Opskrift: Sådan bliver du glad for at løbe (det kan lade sig gøre)

3-2-1-HOP Helse

img_0303

Men jeg tør ikke at hoppe, for jeg er fandeme bange. Kender du det?

I så mange år har jeg ventet på dét, som netop er hændt mig. Kærligheden. Der er en mand som gerne vil mig.

C H O K E R E N D E. Og det kan virke ironisk når jeg skriver det sådan som jeg gør, men det er chokerende for mig. Og jeg tør ikke stole på dét. Jeg har prøvet at kærlighed ikke var nok.

Jeg kan huske, da jeg som barn var i svømmehallen og en eller anden fik mig lokket op på vipperne. Måske 3 meter vippen, måske den på 5 og et par gange helt op på 10 meter vippen. Jeg stod på kanten og kiggede ned i afgrunden (ja, jeg sætter det muligvis lidt på spidsen) og blev ramt af akut panik og lysten til at vende om, stikke halen mellem benene, tage grinene og de små fnis fra de andre børn og daffe ud i omklædningen, hoppe i mit gode tøj og smutte – og aldrig vende tilbage. Men jeg hoppede. Selvom at jeg var bange og svedte som en nervøs teenager, trods vådt badetøj. Hvorfor? Fordi jeg ikke ville gå glip af oplevelsen. For jeg kendte den jo, fornemmelsen. Kilden i maven, helt dernede hvor det sjældent kilder, i en semi-kedelig hverdag. Fornemmelsen af at have alt på spil, men få det tifoldigt igen. Stoltheden over sig selv og sin bedrift og glæden ved at – lad mig være ærlig – overleve. Jeg frygtede tit for mit liv i svømmehallen, men det bunder nok i at jeg både hader vand, dybde og det at dele vand med fremmede. Og plastre i vand.

Jeg har været forelsket to gange i mit liv, sådan ægte. Jeg var forelsket da jeg var 20 år gammel og nu, lige nu – hvor jeg er 10 år ældre. Der er kæmpe forskel og jeg føler ikke, at jeg kan sammenligne de to oplevelser. Dels fordi jeg var så ung sidst, men også fordi, at der er sket så meget siden. Jeg har oplevet sorg og jeg har været nede og vende i en sådan grad, at jeg ikke havde lyst til at leve og ønskede at blive ramt af en bil, så mine forældre ikke kunne bebrejde mig for at dø. Derfor er jeg forelsket på en hel anden måde, end jeg var sidst. Lidt mere overvejende, lidt mere funderende, lidt mere skeptisk. Langt mere skeptisk, faktisk. Og der er kommet en port, som lynhurtigt kan lukke omkring mig. Ofte uden at jeg helt opdager det og jeg kan ikke stoppe den.

Jeg får hurtigt lyst til, at krybe tilbage i mit skjold og passe mig selv. Det gik jo meget godt, kan jeg tænke. Jeg glemmer hvor ensom jeg var og hvor hårde dagene og nætterne kunne være. Hvor opgivende jeg var. Hvor meget jeg savnede tosomheden – fordi jeg udmærket ved hvordan dén føles, når den er ægte.

Og nu står jeg igen på vippen. Den på (mindst) 10 meter. Det er så pissehamrendelortefucking svært at springe. Jeg kender fornemmelsen. Så snart at jeg står så langt ude på kanten, at tyngdekraften tager fat i mig og jeg falder, så kilder det i maven, så fyldes min krop med spændthed og glæde. Og stolthed fordi jeg gjorde det. Og angst for, at det skal gøre ondt. Eller gå galt. Men den der kilden i maven, den overskygger alle de andre følelser. Så hvorfor springer jeg ikke? Hvad har jeg ærlig talt at miste? Jeg har prøvet at miste alting før, jeg skulle nok kunne klare at miste alting igen. Jeg har klaret mig selv før, jeg skulle nok klare at klare mig selv igen.

Kærlighed er ambivalent“, skrev min gode veninde til mig i dag. Og jeg synes at hun har ret. Kærlighed er dejligt, rart, varmt og opløftende og fuld af liv, håb og glæde. Men hvor er jeg samtidig bange for, at miste det igen. “Sorg er kærlighedens pris“, dét lærte jeg sidst at jeg lå i vandet og plaskede løs, i noget der minder om 5 år. Jeg har ikke brug for at lære det igen, jeg vil ikke igennem dét igen. Det er netop dét, som gør mig bange og som gør, at jeg står på vippen og ikke helt tør at kaste mig ud endnu.

Jeg kommer ikke til, at gå ned fra vippen igen, smutte ned og pakke mit tøj og gemme mig hjemme i min lille lejlighed, hvor jeg kan bilde mig selv ind, at jeg hellere vil være alene fordi “det er nemmere“. Jeg bliver heroppe og venter på, at modet kommer til mig. Eller venter på at jeg bliver skubbet. Jeg vil nemlig det her og jeg tror også, at jeg kan. Jeg skal bare hoppe.

Del gerne dine erfaringer med at turde igen, i kommentarfeltet. Jeg har virkelig brug for at læse andre historier, jeg har virkelig brug for at læse at jeg ikke er alene. Jeg har brug for at blive skubbet.

   

52 kommentarer

  • Sabine

    Du siger det tit og ofte til os, dine læsere, og jeg tror du skal have den rettet mod dig nu: jeg ved du kan. Jeg tror du inderst inde under dig selv at hoppe i, og jeg synes du bør give dig selv muligheden for at svømme igen. Du har vel minimum 60 år tilbage at leve i, og nu hvor chancen har budt sig, er du simpelthen nødt til at hoppe. Så hop. Jeg tror på dig. Du fortjener at være lykkelig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Hop😘 Jeg gik fra min ex efter 18år og 2 børn, utroskab osv lang historie. Møder så denne dejlige fyr i april 17,som sparker benene væk under mig. Men, så får jeg det ligesom du skriver tør man igen, hvad hvis det går galt osv osv. Men, jeg sprang og bor sammen med ham og min store datter nu og han får mig til at smile hel ind i min sjæl❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Spring. Bare spring.
    Stop med at tænke og giv dig selv den gave.
    Ha’ tillid til at du fortjener dette, og overlever hvis det ikke går. Når man elsker med et rent hjerte er det aldrig forgæves.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Moar

