily

Det er ikke et emne, som jeg som sådan har berørt. Jeg har nævnt det, lidt i dette indlæg, som handler om psykiatrisk skadestue og lidt i dette, som handler om, hvordan du kommer videre. Eller, hvordan jeg kom videre. Der er ingen opskrift, så hvis du håber på at finde dét, så må du altså opgive. Men læs det, hvis du har brug for at vide, at du ikke er alene.

Så hvorfor tale om psykiatrisk? Fordi jeg modtager så mange beskeder, fra piger og kvinder, som står på afgrundens rand. Det er som om, at overgangen fra sommer til efterår, er ekstra hård i år? Eller er det kun min fornemmelse? Jeg er åben, ærlig og autentisk på alle mine platforme – så jeg kan godt forstå, at mange af jer skriver meget personligt til mig. Og jeg er meget, meget taknemlig og glad for dét. Det skal der aldrig herske tvivl om. Men hvad skal jeg gøre? Hvad kan jeg gøre? Jeg kan svare jer – og det gør jeg. Jeg forsøger at svare alle, men jeg får i hvert fald 40-50 beskeder dagligt. Men jeg forsøger. Men jeg kan jo ikke redde hele verden. Og det skal jeg heller ikke. Det er ikke min opgave. Men jeg kan gøre én ting: jeg kan dele. Da jeg mistede min lillebror, havde jeg lyst til at falde om, sove for evigt og aldrig være noget, for nogen igen. Min mor sørgede for, at jeg kom i sorggruppe med andre søskende, som havde mistet. Det var livsreddende for mig. Derfor deler jeg – fordi du skal vide, at du aldrig er alene. Fordi dét gjorde, at jeg kæmpede mig tilbage til livet. Og det vil jeg så gerne give videre. Derfor dette indlæg. Som skal handle om min tid på og med psykiatrisk afdeling.

Som skrevet her, så tvang min mor mig på psykiatrisk skadestue. Tvang skal læses positivt. For det var dét, som skulle til. Jeg var ulykkelig og apatisk. Jeg gik på arbejde, men uden glæde. Jeg trænede hårdt, flere gange om dagen. Jeg drak for meget. Jeg festede for hårdt. Jeg havde et usundt forhold, til mænd. Jeg spiste ikke rigtig. Jeg grinede, men glæden kom aldrig helt ned i maven. Eller op i øjnene. Jeg spildte kaffe på mit stuegulv. Og jeg orkede ikke at tørre det op. Der gik en måned, før jeg orkede. Og jeg kiggede på den plet, hver eneste dag. Men jeg orkede ikke. Jeg orkede ikke andet end at træne, så jeg kunne slukke hjernen og være hård ved min krop. Jeg orkede ikke andet, end at drikke mig fuld, danse tæt op af fremmede mænd og være ligeglad med, hvad de hed. Det var en forfærdelig periode, i mit liv. Det var ensomt. Det var altomsluttende og det var ikke holdbart. Det så min mor.

Lægerne på psykiatrisk var søde og tilbød mig indlæggelse, og medicin. De mente, at jeg havde brug for det. Jeg afslog alle deres tilbud. Det kunne jeg godt klare selv, tænkte jeg. Min mor var uenig. Vi blev enige om, at jeg skulle starte i et forløb, for kvinder som jeg. Kvinder som er kede af livet, har ondt i livet og som ikke kan finde op af det sorte, på egen hånd. Jeg var i dén kategori. Det gjorde ondt, at indse. Det var tabu. Det var taberagtigt. Det var enormt flovt. Så jeg sagde det ikke, til nogen. Min mor fik strenge ordre (fra mig) om, at hun ikke måtte sige det til nogen.

Hvis du har været på psykiatrisk afdeling ved du, at det ikke er et dejligt sted. Altså, jo på den måde, at det er et sted, hvor vi som har brug for det, får den hjælp, som vi har brug for. Men det er ikke et sted, som emmer af god energi, latter og glæde. Der er trist. Der er stille. Der er på en eller anden måde, altid lidt mørkt. Men jeg startede i forløb, hvor jeg først skulle “udredes”. Det blev jeg af en sød læge, mon ikke hun har været psykiater, det var hun nok. Jeg skulle svare på noget der føles, som tusinde af spørgsmål. Jeg skulle måles, vejes, kigges på. Det tog to timer – og da jeg kom ud, var jeg grædefærdig. Jeg ville ud. Jeg gik på den lange gang, forsøgte at finde vejen ud. På vejen kom unge mennesker forbi mig. Helt tomme i blikket, helt sænkede skuldre og armene slapt ned af siden. Jeg løb hurtigere og kom ud på parkeringspladsen. Og jeg vendte ikke tilbage.

