Mad i skraldespanden og hvordan du undgår det

Grå torsdag som de kun kan være i november

dsc03060

Tidligere i dag så jeg ud af mit køkkenvindue. Klokken var ikke engang 12 og det var allerede mørkt, gråt og sikkert bidende koldt. Jeg har endnu ikke været ude for en dør. Jeg har en rigtig torsdag. Kender du dem?

Torsdag og søndag er de dage, som jeg holder mindst af. Intet slår en søndag, det er stensikkert. Men der er også noget trist over torsdag og jeg ved ikke helt hvorfor. Måske er det bare i efteråret, at torsdagene er lange og grå.

Jeg har følt mig ensom, siden at jeg kom hjem fra Australien. Og når du kigger på mig – så har du måske svært ved at se, hvornår jeg er ensom. Jeg har mange, nære veninder. Jeg ser mine forældre tit. Jeg har en stor omgangskreds og jeg møder, igennem mit arbejde, nye mennesker stor set hver dag. Jeg er ofte ude, jeg laver mange ting i løbet af en uge. Alligevel er ensomheden endnu engang flyttet ind i mit hjerte, her i november. Særligt denne torsdag. Og den kommer frem, ligeså snart jeg sætter nøglen i min hoveddør og lukker døren bag mig. Og ved, at jeg skal være alene indtil næste dag.

Det er ikke fordi, at jeg er ked af det. Det er jeg som sådan ikke. Jeg skal ses med én af mine søde veninder senere og jeg har så mange gode ting i mit liv lige nu. Men jeg er ensom og det er blevet en form for grundfølelse, de seneste par år. Jeg er jo alene, når alt kommer til alt. Jeg bor alene. Jeg sover alene, hver eneste nat og jeg står op alene. Jeg er ved at kaste op over, at være alene. Jeg savner at blive nusset i håret, holdt om, længe og jeg savner nærhed. Og de følelser fylder lige nu. Denne grå torsdag.

Jeg er presset for tiden, overskuddet er ikke stort og netop derfor, får ensomheden endnu større rådighed i mit hjerte. Måske har jeg brug for mere nærhed, fordi jeg er presset. Måske vil jeg gerne passes lidt på. Det er hårdt at klare sig selv, hele tiden.

Én af mine strategier, når jeg kan mærke, at ensomheden har rundsave på albuerne og vil dominere mit hjerte er, at sørge for at jeg har noget socialt hver dag. Det kan være en kop kaffe med en veninde, en løbetur med en veninde, at få en veninde på besøg, besøge mine forældre eller gå i biografen med en veninde eller to. Det handler om at være sammen med nogen, som jeg holder af. Dét kan holde ensomheden nede.

Min far sagde engang, og jeg har vist skrevet om det før, at jeg skal prøve at blive venner med ensomheden. Det er ikke lykkedes mig endnu, men jeg giver ikke op. Ensomhed er en følelse som altid vil være til stede, hos mig, i højere eller lavere grad – jeg skal lære at den ikke skal have lov til, at dominere mit liv på en negativ måde.

Om et par timer kommer Jeanne og henter mig og jeg glæder mig til nogle timer i selskab med hende. Hun dulmer nemlig ensomhedsfølelsen.

Kender du til det jeg skriver? Skriv gerne dine strategier i kommentarfeltet, du vil hjælpe mig og måske de som læser med og også har en grådig ensomhedsfølelse.

Du er aldrig alene <3

 

   

11 kommentarer

  • Charlotte

    Jeg har det præcist på samme måde lige nu. Jeg kan ikke fortælle dig hvordan man håndterer det bedst, for jeg prøver desperat selv at finde en måde at gøre det på.
    Knus til dig Mathilde