    Hop min skat, jeg ved du kan❤️Tænk tilbage på dit faldskærmsspring. Det var angstprovokerende i den grad, men du nød det i fulde drag og vil gøre det igen.
    //jegkanhvadjegvil ( ellers sender jeg far hen og skubber dig, mens jeg står klar med håndklædet😊)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Jeg plejer at sige til mig selv: Kan jeg ændre det? Kan jeg ikke ændre den situation jeg er i, så må jeg få det bedste ud af det og smile på vejen. Vores følelser kan vi ikke ændre. De er som de er. Men vi kan ALTID styre hvad vi tænker og hvordan vi handler.
    Kan jeg ændre det, så 5 4 3 2 1 GO. Tag action og gør noget. Vores hjerne vil helst køre på autopilot. Den er designet til at passe på os. Så når vi skal gøre noget ude af vores comfortzone så vil hjernen gøre alt hvad den kan for at hive dig tilbage. Så når du får en impuls eller en tanke så har du 5 sekunder til at lette bagdelen og handle. Ellers vinder din hjerne og slår ideen ihjel og du er tilbage til udgangspunktet.
    Du kommer aldrig til at føle motivation når du skal prøve noget nyt eller skræmmende. Så stop med at vente på den og bare gør det. 🙂 i Know you can.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Du skal blive i det, og være i det. Du skal ikke tilbage. Jeg er også god til at flygte, når det bliver svært. Men kærligheden er en gave,så tag imod den.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Lev i nuet Helse! Gør det! Ikke tænke, hvad hvis….. eller hvad måske kan ske ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Du skriver du er bange for, det går galt. Men hvad hvis det går godt? <3 En sådan kærlighed gør at man åbner sit hjerte og lukker nogen ind og det gør en så forbandet såbar. Men det du får igen, nemlig omsorg, kærlighed og åbenhed lige tilbage er guld værd! Og Hey, hvis ikke det går så kan du i det mindste sige, at du TURDE. At også det kom du stærkere ud på den anden side fra. Hop Helse. Du bliver overrasket <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Smerte og kærlighed går hånd i hånd. Jeg tror, du må acceptere at begge dele er til stede, og sådan vil det altid være. Også hvis du venter 10 år mere og finder en helt anden fyr. HOP <3 Og nyd alt det liv og energi, der følger med!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jackie

    Hvis du ikke har modet til at tage springet fra vippen så tag ham du kan lide i hånden og fortæl at du gerne vil følges i et stille og roligt tempo ned ad trappen igen: sammen. <3 det gjorde jeg med min kæreste fordi jeg ikke var klar til at springe på hovedet, men tage det skridt for skridt <3 Springet er ikke dit eneste valg <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Kære Mathilde
    En forelskelse som den du beskriver kommer meget sjældent. Du har slet ikke råd til ikke at hoppe 🙂
    Du har intet at tabe, for som en anden herinde skriver: kærlighed er en gave, og hvis du bakker ud nu, så er du tilbage ved det gamle, hvor du jo ikke var glad.
    I say: go for it! 🙂

    Hilsen hende der selv står yderst på vippen og er vandt til at blive skubbet i, men som har fundet sig en fyr, der nægter at skubbe.. gisp!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Jeg har ligesom dig længe gået og ventet på en. En alt for sød fyr inviterede mig ud, og vi var sammen mange gange, og jeg blev forelsket og åbnede mit hjerte og hele min krop for ham! Jeg var klar til rigtig kærlighed..
    Men han var ikke klar, jeg følte han havde skubbet mig ud over den klippe, som jeg mente vi skulle flyve fra sammen, ham og mig, uden nogle fortrydelser. Jeg faldt langt ned, og jeg er nu bange for at flyve igen. Men det holder mig ikke tilbage, for selvom jeg faldt meget langt ned, blev jeg samlet op, og er igen klar, klar til at åbne mig, men stadigvæk alt for bange!
    Du skal ikke holde dig tilbage, for selvom du vil falde istedet for at flyve, der vil altid være en masse som er klar til at samle dig op, og hjælpe dig videre, hvis det sker! Sats på kærligheden, det er det værd ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Spring.

    Du frygter måske at miste kærligheden igen. Men måske får du endnu mere kærlighed, denne gang ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla

    Kære Helse.
    Dette er første gang, at jeg kommenterer på din blog. Jeg kunne simpelthen ikke læse det, også lade være..
    Vend blikket indad. Hver dag indspirerer du mennesker til, at de ikke skal være alene. Nu har du chancen for at opleve tosomheden igen. Jeg har selv stået i samme situation, tør jeg satse på kærligheden? Tør jeg gå ind i det her forhold? Hvad nu hvis jeg bliver såret? Igen. Men nogle gange så må man slippe kontrollen, alle tankerne og lade hjertet vise vej. For i sidste ende, vil jeg hellere stå med følelsen af, at jeg prøvede, end at jeg ikke turde. Jeg valgte kærligheden, og den er der endnu. Jeg håber, at du gør det samme. Kærligheden fortjener alle mennesker at opleve. Nu banker den på din dør, grib den og byd den velkommen ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Jeg stemmer i; hop!
    Jeg mødte min kæreste da jeg stod midt i mit livs største sorg, og troede slet ikke at jeg kunne blive glad igen. Jeg var så skudt i ham, men så bange for at lukke ham ind.
    Nu 4 år efter er vi stadig sammen, og jeg så glad for at jeg tog springet og kastede mig ud i kærlighedens verden.
    Jeg hepper på dig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Som så mange andre skriver, så HOP!
    Jeg stod for snart et år siden i nogenlunde samme situation, jeg troede ikke på kærligheden fandtes eller at man kunne stole og tro på et andet menneske. Men for et år siden vendte den tanke. Den fyr jeg nu vil tilbringe resten af mit liv med, stod overfor mig, og helt old-School spurgte om mit nummer. Vi var meget sammen i ugerne efter, og jeg var bange for at hoppe i med begge ben. Men jeg gjorde det efter lang tids overvejelse, og det er den bedste beslutning. Skulle det værst tænkelige ske og det ikke holder, så har jeg haft den bedste tid, som jeg ikke vil være foruden- og jeg har allerede nu lært så meget om mig selv ❤️
    Go for it Mathilde! Du pisse sej, og jeg elsker at følge dig!
    Følg dit hjerte, nyd at der er en der vil ha dig, præcis som du er ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hannah

