Træningsprogram til dig som gerne vil træne på en time

Luderen overfor BioMio.

img_2042

I tirsdags sad jeg på Biomio i Kødbyen og arbejdede. Jeg sad med ansigtet vendt mod gaden og kunne således kigge udover Halmtorvet. Mens jeg drak min te, tastede på min computer, scrollede lidt på min telefon, observerede jeg en kvinde. Jeg vil skyde hende til at være på min alder, måske 4-5 år ældre. I stramme bukser, høje sko, kort jakke, langt, mørkt hår, enormt meget sminke. Jeg er fra provinsen og jeg er en kende naiv – men jeg kunne hurtigt se at hun var prostitueret. Der gik ikke mere end 20 minutter – så blev hun samlet op af en mand. Hvis øjne kunne dræbe, så var han død på stedet. Mænd der køber sex – jeg kan næsten ikke komme på noget, som jeg finder mere nederdrægtigt.

Jeg bor 20 minutter fra Halmtorvet og alligevel kommer det bag på mig, at sex sælges så tæt på mig. Foran mig – som i tirsdags. Jeg ved godt at jeg kan lyde naiv, når jeg skriver et indlæg som dette. Men det kommer bag på mig og jeg er i chok over, at det foregår. Det er jeg altså. Lige foran næsen på mig. Dagligt. Lige nu. Om 10 minutter. I nat. Igår. Sidste år. Næste år. Kvinder som går op og ned af gaden, sælger deres krop for småpenge. Ikke at en formue ville retfærdiggøre dét, at sælge sin krop til en fremmede.

Diskussionen om kvinden selv vælger det eller ej – det vil jeg ikke gå så meget ind i. Jeg tror ikke at nogen kvinder ville vælge at sælge deres krop til fremmede mænd, dag ud og dag ind – hvis de havde et andet valg. Jeg får ondt af de kvinder, jeg føler stor empati for dem og jeg ville ønske andet for dem. Jeg har selv haft dårlige oplevelser med sex og jeg kan mærke, hvor stor en indflydelse det har på min krop og mit sind – og jeg er ikke engang blevet betalt eller har gjort det midt på gaden eller gjort det for at få brød på bordet. Så jeg tør slet ikke tænke på de kvinder, som er tvunget til dét. Hver eneste dag. I årevis.

Da jeg sad på Biomio, drak min varme vand med økologiske teblade til 30 kroner, sad inde i varmen med min computer og skrev fucking bogstaver – som jeg gør for at få brød på bordet – så fik jeg en dårlig smag i munden. Og en indsigt. Og derfor bliver jeg nødt til at skrive dette indlæg.

Jeg har haft så mange muligheder i mit liv. Jeg har haft støttende, varme og omsorgsfulde forældre. Jeg har haft en tryg barndom. Jeg har gået i skole, jeg har altid haft tag over hovedet, jeg har (stort set altid) en god økonomi, jeg har et stærkt og støttende bagland, jeg har over 10 veninder som jeg kan ringe til – dag og nat. Jeg føler at jeg har kunne skabe mit eget liv – mere eller mindre som jeg har ønsket det. Jeg skal ikke gøre mig til dommer overfor hendes liv – det kan sagtens være at hun har haft samme muligheder. Jeg tror det ikke. Og det gør mig ondt på hendes vegne.

Det fik mig også til at tænke andre ting. Jeg skammer mig over mit brok, som jeg sommetider får lukket ud. Brok over at det regner, sner, blæser, er for varmt, er for koldt, over at jeg ikke bare bor på Bali. Brok over at en eller anden følger eller læser skriver noget negativt. Brok over at jeg har fået en bums og “altså skal noget vigtigt lissom“. Brok over at Ham den søde bor i Aarhus. Brok over at mine nye løbehandsker er gået i stykker. Brok brok brok. Over ligegyldige ting. Jeg har det godt. Jeg har det bedre end de fleste på denne klode. Og alligevel tillader jeg mig selv, at brokke mig over I-lands problematikker.

