16041 kilometer væk og helt alene

Langdistance forhold + how to

longdic

Nu skal du ikke blive forelsket, vel?“. Nok er jeg på den anden side af jorden lige for tiden – og jeg rejser helt alene og det kan jo afføde bekymringer hos mine kære. Dog er min fars største bekymring, om jeg skal forelske mig mens jeg er væk. “Du har bare at komme hjem igen!“, var nogle af hans sidste ord, som han afleverede sammen med en masse kys. Ret sødt.

Jeg har talt med flere piger hernede – som fik de samme ord af deres fædre, inden de tog afsted. Så det er åbenbart en international bekymring. For hvad nu hvis at jeg forelskede mig i en australier? Dét er altså langt væk. Ville jeg så flytte til Australien? Ville jeg tage ham med hjem? Ville jeg have et long distance relationship? Jeg ved det ikke – jeg kan ikke forestille mig at flytte til et andet land end Danmark, men jeg skal ikke kunne sige det med sikkerhed. For hvis jeg nu er vildt forelsket – så kan jeg finde på hvad som helst. Det er netop det allerbedste ved at være forelsket. At du kan alting. Der er ingen grænser. Årh hvor jeg håber at jeg har en forelskelses til gode.

Men jeg har faktisk et long distance relationship lige nu. Faktisk to – med min veninde Vibe som bor i Aalborg og læser til jordemoder (Vibe er seriøst én af de sejeste kvinder jeg kender!) og Maja som bor i Svendborg og som er socialrådgiver og som har opbygget et helt nyt netværk og liv i en by hun intet kendte til. Ret sejt. Dét ville jeg aldrig turde. Når man har veninder som bor langt væk, så gælder det om at prioritere hinanden. Tale i telefon, følge med i hinandens liv, forsøge at ses så tit som muligt, snappe sammen, tagge hinanden i dumme memes på instagram og like billeder på facebook. Jeg elsker de sociale medier – også når det kommer til at holde mig tæt med mine veninder, som måske ikke er tæt på mig fysisk.

Men hvordan gør du? Jeg vil nemlig gerne lave et indlæg med tips og tricks. Og det gælder altså både long distance relationships med veninder og kærester og familie. Hvordan gør man? Jeg ved at mange af jer læser et sted i landet, hvor jeres familie ikke bor. Måske er du også flyttet fra dine veninder og fra din kæreste? Måske har du forsøge at have et long distance relationship, som ikke gik? Hvad skete der?

Del hvordan du gør i kommentarfeltet eller send mig en mail. Så samler jeg alle jeres tips og råd i et indlæg. Så vi kan give vores viden og erfaringer videre til dem, som mangler inspiration til at holde liv i et forhold af en eller anden art.

God dag og husk at jeg klokken 11.00 går LIVE på min instagram!

   

26 kommentarer

  • Marie

    På nuværende tidspunkt er min kæreste i AUS i 7 måneder. Et godt tip er, at det godt kan være, at han er ude og se verdenen og at man skal give parten, som er ude at opleve en masse plads. Dog skal det også gå den anden vej.
    Den “efterladte” skal også have plads til at styrke sine venskaber og ikke hele tiden blive mindet om, at sin bedre halvdel er ude og rejse.

    Glæder mig til at læse flere tips <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Silje

    Mit aller bedste tip til lang distance forhold er at have et lys for enden af tunnelen. Det er selvfølgelig noget andet med en kæreste end med veninder, men hvis man starter et lang distance forhold uden at vide at om fx. 4 år bor man sammen igen, så kan det være svært at være optimistisk og forestille sig en fremtid sammen – som jo er vigtigt i et forhold! Ikke at have det mål med forholdet gjorde at mit tidligere forhold gik i stykker… Det kunne simpelthen ikke holde til at vi ikke kunne forholde os til hvad fremtiden ville byde for os. Og det er også hvad jeg har hørt mange succesfulde lang distance-par har haft som aller vigtigste element i deres forhold.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Når det kommer til en langdistance kæreste, så tror jeg at man rimelig hurtigt skal aftale at afstanden skal væk engang, måske endda sætte en dato. Jeg mødte min ex i England og det gik fint i starten, men fordi vi begge var lidt bundet til hver vores land, og vi ikke vidste i hvor lang tid, ja så gik det bare ikke. Lang distance forhold er svært! Det skal man bare være indstillet på fra starten