    Hej Matilde,
    Jeg er en del yngre end dig, og jeg er muligvis netop på vej ud af min første rigtige forelskelse. Jeg genkender i øjeblikket mange af de ting, du fortæller om kærestesorg. Jeg er selv stadig i mit forhold, og står på vippen til at springe. Hoppe af vippen og afslutte det. Vi har så utrolig meget kærlighed i vores forhold, at det ikke er til at holde ud at give det op. Men kærligheden er, som du skriver, ikke altid nok. Nogengange er der så store forskelligheder mellem to mennesker, at det bliver destruktivt. Men dit vidunderligt velskrevede indlæg her appellerer også til mig. Man skal gøre de ting, som gør en glad. Og turde at gøre det, selvom der er noget på spil. Hvis det handler om noget vigtigt, er der altid noget på spil. Du har tit selv ofte sagt, at man selv er ansvarlig for sin egen lykke, og jeg kunne ikke være mere enig. Og tit så ved vi inderst inde godt, hvad der vil gøre os allergladest. Og derfra kan vi kun selv gøre noget ved det. Så i stedet for kun at lede efter mod, så er der måske også en pointe i at mærke efter, om ikke det, der går og fylder så meget i ens hoved også er det, man har allermest lyst til? For i så fald, så ville jeg ikke turde at lade være.
    TAK for dig, Matilde. Jeg har fulgt dig meget længe og finder kæmpe inspiration hos dig. Du gør rigtig meget for rigtig mange hver dag.
    Jeg håber, det hele kommer til at gå lige som du kunne ønske!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Men hvad er alternativet til at springe? At putte dig ind i dit skjold, hvor alt føles trygt – og så alligevel ikke – for tager du ikke chancen, så ender du op med en følelse af fortrydelse, og tanker om, hvad nu hvis jeg blot havde taget springet, måske det brister, men chancen for at det ender ud i den største euforiske kærlighed, en kærlighed du ikke ønsker at gå glip af. Tro mig, jeg kan stadig sidde ærgrende tilbage her 4 år senere (i morgen er det præcis 4 år siden jeg mødte ham, jeg i dag stadig kan fortryde jeg ikke satsede alt på). Ærgrende over jeg ikke tog springet, gav ham alt hvad jeg havde som han gav mig. I dag er han med en anden, og chancen er passeret. Den følelse ønsker du ikke at sidde tilbage med. Så grib det nu det satans liv ❤️ Tillad dig selv den lykke han giver dig, og sats det, som var der ingen dag imorgen 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Jeg har haft så mange dårlige forhold til mænd der har svigtet mig og været mig utro at da jeg mødte min kæreste for et år siden var jeg SÅ bange. Han er den mest monogame og rene mand jeg kan finde og alligevel har jeg haft så svært ved at hoppe. Men han sagde bare tingene ligeud og gav mig den tid jeg havde brug for indtil jeg var tryg nok til at hoppe. Og nogle gange får jeg stadig lyst til at træde 5 skridt tilbage så jeg ikke risikerer ligeså meget, men jeg holder mig selv i det for jeg ved at det er det værd.
    Mit bedste råd er: tal med ham om det, tal med ham om alle de følelser og forskellen på følelserne og de rationelle tanker. Få ham til at forstå dig, så han kan holde dig i hånden hele vejen og støtte dig.
    Held og lykke søde Matilde!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bianca Lsrsen

    Spring for fanden! Jeg gjorde det og har nu to børn. Fortryd hellere noget du gjorde, end noget du ikke gjorde! Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Da jeg mødte min nuværende kæreste for 3 år siden, var jeg også bange. Pisse hamrende bange for at blive brændt af. I den periode skrev jeg dagbog og jeg husker tydeligt den dag jeg skrev “Nogle gange når man ligger på vandet, kan der komme en bølge og så skal man nogen gange bare holde fast og se hvor bølgen fører en hen. Man kan tænke så mange tanker at man bliver skør, hvorfor ikke bare lade vær, slå hjernen fra og mærk hvordan det føles”. Der er altid en risiko ved at følge med, men for mig er det, det bedste der er sket❤ Held og lykke med kærligheden. Hvis du vælger kærligheden til og føler dig ensom i Aarhus drikker jeg gerne en kop kaffe med dig 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Det føles altid så farligt at tage springet og måske går det galt og du mister igen kærligheden, men der er også en god sandsynlighed for at du vinder det hele og det gør den mulige smerte det hele værd. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Hej Matilde,
    Min historie er på en måde meget lig din, og så selvfølglig min helt egen. Jeg har været og vil altid være i sorg, og jeg er også bange for springe. Jeg har valgt at springe ud i min fremtid med en ny mand, og er lykkelig, stolt af mig selv hver dag, selvom jeg stadig er bange. Jeg har en tekst af Piet Hein hængende af samme grund: “Motto: det er det sidste skridt som koster. Hvis badevipper endte et par tommer før de gør det, så sprang man af sig selv et par minutter før man tør det” Gør det. Du kan godt. Alle hepper på dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Kære Matilde,
    Jeg følger lidt med på sidelinjen, og springer til og fra dine gode skriv. For nyligt læste jeg historien om dig, din bror og den forliste kærlighed – og du er pishamrendefuckinglorte sej! Kærlighed er møg svært og til tider en kæmpe kælling, som man mest af alt har lyst til at sparke hårdt over skinnebenet, og når den bukker sig ned for at sige AV, så sparker man den i røven. Jeg plejer ikke at kommenterer, men for fanden, måske det giver lidt mod til at springe. For springe; det skal du sgu! Her er min historie… For 10 år siden fandt jeg manden i mit liv. 18 år gammel og totalt verliebt. Da jeg mødte ham havde jeg en anden fyr, som på det tidspunkt var soldat i Irak, men ham den nye fyr var bare HAM, og jeg tillod mig at gå fra soldaterfyren, mens han var Irak – SYGT LEDT! Men jeg var så meget videre. Nå men den nye fyr og mig var virkelig forelsket. Stormende forelsket! Han er 9 år ældre end mig, og havde så meget styr på livet med lejlighed midt i Aarhus, og en super nice job i musikbranchen. Det spillede max for mig. Jeg gik i gymnasiet, og lavede alt end end at drikke lukne øl og pasta. Efter gym flyttede vi til København, og købte 2 år senere DEN! perfekt lejlighed inde ved Nytorv. Vi var et power par, og jeg levede mit liv efter ham. Han var og er et godt mennesker, så det var min egen usikkerhed som gjorde mig handlingslammet i mit eget liv. Jeg begyndte på uddannelse, og i en alder af 23 år snakkede vi om børn. Det var næste skridt. Netop som jeg skulle afslutte min uddannelse min han hjem en dag fra job, en kold søndag i januar, og fortalte mig at han ikke elskede mig mere. Jeg var helt ulykkelig. Jeg var snart færdig med uddannelse, boede i mit eget hjem med manden i mit liv og vi skulle til at lave et barn – OG SÅ ELSKEDE HAN MIG IKKE MERE!!!! Jeg overtalte ham til parterapi, som han sagde ja til. Jeg tænkte, at det var chancen, men han var fast besluttet. Jeg flyttede alle mine ting på en uge og flyttede til udlandet. Mens jeg boede 5000km væk drømte jeg om, at når jeg kom hjem igen, så prøvede vi igen. Jeg ville være et nyt menneske, og han ville opdage at jeg var kvinden i hans liv. 2 måneder efter jeg rejste ud af Danmark besluttede vi at sælge lejligheden. Det var slut, som I helt slut mellem os. 6 måneder efter flyttede jeg hjem til København igen, og næste ham i en kæmpe brandert. Han lagde vildt op til mig, og jeg fattede ikke en skid. Til sidst konfronterede jeg ham og var sådan: hvad fanden vil du egentlig. Der kom en lang kærlighedserklæring, jeg var kvinden i hans liv, og mor til hans kommende børn… MEN FORRESTEN ER HAN BØSSE! jamen dejligt! Man tænker sikkert; nå men det er jo ikke det samme som hvis det var en pige! Måske ikke det samme, men tanken om at han på et eller andet tidspunkt ikke havde følt min nøgne krop tiltrækkende! Shit. Veninder som spørger om man er tjekket for HIV! Shit. Og vide at det aldrig kan blive os igen, for han kommer aldrig til at tænde på mig igen. Så var der også lige det, at mens jeg stod i bollekø nede i Kødbyen for at score en flot fyr, så lagde han homo’er ned i stor stil på midtbyens bøssebarer. Tilmed unge flotte bøsser.

