Min fortid

5 grunde til at jeg fortsat er motivereret omkring træning

5ting

Det er nok én af de ting, som jeg bliver spurgt mest om: hvordan fanden jeg bliver ved med at være motiveret. Og det vil jeg forsøge at svare på i dette indlæg.

Jeg har nu trænet mere eller mindre 5 gange om ugen (sommetider mere, andre mindre) siden jeg var 20 år gammel. Altså næsten 10 år (!). Og jeg har ikke rigtig haft perioder, hvor jeg ikke har trænet. Jeg havde selvfølgelig en svær periode da min lillebror døde og da kærestesorgen var værst, men jeg kom faktisk afsted. Det var sommetider en flugt, det er jeg ikke i tvivl om. Men jeg kom afsted. Jeg løb faktisk en tur om lørdagen, hvor jeg om onsdagen havde fundet min lillebror død. Det siger lidt om, hvor vigtig motion og fysisk aktivitet er for mig. Og hvordan gør jeg? Hvad motiverer mig?

  1. Det sociale. Det er den vigtigste faktor når jeg taler om motivation. De er pigerne som får mig afsted. Altid! Jeg elsker at træne sammen med andre, det er så hyggeligt, sjovt og jeg får fyldt lidt op på social-kontoen. Jeg kommer sjældent afsted, hvis jeg skal træne alene, med mindre det er en løbetur. Jeg løber gerne alene fordi det giver mig ro i hovedet, det gør mig glad og jeg kan selv bestemme tempoet. Men udover mine løbeture, så er det, det sociale aspekt som motiverer mig og gør at jeg bliver ved. Derfor vil jeg råde dig til at forsøge at finde nogen piger, som gider at træne det som du træner – det er svært, hvis du ikke kender nogen, det er jeg klar over. Men prøv – meld dig til noget, hvor du ved at der er andre piger. Jeg træner fast med 3 piger som jeg mødte igennem crossfit. Vi deler samme passion og nu er vi blevet veninder privat. Vupti – 3 nye veninder!
  2. Video og foto dokumentation. Det kan være at du gerne vil tabe dig eller vil være mere muskuløs. For mig virker det meget motiverende at se videoer af, hvad jeg har kunne – og hvad jeg kan i dag. F.eks. i vægtløftning, som jeg jo dyrker, men også engang imellem tjekke, hvor hurtigt jeg egentlig løber en 5’er. Jeg bruger billeder (primært fra mit instagram feed) og videoer til at se hvad jeg har kunne og hvor jeg er lige nu. Det motiverer mig meget, særligt hvis der er noget jeg har kunne, men ikke kan længere. Sidste sommer kunne jeg f.eks. gå 4 skridt på hænder – det kan jeg ikke længere og dét motiverer mig til at ville kunne det igen. P.S.Du behøver ikke at dele dine videoer og fotos, det kan være dine helt private.
  3. Musik. Den spiller en vigtig, vigtig faktor. Jeg er ikke sikker på, at det gælder for alle. Pigerne som jeg træner med, går vist ikke så højt op i det. Men for mig kan musikken virke mega motiverende og det modsatte. Jeg kan f.eks. ikke rigtig komme op og støde over rock musik eller Burhan G. Men elektronisk, Suspekt (!!!) og decidereret dakke-dak musik (hør eksempel her) kan få mig helt op og køre. Jeg kan løfte mere og tungere, når jeg hører god musik. Jeg bliver i øvrigt drillet lidt med min musiksmag, den er virkelig også slem, sommetider. Jeg kan godt lide den her og det siger en del..
  4. Planlægning. Søndag eftermiddag eller aften bruger jeg altid 10-15 minutter på at planlægge den kommende træningsuge. Jeg har en fysisk kalender, hvor jeg skriver ned (oldschool). Jeg aftaler med pigerne hvilke dage der passer – og så kan jeg derefter planlægge mine løbeture på de dage, hvor vi ikke træne sammen. Mine løbeture bærer dog meget præg af, at jeg løber når jeg har lyst. Og det har jeg ofte på de dage, hvor jeg arbejder hjemme. Så har jeg brug for frisk luft og ro i hovedet (med dakke-dak musik, nuvel) og sved.
  5. Gør det nemt. Jeg ligger altid træningstøjet frem inden jeg går i seng. Det ligger på min stol inde i stuen, så jeg står op og tager det på, som det første. Så børster jeg tænder, hælder lidt havregryn ned hvis jeg er sulten og kører afsted. Det er dejligt at det ligger fremme, så jeg ikke skal til at finde det frem – jeg træner 5.30 om morgenen og der magter jeg ikke så meget og min hjerne fungerer dårligt de første 20-30 minutter. Det skal være så nemt som muligt. Du kan også ligge det frem, så det er det første du ser når du kommer hjem fra skole eller arbejde – hvis du træner om eftermiddagen. Eller altid have træningstøj og sko med i din bil – så det er nemt og tilgængeligt. Whatever works for you!

Træning skal være sjovt og det skal give dig noget. Om det er crossfit 3-4 gange om ugen klokken 5.30 om morgenen eller at gå en tur med hunden – det er ligemeget. Du skal gøre det, som du godt kan lide. Og i øvrigt prøve at lade være med at sammenligne dig med andre. Find din vej og stil og gør det som du godt kan lide. Det er mit bedste råd!

   

1 kommentar

  • Monica

    Hej Matilde
    Hvad arbejder du egentlig med… ud over at blogge selvfølgelig?😊
    Tak fordi du blogger og deler dit liv og dine tanker om stort og småt. Jeg synes du på alle måder virker virkelig skøn!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min fortid