Irriterende ting ved langt garn

Tynd & lykkelig?

img_9075

Billedet er 4 år gammel, jeg vejede omkring 54-55 kilo.

Jeg ved ikke hvad jeg vejer. Jeg ejer ikke en vægt og jeg tænker sjældent over, hvad jeg egentlig vejer. Der er en vægt i mit træningscenter og min mor har vist også en vægt derhjemme, som jeg snildt kunne stille mig på. Men det kunne ikke interessere mig mindre. Engang gik jeg op i tallet og engang var det vigtigt for mig, at veje under 60 kilo. Jeg husker tydeligt den dag, da jeg steg på vægten og den sagde 60,5 kilo. Jeg var begyndt til crossfit og tog næsten 10 kilo på, på 1½ år. Ret meget på sådan en lille krop. Jeg er 164 centimeter på en (rigtig) god dag og nok 162 i virkeligheden. Det tog mig lang tid at vænne mig til, at vægten gik opad. Musklerne voksede og mine bukser sprang i syningerne, men jeg anede ikke, hvordan jeg ellers skulle komme igennem krisen og sorgen.

Men før det, et års tid efter at krisen ramte, tabte jeg mig gevaldigt. Jeg tror at jeg vejede omkring 55 kilo, hvilket betød at jeg tabte mig 5 kilo på kort tid. Jeg spiste ikke rigtig, trænede konstant cardio og jeg havde det af helvedes til. Jeg fik tit at vide, at jeg så sund og stærk ud, slank og i kontrol. Sandheden var, at jeg sejlede. Det sagde jeg ikke højt, på det tidspunkt. Jeg blev stolt, når andre kommenterede på vægt og sagde, at jeg var tynd. Jeg var på intet tidspunkt i sundhedsfare, men jeg vejede mindre end godt var og jeg var ikke glad. Jeg brugte i hvert fald 3 timer om ugen på crosstraineren. Jeg hadede det og jeg hadede den, men jeg ville gerne have kontrol med min vægt. Det var det eneste, som jeg kunne kontrollere.

Det sker ofte, at piger og kvinder kontakter mig, som gerne vil tabe sig. Fordi de gerne vil være glade og lykkelige. Piger og kvinder som med mit blotte øje ikke ser ud til, at have noget at tabe sig af. Det skal jeg ikke gøre mig til dommer overfor – jeg ved, at ligegyldigt hvad andre siger til dig, så ændrer det intet, hvis du selv har det på modsatte måde. Men. Det bekymrer mig. Og derfor skriver jeg dette indlæg. Fordi jeg gerne vil fortælle dig, at der nødvendigvis ikke venter lykke, for enden af vægttabet. Jeg har været så tynd, at jeg ikke kunne lide at se mig selv i spejlet og jeg var ikke lykkelig. Selvom at de, som så mig udefra sagde, at jeg aldrig havde set bedre ud. Den følelse jeg havde i min krop på det tidspunkt, var hverken rar eller behagelig. Jeg kæmpede for at undgå, at mærke efter. Jeg havde mistet min bror og mit parforhold var så småt ved, at slutte. Og måske du også kiggede på mig dengang og troede, at jeg havde det hele? Måske du kigger på piger og kvinder på de sociale medier, og tænker det samme om dem? At flad mave, tynde ben og synlige kraveben er lig med glæde i maven? Det kan det nok godt betyde, men jeg ved at der skal meget mere til.

Tynd og lykkelig hænger i min verden ikke sammen. I dag vejer jeg vel tæt på 66-67 kilo og jeg har ikke haft det bedre, i mange år. For mig handler det ikke om tallet på vægten, om folder hist og her eller om jeg kan passe et bestemt par bukser. Det handler for mig om, at jeg griner så meget som muligt og er glad. For når jeg er glad, så betyder min krops udseende nemlig ingenting. Det er dét, som er så fandes med kure og diæter og hård træning – hvis det ikke gør dig glad, hvorfor så byde dig selv det?

Når jeg engang ligger og skal sove for evigt så ved jeg, at jeg ikke vil tænke på de stunder, hvor jeg kunne have bikini på, uden at være ked af, at vise min krop frem. Eller tænke på alle de dage, hvor min mave var stram og flad. Jeg håber og jeg tror på, at jeg vil tænke på de dage, hvor jeg grinede og var glad – sammen med de som jeg elsker. Der er så meget mere i livet, end vægt og kalorier og fucking chiafrø. Heldigvis!

