I got sunshine in a bag

19275285_10211576481860132_7616341459804445176_n 19420333_10211576481700128_8201699015636225048_n-1

Sommeren er..over os. Agtigt. Ikke helt, vel? Jeg er lidt skuffet og synes at regn og blæst hører til efterår og vinter og satme da ikke midt i juni. Men det er som det er. Heldigvis skinner solen stadigvæk, det meste af tiden.

Jeg har haft en lidt mærkelig uge. Jeg har haft hamrende travlt, men alligevel ikke formået at komme helt op i gear. Kender du ikke det? Jeg har, som altid, mange ting på min to-do liste og mange aftaler – men jeg har ikke rigtig nydt noget af det og jeg har haft mest lyst til, at ligge i min seng og stene serier. Sådan er det jo i nogen perioder – og det er okay. I næste måned tager jeg til Grækenland og jeg glæder mig til at have dårligt wifi og hvor de eneste planer er, at ligge på stranden og spise oliven, brød og feta.

Jeg har kommet til at have alt for meget fokus på det jeg ikke har – i stedet for på det jeg rent faktisk har. Alt det jeg har opnået, hvor glad jeg faktisk er for tiden. Det er svært at lave om, når du først står i den onde spiral. Jeg savner en kæreste og jeg vil gerne have en, altså ikke for enhver pris. Men jeg savner at være to, jeg synes det kan være svært at være alene. At skulle klare alting selv. Jeg kan jo godt selv gøre rent og støvsuge og klare det økonomiske. Jeg kan godt selv tage tøj på om morgenen og få handlet ind og have styr på tingene. Men jeg savner at dele det med en. Det har fyldt i denne uge. Og jeg forsøger at få fokus hen på, at jeg faktisk nyder friheden som single og kan gøre lige hvad der passer mig.

Solbrillerne er heftigt efterspurgt og jeg er da også ekstrem begejstret for dem. Min mor synes at jeg ligner en model fra 60’erne med dem på – og det er netop lige præcis de årstal, som jeg ville ønske at jeg havde levet i. Du kan finde dem her.

Ting som jeg er afhængig af

19146195_10211536555101988_7308608359483399650_n

Udover kjoler.. find den her

Jeg er ikke vild med tanken om, at være afhængig af noget. Men jeg er jo afhængig af nogen ting og mennesker. Sådan er det jo at være menneske. Jeg er blandt andet afhængig af:

  • Musik. Jeg er dybt afhængig. Jeg hører altid musik. Undtagen når jeg skal koncentrere mig meget eller når jeg sover. Jeg lytter til musik når jeg vågner og gør mig klar, når jeg er i bad, når jeg gør rent, når jeg træner, når jeg løber, når jeg cykler, når jeg tager offentlig transport. Jeg falder ikke i søvn til musik, med mindre mine naboer larmer eller hvis jeg er hooked på ét bestemt nummer. Som jeg er lige nu, hør den her.
  • Renseservietter. Som jeg bruger efter træning. Crossfit er fedt men det er satme også beskidt. Og jeg går sjældent i bad med det samme (#svin). Jeg kan godt lide at arbejde lige efter træning, og timerne går hurtigt foran en computer som du jo nok ved og pludselig er klokken 11 og jeg lugter af hjemløs. Men jeg bruger en serviet eller to lige efter træning, så jeg er sikker på, at fjæset i det mindste er rent så jeg ikke får urenheder.
  • Min veninde Maja. Hende er jeg dybt afhængig af. Jeg har kendt hende siden jeg var 17 år gammel og vi taler i telefon sammen hver eneste dag. Hun bor i Svendborg og jeg ser hende alt for sjældent. Men vi snapper, instagrammer, tagger hinanden og taler i telefon sammen hver eneste dag. Hende kan jeg ikke undvære!
  • Hårolie. Jeg har prøvet at lade være, for at se om jeg kunne. Mit hår bliver bare ikke ligeså glat, skinnende og nemt at rede ud, uden hårolie. Jeg elsker duften på denne her.
  • Sved. Jeg er afhængig af, at svede. Hvilket jeg også har et stort talent i, at gøre. Jeg elsker at svede og jeg føler mig sund og stærk, når jeg sveder. Det gør mig glad at træne og løbe og cykle stærkt og mærke sveden løbe ned af ryggen og imellem brysterne. Jeg kan ikke undvære den følelse!
  • Kaffe. Jeg er ikke afhængig i den forstand, at jeg skal have kaffe som det første, når jeg vågner. Men jeg skal have en god kop kaffe, hver eneste dag. Én er ofte nok. Med en lille smule mælk i, så er jeg lykkelig i 10 minutters tid.
  • Mine forældre. De er det vigtigste i mit liv. De er der altid. De er der ALTID! Vi er enormt tætte, endnu mere nu, end før død og ødelæggelse. Jeg taler med dem hver dag på den ene eller den anden måde og jeg er taknemlig for, at jeg kan fortælle dem alt uden at de dømmer, de bakker mig altid op, uanset hvad jeg kaster mig ud i og de elsker mig lige præcis som jeg er.
  • Farver. Helst på mit tøj (og min bolig..). Engang iklædte jeg mig altid sort eller gråt. Jeg gik altid efter sort og gråt, når jeg købte tøj. Nu undgår jeg det helst. Jeg elsker at have striber på, mønstre, røde og pink farver, prikker og skille mig lidt ud. Sort tøj gør mig tavs og lukker ned for min energi og lige nu er jeg afhængig af farver. Fordi det gør mig glad.
  • Min cykel. Fordi offentlig transport så tit er forsinket og aflyst og fordi det er pissehamrende dyrt.
  • Min telefon. Jeg aner ikke hvad jeg skulle gøre uden den. Jeg elsker den, det gør jeg virkelig. Når jeg føler mig ensom, kan jeg ringe til en nær veninde. Eller min mor. Når jeg keder mig kan den underholde og så kan jeg skrive alt det jeg har på hjertet og dele med jer.

