Stribede bukser

Da det blev status at være arbejdsnarkoman

work

Jeg sad til et arrangement, for et par uger siden. Noget middag, noget networking, noget overflade-snak. Hyggeligt nok. Ikke ét af de arrangementer, som giver mig noget personligt. For man taler sjældent om ægte ting, i sådan et selskab. Men det er okay, for det gør jeg så med mine veninder og mine forældre. Men det gælder om, at finde en balance, for ellers gør det tomme snak mig skør og ked af det. Anyways. Det skal det ikke handle om, i denne omgang.

Det skal handle om, hvor sejt og awesome det er, at have fucking travlt. Og tøv lige en kende – jeg er selv en del af det lort. Hvorfor er det så skide interessant at tale om, hvor meget vi arbejder og hvor travlt vi har? Fordi det er status. Jo mere vi arbejder, jo mere succes. Eller hvad?

For nylig hørte jeg mig selv sige: “Jeg arbejdede 70-80 timer i sidste uge“. Hvad fanden rager det folk? Jeg hørte en anden sige: “Jeg har ikke haft fri i 2 år“. Hvad er der egentlig fedt ved dét? At vi knokler os selv halv ihjel og ikke har tid til familie og venner?

Da jeg sad til det arrangement, hørte jeg ikke andet. Måske var det fordi, at dette indlæg var under opsejling. Sådan er det nemlig med mine indlæg, de fleste i hvert fald, de skriver på sig selv i et par dage, sommetider uger, før at jeg får dem her på bloggen. Folk sad og talte om, hvor travlt de havde. At deres manager havde problemer med at finde tid i deres kalender, at de måtte sige nej til en eller anden mosters fødselsdag, at de “konstant rejste“. En havde faktisk ikke rigtig tid til, at holde jul: “Der var jo så meget lige nu“. Og det var status. Det gav status at sige, i det forum jeg sad i. Og jeg var selv med, så jeg spiller ikke hellig eller bedre her. Jeg følte nærmest, at jeg havde for lidt at lave, i forhold til mange af de andre. Hvad fanden er dét? Jeg arbejder hver eneste dag, også i weekenderne og jeg arbejder ofte 10 timer om dagen.

Hvornår blev det status at have så travlt, at du ikke har tid til at se din moster eller drikke en kop kaffe, uden at den kop kaffe skal indtages med en eventuel forretningsforbindelse? Hvornår blev det sådan for mig? Da jeg blev selvstændig?

Jeg har en veninde som arbejder fuldtid. Og ikke mere end dét. Hvilket jo også er mange timer om dagen. Når hun ikke arbejder, så ser hun sine veninder og træner og hygger sig. Hun skaber stor værdi i sit arbejde. Hun arbejder med børn. Hun gør virkelig en forskel, konkret – hver eneste dag. Hun arbejder under 40 timer om ugen – har hun så mindre succes?

Jeg tror, at jeg fylder mit liv og mine dage med arbejde, af to årsager. Den første er, at jeg godt kan lide det jeg laver. Jeg er glad for det og det giver mig noget, hver dag. Den anden er, at jeg ikke ved hvad fanden jeg ellers kan putte i mit liv. Lidt sørgeligt, ikke? Jeg har hverken mand eller børn, jeg bor alene – ergo kan jeg sidde og arbejde til langt ud på aftenene, uden at det bliver “opdaget” af nogen. Og hvad skal jeg ellers lave? Ligge i min sofa og se serier? Det gør jeg engang imellem. Men så kan jeg pludselig mærke, at jeg faktisk er alene. Og det kan jeg ikke så godt lide. Så jeg arbejder. Og glemmer. Fortrænger. Skubber det fra mig, skubber fra mig at jeg er single og egentlig ikke er helt vild med den status.

Arbejder vi så meget og har vi så travlt, fordi vi ikke ved, hvad vi ellers skal? Fordi det giver status? Giver en pakket og fuld booket kalender egentlig status? Hvad synes du? Giver det status? Er din travleste ven, din sejeste ven?