   

12 kommentarer

  • Ditte

    Hvor er det bare et smukt og mega vigtigt indlæg ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg vejer 52 kg – er mega normal og mega happy. Jeg har altid set sådan ud… jeg er træt af at høre at vi med flade maver og mindre kilo ikke kan være lykkelige. Jeg er på din pointe iht vægttab og nok af de triste årsager – men husk de slanke måske kommer til at blive placeret i den forkerte kategori – som om der er ingen glæde, lykke og selvtillid er.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Andrea

      Matilde skriver da intet sted, at os tynde ikke kan være lykkelige?! Hun skriver, at der ikke er lighedstegn mellem at være tynd og lykkelig, hvilket er 100% rigtig. Bare fordi man er tynd, betyder det ikke, at man er lykkelig og omvendt. Det er en løgn, som medierne har fortalt os. Og nu er det på tide, at den dør. Med hjælp fra folk som Matilde.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Andrea – tak for dit svar, som vel mest var ment til Mathilde som har bloggen, og ikke mig. Mit svar er nok egentlig et mere overordnet opgivelse over vi tynde..idealet skal “fuckes”. Jeg er træt af jeg ikke burde være tynde – men mere middelmådig og mere en del af af den større gruppe. Jeg kunne ALDRIG tillade mig at stå frem som tynd… for jeg har vel ikke rigtige problemer, må udtale mig som mine for stramme str. 26 jeans eller at kage ikke er mig, for så har jeg nemlig aneroksi. Det kan jeg ikke tillade mig. For jeg er tynd. Men vi schusss på de tykke. Sig endelig ikke de er tykke, men udstil dem som modige mennesker – der tør står ved dem selv, selvom de er dybt usunde.
      Ligheden forstår jeg – lykke og vægt hænger ikke sammen. Jeg giver nok bare mere et shout out til de der hviler i se mindre kilo, og som jeg ikke mener skal “fuckes” som der står.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Jeg ejer heller ikke en vægt og vejer mig aldrig, da jeg – de gange, det er sket – er blevet total skuffet og ked af, hvad tallet viste. Jeg er 176/178 høj, træner crossfit to-tre gange om ugen i snit og spiser nogenlunde varieret. Jeg er glad for søde sager og spiser det dagligt, men så længe, jeg er glad for det, jeg ser i spejlet – og nogenlunde kan passe mine jeans – så er jeg glad. Jeg er vokset op med en mor, der er overvægtig, og jeg kan tydelig huske, når hun gik på vægten og ordene, der fulgte efter: “Lov mig aldrig at blive så tyk”. Det gjorde ondt i et pigehjerte, men samtidig ved jeg i dag, at det – 7-9-13 – aldrig kommer til at ske af den grund, at jeg har fundet glæden ved træning og en aktiv hverdag. Jeg tror ikke på diverse slankekure, hvad jeg derimod tror på er et aktivt valg ift., hvordan ens liv skal være: Vælg motion til i så høj en grad, det nu er muligt. Det smitter af på dig og dine omgivelser. Og husk: Motion skal være sjovt, så drop løb, hvis du (som mig) hader det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Jeg ved godt denne bemærkning er irriterende, men hvis man ikke har prøvet at være overvægtig/grænsen til fed, så synes jeg simpelthen ikke man skal fortælle folk at vægten er ligemeget, for det er den ikke. Jeg vil gerne tabe mig, for det gør mig glad. Jeg går op i vægt fordi det motivere mig til at leve sundere. Jeg gider ikke være besværet af min vægt. Jeg vil kunne gå op af en trappe uden af blive stakåndet og jeg vil være i stand til at få børn en dag. Så for mig betyder vægten altså noget. 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Det gør mig meget lykkelig at være tynd og mit liv meget nemmere og dejligere. Men fedt for dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Er meget enig i hvad du skriver. Jeg har i alle mine teenageår været på slankekur, da jeg aldrig følte mig god nok som jeg var. Jeg var aldrig tyk eller havde behov for at tabe mig! Pludselig stod jeg i en spiseforstyrrelse og var undervægtig og ræd for at spise mad! Og da jeg var på mit tyndeste var jeg mest ulykkelig. Så tak for dette indlæg. Super godt skrevet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ellen

    Jeg synes det skinner meget igennem, at det Mathilde vil frem med er, at du skal være glad for dig selv! Mathilde træner – jeg selv træner, men ikke for, at “holde mig tynd”

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ellen

    Jeg synes det skinner meget igennem, at det Mathilde vil frem med er, at du skal være glad for dig selv! Mathilde træner – jeg selv træner, men ikke for, at “holde mig tynd”. Jeg træner fordi det gør mig glad og gladere for min krop, end da jeg ikke trænede. Ikke fordi jeg vil være tynd.
    Følelsen overvægtige kan sidde med, er en helt anden snak synes jeg.
    Jeg synes det er et rigtig godt indlæg Mathilde! Jeg sidder med en god følelse i kroppen og det er jeg glad for ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Efter mange år med en spiseforstyrrelse tog jeg et valg om at jeg ikke vil veje mig. For det gør aldrig noget godt for mig! Jeg har ikke vejet mig i over et år – uvidenhed er lykke 😉 Selvfølgelig er det nogle gange svært, men det ville være endnu sværere for mig, hvis jeg kendte tallet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Jeg var tynd engang. Slank og smuk. Fyrene var vilde med mig. Indeni var jeg et stort rod. Når jeg så mig i spejlet var jeg fed og ulækker, jeg havde bulimi i 7 år og et par depressioner og stress undervejs. De flotte kærester jeg havde var utro og havde misbrug som jeg troede jeg kunne redde dem fra. I dag vejer jeg 109 kilo. Jeg er ked af min vægt hver eneste dag og jeg savner at have en kæreste. Men jeg er glad for alt andet i mit liv. Jeg er mig i dag. Det var jeg ikke dengang.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Irriterende ting ved langt garn