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg er flyttet væk fra veninder og familie. Det er faktisk enormt svært at starte et nyt netværk uden nogen bekendtskaber… nå, men min bedste veninde bor langt væk, og vi har ikke altid tid til at tage hele vejen hjem til hinanden. Så vi aftaler en Skype-date, hvor vi drikker kaffe, the og spiser kage sammen. Så er det næsten som at være på café sammen. Det er vildt hyggeligt, og vi kan snakke i flere timer sådan, om alt det vi hver går og laver. Før det, så var vores venskab ved at fade ud, for vi snakkede ikke meget sammen, og det var svært at finde tid til at mødes pga. transport og dyre togbilletter. Længe leve Skype!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Jeg har kørt et langdistance forhold siden januar 2017 og vi har lige haft vores 1-års dag i start oktober måned. Vi har virtuelle film/serie aftener, hvor vi ser den samme film eller serie samtidig, mens vi skriver sammen. Vi har ikke mulighed for at ses så ofte, da jeg har en anden kultur, hvor det ikke er i orden at have en kæreste. Sidst så vi hinanden efter 2 måneder og det var det rareste.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Min søster har en kæreste fra Australien, og bor altså selv i København. De har været kærester i lidt over to år, hvor de har boet på hver sin side af jordkloden. De har selvfølgelig besøgt hinanden, når det kunne lade sig gøre. De har prioriteret at rejse sammen, når de begge har ferie. De har helt styr på tidsforskellen efterhånden, så de ved hvornår de kan snakke sammen . Tror det handler meget om rutiner for at få det til at fungere. Samt at turde at drømme om fremtiden sammen, når alt føles svært og man savner hinanden. De er i hvert fald stadig smaskforelskede!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har et langdistanceforhold med min kæreste, hvilket jeg har en blog omkring med tanker, hvordan vi får det til at fungere osv 😊
    Du er velkommen til at kigge nærmere på det https://forelsketikultur.wordpress.com

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Chris

    Hej! I forhold til kæreste tænker jeg, ligesom nogle andre, at en fremtid, hvor man kan være sammen skal være diskuteret og eventuelt planlagt. Men husk at ses i virkeligheden!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidsel

    Jeg bor i udlandet og kender til det både med kæresten og veninderne. Med mine bedste veninder plejer vi at “spise sammen” eller sidde på balkone og drikke vin sammen – altså mens vi snakket i telefon sammen ☺ Så er det lidt som at være sammen og dele alle de små hverdags tanker så når man ses, ikke skal bruge en masse tid på opdateringer ☺
    I forhold til kæreste er der for mig gode og dårligt dage. På de svære dage hvor savnet er stort, tror jeg det handler om at huske at trække vejret når usikkerheden kommer krympende og ikke over tænke situationer (noget som jeg er utrolig god til 😬). Og også her få snakket om store og små ting så man føler man er del af hinandens hverdag også ☺

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Hej Helse
    Min kæreste og jeg har kendt hinanden i to 1/2 år – og har haft et langdistanceforhold i lige så lang tid. Nogle tidspunkter i forbindelse med udvekslingsophold på studiet og andre “bare” to forskellige steder i Danmark. Når man kaster sig ud i det, skal man være indstillet på, at det bliver pissehårdt, men at man godt kan klare det. Det gælder om (for os i hvert fald) at have et fælles mål om, at man på et eller andet tidspunkt inden for en overskuelig fremtid kommer til at bo det samme sted, så man sammen kan arbejde hen mod noget. Desuden skal man huske at prioritere hinanden. Vi ses f.eks. næsten hver weekend (når vi begge er i DK), og vi besøger hinanden, når vi er i udlandet. Dette har gjort, at vi har været nødt til at gå på kompromis med tiden til venner og familie, men alle er heldigvis meget forstående og ved, at det har en udløbsdato. Endelig snakker vi sammen hver dag – enten på telefon eller Skype. På den måde føles det som om vi har været der hele dagen sammen og kan følge med i hinandens liv. Vi har taget mange lange snakke om vores forhold, og selvom der selvfølgelig også er dårlige dage, så fungerer det bare, når vi begge har den samme indstilling. Det er et hårdt og opslidende projekt, men det kan sagtens lade sig gøre at komme igennem 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie-Louise

