Hoodies

Er du ensom?

img_0536_bw

Billedet er taget af Emily

Seriøst, har det ikke været mørkt hele dagen? Jeg cyklede hjem 13.30 og overvejede at tænde mine lygter. Christ. Jo jo, det er da meget hyggeligt med julelys og sweater og levende lys og te. Men jeg savner solskin. Det behøver ikke at være varmt, bare lidt solstråler. Jeg føler at det er aften og klokken har ikke engang rundet 16.00.

Men dét kan jeg skrive om nu og til juleaften, det ændrer det sig jo ikke af. Måske er det mørket, måske er det årstiden, måske er det december – jeg modtager i hvert fald mange mails og beskeder fra både piger og drenge, kvinder og mænd som lige nu, føler sig ensomme. Og som frygter julen og fridagene, som kan være lange og ensomme. Men som også frygter nytårsaften, som jo er en fest man gerne dele med jævnaldrende. Men hvad nu hvis, at man ikke har nogen venner eller veninder? Eller hvad nu hvis, at man ikke bliver inviteret til noget? Jeg har aldrig fået så mange beskeder omkring dette emne, nogensinde før. Det gør mig ked af det. Og jeg vil så gerne hjælpe.

Selv er jeg ikke fan af nytårsaften. Jeg har aldrig fundet den aften særlig interessant. Den er hypet, og måske var jeg også lidt ensom selv, da jeg var yngre. I år, når jeg hopper ned fra stolen ved midnat, er det 5 år siden, at min lillebror døde. Så nytår bliver aldrig særlig festligt, for mit vedkommende. Og sådan er jeg ikke alene, om at have det.

Nytårsaften skal i virkeligheden bare overståes. Det kan lyde lidt trist, men dagen er svær at komme igennem. Jeg fejrer den igen i år på Fyn hos Maja. Vi skal, vanen tro, sidde i nattøj, drikke rødvin og spise god mad. Og måske tager vi ud, måske danser vi i nattøj i hendes stue. Ingen planer, bare hende og jeg sammen. Hun forstår og hun ved, at det er en svær aften.

Men hvad kan du gøre, når du er ensom og når december og nytårsaften virker totalt uoverskueligt?Hvad hjælper, hjælper noget overhovedet? Én ting ved jeg – du er den eneste som kan ændre på det. Det kan være svært at høre, det kan være et uoverkommeligt og uoverskueligt skridt, at skulle tage. For når man er ensom, så er overskuddet ofte ikke særlig højt. Og det er måske blevet nemmere, at holde sig for sig selv, gerne hjemme i det trygge. Og så er det svært at gå, ud for at lære nye mennesker at kende. Husk på, at du langt fra er alene. Der er mange, alt for mange, som føler sig ensomme. Du er aldrig alene!

Jeg har to gode bud på, hvad du kan gøre som start. Mit første råd er dog, at du skal vælge at du vil ændre din situation. Og du skal tage ansvar for dig selv og dit liv. Der kommer ikke nogen og banker på din dør, og “redder” dig. Du må selv ud og kæmpe for det. Og ligesom på dating markedet – så er der en ven til alle.

Jeg er ambassadør for Ventilen som er et sted, hvor du kan komme hen hvis du er mellem 15-30 år. Hvis du føler dig ensom – så kan du møde andre som kender til følelsen af ensomhed. I Ventilen laver mange forskellige hyggelige aktiviteter med de andre – f.eks. madlavning, filmhygge, spilleaftener og andet. Det er et virkelig godt initiativ! Du kan kigge her og læse mere og finde et tilbud i nærheden af dig!

Jeg har oprettet facebook gruppen “Find en veninde #dueraldrigalene” – som er for piger og kvinder. Gruppen for mænd hedder “Find en ven #dueraldrigalene”. De grupper kan jeg også anbefale – der er en god stemning og der er så mange gode historier fra grupperne. De gør mig så glad! Der er nemlig håb – men du skal tage det første skridt selv. Og det kan du godt. Jeg tror på dig! Find grupperne på facebook og anmod om medlemskab.

Kommenter endelig, hvis du har andre gode råd eller forslag til, hvad du selv gør, når ensomheden fylder alting og maler dagen mørk. Du kan altid være anonym!

   

2 kommentarer

  • HR

    Så skønt at du tager emnet op! Det er så relevant og aktuelt ♥️ Jeg er enig i at december er en hård måned – det eneste der holder mig oppe er lejligheden fuld af lyskæder og stearinlys. Ellers er det ensomt på ensomt. Jeg skal heldigvis holde nytårsaften sammen med 10 skønne piger fra din gruppe på facebook – så jeg kan bestemt tilslutte mig anbefalingen ang. gruppen. Så tak til dig, for at have reddet min nytårsaften ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Jeg er ensom.
    Pinligt og hårdt at skrive og sige..
    Glad for din opslag. Hjælper meget. At man ikke er alene

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hoodies