Så psykiatrisk hjalp mig ikke? Det var ikke dét tilbud, som jeg skulle have? Jo. Det var lige netop dét, at det var. For jeg fik øjnene op for, hvad jeg var i gang med. Og jeg så, at jeg var i gang med at ødelægge mit liv. Spilde mit liv – hvilket er så hårdt at skrive, for hvis du er på psykiatrisk lige nu, så spilder du jo netop ikke dit liv. Du gør noget. Du gør noget, så du ikke spilder dit liv. Det er ikke på den måde, at jeg mener det. Men de to besøg jeg havde, på psykiatrisk gjorde, at jeg fik gejsten. Til at kæmpe lidt igen. For jeg har mistet en lillebror. Han er død, han kommer aldrig tilbage, jeg skal aldrig se ham igen. Skal mine forældre have et dødt barn – og et ulykkeligt barn? Nej.

Jeg så de tomme blikke på gangen og besluttede mig for, at jeg skulle klare det selv. På egen hånd. Set i bakspejlet, skulle jeg måske, have givet det en ekstra chancen. Men nu, hvor jeg er kommet nogenlunde om, på den anden side, er jeg glad for, at jeg gjorde det selv. Uden medicin. Uden samtaler med psykiater. Og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke ser ned på dig, hvis du vælger medicin og forløb på psykiatrisk. Du skal gøre dét, som du føler og dét, som kan hjælpe dig. Psykiatrisk afdeling hjalp mig, til at hjælpe mig selv. Med hjælp fra mine forældre og mine veninder. Og det tog lang tid. Først her i 2018, fem år efter mit livs største tab, har jeg det godt igen. Sådan rigtigt. Det er mange år, som jeg har brugt på, at være ulykkelig. Måske havde jeg været “hurtigere”, hvis jeg havde fået medicin og var blevet indlagt. Det kan jeg aldrig, få at vide. Men psykiatrisk hjalp mig. Måske ikke på den måde, som de havde tænkt. Men de hjalp mig. De sparkede mig solidt bagi, de fik mig op af det dybe hul og de viste mig, at nu var det tid til, at kæmpe. Så det gjorde jeg. Og det kan du også. Hvis jeg kan, så kan du også. Livet er så forbandet kort. Og så forbandet uretfærdigt. Kæmp. Du er aldrig alene. Det lover jeg dig. Og det er aldrig flovt, taberagtigt eller en falliterklæring, at bede om hjælp. Uanset om det er hjælp til at grine igen, hjælp til at tale, om de svære ting eller hjælp til at se, hvorfor at livet, er værd at leve. For det er dét. Det er det virkelig.

 

Berejst, pludselig

For få år siden, kunne jeg ikke krydse mange lande af. Jeg havde ikke rejst nævneværdigt – der var så meget, som jeg ikke havde set. Det er anderledes nu.

De seneste par år har jeg været i Thailand, Sydney, San Diego, Los Angeles, Bangkok, Singapore og seneste San Francisco og Island. Da jeg var yngre rejste jeg rundt i Vietnam, jeg har været mange steder i Europa og jeg har lige nu 3 rejser planlagt inden udgangen af dette år. Jeg vil rejse – for rejse er, i min verden, at leve. Og jeg har muligheden for, at rejse meget. Fordi jeg er selvstændig, fordi jeg ingen mand eller børn har. Det er NU. Det er nu, at tiden er. Og jeg vil se det hele. På min bucket-list er Hawaii, Cuba, Bali og Sumatra (hvor min mormor kom fra).

Jeg elsker at opleve nye kulture, møde og se andre mennesker, smage nyt mad, prøve nye ting, få vendt op og ned på min rytme og mine rutiner. Det er sundt, for mig. Fordi jeg er et kontrolleret menneske, som lever godt i et skema og med en fyldt kalender. Og fordi det er godt at se, hvordan andre mennesker i andre lande, lever deres liv. F.eks. i San Francisco, hvor jeg så mange hjemløse, som havde det så dårligt. Jeg fik ondt i maven og samtidig fik jeg en opvågning. Jeg har længe brokket mig over, at min lejlighed er lidt for lille. Det skal jeg holde min kæft med. Jeg har en lejlighed. Stop. Dig. Selv. Dét fik jeg, blandt andet, øjnene op for, på min rejse til SF.