    For næsten to måneder siden flyttede jeg til Jylland efter fem år i København. Tilbage i København er samtlige af mine venner, bortset fra en enkelt der også tog turen til Jylland – bare en anden by. Jeg flyttede for at starte på min drømmeuddannelse, og selvom jeg de fleste dage er glad og stolt over at være flyttet fra alt velkendt, så er det også hårdt. Nogle dage konstant, andre dage kun i få minutter. For mig er sociale medier på mange måder en stor hjælp i forhold til at føle mig forbundet med mine venner. Men ofte oplever jeg også bagsiden af at kunne følge så godt med i hinandens liv: et forstærket savn baseret på forestillinger om, at der hvor alle de andre er, er der meget sjovere. Klassisk jo. Mit råd til dels at håndtere dét at være alene, dels at bevare et sundt og måske endnu bedre forhold til alle ens relationer – en kæreste, venner, famile – er, at man først og fremmest fokuserer på hvorfor man er, hvor man er. Hvad er grunden(de) til at jeg tog afsted? Hvad søger jeg at udrette undervejs? Hvad er mit mål? Jeg oplever at når jeg har ro i mig selv og min beslutning om at flytte, så har jeg også ro i alt omkring mig. Inklusivt mine relationer. Jeg forstår hvem der er mine venner, jeg forstår at det dybfølte venskab kan overleve år(tier), hvis man har ro i det, i sig selv og sine valg, og jeg forstår at venskab ikke er et spørgsmål om geografi men om vilje og kærlighed. Når jeg har det mindset kombineret med daglige snaps, udveksling af fjollede/nuttede hundevideoer på insta og fb, og telefonopkald en gang om ugen, så føles tiden mellem gensynet langt mere rigtig. Jeg er hvor jeg skal være, de er hvor de skal være og mængden af kærlighed overskygger alle dage antallet af kilometer mellem os.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • MS

    For et år siden, flyttede jeg med min (danske) kæreste til Holland, grundet hans job. Vi elsker at bo her, men det kan til tider godt være lidt svært at undvære både familie og veninder. Specielt nu, hvor jeg er gravid og kun har 2mdr til termin. Jeg kan tit sidde og bekymre mig om, hvor tir min datter mon kommer til at se vores familier, for jeg ønsker at hun skal have et tæt bånd med dem. Men vi har klaret den ind til videre, og det hjælper da på det, at der ikke er længere end 1,5t flyvetur hjem til København. OG sociale medier hjælper da også en HEL del. Jeg FaceTimer dagligt med min mor, og så ofte som det er muligt med mine veninder.
    Det kan virkelig være skræmmende en gang i mellem, at bo så langt væk. I starten var jeg bange for “at gå glip af noget”, men jeg har i stedet fundet en ro i mig selv, og fundet ud af, hvem mine ÆGTE veninder er – som har forståelse for, at når man er hjemme i dk i 3 døgn ad gangen, så er det altså ikke muligt at nå at se ALLE… det har jeg mistet nogle veninder på, fordi de følte sig “fravalgt”…
    MEN: når det så er sagt, så elsker jeg at bo her, og jeg glæder mig til at starte vores egen lille familie, og mit og min kærestes bånd er KUN blevet stærkere, af at vi kun har haft hinanden❤️ Og det samme med båndet til vores familier og (ægte) venner❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Hej HelseM
    Jeg har været sammen med min kæreste i nu 4 år, hvor han det sidste 1,5 år har været inde ved militæret. Først i livgarden og siden er han blevet uddannet sergent. Vi ses som oftest hver weekend, nogle gange kun hver 2. Weekend. Det er lang tid og uanset om der går 7 eller 14 dage er onsdag ALTID den værste dag, hvor jeg går i seng med en klump af savn i maven.. men vi klarer os jo allesammen igennem på en måde. Jeg plejer at sætte noget rart musik på om aftene og så indstille det til af stoppe efter 20 min. Så kan jeg falde i søvn unden at tankerne vandre for langt of savnet bliver for stort. Dog prioriterer jeg at bruge min tid med ham så vidt muligt i weekenderne når vi så endeligt ses. Men det er en udfordring i hverdagen, for man er ikke en del af hinandens liv på samme måde og der er flere og flere ting man ikke ved noget om.. men det handler helt klart om at være godt til at kommunikere og få sagt tingene både små som store og inddrage hinandne hvor man kan. For vores vedkommende hvertfald. Man skal jo finde sin egen vej.
    Knus T

