Selvom at jeg hader idealet

Selvmedlidenhed og hvad du får ud af det

17156352_10210655011783956_3262917893286676171_n

Du får ikke rigtig noget ud af det, ikke en flyvende fis. Beklager. Jeg er indendørs Danmarks mester i Selvmedlidenhed og jeg fik engang trøstepræmien i Selvynk – og intet af det har egentlig gjort noget godt for mig. I længden, om ikke andet.

Marts måned har været lidt udfordrende for mig. Der er sket enormt mange dejlige og givende ting, ingen tvivl om det. Men jeg har også haft én stor bekymring, som jeg har ligget søvnløs over. Uden at skrive så meget om det, så fandt jeg i starten af måneden en knude i mit bryst og det gjorde mig enormt bange. Det kan jo være alt muligt ufarligt. Men det kan også være mere alvorlige ting. Jeg ved ikke så meget i skrivende stund, andet end at det gør ondt og at jeg skal til flere undersøgelser. Det er svært at være single, når sådanne situationer opstår. Jeg kan godt klare mig selv, men hvor er det hårdt lige nu. Jeg kunne godt bruge en arm at sove på, én at tale med, om aftenen hvor ensomheden ofte trænger sig på. Særligt i disse dage. Familie, venner og veninder slår ikke helt til, jeg savner at være en del af et tomandsteam.

Og en aften lå jeg så alene. Og gloede tomt ud i luften, havde ikke fået spist, skulle egentlig tisse, gad ikke rejse mig, gad ikke tage telefonen når den ringede, gad ingenting. Og jeg havde ondt af mig selv for fulde gardiner. Jeg ynkede derudaf. Hvorfor lige mig, har jeg ikke taget nok nu, hvad har jeg dog gjort for at fortjene det her. Tænkte jeg. Og sandheden er, at jeg ikke har gjort en skid for at fortjene noget som helst, for sådan fungerer tingene altså ikke. Og efter nogle timer rejste jeg mig og så havde jeg ynket længe nok. Så tog jeg mig sammen, selvom det ikke er en sætning jeg kan lide at bruge, men det var det jeg gjorde. Jeg tog mig sammen.

Da min lillebror døde gik min verden itu og alting blev mørkt, i lang tid. Det er både naturligt og forventeligt. Jeg husker tydeligt at jeg, et par dage efter hans død tænkte: “du har to valg, enten ligger du dig ned og lader samfundet forsørge dig eller også tager du dig sammen“. De fleste dage tog jeg mig sammen og rejste mig. Det kan lyde hårdt og jeg var også hård ved mig selv, men alternativet havde været at jeg var blevet fyret, forladt af min kæreste, ikke kunne betale mine regninger og jeg havde mistet mig selv undervejs. Og dét gavnede jo ingen. Sådan havde jeg det også, den aften hvor jeg lå i min seng. Jeg tænkte til sidst: vil du virkelig lade livet slå dig ud, efter alt det du har været igennem? 

Og satme nej. Jeg har prøvet værre. Og lige nu er det svært, hårdt og jeg er meget bekymret. Fordi det gør ondt og fordi jeg kan mærke en knude i mit venstre bryst og fordi jeg endnu engang skal tage mig sammen og holde mig oprejst. Men jeg vil ikke bekymre mig på forhånd. Jeg tror på det bedste og den knude er sikkert ingenting. Og livet skal ikke få mig ned med nakken. Og slet ikke få mit humør slået ned. Jeg skal nok vise, hvad jeg er lavet af. Og jeg er ubesejret indtil videre. Og hvis jeg kan, så kan du også <3

11 kommentarer

  • Henriette

    For helvede hvor er det godt med perspektiv og stof til eftertanke. Du hjælper mig ALTID ud af mit selv ynk og selvmedlidenhed! ❤ Tak!
    Jeg sender dig god karma og masser af tanker ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Søde Matilde. Masser af gode tanker og vibes til dig herfra! <3
    Tak for dig! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine Hallgren

    Hej Matilde, ked af at du har fundet en knude ;( Sidste sommer fandt jeg også en knude i mit bryst, fik en momografi og det viste sig at være en vandscyste, som de endda kunne fjerne med det samme.
    Min knude var ret øm, ligesom du skrev din var. Det er ET GODT TEGN! Håber alt går din vej, ønsker dig alt det bedst i denne svære tid. Vh S