San Francisco er fantastisk og jeg skal tilbage, en dag. Byen er smuk, på sin egen måde. Der er kupereret som en bjergetape, der er mange mennesker og biler overalt. Men den er voldsomt charmerende. Og vandet er så smukt. Og broen. Og Alcatraz. Som er et must, trods de mange andre turister. Bestil i god tid, længe før du rejser – det er bestemt turen værd. Kør med sporvogn, men enten tidligt om morgenen eller sent om aftenen, ellers er der timelang kø. Spis på en ægte diner, spis blueberry pancakes, french toast og drik kaffe i store krus. Se en Giants kamp og prøv at få pladser, så højt oppe som muligt – så kan du se udover vandet. Og drikke gin & tonics. Shopping er godt alle de steder, jeg har været i USA. Sportsmærker er billige, make up og produkter er billige. Tag en Love tour, hvor du kører rundt i et gammel folkerugbrød og ser byen på en hel anden måde, end hvis du kører i bus, bil eller går. Se Painted Ladies, hvis du er så gammel at du kan huske “Hænderne Fulde“. Sid på en café, drik kaffe og kig på mennesker. Undgå downtown, der er der rigtig mange hjemløse og mange turister.

Jeg er slet ikke færdig med USA. Jeg vil gerne afsted imorgen, hvis jeg kan bestemme. Landet uden jantelov, hvor der er højt til loftet og hvor der på en eller anden måde, er plads til alle.

Ord som skal uddø

Ironi kan forekomme. Det er et indlæg, som er lidt for sjov. Med ting, som du skal stoppe med at sige. Særligt hvis du, som jeg, er over 30 år. Og selvfølgelig må du sige, lige hvad du vil. Gør lige som du vil – der er ikke et ideal, at leve op til. Det er bare for sjov – og bestemt også en liste til mig selv, for jeg bruger en del af nedenstående.

Ideen til indlægget kom, fordi min veninde insisterer på at sige: “Er du sunshine“. Og jeg driller hende med det, hver eneste gang. Derfor bad jeg, endnu engang, om jeres hjælp til, hvad der ellers skal dø. Ord, sætninger og slangs. Her er listen – tilføj endelig flere i kommentarfeltet!

  • Opperen. Bruges: “ej hvor er du/den/det opperen“. Fra ordet “optur“.
  • Fråderen. Bruges om noget du gerne vil spise/have/lave: “De laver vold-fråderen burgere“. Stop i øvrigt også med ordet “vold” foran ting.
  • Er du vimmersvej!“. Lidt som at sige “er du sindssyg!“. Denne er vel en reference til Bamses Venner og sangen “Vimmersvej“? Bare dét.. Stop.
  • Holy Moly!
  • Cut Elly/Cut it out. Cut it out kan i øvrigt understøttes med en hånd, som laver saksebevægelser. Det skal også dø.
  • Coolio. Bruges ligesom “nice“, som i øvrigt også skal dø, hvis du er over 30 år. Coolie er stadiet over. Sig cool eller lad være.
  • Tivertifald. Var det ikke noget som Bamse sagde? Altså Bamse fra Bamses Billedebog? Jeg ved ikke med dig, men det gør ikke noget godt for mig.
  • Mobilos. “Jeg tager lige min mobilos“. Noget jeg selv siger, relativt tit. Og det skal jeg vel egentlig også stoppe med.
  • Swag. Når noget er fedt. “Ej hvor swaaag“. Nej. Særligt ikke, når du er over 30.
  • Ej for Fanø. Den har jeg faktisk ikke hørt. Jeg kan altså godt lide den, men den er stadig på listen. For den minder om “Er du sunshine” og “Holy Guacamole“. Som også skal dø.
  • OMG. Den lader jeg bare stå.
  • YOLO. Den er bare brugt nu, ikke?
  • Noieren. Når noget giver dig paranoia, så får du “noieren” på. Jeg bruger det HVER eneste dag, for det kom ligesom frem, da jeg var helt ung. Og det har siddet fast. Ligesom nederen, som også er at finde, på listen. Og fråderen. Og opperen. Jeg forstår egentlig godt, at mine forældre blev trætte af, at høre på mig, i mine teenageår. Jeg talte jo kun i slangs.
  • Ready Eddy. I stil med “Cut Elly“. Den bruger jeg ofte selv: “er du ready eddy?“. Den er sgu meget skæg. Jeg beholder den sgu!
  • Seriølle (= seriøst).Dén kendte jeg ikke, men jeg kan godt fornemme, at den er træls. Bruger du i øvrigt ordet træls? Jeg har erstattet nederen med træls. Men nu siger jeg træls hele tiden. Gør du også? Jeg er ikke engang fra Jylland. Må man så bruge det?
  • Øfferen. Ligesom når noget er nederen, kan noget også være øfferen. Dén lyder virkelig dum. Men jeg kender ingen som bruger den, gør du? Måske du selv gør?

