Kommende bonusmor

#dateKøbenhavn – Den obligatoriske om søerne

img_4151img_4168

Tredje date med min søde fætter Jonas. Vi har før besøgt Glyptoteket og Staden og denne gang forsøgte vi os med den obligatoriske kaffe-gåtur rundt om søerne i København. Vi havde valgt den dårligste dag – for ikke nok med at det var pissehamrende koldt, så regnede det også. Voldsomt. Men vi vil alligevel prøve at se udover det faktum at foråret i Danmark har været bedragerisk og vurdere hvad en date om søerne egentlig kan:

Scoring:

  1. Talefaktor: kan man tale sammen? Er noget at tale om?
  2. Prisniveau: er det SU venligt?
  3. Bekvemlighedsfaktor: hvor længe kan man sidde dér, sidder man godt?
  4. Intimitetsfaktor: kan man kysse og/eller holde i hånd etc.
  5. Spontanitet: kan det nås om 5 min/kan du gøre det spontant direkte fra job?

Der bliver scoret på en skala fra 1-5, hvor 1 er den laveste score og 5 er den højeste. Der er i alt 25 point at hente og jo højere score jo bedre sted at gå på date.

Søerne

Gode råd:

  • Husk godt med tøj (vi tog daten for et par uger siden, vejret ser ud til at arte sig nu, men tjek vejrudsigten!)
  • Svanebådene, som faktisk ser ret hyggelige ud koster 100 kroner for 1 time. En god icebreaker!
  • Kaffe – husk låg. Vi fik ikke låg på vores og det resulterede i brændte naller (Matilde) og kaffe på jakken (Jonas).
  • Ingen høje hæle. Jeg gjorde det igen. Det fungerer ikke på det skide grus de har lagt rundt om søerne.
  • Vi mødtes ved dronning Louises, på indre by siden, tæt på Nørreport – godt mødested og nemt for de fleste at finde, måske også hvis du har inviteret en fra provinsen på date, som ikke kender København så godt.
  • Bænke mange steder giver mulighed for intimitet og at sætte sig og have dybere samtaler/kigge på mennesker og på den måde få emner at tale om.

Buzzwords:

  • Dronning Louises bro blev opført mellem 1885-1887 (hvis du vil semi-imponere din date/virke belæst. Håb blot på at din date ikke spørger mere ind, vi ved ikke mere – så vi kan ikke give dig flere buzzwords på den her).
  • Klamydiaslottet (også kendt som Søpavillionen, men kast klamydiaslottet ind hvis du kan komme til det).
  • Planetariet (som i måske går forbi/ser) åbnede i 1989 og noget med Tycho Brahe, dansk atronaunt vist. Mere gad jeg ikke google.
  • Hættemåge/blishøne kan kastes ud, hvis i ser nogle ænder/fugle. Pas dog på med at kaste fraserne ud på Nørrebro siden..
  • Svanen er fredet. Og kan brække en arm.

Icebreakers:

  • “Kender du vejen?”
  • “Er du også våd?” (fungerer bedst hvis det regner)
  • “Det er ellers godt vejr, hva?” (virker på alle dates, hvis samtaleemnerne er udtømt.
  • “Er det en svane du har i dine bukser, eller er du bare glad for at se mig?” (hvis du er desperat). 

Jonas siger:

Åh ja! Den obligatoriske Tinderdate. The one to rule them all. Alle der har været på mere end 2 dates i deres liv, har formentlig prøvet den klassiske tur rundt om Københavns berømte søer.

Det kan da også være umanerlig hyggeligt at slentre rundt og nyde de små grønne områder, som den urbane planlægning så elskværdigt har muliggjort, og det er en glimrende mulighed for at nyde det ustadige klima, vores lille land har at tilbyde. Ydermere giver det da også dig og din date chancen for at diskutere om regnshorts med inderside af flis, er en forretning man burde investere sine feriepenge i.

Får i alligevel fundet nålen i høstakken, ved at planlægge jeres date på en af de få solskinstimer som rammer Danmark, hvert andet skudår – så har i, på sin vis, alligevel trukket nitten. For ligegyldigt årstiden, kan én enkelt solstråle i København, omdanne de smukke, benzinmættede, affaldsfyldte søer til en slagmark, der får den Syriske borgerkrig til at ligne et tulipanmarked i Holland. Kampen står mellem de alt for fysisk aktive og kampsvedende motionsløbere fra Frederiksberg, de nikotinhungrende og blege hipstere fra Nørrebro, de speltgnaskende økoforældre med deres tvillingebarnevogne fra Østerbro og de snagende, østeuropæiske flaskesamlere.

Søerne er et rigtig fint sted at tage på stævnemøde, hvis da ellers din søde date kan koncentrere sig om at kigge dig i øjnene, når en vred og svedig man i selvlysende tights og bar overkrop, febrilsk prøver at forcere en mur af Stork barnevogne, fyldt til renden af Änglamark riskiksgnaskende skrigeballoner, i svane- og nøglehulsmærkede naturfyldsdyner, der kører en majspibe over, som er blevet tabt af en 20 årig fyr med fuldskæg, bøllehat, briller uden glas og ternet skjorte, da han var i færd af at beskylde en Rumænsk, udsultet kvinde for at nasse på systemet og stjæle hans sidste, surt optjente uddannelsesstøtte, han så snedigt havde investeret i det Danske Retursystem…

Så er du matchet med hr./frk. Basic Bitch, og ligegyldigt om du er til pest eller kolera, kan du tage din date under armen og sætte det ene ben foran det andet, rundt om de dejlige søer.

Bedømmelse:

Talefaktor 4/5
Prisniveau 4/5
Bekvemlighed 2/5
Intimitet 2/5
Spontanitet 4/5
I alt 16/25

Kommentarer: Udmærket sted hvis du lige skal lure din date og se om det er noget. Det er nemt og hurtigt og indbyder ikke til flere timers date, hvis det viser sig at din date ligner Gollum. Alle gør det – så der må der være bid engang imellem. Prøv det – nu hvor vejret er begyndt at arte sig. God date!

   

7 kommentarer

  • Tine

    Så fint så fint, men det vigtige spørgsmål her, er vel om Jonas stadig er single!!? 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg elsker buzzwords og funfacts, hvor du har gjort arbejdet for alle andre, der er for dovne til at researche, inden de hopper på date #fan

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Hej Mathilde og alle. Ikke for at være øv, for grinte selv af din lille fejl. Tycho Brahe var astronom ikke astronaut hahah! 😉 og er forresten meget kendt. Så hvis i siger astronaut så bryder i isen på en meget humoristisk måde 😂 kh

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helsematilde

      Hahaha fuck hvor fedt! Tak for info, så bliver jeg da ikke helt til grin på min næste date 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Hvor gammel er din fætter? Han ser da så sød ud 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nastassja

    Der var lige et lys, der gik op for mig!
    Jeg arbejder en gang imellem, som eksamensvagt på RUC – ja, sammen med alle de pensionerede.. Jeg var derude for et stykke tid siden. En af de studerende så virkelig bekendt ud. Det ville i sig selv ikke være så underligt, fordi jeg selv har læst der for et års-tid siden. Men jeg kunne slet ikke placere ham.
    Nu er det da lige gået op for mig at det er Jonas! For fanden da.. 😛 Så følger jeg måske lidt “for godt” med ;D

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kommende bonusmor