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Claudia

    Jeg kan virkelig nikke genkendende til det du skriver, jeg er kommet ud af et 8 årig langt forhold for et halvt år siden og de første mange måneder, var jeg slet ikke hjemme. Jeg var sammen med den ene veninde efter den anden, sås med nogen forskellige fyrer netop fordi jeg slet ikke lod ensomheden få en plads i mit liv. Hverdagen er efterhånden startet og jeg er begyndt at omfavne den mere, hvis den tager over ringer jeg til mine veninder eller familie og nogen gange er opkaldet faktisk nok. Jeg har datet lidt, for at få den følelse af at jeg stadig er tilstrækkelig og få lidt nærhed, og lige nu virker det okay. Men du er absolut ikke alene. Tak for din blog og dig. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Da jeg var single var november også den værste måned. Det var tit søndage, hvor man var efterladt til sig selv og sine tømmermænd. Dét savner jeg ikke. Til gengæld savner jeg alle de fordele ved at være single – friheden, at jeg selv kan bestemme aftensmad, træningstider, ligegyldige fødselsdage hos svigerfamilien, planlægning m.m.. Jeg tænker, man bør rette fokus mod dem og give mindre (tanke)plads til sine afsavn. Jeg læste en gang Sartre, der beskrev ensomheden som et udtryk for dårligt selskab, noget ala: “hvis er du ensom, når du er alene – så er du i et dårligt selskab”.

    Så jeg begyndte at blive et bedre selskab for mig selv – jeg begyndte at underholde mig selv i at tegne, skrive dagbog, lave perler og se sine veninder, præcis som du også gør. Jeg slettede alt, hvad der hed Tinder, som mindede mig om hvad, jeg mildest talt savnede.

    Din tur til Australien ville heller ikke ha’ været det samme, hvis du havde en kæreste herhjemme 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Majbritt

    Du er på ingen måde alene om den følelse Matilde. Jeg blev single for 4 mdr. Siden efter et forhold som varede lidt over 3 år. For første gang nogensinde bor jeg alene. Jeg har virkelig skullet vænne mig til sitationen, og jeg mærker også ofte tomheden og ensomheden over at sidde alene hjemme de fleste aftener, hvor mange andre hygger med deres kæreste. Dét savner jeg! Men på de værste dage bruger jeg mine veninder og familie, og ellers tillader jeg bare mig selv at være ked af det og at det er okay og naturligt at føle ensomhed når man egentlig helst ville have en at dele hverdagen med. Men én ting minder jeg altid mig selv om; man skal aldrig ALDRIG miste håbet. For alle fortjener at føle nærhed og kærlighed, og der er jo en til os alle, hvis ellers vi tillader kærligheden at komme. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Hej 😊 Jeg har altid haft den følelse du beskriver. Siden jeg var barn. Men særligt at følelsen mere larmende, når jeg er presset. I de perioder giver mig selv ro. Undgår selskab der er drænende og sover mere ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirstine