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Min absolut tætteste veninde flyttede til London for et år siden. Heldigvis er det jo et sted der er forholdsvis billigt og dejlig let at komme til, men det skal jo også lige passe os begge at rive en hel weekend ud af kalenderen for at ses.
    Vi har næsten dagligt, ihvertfald så tit som muligt, en telefonsamtale om morgenen når vi er på vej på arbejde eller om eftermiddagen/aftenen når vi begge går tur med vores hunde. Det passer heldigvis for det meste med at det er nogenlunde samtidig på trods af den times tidsforskel der er.
    De samtaler ville jeg for alt i verden ikke undvære

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Hejsa,
    Jeg datede faktisk en fra Australien for et par p tilbage.. han boede i Sydney, og hold nu op det var ikke nemt.
    Det der long distance relationship er noget man virkelig skal overveje før man springer ind i det.. vi nåede aldrig at mødes in real life, men jeg håber at jeg en dag kan møde ham når jeg ligger en tur forbi Sydney 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stina

    Hej
    Min bedste veninde tog til Australien for nogle år siden, planen var 3 mdr som aupair og så hjem igen. Dernede møder hun så en anden aupair og de to vælger at rejse rundt og se Australien sammen. Min veninde møder så en australier på en pub. Min veninde vender hjem igen, men kun for en stund…
    Det korte og det lange er at min veninde rejser tilbage til australieren og er i dag gift med ham, har fået deres første barn og hun bor dernede permanent.

    De gange hun har været i dk, har det føltes som om vi så hinanden i går.. kontakten er lidt svær at holde pga tidsforskellen. Men vi skriver sammen.
    Tror det vigtigste for at bevare venskabet er at acceptere at det ikke bliver som da hun boede i dk. Jeg kommer ikke til at være så tæt på hendes barn som vi nok begge havde forstillet os.
    Jeg tror man skal værdsætte det nye slags venskab man har og så ekstra nyde når hun kommer på besøg herhjemme.

    …Og jeg har desuden også en undskyldning for at rejse til Australien en gang i fremtiden 😉

    Ved ikke om du kunne bruge det til noget?
    Knus Stina

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thilde

    Jeg moedte selv min store kaerlighed i Sydney i 2014, da vi var pae udveksling (Han er fra El Salvador, men studerede i Mexico). Til at begynde med regnede vi med at vores forholde ville ende naer vi tog hjem, men da dagen kom ville hjertet noget andet, sae vi besluttede, at vi ville proeve at fae det til at fungere. Vi havde et lang-distance forhold i ca et aer hvor vi moedtes 3 gange. Vi lavede dog ret hurtigt planer om, at vi skulle flytte sammen, naer vi havde afsluttede vores uddannelser, sae da jeg afsluttede min bachelor flyttede jeg til Mexico for at vaere sammen med ham. Jeg er her endnu og til sommer skal vi giftes. Jeg havde virkelig svaert ved lang-distance, men det hjalp mig meget at vi hele tiden havde et moede planlagt og at det var pae bestemt tid. For mig er det vildt svaert at forholde mig til hvis det er pae ubestemt tid. Mit nuvaerende lang-distance forhold til familie og venner er derfor ogsae gaeet hen og blevet endnu svaerere, da jeg aldrig ved hvornaer jeg ser dem igen 🙁 Man har ekstremt fae feriedage i MX, sae jeg har kun vaeret i DK i sammenlagt 12 dage siden jeg flyttede for 2,5 aer. Baede min kaereste og jeg vil gerne til Europa, men pga hans nationalitet er det vildt svaert at fae visum og job. Forhaebentlig lykkedes det en dag sae jeg pae et tidspunkt kan fae et “kortere” lang-distance til dem jeg holder af! Mit bedste raed er at holde dig til europaererne hahah det goer det lidt nemmere i fremtiden 😛