 

Der er selvfølgelig grader af min “afhængighed” – kaffe og mine forældre er jo ikke på samme niveau, bare for at understrege dét. 

Indeholder reklamelinks.

Vi har jo alle sammen noget lort i tasken

rachel1

..kunsten er jo at gøre det lort til dit lort og have magten over det lort.

Men hvordan gør man så lige det? Jeg har ikke de vise sten, men jeg ved hvad jeg gjorde dengang alt var lortet og jeg ved hvad jeg gør nu, når der dukker lort op. For det gør der jo engang imellem, vi er jo bare mennesker og sådan er det nu engang. Det kan ikke være en fest hver dag, det kan ikke være nemt hele tiden, det skal vel egentlig heller ikke være nemt hele tiden?

Du har to valg, når lorten rammer dit liv. Du kan lade det svine det hele til og ligge begravet i dét – eller du kan rejse dig og begynde at gøre rent. Det er så nemt at skrive og så svært at efterleve, jeg ved det godt. Men du har et ansvar, når livet er svært. Du må handle og det værste du kan gøre er, at vælge offerrollen og have ondt af dig selv. Det må man gerne engang imellem og jeg har ofte ondt af mig selv. Men jeg ved også at det ikke giver mig noget, som jeg kan bruge til noget. Det er ikke konstruktivt at vælge offerrollen. Og det er ikke godt for dig. Du kan lade det fylde eller du kan handle på det, æde den (om man så må sige) og komme videre derfra.

Jeg har fået en del lort serveret igennem de sidste 5 år. Min lillebror døde, jeg aborterede to gange, min kæreste og jeg gik fra hinanden, jeg havde pludselig ikke et sted at bo, jeg var pludselig helt alene. Tab på tab på tab. Det kunne jeg vælge om skulle definere mig eller jeg kunne vælge at vokse af det og ikke finde en mening med det (for det kan man ikke), men finde en mening i det. Jeg ville ikke lade det ødelægge mit liv og jeg ville ikke lade det spænde ben for min udvikling som menneske. Så hvad gjorde jeg?

Jeg mærkede det. Krisen, sorgen, tabet. Det har taget mig 2,5 år at komme videre efter min ekskæreste og jeg gik fra hinanden. Jeg har følt så meget, at jeg har været ved at kaste op. Jeg har drukket sorgerne væk, lidt for tit. Jeg har været destruktiv, jeg har mistet lysten til at leve flere gange undervejs og jeg har været dybt ulykkelig. Jeg vidste også at det var nødvendigt og jeg vidste at det ikke ville vare evigt. Det er der nemlig intet der gør.

Jeg var åben omkring, hvordan jeg havde det. Jeg var ærlig, jeg græd hvis jeg havde behov for det, jeg gjorde mit allerbedste og sommetider var mit allerbedste at drikke mig fuld på en tirsdag og glemme. Sommetider var det at træne for meget. Sommetider var det at ligge i min seng. Jeg tog det som en udfordring. Jeg havde konstant en bevidsthed om, at det ikke skulle have lov til, at ødelægge mit liv. Jeg prøvede at kigge på det, som en mulighed for at udvikle mig. Hvad skal det her lære mig, tænkte jeg sommetider. Og det er ikke fordi jeg er specielt alternativt anlagt, men jeg måtte jo “få det bedste ud af det“-agtigt.

