DE findes!

Opture i 2017

Jeg lavede dette indlæg sidste år, og mange af jer har skrevet og spurgt, om jeg laver det igen i år. Og det gør jeg da. Jeg har haft sedler hist og pist og skrevet ned, igennem året. Imorgen kommer nedturene. Men vi starter med opturene i 2017. Dem har der været mange af! Du kan også læse 2016’s op– og nedture. Lorte-listen, kaldte jeg den!

optur1 optur2

Året startede med, at jeg sagde mit faste job op – og kastede mig ud som selvstændig. Det var én af mit livs sværeste beslutninger. Jeg arbejdede på en skole med børn fra 0.-5.klasse og det bedste jeg ved er, at tilbringe tid sammen med børn. Men jeg trængte til forandring – og jeg måtte prøve livet som selvstændig af. Jeg har siden starten af året levet af bloggen, foredrag og workshops. Jeg er så glad for min beslutning.

Efter at jeg sagde op, tog jeg en tur til Thailand, hvor Maja (én af mine bedste veninder) og jeg fejrede hendes 30 års fødselsdag. Det var en fantastisk tur og den bedste rejse, som jeg nogensinde har været på. Vi tilbragte 14 dage sammen – og det gik alt for stærkt. Vi sad på strandene og talte om livet og om ingenting, vi tog i byen og så en usandsynligt ulækkert undulat show, vi slikkede sol, vi spiste og vi drak. Den rejse tænker jeg på hver eneste dag, og tankerne om dén, varmer mit hjerte.

Jeg tog i februar til San Diego – helt alene. Min første rejse på egen hånd. Jeg var ret nervøs og bange for, at blive ked af det, ensom og føle hjemve. Men dét nåede jeg slet ikke. Jeg surfede, jeg så hvaler og hajer, jeg så pandabjørne for første gang i mit liv (pandaen er mit yndlingsdyr), jeg oplevede Californien og LA og det var en virkelig, virkelig god rejse. I oktober rejste jeg igen på egen hånd – denne gang til Australien. Jeg må og skal tilbage til Australien. Jeg nåede slet ikke at se, opleve og smage alt det, som jeg gerne ville. Men jeg nåede at springe ud fra en flyvemaskine i 4500 meters højde. Med en komplet fremmed mand på ryggen. Dét glemmer jeg aldrig.

optur4

Jeg har, igen i år, trænet en masse og jeg elsker det stadigvæk. Jeg blev dog, i marts sat grundigt til vægs, da jeg fik en skade i lænden. Men jeg er langsomt ved at vende tilbage. Jeg bruger stadigvæk træningen som et frirum og samtidig som en mulighed for, at være sammen med mine veninder. Jeg elsker at få en pause fra alting, få brugt mit selv fysisk og blive fysisk træt, så jeg ved at jeg kan sove godt om natten.

Udover mine dejlige rejser, mange gode timers træning og et mere frit arbejdsliv, så har jeg også:

  • været på Folkemødet (faktisk både det på Bornholm og Ungdommens Folkemøde) hvor jeg talte om sorg og hvordan jeg er kommet igennem dét. Dét er jeg rigtig stolt af. Særligt da jeg fik lov til, at tage min far med til Bornholm, så han kunne se mig tale på scenen.
  • afholdt workshop med Katrine, hvilket var en kæmpe oplevelse. Og en udfordring. Dén oplevelse har virkelig løftet mig – vi afholder endnu en workshop. Læs mere her.
  • holdt min 30 års fødselsdag. Jeg troede at jeg skulle fejre den stille og roligt med mine forældre, men de havde inviteret alle dem jeg elsker – som stod klar i skjul i mine forældres hus. Aldrig er jeg blevet så overrasket og det var så dejligt at se, at jeg har så mange mennesker i mit liv, som elsker mig.
  • oprettet gruppen “Find en veninde #dueraldrigalene“, som på få måneder har næsten 12.000 medlemmer. Der er derudover kommet mange undergrupper – i Aalborg findes der f.eks. en gruppe, som har næsten 500 medlemmer. Jeg er så glad for grupperne og jeg er så glad for, at piger og kvinder kan finde hinanden og starte venskaber. Ingen skal være ensomme – og jeg vil hjælpe så mange som overhovedet muligt. Meld dig endelig ind, hvis du mangler en veninde.
  • lavet en fin video med Morten Svane, som gik viralt. Dét havde jeg ikke lige forudset. Videoen er jeg meget stolt af – den har et fint budskab. Se videoen lige her.
  • fået flere gode veninder. Blandt andet Tine, som også har mistet og som forstår. Hende er jeg meget, meget glad for.
  • været på forsiden af Berlingske sammen med lækre damer. Vi talte om kvindeidealer og at vi gerne vil vise noget andet, end det perfekte, på den sociale medier.

Hvad har du oplevet af gode ting, i det forgangne år?

3 kommentarer

  • Mette WK

    Åhh, San Diego. Simpelthen en vidunderlig by, min bedste rejseoplevelse i 2016 (godt nok ;-))

    Her i 2017 må de bedste ting ved mit år være: købet af min smukke og sjove hest, at se Den spanske Rideskole i Wien, at være blevet rigtig god til mit job, at have modet til at leve mere minimalistisk 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Hej Matilde. Jeg vil ikke andet end at sige, at du er pisse sej. Hvor er det vildt, hvad du har opnået på kun 365 dage – du er en inspiration for mange, inkl mig selv. Det synes jeg bare, du skulle vide. Alt godt til dig – og glædelig jul om lidt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg synes du er SÅ sej. Jeg tænker faktisk ofte på dig, mige pludselig, i bestemte situationer. Du har en smuk krop, en rigtig kvindekrop som jeg synes det er og du viser den som den ser ud! Jeg tænker ofte på når jeg står i et omklædningsrum eller svømmehallen at fanme nej, min krop er pisse flot som den er og jeg skal elske mig selv, for min krop er ikke meget anderledes end din og den er jo pisse flot! Du har lært mig at elske mig selv mere og nyde at være alene. Jeg har været på restaurant, rejser, i biografen alene og NYDT det og ikke haft ondt af mig selv. Du sætter mange tanker i gang hos mig og helt sikkert mange andre, som du ikke hører fra. Jeg er pjattet med dig og er sikker på du finder kærligheden igen. Du er smuk fra inderst til yderst og er stort forbillede for mange. Håber du får en dejlig jul med de bedste mennesker omkring dig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DE findes!