Podcast anbefalinger

Bange for mørke

img_0427

Mandag i november. Eller bare en dag i november. De ligner efterhånden alle sammen hinanden. Grå, blæsende, kolde og semi-deprimerende.

Jeg er ikke deprimeret, faktisk har jeg det ret godt for tiden. Trods blæst og kulde. Men jeg bliver bange, når det er mørkt. Ikke for mørket – selvom jeg var voksen, før at jeg kunne sove alene, uden at have tændt lys – men jeg bliver så bekymret og tænksom og får mørke tanker, når det er mørkt udenfor.

Pludselig kan en lille bekymring blive stor og altomsluttende. Mest bekymringer og tanker om døden. Ikke at jeg selv skal dø – det har jeg aldrig været bange for – men at mine kære skal dø eller komme til skade eller være ulykkelige.

Igår var jeg på vej i seng. Jeg var glad, mine forældre havde lige været til kaffe og jeg var dejlig træt. Pludselig kom jeg til at tænke på, om jeg snart skal miste mine forældre. Hvordan skal jeg kunne leve uden dem? Tankerne løb afsted med mig og jeg forestillede mig alt muligt og umuligt. Mit hjerte bankede hårdt i brystet og jeg fik åndenød – og kunne pludselig ikke rigtig finde ro.

Jeg fandt ro, for jeg kender mig selv og mit tankemønster. Jeg ved at det bliver svært, når det er mørkt. Det er snart årsdag for min lillebrors død. December er bare ikke lige så dejlig, som den var engang. Fordi det i den grad bliver synligt, at jeg mangler ham. At han mangler ved julebordet. Nytår er årsdagen og den er endnu værre. Der mangler han ved min side. Med sit skæve smil, sine brede skuldre og hans varme, lange kram. Som han kun gav til 3 mennesker i hele verden. Min far, min mor og mig. Jeg savner ham helt ind i sjælen for tiden.

Jeg synes at mørket er uhyggeligt og jeg er bange for det. Mørket dæmper for min glæde, min livsglæde, som jeg har genvundet trods mit livs sorg. Jeg føler mig pludselig mere ensom og alene, i mørket. Jeg bliver hurtigere ked af det og jeg tænker oftere på død og ødelæggelse.

Men samtidig har jeg rykket mig. Jeg er ikke deprimeret og jeg griner langt mere, end jeg græder. Jeg er en glad pige igen og jeg er glad for mit liv. Jeg vågner de fleste dage og smiler, glæder mig til dagen. Har energi til det meste og jeg er glad for, at jeg er hvor jeg er. Men tankerne tager hurtigere over, når det er mørkt og koldt udenfor. Så savner jeg en, som kan holde mig i hånden, når tankerne bliver for tunge for mig at bære selv.

Kender du det? Del endelig. Jeg ved, at jeg ikke er alene <3

Billedet er taget af dygtige Emily. Se hendes fine billeder her.

   

3 kommentarer

  • Bonde

    Jeg kender det alt for godt, og nogle gange så når man ikke lige har nogen at snakke med om ting der fra starten bare fylder lidt, så med tiden begynder det bare at fylde rigtig meget og til sidst har man intet overskud eller energi til noget som helst… Men bare man snakker lidt om det der fylder, så går det lige så stille over :))

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Du beskriver virkelig mine dybeste tanker. Jeg hader når vejret bliver trist og gråt og tankerne bliver mørkere. Jeg er dog også selv bange for at dø. Jeg bliver aldrig vant til tanken og nogle dage er dog værre end andre. Men kan sagtens nikke genkendende til det du siger med, at det er helt uoverskueligt, at man skal miste sine kære. Jeg hader det. Helt ind i sjælden. Men derfor skal man ELSKE dem hver dag, være god ved dem og holde dem tæt. Man kan ikke elske for meget. Du er i hvert fald ikke alene med de tanker. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann-Marie

    Du sætter mange fine ord på nogle meget svære følelser – både svære at håndtere, men også svære at snakke med andre om. Det er virkelig rart at læse, at andre har det på samme måde. Det hjælper – det skal du vide!
    Jeg er bange for at miste mine forældre hver dag. De er begge pensionister. Min mor har haft kræft af flere omgange og min far har været ved at dø af blodforgiftning 2 gange. Den smerte der følger med at miste kender jeg selvfølgelig ikke, men det altoverskyggende mørke, der pludselig kan ramme, når man tager hjem efter at have besøgt dem eller de har været hos mig, kender jeg. De er mine bedste venner, vi er et trekløver, og jeg snakker med dem hver dag. Jeg kan græde i flere timer og være helt utrøstelig, når mine tanker spinder. Særligt om aftenen bliver jeg bange. Jeg kan virkelig godt forstå, at du savner en, der kan give dig omsorg i de stunder – det kan lette! Men selvom min kæreste forsøger sit bedste er det der ensomheden rammer mest.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Podcast anbefalinger