Jeg vil meget gerne høre din mening – kommenter endelig. Du kan altid være anonym.

   

22 kommentarer

  • Virkelig fint indlæg og interessant debat.
    Jeg har det fuldstændig modsat. Jeg gider overhovedet ikke arbejde. Arbejde er decideret ligegyldigt for mig, når det sammenlignes med min lille søn, min kæreste, mine veninder og min familie. Jeg ville ønske, at jeg kunne gå hjemme for evigt. Og dette er ikke fordi, jeg har valgt den forkerte uddannelse. Det er fordi, mine relationer triumfer arbejdsmarkedet gange tusinde. Jeg har en blog, jeg driver som hobby i min fritid. Udelukkende hobby. Fordi det er hyggeligt. Og nej, som svar på dit spørgsmål. Mine travleste veninder er bestemt ikke de sejeste af slagsen, faktisk er de aller sejeste, de, der prioriterer deres relationer, undertegnede inkluderet, og har en hverdag de knuselsker. Ligegyldigt om de arbejder i døgndrift eller ikke engang orker åbne en bog på deres studie. Fuck det, seriøst. Det vigtigste må nu engang være, at have tid, overskud og lyst til at dyrke de mennesker der gør livet til noget særligt. Og fair nok, hvis det gør et menneske lykkelig med en overfyldt kalender. Godt, det ikke er mig 😉

    Tak for et indlæg, der fik mig til at reflektere.

    http://www.carolineejacobsen.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Chanie

    Hvor er det et fint indlæg med en virkelig relevant, og nutidig problematik. Jeg har selv tendens til at gå ind i ræset. Lige nu skriver jeg Bachelor, arbejder med service ved siden af, og et frivilligt arbejde. Jeg har en kæreste, veninder og træning som er en vigtig prioritet i mit liv. Jeg har gået til kropsterapeut udelukkende for, at han kunne fortælle mig noget som var så klokkeklart:
    Du har for meget om ørene og vil for meget. Du SKAL trække vejret.

    Min sejeste ven er min bachelor makker. Hun smed sit arbejde på hylden fordi det gjorde hende trist og udmattet. Hun har dét mindre økonomisk nu, men hun er næsten altid glad. Hun smider sig tit på sofaen fremfor at løbe en tur. Hun er meget ærlig om, at dét ikke siger hende det store.
    Hun er sej fordi hun tør at være sig selv i en fortravlet verden.

    Tak Matilde. Jeg havde brug for dit oplæg på en dag som i dag <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Det er så godt ramt! Men jeg synes det er uhyggeligt. Jeg er en af dem der ikke har særlig travlt, hvis man ser bort fra at jeg er mor 😅 men gå i en klasse hvor alle de andre er en del yngre end mig og de har vildt tralvt, de skal hele tiden have gang i noget og jeg synes det er sørgeligt. Forstår godt hvorfor folk får stress. En i min klasse har fuldtidstudie og tre jobs ved siden af! Hvordan når hun det? Eller mere hvornår går hun ned med stress? En anden fortalte mig at hendes veninde havde sprugt om de kunne ses og hun havde givet hende en dato tre måneder fremme i tiden. Hun havde ikke tid før…Jeg kan selv mærke at det påvirker mig, for selv om jeg er alenemor med studie, så får det mig til at stresse over at jeg burde hve et job lige som alle de andre, men det ville slet ikke kunne lade sig gøre. Jeg har heller ikke lyst til at være ligesom dem der ikke har tid til ingenting.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Jeg er helt enig med dig. Meget skræmmende at det er sådan.
    Jeg er selv pædagog, arbejder 35-37 timer om ugen i gennemsnit. Det ser folk ned på, eller det er i hvertfald ikke interessant. Jeg har to børn jeg gerne vil se og hente tidligt, hus, hund, socialt liv. Men det er der ingen status i … Jeg ville gerne træne. Det gjorde jeg meget inden jeg fik børn, men jeg vægter de andre ting højere mens mine børn er små. Folks svar til det er at jeg da sagten kan træne, mine børn kan jo passes eller være lidt længere i vuggestuen. Hm. Nej .. Jeg har jo netop valgt at priotere anderledes de her år af mit liv. Men jeg tror helt ærligt at folk ser det som kedeligt. Jeg ville ikke gøre det anderledes, men jeg bliver da træt af at være “mindre” være.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg var engang en af dem der synes det var supercool at have supertravlt og arbejde over. Det der kurerede mig var et af mine store professionelle idoler sagde; “Kun idioter arbejder over. Hvis du behøver mere tid er din chef enten ikke kompetent ellers ved du ikke, hvordan du skal prioritere din tid”. Dét fik sat en gevaldig stopper for det – men nu var jeg selvfølgelig heller ikke selvstændig, men en menig lønmodtager 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina, igen ...