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linn

    Selvom jeg ikke kan slå langdistance forhold i andre lande, så levede min kæreste og jeg 4 år hvor vi kun så hinanden i weekender og ferier før vi endelig kunne flytte sammen, ham boede i Aabenraa og jeg boede i Ringsted. ..
    Det krævede rigtig rigtig meget, og jeg giver dig helt ret i at de sociale medier og helt generelt telefonen er der vigtigste for at kunne holde kontakten ..
    Men her 7 år efter vi mødte hinanden første gang, er vi stadig sammen . Så det kan snildt lade sig gøre.
    Nu kører vi begge dog lang distance forhold til vores venner, veninder og familie. Det hårdeste for mig er klart “kun” at se min familie en gang om måneden. Og når vi endelig ses er der fordi vi skal til et eller andet arrangement. Jeg kommer ikke hjem bare for at få aftensmad eller en kop te…
    Men det fungerer og jeg vil ikke bytte Odense ud med noget !
    Det er også rart at vide at vi begge er lige langt væk fra familie og venner. Sådan så en af os ikke har hele vennekredsen og hele familien lige rundt om hjørnet, mens den anden ikke kan se sin familie når man vil ..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg har prøvd langdistanse forhold med en kjæreste og aldri igjen…. Jeg sparte og jobben for å få råd til å reise han ikke like mye. Når jeg endelig hadde fått nok penger til å besøke han så viste det seg at han hadde vært utro så fort jeg ikke var der… Jaja. Sier kanskje mer om mannen enn langdistanse forhold..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg har egentligt altid tænkt, at jeg ikke ville kunne være i et langdistanceforhold. Jeg har altid undgået det. På grund af afstanden, den manglende fælles hverdag og det enorme savn, jeg kunne forestille mig, der ville opstå. Og nu befinder jeg mig netop i ovenstående, og det er endnu vildere end jeg havde forestillet mig og alligevel får vi det til at fungere. Kærligheden opstod. Han skete. Og så tager vi det hele med. Jeg savner ham i det sekund vi siger farvel om søndagen. Jeg savner de små detaljer i hans hverdag, som jeg ikke får med og oplever med ham. Vi vægter kommunikation, ærlighed, tillid, humor og kærligheden meget højt. Vi ved, at det blot er for en periode, men vigtigst: så tror vi begge på det. At vi kan overkomme denne periode uden at miste troen på os, vores kærlighed, drømmene og håbet. Hvis vi er meningen, så består vi. Hvis ikke, så glemmer jeg aldrig tiden med ham.
    Langdistanceforhold forlænger sommerfuglene, spændingen, savnet, behovet og lysten. Han er længslen værd.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg tror, som andre har skrevet, at det er vigtigt at have et mål om at bo sammen på et tidspunkt. Og så tror jeg et solidt venskab er det eneste der holder i længden. Hvis man ikke er rigtig gode venner (og selvfølgelig kærester), så tror jeg hurtigt kontakten bliver “flad”. Man skal have en masse at snakke om og være oprigtig nysgerrig på den andens liv og hverdag. For kommunikation over beskeder og telefonsamtaler bliver kernen, og det fysiske fylder jo ingenting i hverdagen.
    Sådan får vi det i hvert fald til at fungere, selvom vi ikke på den måde har et langdistance forhold, men min kæreste rejser i længe perioder med jobbet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg har de sidste

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg har de sidste 9 måneder været kæreste med en sød afrikansk fyr. Vi mødte hinanden på min højskole på Zanzibar og det udviklede sig med tiden til et rigtigt forhold. Vi snakker sammen næsten hver dag over både facebook og whatsapp og gør vores bedste for at dele hverdagens oplevelser. Vi har siden december, hvor mit ophold på min højskole sluttede, set hinanden 2 x 2,5 uge og det er lige vidunderligt hver gang. Vores liv er vidt forskelligt, vi taler engelsk sammen og jeg halter mig igennem swahili når jeg skal snakke med hans familie. Men det er et eventyr og han er den bedste dreng i verden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • A.