    Dine tanker og ord er som taget ud af mit hovedet.
    Det føles sommetider helt forkert at tillade sig at være ensom, når man har et travlt liv med arbejde, skole, veninder, træning, familie osv.
    Men den følelse overskygger bare alt, og selvom jeg er smilende og glad blandt alle jeg er omkring i det daglige, så fylder ensomheden bare hele tiden. Jeg bryder tit sammen lige så snart jeg kommer hjem og lukker min hoveddør. Det har været rigtig slemt det sidste års tid især, kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har været sådan rigtig lykkelig eller tilfreds med min tilværelse. Ville ønske at jeg havde nok i mine veninder og min familie. Men det kan bare ikke erstatte en kæreste. Det kan det bare ikke.
    Jeg har så aldrig haft en kæreste, og går også og slår mig selv oven i hovedet over det. På mit 25. år her, er jeg godt nok træt af, at folk siger det kommer når du mindst venter det. Hold jeres mund, det hjælper mig ikke nu! haha.
    Jeg afhjælper også min tristhed ved at være fuldt beskæftiget.Og at tale om det med nogle af min allertætteste veninder, det hjælper for korte perioder. Så får jeg noglegange sat tingene lidt i perspektiv. Men lynhurtig ryger jeg tilbage i samme tankestrøm.
    For lidt tid siden gik det op for mig, at jeg egentlig ikke kan afhjælpe det. Og jeg vil ikke sætte mig tilfreds med, hvad mit liv mangler i bund og grund. Jeg bliver først glad når jeg finder kærligheden. Det er det, der skal til. Indtil da prøver jeg bare at få livet til at rulle.
    Bl.a. ved at dyrke mig selv – træne så jeg er tilfreds med min krop og gøre noget ud af mig selv, så jeg føler mig attraktiv. Så kan jeg i hvert fald ikke give mig selv skylden 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er ikke alene, kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Dine ord rammer lige præcis de følelser, jeg selv sidder med. Jeg hader, når tiden kommer, hvor jeg skal hjem fra arbejde. Når jeg lukker min hoveddør efter mig, rammer ensomheden, stilheden bliver overvældende og tårerne presser sig på. Vil bare gerne have et kram eller i det mindste bare et venligt klem på skulderen. Et eller andet lille tegn på omsorg. Og desværre har jeg ingen steder at vende mig hen. Alle har så travlt med deres egne familier, og ingen spørger, hvordan det går. Bliver på en eller anden måde også bare mindet ekstra meget om, at jeg er alene, når jeg er sammen med andre. Det er paradoksalt. Man higer efter selskab men frygter det også, fordi man ved, hvilke følelser der følger med bagefter. Det er ikke nemt at bryde den grundlæggende følelse af ensomhed, når først den har bidt sig rigtig fast – desværre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Jeg går i 3.g i en klasse med 27 fantastiske mennesker. Hver dag bruger jeg 5 timer sammen med disse mennesker. Jeg har nogle skønne veninder, som jeg er sammen med i løbet af min skoledag. Alligevel kan jeg godt føle mig alene. Der sidder et slags behov for, at nogen bare ville spørge, “Hey, skal vi ikke tage i biografen en dag?”, “Hvordan går det så med dig?” eller “Skal vi ikke tage hjem, og lave pandekager sammen?”. Istedet tager jeg hjem og laver lektier, hvis jeg har overskud til det.
    Jeg tror heller ikke, at mine forældre kan se, at overskud ikke er noget jeg er fyldt med. De forstår nok bare ikke helt, at man kan føle sige ensom, selv når man omgiver sig med en masse mennesker hver dag. De forstår ikke helt, at jeg ikke bruger mere tid på lektier og afleveringer. Ifølge dem burde jeg tænker mere på at få en god fremtid, men min førsteprioritet er, at have det godt lige nu og her.
    Jeg har brug for, at der er nogen der kan se mig i øjnene, og sige at de forstår den følelse, som jeg bærer rundt på.
    Jeg sender kærlighed og positive tanker til alle, der kan genkende det og/eller har det ligesådan❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Jeg går i 3.g i en klasse med 27 fantastiske mennesker. Jeg har nogle skønne veninder, som jeg er sammen med i løbet af min skoledag. Alligevel kan jeg godt føle mig alene. Der sidder et slags behov for, at nogen bare ville spørge, “Hvordan går det så med dig?” eller “Skal vi ikke tage hjem, og lave pandekager sammen?”. Istedet tager jeg hjem og laver lektier, hvis jeg har overskud til det.
    Jeg tror heller ikke, at mine forældre kan se, at overskud ikke er noget jeg er fyldt med. De forstår nok bare ikke helt, at man kan føle sige ensom, selv når man omgiver sig med en masse mennesker hver dag. De forstår ikke helt, at jeg ikke bruger mere tid på lektier og afleveringer. Ifølge dem burde jeg tænker mere på at få en god fremtid, men min førsteprioritet er, at have det godt lige nu og her.
    Jeg har brug for, at der er nogen der kan se mig i øjnene og sige, at de forstår den følelse, som jeg bærer rundt på.
    Jeg sender kærlighed og positive tanker til alle, der kan genkende det og/eller har det ligesådan❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alice

    Du er ikke alene, Matilde 😘
    For et halvt års tid siden gik min eksmand og jeg fra hinanden efter næsten 14 år sammen. Det har været hårdt, særligt fordi vi også har to børn sammen, men de trives rigtig godt – og det betyder alverden for både deres far og jeg.
    Jeg har dage, hvor savnet til mine børn er ubeskriveligt stort, men vi nyder tiden vi har sammen, når vi netop er sammen. Desuden bor vi tæt på hinanden og de er blot et opkald væk.
    Til gengæld nyder jeg også tiden, når jeg er børnefri. Jeg bestemmer selv, hvad og hvornår jeg vil spise; hvornår jeg vil træne; ses med venner og veninder osv.
    Af og til kan jeg savne at være to, men den tid kommer, når jeg engang er klar til det. Lige nu nyder jeg min “mig-tid” og tiden med mine børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mad i skraldespanden og hvordan du undgår det