    Hov! Jeg skal lige anbefale bogen “Langsom livsstil”. Den er så fed og har meget fakta med om vores stressede livsstil. Hun sætter tingene fedt op.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bettina

    Spændende indlæg. Jeg har tidligere arbejdet meget, og gør det til dels stadig. Ikke af lyst, men fordi jeg er meget pligtopfyldende, og vil gerne have tingene er i orden – jeg er hjælpsom og har svært ved at sige nej, hvilket også automatisk giver mere arbejde. I min verden giver det ikke status at arbejde meget, som en anden skriver, der går noget galt med planlægningen eller evnen til at sige fra. Jeg arbejder personligt med at kunne sige fra og stop, men det er svært – for arbejdet er spændende, udfordrende og lærig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    I mine øjne må man arbejde sig ihjel, hvis det er det man vil. Hvis man mener, at meningen med livet er at få en karriere, så skal man da gå efter det,
    For mig er tid med familie og venner vigtigere end karriere. Så jeg vil ikke arbejde mere end 37 timer/uge.
    Jeg arbejder for at leve; jeg lever ikke for at arbejde.
    Jeg ved ikke om det ene eller det andet er sejt, eller hvad der er mest prestige i. For mig handler det om at gøre det man gerne vil, uden at tænke over hvad andre synes er det rigtige. Det rigtige er jo det der er rigtigt for dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    I mine øjne er det så absolut ikke status. Arbejder som socialrådgiver, hvor jeg behandler folks sygedagpengesager. Det forfærdeligt at se, hvordan stress/angst/depression er blevet en folkesygdom og folk ødelægger deres liv, fordi de overhører alle signaler og knokler på, fordi “det skal man”. Der kommer INGEN og takker dig bagefter, for det stykke arbejde man har gjort igennem livet (ikke i de fleste jobs i hvert fald)..
    Jeg bor også alene. Jeg arbejder ALDRIG om aftenerne eller i weekender, nok ligesom din veninde. Jeg hygger med familie, veninder, træner, og ser en masse serier, for der føler jeg mig modsat dig, ikke alene.. Dog kan jeg ikke lide at se film alene.
    Hvis jeg ikke behøvede at arbejde, undværede jeg det gerne, men der ville jeg dog helst have en familie at passe, ellers blev dagene nok ret meningsløse! 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Det er også tankevækkende at et land som Danmark anerkender stress som en sygdom og giver mange mdrs betalt orlov, når man rammes. Hvilket er skønt! Men jeg tænker nogle gange om folk ubevidst presser sig selv SÅ hårdt fordi de ved, at systemet fanger dem? Her i USA er stress IKKE anerkendt som sygdom (i hvert fald ikke på arbejdspladsen) og der er ikke noget der hedder sygemelding for stress. Har folk stress her? Ja, men måske de forsøger at forhindre det tidligere, da en omgang stress ville betyde at de mister deres job, indkomst og sygeforsikring for hele familien og derved også økonomisk mulighed for behandling. Måske os danskere simpelthen ofrer os for meget da vi ikke kan se nogle konsekvenser, før vi står midt i et helvede at stress, som folk jo siger er forfærdeligt?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Jeg kender ikke én eneste stressramt, der tænker, at systemet fanger dem. Det er, efter min mening, en lidt uheldig formulering/kommentar. Ofte er det ikke medarbejderen selv, der presser sig til det yderste, men derimod chefen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Jeg mente det ikke som en bevidst forventning, men i ALLE danskere er en helt klar forventning om, at hvis du bliver syg, så er din behandling betalt, du bliver sygemeldt, dine børn mister fx ikke deres sygeforsikring og du går ikke fallit. Den er der hos alle og jeg tror, at danskere er lidt slemme til at presse den ekstra hårdt, da man ubevidst ved at man ikke er fucked for life og ikke er rædselsslagen for at miste ALT, hvis man går ned med stress. Det er blevet legitimt og acceptabelt at man presser sig til det yderste og dernæst melder sig med stress, hvilket vi danskere er desværre nogle af verdens bedste til at gøre. Men jeg kan høre at jeg diskutere med en, der ikke har boet årevis i andre lande, så er det også svært at se at land udefra. Selv min familie har nogle gange svært – danskere der ikke har været ude himler op og bliver krænkede blot man nævner, at vi har det pisse godt i DK og måske kunne tage lidt af fx et sygdomsforløb på egne skuldre selvom staten stadig betaler for ALT meanwhile.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Du har helt ret. Jeg har ikke boet i andre lande inden for de sidste par år. Tilgengæld er dine kommentarer ekstremt generaliserende og bedrevidende. Jeg er ikke ude på at diskutere. Men jeg synes dine holdninger er sat lige lovligt meget på spidsen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Vidst har vi det godt i Danmark, men der betyder ikke, at man ikke kan miste sit job, hvis man bliver syg. Taler af erfaring. Desuden er man kun rimeligt sikret, hvis man selv betaler til en a-kasse og har en lønsikring, hvilket også koster. Og der går du stadig væsentlig ned i indkomst. Så syntes bestemt ikke din antagelse passer. Der er rigeligt i dk som har måtte gå fra hus og hjem. Og nu kan stress være betonet af mange ting, ligesom depression. Og det kan også blot være hjernen kortslutter! Man bør ikke udtale sig om psykiske lidelser som disse på den måde, jo mindre man har mærket det på egen krop!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte Lundsteen