    Jeg troede aldrig det ville blive godt igen. Jeg var indstillet bo at bo alene og finde lykke i veninder, arbejde og byture. Jeg tiltræk mænd med komplekser, og det endte i lort hver gang. Jeg tog halvanden år med druk og smøger 4 dage om ugen, mens jeg arbejde som en sindssyg. En fucking rutsjebane af følelser, og jeg turde ikke give mig selv hen til en mand, og være sårbar.

    Lige indtil jeg mødte min nuværende kæreste. Jeg blev enig med mig selv om, at selvom der var risiko for at det ville gå galt, og det ville gøre fucking ondt, så skulle jeg nok komme ud på den anden side. Jeg ved, at jeg godt kan være mig selv, og jeg er ikke bange for det. Den følelse har indimellem forvoldt mig smerte, da jeg har det med at blive lidt for kynisk, men det overskygger aldrig, at jeg turde give slip. Jeg tænker tit på, hvor meget mere bevidst jeg er om mig selv, hvem jeg er og hvad jeg vil – det gav mig mod til at springe.

    Så du skal fandemer springe – er alternativet bedre selvom det måske er mere sikkert. I Think Not! Og udover alle de skønne veninder du indimellem filmer på IG, så virker det også som om, at der er ret mange gode ladies herinde, som kan gribe dig…. Jeg hepper på kærligheden❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    De tænker vi har i vores hoved er ofte vores værste fjende.. Vi forestiller os det værste.. forbereder os på afslag eller smerte.. Det er et kæmpe arbejde at slås med de tænker.. Vi skal øve os i at give os selv lov til at gøre det nemt for os selv. Prøve at gå til venstre hvis vi egentlig har bestemt at vi skal til højre. Giv slip og lad dig følge. Se hvad der sker.. ønsker dig det bedste.. Ta’ så den” hånd” i din og nyd livet💗

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • R

    Jeg tog et kæmpe spring for lidt over fire år siden. Havde aldrig regnet med jeg skulle møde så dejlig en mand efter alle de røvhuller jeg havde mødt på min vej. Jeg stolede ikke på nogen eller noget, flyttede til en anden by hvor jeg hvertfald ikke skulle have en kæreste – jeg skulle bare nyde singlelivet!
    Der stod jeg så en måned senere med den mest fantastiske mand og var ved at kravle ud af min krop af frygt for hvis det nu gik galt.
    Men jeg havde også en anden fornemmelse i kroppen, sådan en ‘her føler jeg mig hjemme’ fornemmelse. Lige netop den følelse gjorde at jeg kastede mig 110% ud i det, med den største frygt for hvordan jeg nogensinde skulle komme ovenpå igen, hvis det nu gik galt.

    Her står jeg 4 år senere, gravid med vores 2. barn og gift med manden i mit liv. Og jeg kunne ikke forestille mig et andet liv end det jeg har i dag. Men ærlig talt, jeg var SÅ bange for at overgive mig helt til ham. Men hvor er jeg lykkelig for at jeg tog springet og turde elske igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte Sørensen

    Sødeste Helsepige ❤
    Nøj hvor du rammer lige ned i min akilleshæl.. Jeg er selv begyndt at date igen, efter mange år i min hule. Blev såret et utal af gange, og orkede det bare ikke mere. Jeg er også pissebange…kan ikke overskue at skulle igennem mere lort. Men hvis man et eller andet sted har lyst til at være 2 som kan blive en familie, så må man løbe risikoen. Det er angstprovokerende i en dimension, man ikke føler andre kan sætte sig helt ind i. Det er ubehageligt, det der med at skulle ud af sin komfortzone 😯.. Men jeg gør det, for angsten skal ikke bestemme hvad jeg skal i mit liv.
    Du/Vi fortjener kærligheden og lykken. Og hvis du tør, så gør jeg også 😘
    Kh Charlotte