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Kære Matilde,

    I oktober sidste år fik jeg også en knude i mit bryst og den gjorde også rigtig ondt. Blev akuthenvist til mamografi på Riget. Fik tid én uge efter og svar ugen efter igen. Intet ondtartet – ændring i mit brystvæv. Er forsvundet igen nu. Er 27 år. I ventetiden troede jeg, at jeg skulle dø! Jeg kunne heller ikke sove og så snart jeg ikke lavede noget tænkte jeg på DET! Jeg har også været en del igennem i mit liv (ligesom du), så jeg havde også selvmedlidenhed og tænkte, at “hvorfor skulle dette nu også ramme mig?”. Jeg havde det sådan: Hvis det er kræft vil jeg helst dø – jeg kan ikke overskue at kæmpe i mod. Men der er jo intet valg og heldigvis endte det ikke så grelt.
    Jeg krydser alt hvad jeg kan for, at der intet er i vejen hos dig heller. Jeg tænker, at du har ventet på svar i meget lang tid, hvis du opdagede knuden i starten af marts. Med mig gik der i alt to uger fra lægebesøg til svar på prøver. Måske kan du skynde lidt på processen? – det er ikke fair, ikke at få hurtigt svar.

    Kærlig hilsen
    Signe

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • E

    Kære Matilde <3 Tak fordi du deler ting og følelser som dette.
    Selv sidder jeg i en lignende situation; lægerne har fundet noget der ligner en cystei min mave, som skal videre undersøges snarest. Jeg er pissebange og forskrækket. Jeg ved ikke hvad man skal og må føle.
    Tak fordi du sætter ting, som vi har svært at snakke om, i fokus. Du gør en kæmpe forskel kram <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nogle gange så er din blog bare verdens sejeste og alle dine indlæg er helt fantastisk. Dejligt med lidt perspektiv og stof til eftertanke. Træls med den knude, men at du rejser dig op og tager dig SAMMEN – hvor er du sej!

    God mandag <3
    http://blogbykathrine.bloggersdelight.dk/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Kære Matilde, jeg håber alt det bedste for dig!

    Og du har fat i en meget vigtig pointe, i hvert fald efter mit synspunkt; det er okay at lægge sig ned til et vis punkt, men man skal fandme også tage sig sammen selvom livet er pisse hårdt!

    Jeg lå ned for år tilbage efter seksuelle overgreb/krænkelser fra et familiemedlem, som bare gjorde en svær situation endnu sværere og endnu mere kompliceret. Men jeg kæmpede videre og tog mig sammen. I dag fylder det ikke nær så meget i min hverdag og jeg er velfungerende. I oktober mistede jeg min højt elskede far – det var og er pisse hårdt, men jeg tog mig sammen. Livet går videre og det sidste min far ville ønske var, at vores liv gik i stå <3

    Jeg har en veninde, som også kæmper og pt ligger ned i større eller mindre omfang; jeg håber at hun også finder styrken til at tage sig sammen.

    Kram herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Du tager blogging til et nyt niveau. Din ærlighed er så inspirerende!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Jeg vil også lige tilføje, at jeg selvfølgelig ikke håber, at det er noget alvorligt! Men så fedt, at du deler det! Jeg har virkelig stor respekt for dig, og din måde at bruge dette medie på!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Hej Mathilde
    Jeg havde engang noget væske som flød fra mit ene bryst og brystvorten vendte indad. Og det havde jeg aldrig hæftet mig ved før. Jeg blev straks sendt afsted til undersøgelse på det de kaldte kræftpakken. Min verden brød fuldstændig sammen. Og når man samtidig har ansvar for børn, så farer der bare tusind tanker igennem ens hoved. Men de fandt ikke noget unormalt og jeg kunne rolig og lettet tag hjem igen. Håber det samme for dig.
    Hilsen christina

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Skønne vidunderlige Matilde. Hvor har jeg bare tænkt på dig 100 vis af gange siden du skrev det her indlæg. Har du fået svar endnu på de videre undersøgelse du skulle til?? (Og du har jo 2000 % ret til ik at vil skrive om det) men for filan hvor jeg været bare tænkt på dig 💖💖💖

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Selvom at jeg hader idealet