Det hjalp at holde mig i gang. Det hjalp at være sammen med mine veninder og mine forældre. Det hjalp at træne. Det hjalp at skrive. Det hjalp at græde og..kaste med ting engang imellem.

Jeg kunne være hende der har mistet eller jeg kunne være Matilde. Jeg valgte at blive Matilde igen, efter at have været hende den triste i lang, alt for lang tid. Jeg gjorde min nye lejlighed til min egen, jeg fandt en håndfuld gode træningsmakkere, så jeg fik en masse socialt mens jeg trænede, jeg sås med mine veninder ofte – og gør det stadigvæk. Jeg trak stikket, tog hjem til mine forældre og var bare mig. Jeg prøvede at vælge at være glad – selvom det var rigtig svært. Jeg prøvede at vælge den glade side, så tit som jeg kunne.

Du har et ansvar for dit eget liv – der kommer ikke nogen og fikser det og der kommer ikke nogen og redder dig og der kommer ikke nogen og ordner tingene for dig. Det hele kan se sort ud, men jeg lover dig at alting bliver lysere og hvis tingene ikke er som de skal være, så må du lave dem om. Det tager tid at være i krise og i sorg (og det kan være alt fra kærestesorg til at droppe ud af sin uddannelse, ikke have et sted at bo, et kompliceret forhold til sin familie, en spiseforstyrrelse eller hvad det nu kan være). Giv det tid og tag ansvar, jeg tror på dig! Du kan godt. Gør det lort til kunst.

 

Vorter på klumper af fedt og alt for meget sminke

19145813_10211517448744341_5957107080988384677_n

Jeg troede at jeg havde hørt det meste: “du ligner en luder”, “du er dum at høre på”, “jeg kan godt forstå at din kæreste skred”, “du er intetsigende”, “din røv er alt for stor”, “du kan ikke gå med bukser når du har så kæmpe lår”, “tror du selv at en mand gider dig når du er så selvoptaget?” og så videre. Efter 8 år som blogger har jeg fået kritik for det meste. Mit udseende, min måde at skrive på, min måde at dele på, min måde at træne på, mine spisevaner, den måde jeg har valgt at leve på. Nuvel – når man stiller numsen i klaskehøjde så må man også affinde sig med, at der bliver klasket. Det er fair nok. Så længe det er konstruktivt. Det kan jeg godt lide at få – konstruktiv kritik. Det er bare sjældent. Janteloven hersker i vores land, så selvfølgelig får jeg nogen tæv online. Det er ikke noget jeg synes er i orden, men sådan er det bare. Æd den, Helse. Og det gør jeg også med virkelig meget. Jeg ved godt at jeg kan være provokerende. Det er sådan jeg er og så bliver det jo også tonen i mine tekster på instagram og her på bloggen.

I sidste uge var det mine brystvorter der var problemet og jeg var et dårligt forbillede og billig. I denne uge har jeg for meget make up på og gør for meget ud af mig selv – i øvrigt har jeg også alt for farverigt tøj på. Jeg kan ikke finde ud af, om det er janteloven det handler om. Føler de kvinder og mænd som skriver til mig sig truede af mig? Er jeg bare pisse irriterende med mine strittende brystvorter og.. rouge? Jeg bruger vitterligt ikke særlig meget sminke (hvis jeg gjorde, så måtte jeg vel for helvede også gøre det i fred). Jeg har rouge på, lidt concealer under øjnene fordi jeg sover alt for lidt for tiden (arbejde, rosé og varme nætter), jeg tegner mine bryn lidt op og så får jeg lavet mine vipper.

Jeg får kritik for at have make up på og tage fine kjoler på – fordi jeg skriver så meget om at elske sig selv som man er og favne det almindelige. Jeg bliver kaldt for hykler og jeg er dobbeltmoralsk. Jeg kan ikke se pointen i påstanden. Jeg har virkelig prøvet! Jeg laver jo ikke om på mig selv, fordi jeg har make up og en gul kjole. Jeg fremhæver det, som jeg godt kan lide ved mig selv. Når jeg taler om at være almindelig og at idealdyrkelse er spild af tid, så mener jeg jo også det indre. De indre værdier. Du kan være smuk og perfekt at se på, men være en kælling indeni. Det har jeg ikke lyst til hverken at være eller omgive mig med.

At elske sig selv som man er, handler ikke om sminke, smykker eller smart tøj. Det handler om at være sig selv, at turde at være sig selv. At vælge sig selv, at gøre ting for sin egen skyld, at tænke på sig selv – uden at være egoistisk. Det handler om at holde mere af sine “fejl”: strækmærker, uren hud, korte ben, store bryster, appelsinhud, skæve tæer. Det handler ikke om at gå i en slidt t-shirt med tomatsovs på, ikke have redt sig i flere uger og i øvrigt ikke have barberet ben. Eller det kan du godt – men du kan også tage den gule kjole på, krølle dit hår og barbere dine ben hver eneste dag. Du bestemmer – for det er dig som skal være indeni og holde af dét du nu har fået.