Da jeg mistede min bror kan jeg huske, at en mand sagde til mig: “Tænk hvis du havde mistet 3 brødre. Tænk på de som har oplevet dét. Så du er heldig at du kun har mistet én“. Sætningen har printet sig ind i mit hjerte. Det var så tragisk og modbydelig en samtale. Jeg har ikke talt med ham siden. Jeg kommer aldrig til at tale med ham igen. Skulle jeg være taknemmelig for, at jeg kun havde mistet én bror? Min eneste bror, vel at mærke. Nej. Jeg kan ikke sætte mig ind i andres livsverdener, jeg bor jo i min egen. Sådan er det også med den prostituerede og jeg. Jeg ved reelt set ikke hvordan det er, at sælge sin krop. Hver eneste dag. For hende er det et vilkår, for hende er det hendes livsverden. Jeg har min egen. I min brokker jeg mig over vejret, fordi jeg “kun” har en cykel og bliver træt af, at cykle i modvind og slud. Min mascara er jo ikke vandfast. Men da jeg så hende blive taget op af den fremmede mand, som jeg intet positivt kan skrive om, så blev jeg flov over mit brokkeri. “Mænd er douchebags” og hvad jeg ellers har både skrevet og sagt. Jeg ved jo ikke en skid. Jo – i min livsverden. Men det var sundt for mig at være publikum til en andens livsverden. Bare i 20 minutter. Det fik sat noget i gang hos mig. Jeg skal sætte pris på det jeg har – slud eller ej – for jeg har det godt. Bedre end de fleste. Bedre end den kvinde på Halmtorvet, som sikkert står der lige nu og venter på den næste fremmede mand.

   

13 kommentarer

  • Ida Marie

    Du er så fantastisk til at skrive, Matilde. Tak for endnu et godt skriv 🙏🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Men Mathilde….
    der er ingen grund til at skamme sig over brok og over at føle at verden er uretfærdig fordi…
    Hvis vi altid skulle kigge ud af når vi er træt af noget så, så skal vi vel gå og banke os selv oven i hovedet med at der er folk der har det værre? For ja selvfølgelig er der det. Vi bor i et priviligeret samfund, hvor de fleste af os har et liv der er langt over gennemsnittet… end i… Ehm….. Afrika f.eks.
    Jeg synes det var synd for mig her den anden dag fordi at jeg skulle læse i døgndrift pga. en eksamen, men skulle jeg så banke mig selv oven i hovedet med at der er folk i verden der ville slå ihjel for at tage en uddannelse og til og med få statslig støtte for det? Nej. Fordi det var synd for mig, og mine følelser er reelle nok, og ikke noget som jeg synes jeg skal skamme mig over!
    Vi skal stå ved dem, kende dem, eje dem.

    Jeg forstår tankegangen med at man skal sætte pris på de ting man har, og det er altid sundt at kigge ind af og opdage at man faktisk er heldig.

    Men vi skal ikke skamme os.

    Svar gerne hvis jeg har misforstået dit oplæg.

    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Matilde

      Hej Line. Tak for din kommentar – som jeg netop skriver, så er det jo min livsverden vs. hendes. Så lige det har du misforstået 🙂 God weekend, KH Matilde

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg synes virkelig det var meget modent og eftertænksomt skrevet og det rører mig dybt når man reflekterer over livet og sætter tingene i perspektiv 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sheila