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Tro mig, du er ikke alene!! Jeg har været igennem kærestesorg 3 gange, det første forhold varede ik så længe, men han var min første kæreste, og var 26 år, da jeg mødte ham. Jeg havde ikke følt, at jeg ville være sammen med nogle før jeg mødte ham – tænkte nogle gange, “alle andre har haft en masse kærester/haft sex osv”, så jeg følte mig på en måde anderledes på det punkt. Samtidig var og er jeg rigtig glad for, at jeg ventede til jeg var klar til at give mig 100 % hen til et andet menneske. Det var hårdt da forholdet var forbi og jeg græd en del den sommer! Sidst på efteråret samme år mødte jeg en skøn fyr, som endte med at blive min kæreste, vi var sammen 3 år, og troede ikke jeg skulle leve uden ham. Han var den jeg skulle bo i hus med/ha’børn med og det var frygteligt, da forholdet sluttede! Troede aldrig jeg blev “hel” igen! 1 1/år senere mødte jeg en dejlig fyr i byen, og kort tid efter var vi kærester – vi havde det godt og hyggeligt sammen, og talte ind imellem om børn/fremtiden.. Da det forhold endte, faldt min verden fra hinanden, det var SÅ hårdt og fik så oven i købet smidt i hovedet, at det hele var min skyld (man er jo to i forholdet, og ved godt nu, at han også lavede fejl!, undrer mig stadig over han ikke ku indrømme det. Det lå ikke ellers til ham ikke at se egne fejl), så der gjorde det næsten endnu værre! Jeg var så langt nede, og som du beskriver det, så havde jeg slet ik lyst til at være her, “tænk hvis man bare kunne forsvinde, så ville det være meget nemmere”. Men med hjælp fra familie/venner/prof.hjælp lykkes det mig at komme igennem og har det godt i dag, her 1 år og 7 mdr. senere 🙂 Jeg er nu 34, og føler mig ikke helt klar på at møde en ny, fordi jeg “klog af skade”, tænker: “hvad nu hvis jeg møder en sød fyr, og han går fra mig, det vil jeg ik’ kunne klare”. Men som du også skriver, du har været igennem en masse sorg, og kommet stærkt tilbage og det vil man kunne igen. Jeg ved, at jeg er stærkere end, jeg tror, og ønsker også at have en at se en film med, tage ud at spise med, grine med osv. Tager det afslappet og i mit tempo, for hvem ved hvad der sker/hvem man møder 😊 Håber du får mod på at ‘tage springet fra vippen – husk på at “Hvo intet vover, intet vinder” ❤ Knus herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette Louise

    Hvis jeg kunne like, så havde jeg liket moars kommentar❤️ Gør det, tag springet. Jeg har selv været der, og kan sommetider blive angst for at blive forladt igen. Men hold op, hvor gør kærlighed godt❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine Hansen

    Ja ! Ja til af springe .. har været gift med min kærlighed i 7,5 år (vi er 28 & 29 år) efter min ungdomskæreste, som jeg jo dengang troede var mit livs kærlighed , gjorde mig følelsesløs, ligeglad, såret, rasende, depressiv og alt det andet lort der følger med når man får knust sit hjerte . Men så stod han der ! Og jeg tænkte , nå ja , hvad fanden .. det værste der kan ske er at jeg skrotter ham (før han skrotter mig) også lever jeg videre .. fandt hurtigt ud af at han ikke var til at slippe af med , så jeg gav op og overgav mig . Vi har nu vores lille pige, netop købt hus , alt er godt !!! Spring for pokker ! Tag chancen .. du fortjener lykke, kærlighed og solskin ligesom alle andre . Und dig selv at overgive dig til en tryg favn <3 sender masser af kærlighed og kram , fra en anden der også er fundet hjem <3
    Knus Trine

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Søde Matilde!
    Jeg kender virkelig godt følelsen af at savne tosomheden – opture såvel som nedture. Og jeg kender virkelig godt følelsen af at have mistet håbet og være bange for at komme op på hesten igen. Men for pokker, hvor er det dejligt, når man gør det. Jeg mødte min søde kæreste efter at have været single i tre år – han faldt nærmest ned fra himmelen, da jeg mindst ventede det! Og lad os bare være ærlige, der findes sgu da intet bedre end at være forelsket. Og selvom ingen ved, hvad fremtiden bringer, så må man ikke sætte livet på standby. Hvis du har det skønt med ham, så skal du bare nyde det fuldt ud og tillade dig selv at være i det. Man skal gribe kærligheden, når den er der ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ulla

    Jeg kender så godt følelsen. Og havde den med min mand, da vi lærte hinanden at kende i starten. Jeg italesatte det overfor ham og sagde til mig selv “jeg fortjener kærlighed, jeg fortjener en mand der vil mig og elsker mig for den jeg er”. Jeg sprang ud i det, og idag er vi gift og har en skøn lille pige på lige knap 1 år. Det er det bedste spring jeg nogensinde har taget og nyder det gode liv med ægte kærlighed, because im worth it and you are too!! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ninna

    Kærlighed kræver mod, når først den har vist sin kolde unåde. Men det er også i kærligheden vi heler, udvikler os og skaber nyt mod. Hop – hop for helvede. Det er livet der er nu. Hop med det. LOVE

