PÅSKE rabat hos nelly.com

Du skal ikke bestemme hvor længe at jeg skal sørge

11203053_10206627993431014_5250846630016612247_n

Frisuren er skarp, I know.

Nu har min lillebror været død i snart 4,5 år. Jeg har været single i over 2 år. Søskendedød (skrækkeligt ord) og kærestesorg kan ikke sammenlignes og alligevel kan det. For det er et tab og det er et tab af en som du elsker, en som du har tillid til, en som du så dig sammen med for evigt. Alligevel er døden så endegyldig, det er kærestesorg ikke. Der er stadig et håb og dét kan faktisk være hårdere, end når der ikke er et. Jeg er kommet igennem det værste. Jeg kommer aldrig over at have mistet min lillebror, jeg kommer aldrig mig rigtig over min ekskæreste. Ikke fordi jeg stadig er forelsket i ham, men fordi han var så stor en del af mit liv og af mig da det værste i mit liv skete. Derfor vil han altid være en del af min lillebrors død og det er svært for mig at tænke på min lillebror, uden at tænke på min ekskæreste.

Men hvor længe kan man så tillade sig at være i sorg? “Nu er du da ovre det, ikke?” har flere spurgt. Og nej, det er jeg ikke. Jeg kan stadigvæk have dage hvor jeg hader, at det lige skulle ske for mig. Hvorfor lige mig? Hvorfor skulle min familie lige rammes? Min ungdom blev forkortet væsentligt, da min lillebror døde og jeg blev voksen på et splitsekund. Der er forskel på at dyrke sorgen og sørge. Jeg vil altid sørge over min lillebror, altid. Men jeg dyrker det ikke. Jeg taler ikke så ofte om det og når jeg gør, så er det fordi jeg bliver spurgt. Og med mine forældre. Der er ikke rigtig andre som helt forstår. Min kærestesorg dyrkede jeg. Alt for længe. Fordi jeg blev vant til at være ked af det, være et offer, det var synd for mig syntes jeg. For et par måneder siden tænkte jeg, at nu måtte det være nok. Nu gad jeg ikke bruge energi på dét mere. Vi er ikke kærester længere og det er som det skal være. Jeg har det godt alene. Det har været svært, det er stadigvæk svært sommetider – men jeg kan klare det og jeg kan klare mig selv.

Men jeg vil have lov til stadigvæk at sørge. Engang imellem. Både over min lillebror og over min ekskæreste. Fordi de var en del af mit liv, som jeg godt kunne lide. Jeg kunne rigtig godt lide mit liv dengang. Det kan jeg også nu, men det er noget helt andet. Engang imellem vil jeg gerne, i mit stille sind, sørge. For det var ikke rimeligt at min lillebror skulle tages fra mig, det var ikke fair at det ødelagde forholdet imellem min ekskæreste og jeg. Men sådan blev det. Jeg har accepteret det. Men jeg vil have lov til at sørge. Engang imellem. Jeg sørger mere over min lillebror end min ekskæreste. Det er klart. Men jeg vil have lov til begge dele. Og det må jeg godt. Og det må du også godt, altså sørge over ting som er sket i dit liv. Som var uretfærdige. Du må ikke dyrke det for meget, du må ikke gå i stå. Du må ikke tage en offerrolle. Men du må sørge, lige så tit du vil. Sorg udløses af den kærlighed man ikke længere kan give, og dét er det mest forfærdelige i verden. Og det skal man sørge over. Det heler nemlig hjertet, langsomt.

5 kommentarer

  • Henriette

    Tak… ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Jeg læste for nyligt noget af det smukkeste om sorg som jeg er stødt på til nu.
    En psykolog sagde – kærlighed lader sig ikke nøjes. Så når vi mister en elsket, så mister vi alt. Selvom vi ovjektivt har så meget andet. For kærligheden nøjes ikke, så et fravær er alt. Da min far døde, tænkte jeg næsten dagligt, alt er lige meget, jeg har ingen grund til at leve uden ham, osv osv.Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Den der siger tiden læger alle sår har ikke prøvet en stor sorg – der vil altid være et ar som kan gøre ondt… Jeg mistede begge mine forældre med tre års mellemrum før jeg fyldte 30 år og sorgen og smerten gør stadig voldsomt ondt dybt inde, på nogle dage… Jeg syntes det er ok, sorgen er en del af mig og jeg mindes dem de dage jeg er ked af det og sørger – og tror at det altid vil være sådan her… Jeg forstår fuldt ud hvad du mener med dit indlæg!
    Kram til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Meget meget fint indlæg! Jeg mistede min mor som 8 årig og selvom jeg lever et godt liv med min egen familie i 30’erne sørger jeg stadig indimellem over hende! Det er kærlighedens pris;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    jeg har også selv mistet en søskende og oplever det ofte nærmest omvendt hvor det næsten mellem linjerne bliver påpeget at jeg ikke sørger nok. Jeg har tit fået spørgsmål som “hvorfor græder du ikke når du snakker om det” eller “hvorfor har du ikke fortalt det – det kunne jeg aldrig holde ud”, “du må være helt ødelagt” osv. folk glemmer rigtig hurtigt at sorg er mange ting og for mig er det enormt personligt. Jeg har dog også oplevet den måde du beskriver som kan være enormt ubehageligt for når man mister et bånd mellem to mennesker kan der på ingen måde sættes en tidsfrist på. Du skriver så fint og jeg har tit læst din blog som en stor hjælp! 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

PÅSKE rabat hos nelly.com