    Jeg synes at det er en rigtig god og endda nødvendig refleksion – det med at sætte sit brok i parentes. Fordi uanset hvor forskellige vore verdner er, så er der ingen tvivl om at vi er ucharmerende forkælede i Danmark, når vi brokker os over 5 minutters busforsinkelse, eller langsom servering på Tight. Jeg tager ofte mig selv i at dyrke det snæversyn. Det er dog min personlige oplevelse at vi også i Danmark er rigtig hurtige til at have ondt af folk, som ikke lever et liv efter vores eget værdisæt. Det er naturligvis også vores eneste referenceramme, men jeg synes det ville klæde debatten at vi fokuserer på sexsælgernes vilkår og ramme, fremfor prostitutionen som problem: marked, kunder, udseendet på overfladen osv. Første gang jeg undersøgte prostitution i Danmark var mit fokus på gadeprostituerede med misbrug – brugere af Reden. Jeg blev, ganske som forventet, bekræftet i min forestilling om at denne gruppe på flere måder var socialt udsatte og at deres arbejde på gaden havde adskillige psykosociale konsekvenser for dem på kort såvel som lang sigt. Sidste gang jeg besøgte og undersøge sexsalgsmarkedet var på et bordel. Her var jeg med på en helt almindelig arbejdsdag, og mødte glade, sunde, raske, intelligente, kvinder, studerende, mødre, mennesker, som aktivt havde opsøgt og valgt et arbejde i sexindustrien. Og de virkede ærligt talt mere i balance med – og glade for deres valg, end de fleste kassedamer og buschauffører jeg kender. Igennem interviews med dem fandt jeg ud af at de havde kendskab til kvinder der arbejdede på gaden. Deres største udfordring var ikke voldelige kunder eller aggressive pimps. Deres største udfordring var at de ikke måtte organiserer sig pga dansk lovgivning. Uanset om de arbejde fra gaden, på bordel eller som escort, så kan de ikke hyre en chauffør eller en vagt/sikkerhed, fordi det strider imod rufferiloven. Den egentlige alfons her er den danske stat, som ikke ønsker at skabe sikre vilkår for sexarbejdere, men dog stadig skaber skatteindtjening af deres indkomst… Jeg forsøger ikke at retfærdiggøre eller forsvarer sexsalg på gaden. Jeg cykler ofte ad Istedgade på vej hjem til SV og ser stivfrosne forslåede prostituerede stå og true eller slå slås med forbipasserende, fordi de er desperate. Jeg formoder ligesom du Mathilde at det er et forfærdeligt hårdt miljø. Og at der burde være mere aktivt arbejde fra politi og stat om at få ryddet op på gaden, eller tage hånd om de kvinder der står der. Dertil giver jeg dig 100% medhold. Det eneste jeg opponerer imod er at gøre ALLE sexsælgere til stakler uden at kende deres historie og alle mænd/kunder til nederdrægtige idioter uden at kende deres historier. Beklager at det blev frygteligt langt. Det er et meget spændende og relevant tema du berører her 😌

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Matilde

      Spændende input! Tak for at få mig til at tænke og reflektere endnu mere over dette emne! God weekend 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annie

    Synes måske ikke det er så nødvendigt at påpege og italesætte dette på en blog? Der er mange prostituerede, ludere om man vil, men det hjælper ikke at pointere det herinde. Hvis det kommer som en overraskelse, så burde man nok vågne lidt op! Du sletter sikkert den her kommentar, da jeg efterhånden har lagt mærke til at kommentarer som ikke er mega positive og komplimenterende bliver slettet her. Men ærligt, så nytter det ikke at sætte sig selv i et mega godt lys, efter at have set en person der nok har haft nogle helt andre forudsætninger i sit liv end du selv har 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Matilde

      Hej Annie.
      Nu er det jo sådan at bloggen her er min – så jeg skriver det som falder mig ind og som jeg går og tænker på. I denne uge var det prostituerede. I næste uge er det måske træningstights. Det kom skam ikke som en overraskelse – jeg delte blot en betragtning. Jeg sletter kommentarer – når de er personlig rettet og modbydelige, det vil jeg fortsætte med, da jeg synes at det giver dårlig energi på min blog. Rigtig god weekend! KH M

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla

      Godt svaret!!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Åh ja, det er altid rart at få tingene sat i perspektiv. Vi er jo udemærket klar over mange frygtelige ting, der foregår ude i verden, men man kan godt glemme dem, når man lever i sin egen lille bobbel.
    For 4,5 år siden så jeg en ung kvinde i Asien, som var på date med en gammel europæisk mand. Jeg prøvede virkelig ikke at være fordømmende, for fordomme er der nok af. Men der sad en tredje ung mand og medierede mødet og jeg kunne tydeligt se på kvindens ansigt, at hun ikke havde lyst til at være der. Da de gik fra stedet, ville hun ikke med den ældre mand, men han sagde, at det skulle hun og så gik de. Ind i mellem kommer jeg i tanke om den episode, og det løber mig stadigvæk koldt ned af ryggen.

    Så tak for en lille påmindelse om, at vi skal huske at sætte pris på tingene og brokke os mindre (lidt brok skal der være plads til). Jeg vil forsøge sammen med dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • John

    Hold kæft, hvor er det godt skrevet. Godt set. Observeret. Reflekteret. Hvordan smagte teen. 30 år. Også cafe-chefen griner hele vejen. til banken.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Træningsprogram til dig som gerne vil træne på en time