    Hvor er det godt skrevet! Og godt tænkt! Virkelig en øjenåbner for mig.
    Jeg er selv en af dem der arbejder rigtig meget, men finder også stor glæde i det. Fordi det der med at sidde alene i min lejlighed og se serie og mærke at jeg ikke har nogen at komme hjem til mm. det er bare noget af det mest triste. Jeg gør ligesom dig, fortrænger det.
    Jeg fortæller også ofte folk hvor meget jeg arbejder, men det er vel egentlig også fordi at det er det jeg gør. Oplever ikke så meget andet end det. Og jeg vil 10 gange hellere begrave mig i arbejde end at sidde alene

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Ja, i nogle kredse giver det status, men i andre kredse gør det ikke. Da jeg var nyuddannet var det fedt at have travlt. Vi kæmpede om at have mest travlt. Da jeg blev mor begyndte jeg til yoga og her mødte jeg nogle helt andre typer mennesker, og jeg begyndte at få andre prioriteter. Sammen med de mennesker er der nærmest mere status i at være hjemmegående. Nu hvor min barsel med nr. 2 snart slutter kan jeg se frem til et nyt job med 25 timer om ugen og det glæder jeg mig til. Det der giver mig værdi er at være der for mine børn. Jeg kan altid arbejde mere når børnene er store – jeg har dog hørt at når man først gearer ned, så finder man på alt muligt andet at lave end arbejde. Men fremtiden må vise om det bliver til mere arbejde igen. En ting er sikkert, og det er at det var sundt for mig at blive mor for jeg var faktisk ikke glad, da jeg fyldte mit liv med arbejde. Og var jeg ikke mor, så havde jeg stadig befundet mig i de samme kredse med mennesker, der arbejder meget. Det er der ikke noget forkert i, men helt ærligt synes jeg ikke de er de mest inspirerende eller spændende mennesker at være sammen med. Så i dag ses jeg kun med de travle mennesker, som også har andet end arbejde at tale om.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lou