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg genkender din følelse. Da jeg mødte min min kæreste havde jeg været single i et års tid, jeg havde næsten lige været udsat for en voldtægt og jeg var lidt af en hård negl, fordi jeg slet ikke var det – jeg var fuldstændig i stykker. Jeg kunne umuligt rumme den følelse han gav mig af, at han nok i bund og grund var alt jeg drømte om. Det var alt for sårbart og jeg havde slet ikke bearbejdet min egen sorg over at mit liv var sprunget i luften på fem minutter. Så jeg løb. Vi blev i hinandens felt, men så ikke hinanden igen, for jeg blev ved at holde ham på afstand. Et pr efter er jeg taget til Madrid for at møde en mand jeg tror jeg er forelsket i, og jeg tager tre dage i byen alene først. På min sidste aften alene, skriver han (min kæreste) at han har set på FB jeg er i Madrid alene og det er han også, om vi skal mødes til en øl. Han foreslår et sted, der vitterligt er for enden af min gade og jeg forelskede mig noget så grusomt i ham den aften, over dåseøl og ærlig snak om livet og drømme. Men vi ikke så meget som holdt i hånd, den aften. Han skulle på camino efter og jeg skulle have afsluttet det jeg havde gang i, og hjem. Derhjemme blev jeg ramt af panik-følelsen igen, men jeg var ærlig overfor ham omkring det og det gjorde at han hjalp mig med at tage springer, fordi han forstod hvor svært det var for mig, at alt pludselig var perfekt. Idag er det 4,5 år siden vi mødte hinanden første gang. Vi flyttede sammen to måneder efter Madrid og har en datter på 1.5 og skal giftes. Spring, for fanden, spring. Hvis du er i tvivl, er du ikke i tvivl. Men du er ikke i tvivl, ligesom jeg heller ikke var <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Da jeg blev forelsket i min kæreste, var jeg godt og grundigt forslået. Et mislykkes ægteskab og derefter et forhold med en skidt fyr, havde taget hårdt på mig. Med min kæreste oplevede jeg for første gang i mit liv ægte kærlighed. Jeg oplevede at være elsket. Og selvom det føltes som om jeg skulle dø nogle gange, så gjorde noget dybt, dybt i mig, at mærke kærligheden for første gang, at jeg ikke kunne lade være. Måske er jeg naiv når jeg tænker, at jeg hellere ville prøve at være elsket og miste, end aldrig at have været elsket, men det gør så meget ved os som mennesker at blive elsket. Så hvis det er kærlighed, så vil jeg mene at det er dét værd❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Kære Mathilde!
    Jeg tror aldrig, at uanset om det går eller ej, at du bagefter vil fortryde springet. Men du vel nok nærmere fortryde, hvis du ikke havde gjort det. Du ville tænke over, hvordan det kunne have blevet, hvad I kunne have oplevet sammen, hvad det var ført til…
    Personligt kan jeg sagtens genkende det at blive forladt af den, man elsker. Men jeg tror også, du blev ramt så hårdt, fordi det var din første ægte forelskelse/kærlighed. Jeg tror på, at det sætte ekstra dybe spor, når det er ens første kærlighed! Jeg var selv helt vanvittigt vild med min første rigtige kæreste. Vi flyttede sammen og alt var perfekt. Indtil den dag jeg kom hjem fra fodbold, hvor han sagde, at han ikke vidste, om han elskede mig mere. Bare sådan. Ud af ingenting. Ingen forvarsel. Jeg røg ned med at brag. Det skulle jo være os, vi skulle jo have børn. Det havde han selv sagt.
    Jeg fik hjælp fra familien til at flytte. En flytning, som jeg faktisk har fortrængt, så jeg kun i dag kan huske, da jeg sidder i bilen på vej væk derfra.
    “Heldigvis” fandt jeg en endnu bedre mand nogle år efter. Det vil du også gøre, måske har du allerede fundet ham! Jeg tror på dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanne

    Hej Mathilde. Jeg kender godt det der spring al for godt. Og jeg har også været højt oppe at flyve, men der var et dyb fald i vente for mig. Det vidste jeg dog ikke, men jeg vil aldrig glemme oplevelsen, altså chokket. Det sidder stadig i mig den dag idag. Det jeg oplevede, og at der ikke særlig mange der kan relatere til det, det er også derfor jeg skriver denne kommentar. Det jeg oplevede var så skelsættende for mig på mange måder. Først at jeg var ked af at var blevet dårligt behandlet af såkaldte ligegyldige flirts… Men så mødte jeg en der rent faktisk, hvor jeg troede han ville mig oprigtig. Jeg mødte vedkommende gennem en gamle veninde til en privat fest. Og vi blev kærester og jeg var rigtig glad, fordi jeg begyndte så småt at tro på at livet ville gå i den retige retning for mig. Vi begyndte at snakke om vi skulle flytte sammen og det endte med at jeg fik opsagt min lejlighed, for det var noget jeg rigtig gerne ville. Men det endte også der. Og var nødsaget til at flytte hjem til mine forældre, da jeg havde opsagt min lejlighed før to år, og havde derfor mistet anciennitet i boligselskabet Sjælland. Det endte med et helt uforståelig brud for mig, da jeg ellers havde glæde mig til at skulle starte et nyt kapitel af mit liv, men sådan var det ikke. Jeg gik og blev mer og mer ulykkelig over min egen situation og jeg hørte ikke noget fra hverken min veninde eller eks- kæreste om hvad der var sket siden det ændrede sig så drastisk på meget kort tid. Tiden gik og jeg hørte stadig intet, blev mer og mer ked af at være forvirret, forstyrret , frustret, men mest af alt magtesløs for andres ligegyldige adfærd overfor mig, selvom det var mennesker man havde haft rigtig tæt inde på livet var det fuldstændig og aldeles ligegyldigt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanne

    Hej Mathilde. Jeg kender godt det der spring al for godt. Og jeg har også været højt oppe at flyve, men der var et dyb fald i vente for mig. Det vidste jeg dog ikke, men jeg vil aldrig glemme oplevelsen, altså chokket. Det sidder stadig i mig den dag idag. Det jeg oplevede, og at der ikke særlig mange der kan relatere til det, det er også derfor jeg skriver denne kommentar. Det jeg oplevede var så skelsættende for mig på mange måder. Først at jeg var ked af at var blevet dårligt behandlet af såkaldte ligegyldige flirts… Men så mødte jeg en der rent faktisk, hvor jeg troede han ville mig oprigtig. Jeg mødte vedkommende gennem en gamle veninde til en privat fest. Og vi blev kærester og jeg var rigtig glad, fordi jeg begyndte så småt at tro på at livet ville gå i den retige retning for mig. Vi begyndte at snakke om vi skulle flytte sammen og det endte med at jeg fik opsagt min lejlighed, for det var noget jeg rigtig gerne ville. Men det endte også der. Og var nødsaget til at flytte hjem til mine forældre, da jeg havde opsagt min lejlighed før to år, og havde derfor mistet anciennitet i boligselskabet Sjælland. Det endte med et helt uforståelig brud for mig, da jeg ellers havde glæde mig til at skulle starte et nyt kapitel af mit liv, men sådan var det ikke. Jeg gik og blev mer og mer ulykkelig over min egen situation og jeg hørte ikke noget fra hverken min veninde eller eks- kæreste om hvad der var sket siden det ændrede sig så drastisk på meget kort tid. Tiden gik og jeg hørte stadig intet, blev mer og mer ked af at være forvirret, forstyrret , frustret, men mest af alt magtesløs for andres ligegyldige adfærd overfor mig, selvom det var mennesker man havde haft rigtig tæt inde på livet var det fuldstændig og aldeles ligegyldigt. Og det blev ikke bedre af i den periode var min mor alvorlig ramt af kræft, og jeg kæmpede med min egen magtesløse sorg over hvad livet havde budt mig i forhold til relationer og mennesker jeg stolede på. Det endte også med at jeg blev så syg, at jeg kom ind og ligge på psykiatrisk afdeling i 3 måneder efter denne omgang. Og da jeg lå derinde og kæmpede for at få min egen sunde fornuft tilbage igen, kæmpede min mor også med hendes kræft. To dage efter at jeg bliver udskrevet fra psykiatrisk center dør min mor. På det tidspunkt var der allerede forsvundet to nærende veninder ud af mit liv for good, som har haft indflydelse på mit liv. Ikke nok med at jeg skulle kæmpe med folks forestillinger og antagelser om mig, nej jeg skulle også kæmpe for min egen sunde fornuft i al denne elendighed. Så derfor besluttede jeg efter alt bare var gået galt, at jeg blev nød til at starte livet lidt på ny i forhold til relationer, så jeg tog på højskole for at puste liv i mig selv igen. Der var jeg så heldig at møde en der havde hjertet på det rette sted nemlig min kæreste. Men jeg var meget usikker omkring jeg turde kaste mig ud i det igen, men jeg havde abselut intet at miste jeg havde nemlig allerede mistet alt hvad man næsten kunne miste. Ja og man skal rejse sig der hvor man er faldet. Det har lært mig en del og mit verdensbillede er fuldkommen ændret for altid. Jeg er meget opmærksom på hvem jeg giver min energi og overskud til. Men jeg lider et kæmpe afsavn til de mennesker der engang var omkring mig og til det menneske jeg var inden snebolden begyndte at rulle.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorthe

