Grå torsdag som de kun kan være i november

Jeg giver op

dsc03171

Foto: Morten Svane

Fredag sad jeg hjemme hele dagen. Og tænkte. Og følte mig ensom, alene og jeg følte mig utilstrækkelig.

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ikke ville dele dét, som jeg kommer til at dele i dette indlæg. Hvis du læser med herinde i ny og næ så ved du, at jeg for det første har svært ved, at holde min kæft og for det andet hellere end gerne vil dele mit liv og mine succeser og nederlag med dig. Det gør jeg nu. Deler et nederlag.

Jeg har igennem det sidste halve år læst til madmentor. En uddannelse som er meget, meget vigtig og en uddannelse som er lige mig. Jeg har skrevet om uddannelse før – blandt om mit golden shower. Og jeg har været så uendelig glad for uddannelsen. Det har virkelig været en rejse for mig. Jeg har lært mig selv at kende, på områder jeg ikke vidste eksisterede og jeg har lært andre mennesker at kende – lært deres historie at kende, lært at alle har deres at kæmpe med. Jeg er vokset, jeg er blevet bedre og klogere og jeg er blevet mere afslappet i forhold til min krop og kost.

Men.

Certificeringen foregik fredag. Og jeg tog ikke afsted. Jeg gik fuldstændig i sort i starten af ugen, fordi jeg skulle til “eksamen” og præstere. Jeg har det så svært ved de situationer. Hvor jeg skal vise hvad jeg kan og hvad jeg har lært. Jeg får akut præstationsangst. Jeg får eksem på min krop. Jeg sover ikke om natten. Jeg sveder voldsomt. Jeg har kvalme og mister appetitten. Alt det startede søndag aften. Det var svært at være i. Det ændrede mit humør og jeg var ked af det. Og presset. Virkelig presset. Jeg har alt for meget at se til, for øjeblikket. Jeg kaster alt for mange bolde op i luften, fordi jeg vil det hele – gerne samtidig. Det kan jeg ikke magte. Og derfor tog jeg onsdag en beslutning. At jeg ikke ville gå op til certificeringen.

Det var en rigtig svær beslutning og jeg var længe om at tage den. Jeg talte meget med min veninde om det, som sagde “Du gør dit bedste og det er også stærkt at mærke efter og det er endnu stærkere at kunne sige fra. At turde at sige fra“. Så det gjorde jeg. Jeg sagde fra. Med tårer i øjnene, med en følelse af at fejle og med en smag af nederlag. Fredag var hård. Jeg var hjemme, alene og jeg hatede på mig selv. For at have fejlet.

Jeg tænkte meget over, hvornår jeg sidst har opgivet noget. Jeg kan ikke huske det. Dét trøstede mig. Ikke fordi at man ikke må give op. Men jeg giver normalt aldrig op. Og jeg gav ikke op i fredags. Jeg mærkede efter og sagde fra. Det var ikke det værd for mig. Og jeg lyttede. Dét er første gang. Og det vil jeg gøre noget mere. For det vokser man faktisk også af.

Du er god nok. Altid <3

   

8 kommentarer

  • Mette

    Godt, ærligt og ikke mindst inspirerende indlæg.
    Jeg vil dog ikke give dig ret i, at indlægget omhandler et nederlag. At sige fra kræver så meget mere af én, at jeg bestemt vil betragte din beslutning som en succes.
    Tak for en god og ærlig blog 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nikoline

    Stærkt gået! Måske du bestod din egen eksamen i at mærke efter istedet? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Det er dejligt du deler ❤️..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Når jeg læser det her, så tænker jeg absolut ikke ‘nederlag’. Jeg tænker at du lyttede til dig selv og vurderede hvad der var bedst for dig og det kan aldrig blive et nederlag.
    Som en anden skriver, så var lige præcis dén beslutning måske egentlig din egen personlige eksamen – i selvindsigt.
    Der er en mening med det hele, også når det måske ikke føles sådan. Det at du valgte dette fra, vil kun åbne op for nye muligheder dit liv som du ikke havde fået ellers.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christel

    Kære Mathilde

    Jeg kender alt for godt det med at kaste mange bolde op i luften – nogle griber man, andre gør man ikke..
    Muligvis kan du tage certificeringen senere hen, når tiden og overskuddet er der? ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elise

    Ærligheden over for dig selv er der, og det er sundt. Men synes dog det er en skam ikke at gøre noget færdigt som du brænder for, på grund af frygt. Om du var så gået op og fået en dårlig karakter, så ville stoltheden over at gjort noget på trods af, at man var bange, være fantastisk. Jeg håber for dig, at du får muligheden for at gå om, så du kan opleve den store success følelse i at turde gøre noget, som man er bange for, og sikkert også lykkes til UG med det. Netop herved kan man udvikle sig som menneske.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte Sørensen

    Forstår dig til fulde! Angsten kan være så altopædende, at det ikke er til at være i. Jeg kender det fra mig Selv, desværre.
    Jeg henter hjælp i Bachs blomstermedicin. Rescue dråber er virkelig gode! De fås også i tyggegummi og pastiller (som skal tages som var det et bolche). Det er helt naturligt, og fås bl.a. hos Helsemin. Kan virkelig anbefales 👌😘

    Kh Charlotte

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marlene

    Forstår dig rigtig meget og har kæmpet med det i mange år.Selvom jeg er 45 år er det først nu ,jeg begynder at lytte til min krop.Så bedre sent end aldrig (0;

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Grå torsdag som de kun kan være i november