Har du flere som skal begraves? Og hvad siger du, som dine veninder og venner driller dig med?

Der er ingen bind der binder mig

Annonce for Libresse

Læste du om tabu nummer et? Vi skal tale mere om det. Menstruation. Jep. Det skal ikke være tabu. For det er naturligt. Ligesom hår steder man ikke ønsker dem (!), toiletbesøg og hård hud på hælene. Alle kender til det, så hvorfor ikke tale mere om det?

Der er mange unge piger og kvinder som skriver til mig, at de er flove over deres menstruation. Jeg kan godt huske, at jeg også havde det sådan. Jeg er ret ligeglad, nu hvor jeg har ramt de 30 år. Jeg har haft menstruation siden jeg var 13-14 år. Jeg har ligesom indset, at det følger med, når man er kvinde. Jeg gemmer da stadigvæk bind og tampon, når jeg skal skifte, det er ikke sådan at jeg direkte flager med det – men det er ikke et tabu, for mig.

Én ting er, at mange anser det som værende et tabu. Men mange af de som skriver til mig, spørger også ind til, hvordan jeg kan være aktiv alle dage i måneden. Fordi der naturligt er dage, hvor menstruationen sætter lidt grænser for, hvad du kan. Jeg får rigtig ondt, når jeg har ægløsning, men udover dét, så kan jeg være lige så aktiv, som jeg plejer at være. Jeg kan nemlig sagtens træne med bind. Det har jeg ellers ikke gjort i mange år. Men det nye bind fra Libresse, som jeg også skrev om her, gør det muligt. Det er godkendt til crossfit. Og endnu vildere – til en aktiv dag i 15 meters højde.

Jeg lokkede Jeanne med (hvis du følger med her og på insta ved du, at hun er én af min allerkæreste veninder). Jeanne er en sej pige. Sejere, end hun selv ser. Hun er modig, stærk og et stort forbillede for mig. Jeg elsker hende, højere end træerne vi klatrede rundt i. Jeanne og jeg er begge i god form, men vi blev pressede. Dels fordi du hænger i en sele i 15 meters højde. Dels fordi du skal bruge en del kræfter på, at holde balancen og komme fra A til B. Jeg kan stadigvæk mærke mine arme, selvom det var i søndags. Og jeg bliver ellers meget sjældent øm, trods træning 5-6 gange om ugen.

Måske du synes det er træls, at træne/bevæge sig/svede med bind på? Det synes jeg. Det kan nærmest virke som om, at du har ble på (jeg håber vitterligt ikke, at der er nogle mænd som læser med!). Men dette bind føles slet ikke sådan. Det holder dig frisk, så du ikke får den følelse af, at være lukket inde. Puderne har en sikker pasform og et åndbart toplag.Det bliver altså hvor det er – selv i trækronerne og på en svævebane på 120 meter. Hvor Jeanne seriøst var tæt på, at græde. Hvilket jeg også var. Særligt fordi jeg fik så høj fart på, at jeg røg halvvejs tilbage. Og derfor måtte trække mig selv ind 70 meter. Måske derfor, at mine arme er så gedigen smadrede.

Der behøver således ikke at være dage, hver eneste måned, hvor du ikke kan gøre det, som du har lyst til. Du kan sagtens have et eventyr, selvom at det er den tid på måneden. Jeg kan gøre hvad jeg vil – og dét er ret fedt, nu hvor jeg nok skal have menstruation til jeg bliver 50-55 år gammel.. Alle skal føle sig godt tilpas med at leve det liv, de ønsker. Alle dage.

#bloodnormal

Annonce for Libresse