    Åhhhhh helse for fanden dejlige helse❤️Spring, spring ud i livet og kærligheden. Du vil fortryde så frygteligt, hvis du vælger det sikre. Du kan❤️
    Og så er jeg fuldstændig på røven, over alle de vanvittig varme og omsorgsfulde læsere du har. Hold nu kæft altså i er skønne hver og én. Sikke en opbakning du får Matilde. Du må nærmest være blown away❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Jeg forstår dig så godt! Med et knust hjerte i tusindestumper, er jeg også bange for om jeg overhoved nogensinde bare kan komme hen til 1 meter vippen af frygt for endnu en maveplaske (for lige at blive i analogien). Så egentlig synes jeg bare, at du først og fremmest skal rose dig selv for hvor langt du er kommet! Det er virkelig en kæmpe sejr! Og så hop ind i det! Kærligheden medfølger risikoen for at miste, men som man siger i aktieverden “High risk, High yield”
    Krydser fingre for dig 💕

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Aldrig nogensinde vær bange for at hoppe. Jeg så din story den anden dag hvor du så fint fortæller, hvordan det varmer dit hjerte at folk er så glade på dine vegne over din nye kærlighed. Og den gjorde mig glad fordi jeg ikke er den eneste der virkelig sad med mine små klappende hænder da du først delte dit billede om hånden. MEN det er så skide svært. Det er skide svært at give slip og give alting, for kærlighed er en vild størrelse. Jeg har en fornemmelse af at det er enten eller. Du kan ikke give dig halvt, for hvad er det så?
    Efter min ekskæreste og jeg gik fra hinanden gik min verden i stå og jeg havde en følelse af at det var enden på min lykke, men to år efter møder jeg en som – hånden på hjertet – er det bedste menneske jeg har mødt i mit liv. Han er fantastisk på alle måder – og dog, han er “dårlig” til kærlighed og har igennem årene bygget sig denne mur der gør, at du ikke bare kan vælte den. Og det er skide kompliceret, jeg har haft ondt i maven, jeg har i nogle dage ikke spist, fordi mine tanker er et andet sted. Men så gik det op for mig, som du så fint siger, hvad er der at miste? Hvis jeg mistede det nu, ville mit hjerte blive knust, og mistede jeg ham om 7 måneder ville jeg stadig være knust, så hvor er forskellen, andet end man fik 7 dejlige måneder og en masse lærerige episoder?
    Kærlighed er bare svært og pisse skræmmende, men samtidig det mest uforklarlige og skønne i verden. Lov mig at du hopper, ligeså hurtigt du kan. Du vil ikke fortryde det. Det vil give en ro i dit hjerte og dit liv, så du kan fokusere på glæden i stedet ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Jeg var bange… Efter 5 års turbulent forhold til en alkoholiker, var jeg skrækslagen! Men jeg hoppede. Det var ikke altid nemt, der har været mange bump og en del tillid, der skulle vindes. For os begge. Men nu er det snart 11 år siden, og vi har lige fået vores andet barn. Så hop, kære Matilde!! Kast dig ud i det! Jo, der er en risiko, det er der altid… Men der er også en chance. En chance for at det er rigtigt og godt! Så gør det, og nyd sommerfuglene! Det ville være så ærgerligt hvis du sad bagefter og fortrød, at du ikke hoppede… ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Først 3 år med hvsd jeg troede var mit livs kærlighed. Han tog stoffet bag min ryg og forlod mig for en mand.
    Et par år alene – troede jeg havde fundet kærligheden igen. Det blev til 8 år i psykisk helvede. Endte med daglige angstanfald, depression, selvmordsforsøg og en masse andre helt forfærdelige ting. Flygtede endelig hjem til min mor. Skulle ALDRIG mænd igen. Lagde planer for mit fremtidige liv All by my self. Livet skulle overstås!
    Men så mødte jeg ham her. Jeg fattede ikke hans tilnærmelser (det har jeg aldrig gjort med mænd) men han var det mest forstående menneske jeg nogensinde havde mødt. Jeg blev forelsket. Ligesom dig har jeg g været forelsket før, især i den første mand. Men denne gang er alt anderledes og det kommer sig især af den tid der er gået (er idag 32 år) Lang historie kort, vi trodsede modstanden vi blev mødt med for omverden (især hans familie) og idag 2.5 år efter ligger vi med vores dejlige søn på 11 mdr. Imellem os.
    Det føles som en drøm. Var SÅ færdig. Drømmen om børn var blevet opgivet for flere år siden.
    Søde Mathilde, det kan lade sig gøre, nyd det, dont Rush it ❤️ hvis det føles rigtigt så luk det ind. Vi lever kun en gang og alle fortjener kærlighed. Der er bump på vejen, men han findes derude og det lyder til at du lige nu har fingrene i et rigtig godt bud på din ‘HAM’. Hvis det kan mærkes i maven, så hold fast og giv det et skud. Det fortjener du ❤️ krydser fingre for du tør tage hånd om din lykke 😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Hop for satan! Jeg har været i situationen hvor jeg ikke hoppede fordi jeg ikke turde. Jeg var så bange for at få knust mit hjerte igen, at jeg frøs fuldstændig og begyndte at gå baglæns. Og aldrig har jeg fortrudt noget så meget! Jeg mistede den mand, son jeg faktisk elskede virkelig højt fordi jeg blev bange. Så hop for pokker ❤ ens hjerte kan stadig ende knust selvom man ikke hoppede!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Do it! 😘
    Jeg kæmper stadig med det at turde give sig hen til et andet menneske fuldt ud og tage springet. Jeg har gjort det en gang uden at holde mig tilbage, dette endte så ud i at jeg blev såret. Hvilket gør at jeg simpelthen ikke tør at tage springet , jeg kan følge dig fuldt ud. Man tager ligesom et “lukket” glasbur omkring sin krop og det er så fandens svært at give sig helt hen ! Jeg arbejder med det og mig selv og jeg håber også på en dag når jeg finder ham igen at jeg tør tage springet! Man må tage chancer her i livet og så må det gå som det går. Hvis man ikke tør, sker der ikke noget i livet og kærligheden fortabes….
    held og lykke med springet 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Do it! 😘
    Jeg kæmper stadig med det at turde give sig hen til et andet menneske fuldt ud og tage springet. Jeg har gjort det en gang uden at holde mig tilbage, dette endte så ud i at jeg blev såret. Hvilket gør at jeg simpelthen ikke tør at tage springet , jeg kan følge dig fuldt ud. Man tager ligesom et “lukket” glasbur omkring sin krop og det er så fandens svært at give sig helt hen ! Jeg arbejder med det og mig selv og jeg håber også på en dag når jeg finder ham igen at jeg tør tage springet! Man må tage chancer her i livet og så må det gå som det går. Hvis man ikke tør, sker der ikke noget i livet og kærligheden fortabes….
    held og lykke med springet 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Jeg stemmer også for at hoppe! Du fortjener det. Og husk ikke mindst at tal om det, fortæl ‘hånden’ hvordan du har det med det, ikke for meget og ikke lade det overskygge, men bare sæt ord på. Det hjælper virkelig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ellen