Jeg elsker at ordne mit hår, tage farverigt tøj på, jeg elsker at få lavet mine negle og få sat vipper på. Jeg elsker at have sminke på, jeg elsker at farve mine læber røde, jeg elsker at gå i høje sko. Jeg elsker også at have nattøj på, have en hestehale og mine utrolig slidte filt-sutsko på. Jeg har det godt i det hele. Fordi jeg har det godt i min krop. Fordi jeg godt kan lide at være almindelig og fordi jeg ikke stiler efter, at se ud på en anden måde. Det er ikke noget jeg bare har lært, det er noget jeg øver mig på hver eneste dag. Jeg bliver ked af det, når jeg bliver kaldt et dårligt forbillede for unge piger, for det er lige præcis dem, mit hjerte brænder for. Jeg bliver ked af det, når jeg får kritik på mit udseende, uden at jeg har spurgt. Og jeg bliver ked af, at få kritik for, at lave mig selv om, fordi jeg har sminke på og sommerkjoler. Jeg er ked af, at vi kvinder er så hårde imod hinanden. Skidt pyt med de mænd, der skriver til mig. De er vel bare..seksuelt frustrererede eller hvad ved jeg. Men kvinder der sviner andre kvinder til. Dét gør mig ked af det. Og jeg vil ikke være en del af det.

Helse på Folkemødet

19275114_10211536557662052_844556429880339296_n

Lørdag morgen drog min far og jeg til Bornholm – nærmere bestemt til Allinge, hvor vi skulle til Folkemødet. Jeg har aldrig deltaget i Folkemødet før og jeg troede ærlig talt ikke, at jeg nogensinde skulle. Men! Det er jeg så glad for, at jeg fik muligheden for at komme afsted. Ventilen havde inviteret mig derned for at holde et oplæg om ensomhed og sorg. På en scene. Foran mange mennesker. Med mig på scenen var heldigvis søde Maria fra Ventilen og Ida Koch, en psykolog som har arbejdet med unge i 35 år.

Vi ankom til Rønne ved 9 tiden lørdag morgen og drog videre til Allinge, hvor Folkemødet blev afholdt. Vejret var jo episk og der var så mange ting at kigge på og lytte til. Det var så hyggeligt og der var virkelig en rar stemning. Lidt Roskilde festival agtig – uden ølbowling og urinstøv. Min fordom var lidt at det kun var for ældre mennesker – men den fordom har jeg pakket langt væk. Der var mennesker i alle aldre og der var alle slags typer.

Jeg skulle først på scenen 16.30, så min far og jeg osede rundt og sugede indtrykkene til os, spiste frokost, nød solen, sad på granitstenene ud til vandet og jeg blev mere og mere spændt. En time inden jeg skulle på, fik jeg akut hjertebanken og havde lyst til at stikke af, kender du ikke det? For jeg er jo ret genert og jeg startede jo faktisk min blog, fordi jeg er hamrende genert og godt kan lide at være hende der sidder og observerer og ikke siger så meget. Men nu havde jeg jo sagt ja og folk regnede med mig. Og det var samtidig en god udfordring for mig.

Og det gik så godt! Jeg var så nervøs at jeg fysisk kunne mærke mit hjerte hamre i brystet, da jeg stod på scenen. Som om min trøje bevægede sig ind og ud, i takt med banken. Men da jeg havde præsenteret mig og kommet i gang, forsvandt nerverne langsomt og jeg endte faktisk med at nyde, at stå på scenen. Trods lidt røde kinder og ret så fugtige armhuler.

Min far sad blandt publikum og jeg kiggede ned på ham flere gange. For lige at få ro. Første gang jeg kiggede på ham, sad han og så helt trist ud. Da havde jeg netop fortalt min historie om min lillebror. Næste gang jeg kiggede, var jeg færdig med mit oplæg og han smilede og gav en tumbs up. Han er så sød, min kære far. Og han blev så stolt af mig, og det gør mig helt varm i maven at tænke på.

Jeg har haft en skøn weekend på Bornholm, som i den grad levede op til sit navn “Solskinsøen” – jeg har godt nok fået farve. Og solskin i maven.

Tak til alle jer der kom og lyttede til mig, det er jeg meget rørt over. Tjek i øvrigt lige denne video ud, den er så rørerende, aktuel og vigtig.

Older posts