    Hej Matilde!
    Jeg har selv været i et forhold med min kæreste i 4 år nu, hvor 3 af dem har været lang distance. Jeg flyttede til Skotland væk fra familie, venner og kæreste i 2014 for at tage min uddannelse, og min kæreste flyttede til Tyskland for at tage sin. Det hårdeste var starten, hvor jeg græd hver gang vi skulle sige farvel. Efter nogle år, begynder man at vænne sig til det og fokuserer i stedet på næste gang man skal ses. Vi har været gode til at besøge hinanden så ofte som vi kan (tak til Ryanair og EasyJet der gør at man har råd til at se hinanden), og det er som regel et par dage ad gangen hver 2. måned. De vigtigste ting for at jeg har kunne få long-distance til at fungere:
    – at vide at vi begge vil forholdet lige meget og er villige til at investere den ekstra indsats det kræver
    – at vide at det er midlertidigt (Efter 3 år fra hinanden, har vi nu 2 år tilbage til vi forhåbentligt kan flytte til samme land og bo sammen. Jeg vil ikke kunne holde til det hvis jeg ikke vidste om der var tale om 5 eller 10 års ventetid, eller resten af livet)
    – at man stoler 100% på hinanden
    – at personen også er en rigtig god ven, i den forstand at forholdet ikke udelukkende er fysisk. Man skal kunne holde til ikke at have den fysiske del af forholdet med i lange perioder
    De sociale medier og teknologien i dag gør at det er super nemt at kommunikere med hinanden dagligt, og det gør det 100% nemmere at komme igennem. Det gælder også afstanden til min familie som jeg kun ser 2-3 gange om året. Men det er hårdt på en anden måde end dét at være væk fra sin kæreste. Dog har jeg det okay med det, og føler at når alle har en hverdag og man kan Skype med hinanden, så føles tiden hvor man ikke ser hinanden ikke så forfærdelig lang – så længe at man ved at man ses igen! Ift veninder har jeg desværre mistet kontakt til rigtig mange, men der lærer man så også hvem ens rigtige venner er, ift hvem der er villige til at holde kontakten ved lige, besøge hinanden osv. Der har jeg lært på den hårde måde at rigtig mange af dem man troede var gode veninder, er ret ligeglade når det kommer til stykket.
    Håber du kunne bruge det til noget <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Jeg har haft et langdistanceforhold med en Amerikaner, som jeg mødte da jeg selv boede i USA. Vi var sammen i 8 måneder, inden jeg skulle flytte tilbage til Danmark. Vi aftalte at hvis vi stadig var sammen efter to år (jeg skulle gå i skole herhjemme i to år), så ville vi gifte os, så jeg kunne flytte tilbage. Det holdte. Lige indtil jeg rent faktisk skulle flytte. Vi havde indsendt ansøgning til forlovelsesvisum, hvilket var godt igang. Planlagt bryllupsdato og alting.Vi skulle giftes præcis 3 år efter vores første date.. Men da jeg kun havde eksamener tilbage, og næste skridt rent faktisk var at flytte, så ville jeg ikke alligevel. Jeg kunne ikke. At flytte resten af mit liv så langt væk, var for meget. Så vi tog en uge til Island og fik sagt ordentligt farvel. Vi er idag gode venner, da han fuldt ud forstod mig, men var såret. Dét var hårdt, og noget jeg ikke overvejede det mindste, da jeg indledte et forhold med ham! Idag er jeg glad for jeg ikke tog det store skridt, men stadig har et netværk i USA jeg kan besøge, så det nu “bare” er mit andet hjem!
    Held og lykke med kærligheden, til os allesammen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Jeg er i et langdistrance forhold pt. Han bor er i Berlin og jeg i København. Vi mødtes da jeg var på udveksling sidste semester, og har været sammen i 6 måneder.
    Mit bedste tip er at skype, så ofte som muligt/man har behov får. Vi skyper stort set hver dag, og snakker både om de vigtige ting men også små ligegyldige hverdagsting. Det tror jeg, hjælper rigtig meget med at holde os forbundet.
    Vi har ikke snakket om vores fremtid endnu, og det kan jeg godt mærke skræmmer mig lidt. Omvendt er det hele stadig forholdsvis nyt, og nu ved jeg bare at jeg gerne vil være kærester med ham.
    Et andet tip, er at det er vigtigt at forholdet er ligeværdigt. Jeg var tidligere i et langdistance forhold med en psykisk syg, hvor det var mig der tog hele slæbet. Det holder ikke og er simpelthen for hårdt.
    Et tip jeg vil give folk udefra. Jeg har tit oplevet, at noget af det første folk spørger om, når jeg fortæller at jeg er i langdistance forhold, så er det hvad vores planer er. Skal jeg flytte til Tyskland eller skal jeg flytte til Danmark? Det er fint at være nysgerrig, men omvendt spørger man heller ikke et helt “almindeligt” par, som lige er fundet sammen, om hvornår har så I tænkt jer at flytte sammen f.eks.? Jeg har tit oplevet at skulle forsvarer forholdet, og det kan godt være lidt irriterende.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

16041 kilometer væk og helt alene