DR anbefalinger

Jeg slog min albue og savnede en kæreste

18011151_10210989505546091_4195564016482161068_n

Hvis du følger mig hist og her, så ved du nok at jeg har været syg i et stykke tid. I 3 uger, faktisk. Jeg tog det bare først alvorligt i sidste uge, hvor min mor kom og hentede mig og mine forældre måtte passe mig hele påsken. Jeg fik reddet mig en bihulebetændelse og en lungebetændelse. Og så har jeg stadigvæk problemer i min ryg. Det er rigelig grund til at ynke, og det har jeg også gjort. Nu er jeg ved at have det nogenlunde, selvom at jeg stadigvæk hoster helt abnormt meget og det skal jeg vist også lige forbi lægen med, endnu engang.

Anyways. Sygdommen ramte mig rigtig torsdag morgen i sidste uge og jeg fik slæbt mig selv i bad. Jeg fik med knokleri arbejdet shampoo i håret og mens jeg stod og svedte under det rindende vand (!) skulle jeg rette på bruseren og da jeg tog armene ned, slog jeg den ene albue hårdt ned i min vindueskarm, som er ude i min brusekabine. Det gjorde voldsomt nas og gav sådan et stød igennem hele armen. Vandet løb stadig, jeg havde shampoo over det hele og tårerne pressede sig på med hast. Jeg havde så ondt af mig selv. Og det første jeg tænkte på var, at jeg savnede at have en kæreste. For det gør jeg. Jeg leder ikke rigtig efter en, for det tror jeg ikke at man skal. Jeg vil ikke have en kæreste for enhver pris. Jeg vil være forelsket, først. Og dét er jo ikke så nemt.

Men jeg stod der i badet, nøgen og syg og med tårer i øjnene (dels på grund af shampoo, dels på grund af albuestød) og savnede at få et kram, få omsorg, blive puttet og få lavet en kop te. Af en sød mand, som kan lide mig som jeg er, selvom at jeg er grim af sygdom, har dårlig ånde, hår på benene og ikke har skiftet t-shirt i et par dage. Savnede at få ubetinget kærlighed – ikke af mine forældre, ikke af mine veninder, men af en mand – som selv har valgt mig. Det var faktisk rigtig ensomt og rigtig svært at være syg, når jeg nu er single. Det var hårdt og jeg prøvede ihærdigt at klare mig selv, men måtte jo ringe efter mine søde forældre som altid er der. Heldigvis. Når jeg nu ikke har en kæreste.

Det er hårdt at være single, det skal man ikke underkende. Det kræver fandeme nosser at kæmpe sig igennem dagene, særligt med feber. Men hvis jeg kan, så kan du også. Og ellers må du ringe efter dine forældre eller dine veninder, når lortet brænder på. Du er aldrig helt alene, selvom at det kan føles sådan.

   

4 kommentarer

  • Singlelivet kan mange måder være dejligt, men det kan også være lidt ensomt, når man savner at have en kæreste, og som du nævner – ikke for enhver pris.

    Rigtig god bedring 💐

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Hold kæft, hvor kan jeg kun give dig ret! *suk! LOVE SUCKS SOMETIMES…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Åh hvor kan jeg se mig selv i meget af det. Er 24 år og har endnu til gode at have en kæreste. Det er utrolig man kan savne noget SÅ meget som man aldrig har haft.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Meget rammende skrevet! Syntes godt jeg kan have det på samme måde sådan en fredag aften hvor man bare er træt efter en lang uge, man gider ikke se sin familie eller veninder, det ville bare være dejligt med en kæreste i den anden ende af sofaen der også var træt.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DR anbefalinger