    Er det så vigtigt at skelne imellem arbejde og fritid? Handler det egentlig ikke bare om at fylde sine dage op med så meget af det man holder af og som giver dig energi som muligt? Det kan jo både være arbejde og venner og familie og serier 🙂
    Når folk søger status i at arbejde meget. Så er det jo et fokus på input og ikke output. Det er trist. Synes vi alle sammen skal prøve at fokusere på hvad vi får ud af det vi laver.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Der er ingen tvivl om, at det at have succes, efterhånden kun gøres op i karriere og job. Jeg blev for nyligt sygemeldt med udbrændthed, og det har virkelig sat tingene i perspektiv her. Jeg vil simpelthen ikke (længere) leve et liv hvor arbejde og karriere fylder så meget at der ikke er tid til at nyde livet, familie og venner. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst tog mig tid til at male, synge, bage eller nogle af de andre krea-agtige ting jeg elsker. Det har i mange år været en uopnåelig lukus, fordi der bare aldrig er tid. Sådan et liv vil jeg bare ikke leve. Men shit det er så svært at gøre op med det ræs!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Jeg kan sagens genkende det, du beskriver, men det er svært at give et entydigt svar. Jeg arbejder mange timer, ligesom dig både fordi jeg kan lide det, men også fordi jeg hverken har kæreste eller børn, og bliver mindet om det faktum, når jeg sidder alene på sofaen derhjemme. Så kan arbejde være med til at holde ensomheden lidt på afstand for en stund.
    Personligt har jeg fået mange kommentarer for mine arbejdstider. På den ene side “konkurrerer” alle om at arbejde mest og have mest travlt, og det er desværre et fast samtaleemne. På den anden side kan jeg snart ikke tælle det antal gange jeg har hørt kommentarerne “få dig et liv”, “du prioriterer dit arbejde over en familie” og “du kan jo sagens arbejde i weekenden, du har jo ikke børn”. Alt sammen gør så ondt at høre.
    Jeg føler, jeg skal arbejde meget for ikke at føle mig ensom, og fordi jeg ikke har en familie, men bliver på samme “dømt” for det. Det er svært at forklare. Jeg håber, du forstår, hvad jeg mener.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære søde dejlige du .
    Jeg syntes på ingen måde det er status at arbejde så meget. Eller som du skriver arbejde sig halvt ihjel. Det er da ikke det, der er mening med livet ? I hvert fald ikke for mit vedkommende . Men alle er selvfølglig ikke ens , hmm

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære søde dejlige du .
    Jeg syntes på ingen måde det er status at arbejde så meget. Eller som du skriver arbejde sig halvt ihjel. Det er da ikke det, der er mening med livet ? I hvert fald ikke for mit vedkommende . Men alle er selvfølglig ikke ens , hmm

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg tror bare mange er besatte af penge, fordi man helst skal have en flot lejlighed, en smart bil, flot tøj, dyre sko osv osv. Og skal man kunne leve op til alle de ”krav” så er man nødt til at arbejde mere end fuld tid. Det er ihvertfald sådan jeg har oplevet flere kollegaer gør. De tager mange ekstra vagter og har nærmest aldrig fri, fordi de vil bo dyrt, shoppe meget og gå i byen hver weekend. Jeg har da selv været fristet på samme måde, men er kommet frem til at det ikke er de ting som gør mig glad. Det som gør mig glad er tid med de mennesker jeg elsker og at kunne nyde min frihed. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stribede bukser