    Jeg har været sammen med min kæreste i lidt over 8 måneder nu (dejligste fyr på denne klode, i mine øjne), men jeg kan stadig have svært ved virkelig at forstå, at han så gerne vil mig og virkelig elsker mig så meget.. mig??.. Mit tidligere forhold var noget jeg bare skulle væk fra. Min eks slog mig igennem vores 1,5 års forhold, før jeg fik revet mig fri… – Det kan være svært at forstå, at min kæreste nu kun vil gøre alt for, at gøre mig glad og kun gør ting i en god mening (også selvom det ikke altid ender sådan haha). Men det er fandme svært når man har været vant til en anden realitet – at få de tanker ud af hovedet. Det lyder måske dumt i andres øre, men som det røg ud af mig, da jeg sidst fik et “flashback” og blev ked af det og sagde til min kæreste; “Du giver mig mere kærlighed end jeg nogensinde fik – du er lige nødt til, at give mig 2 sekunder ik”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    I morgen er det 10 måneder siden, at min eksmand og jeg besluttede at gå fra hinanden efter næsten 14 år sammen.
    Jeg har været på Tinder af et par gange; har mødt nogle søde mænd, der har givet meget opmærksomhed, god sex og generelt bekræftet mig i, at jeg er lækker med mine former. Men det tog også tid før jeg var “klar” til at lukke en ny mand ind. Jeg har endnu ikke mødt ham, jeg kunne se mig selv være kæreste med, men det kommer forhåbentlig på et tidspunkt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Min daværende kæreste, som jeg var sammen med i tre år, var min helt store kærlighed, troede jeg. Han gjorde en anden pige gravid, som i dag er mor til to af hans børn, og jeg tænkte på ham hver dag flere gange om dagen i mine seks år som single. Resten af tiden brugte jrg på at fornedre mig selv og knalde med fyre, jeg ikke engang elskede, i håb om, at en af dem ville elske mig. Jeg endte med at opsøge en psykolog og faktisk få dage efter min sidste samtale mødte jeg min forlovede – min eneste “anden”, som er så meget bedre end alle andre, jeg har mødt. Han ELSKER mig virkelig, og jeg tror på det. I starten forstod jeg ikke mit eget held, men jeg har lært st stole på hans kærlighed – han giver mig ingen grund til at tvivle ❤️ Held og lykke med DIN nyfundne kærlighed, Matilde. Er så glad på dine vegne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Det her er ment i al kærlighed og respekt for dig og alt det du deler. Du er en rollemodel for SÅ mange smukke mennesker, og derfor er du nødt til at hoppe. Fordi dit spring bliver billedet på at andre også kan. Og at man er nødt til at gøre det igen og igen, for hvis ikke vi kan tro på kærligheden, så er der netop ikke noget tilbage. Så du hopper ikke alene. Mange vil fremover turde hoppe, fordi du viste at det var okay.
    What if you fly ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Jeg har stået på den samme vippe, bange for at tage springet med en fantastisk mand som jeg var vanvittigt forelsket i, fordi fortiden havde lært mig at kærligheden kunne gøre frygteligt ondt. Jeg havde tidligere været i et psykisk voldeligt forhold, men ham her behandlede mig med al mulig respekt og elskede mig for mig. Jeg var beruset af kærlighed men samtidig møghamrende bange for at blive såret igen. Jeg panikkede, slog op med ham den perfekte mand, og jeg levede videre med mit hurtige overfladisk liv for at løbe fra smerten. Jeg fandt sammen med ham igen – han gav ikke op, men da det blev seriøst stak jeg af igen. Han blev såret, naturligvis og det gik op for mig at min drømmemand + fremtidige drømmeliv var ved at løbe ud i sandet.
    Jeg opsøgte ham igen og fortalte om alle fortidens dæmoner, om hvorfor jeg var bange, lagde alle kortene på bordet, sagde jeg virkelig gerne ville ham og jeg men at jeg havde brug for hans hjælp. Det lyder som en kliché, men det hjalp virkelig at få sat ord på, og vi lavede en aftale om at snakke om det når panikken ramte mig.
    Vi har nu 5 år senere fået 2 børn, hus, kat og hele drømmen og vores kærlighed er kun blevet stærkere og større. Han er for god til at være sand, men han er min og jeg er lykkelig for at jeg til sidst turde tage valget og springe. Det er det værd ❤️❤️❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opskrift: Sådan bliver du glad for at løbe (det kan lade sig gøre)