Jeg hader alting

Når kærlighed ikke er som på film

love

Fuck dig amerikanske filmkultur. Fuck de der film hvor hovedrollerne (senere: de elskende) mødes tilfældigt på en café i New York, han spilder kaffe udover hendes nederdel, hjælper med at vaske det af og PUF! de forelsker sig. Jovist der er nok lidt bump på vejen, men filmen ender altid godt og romantisk og kvalmende. Fuck dig manuskriptforfatter, som digter en handling, hvor slutningen rummer en mand som spiller guitar ude foran hendes vindue og de sammen rider væk i (fucking) hestevogn. Mod (fucking) solnedgangen. Fuck dig The Notebook. Fuck dig Notting Hill. Fuck dig Hugh Grant. Fuck dig instruktør som får mig til at tænke, at kærlighed kun er rigtig, hvis den er som den er på film. Fuck dig, seriøst.

Gid det var så vel. Men så alligevel ikke. Men jeg savner film hvor man ser, hvor hårdt det også kan være, at være forelsket, at elske, at indgå i et voksen parforhold. Det er ikke en tur i parken, venner. Men det ved du sikkert godt.

Hånden. Dejlige Hånd. Hans navn er endnu en hemmelighed, men mon ikke jeg snart flasher det. Jeg kan snart ikke lade være. Jeg har lyst til at råbe hans navn midt på Rådhuspladsen. Men jeg har valgt at skrue ned for tempoet – på de sociale medier. Men jeg har altså mødt en Hånd (han har to, i øvrigt) og alting føles pludselig nemmere. Og fornemmelsen i mit hjerte er anderledes, fornemmelsen i mit hoved, i min krop, dybt nede i maven, hvor der før var mørkt og ingen aktivitet. Det er fucking fantastisk. Og så alligevel ikke.

Kærlighed er nemlig ikke, som den er på film. Surprise. Det vidste jeg jo nok godt. Men jeg havde vist glemt det. Eller også var det bare anderledes sidst at jeg var forelsket – som foregik for mere end 10 år siden. Jeg var så ung, jeg var helt ny i gamet og jeg havde ingen erfaring, bagage eller fucked-up-hed med mig. Tiderne er ændret og jeg har både erfaring, bagage og en masse fucked-up-hed med mig – og jeg har været alene i næsten 3 år. Klaret mig selv, været selvstændig. Jeg har klaret tingene selv. Jeg har selv gjort rent, handlet (okay nemlig.com har også hjulpet, men jeg klikkede det hjem helt selv!), jeg har selv sørget for at husleje, forsikringer og andet kedeligt blev ordnet. Jeg har renset mit eget afløb. Jeg har sågar kravlet (ja, bogstavlig talt) ud i mit køkken for at lave te, da jeg havde næsten 40 i feber. Bonusinfo: jeg faldt i søvn og fik en god lur på gulvet i noget der minder om 45 minutter. Men! Jeg har klaret mig selv. Og det gik jo meget godt. Bortset fra, at jeg savnede noget. Både at få noget (altså kærlighed!) men også at give noget (også kærlighed!) til en anden.

Og nu har jeg det vist – og hvad fanden brokker jeg mig så over? Det er bare så svært at give slip. Fordi jeg netop havde ret meget styr på det hele, da jeg mødte Hånden. Jeg manglede kærlighed og nærvær, men jeg trak da vejret og jeg var for det meste glad. Tør jeg at sætte det på spil? Hånden har i sin hånd mit hjerte og muligheden for at knuse det eller varme det. Dét er angstprovokerende. Og apropos angstprovokerende. Det der med at gå på kompromis, dét havde jeg lidt glemt hvordan man gjorde. Det der med pludselig at være to i lejligheden og have to pakkede kalendere og så er vi oven i købet begge selvstændige hvilket betyder, at vi altid mangler noget og at vi altid kan arbejde mere. Det hele er nyt og spændende og svært og udfordrende. Det er ikke som på film. De skide film slutter næsten altid med, at hovedrollerne finder sammen og alt er godt. Men hvad sker der efterfølgende? Der sker akavede toiletbesøg, en oppustet mave, hår på benene, sur mælk i køleskabet, en diskussion om hvorvidt telefoner hører til i soveværelset eller ej og en travl hverdag – det er dét som sker.

Men det er også det smukke, i det hele. Det med langsomt at lære hinanden at kende, det med at se nye sider af hinanden, det med at se skævheder og finurligheder (læs lidt af mine her). Det der med at elske på trods af mærkelige vaner, hår på knæene og en mærkelig lugt i kun den ene armhule. Men jeg synes at det er hårdt arbejde og jeg er træt, jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været sulten, jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst smilede som jeg gør lige nu, jeg kan ikke huske hvornår, at jeg sidst havde det sådan her. Det er både dejligt og fucking hårdt. Alt er på spil. Lige nu kan jeg i den grad mærke livet – som en romantisk engelsk film og som et helt almindelig menneske, som bare ønsker at føle lykke i livet. Med leverpostej, skænderier og kompromis.

 

17 kommentarer

  • Charlotte Sørensen

    ❤❤❤❤❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Nyd det nu bare, slå nu hjernen fra og nyd det. Alle de ting der er svære, lad dem være svære når der er gået et år. Lysten til at gå på kompromis skal jo gerne være en del af at være forelsket. Det næsten synd at du ikke bare kan slå hovedet fra, det her indlæg ødelægger lidt for mig alt det søde ved du har fundet kærligheden. Du skal jo skabe din egen film, alle er forskellige, men i film går der ret lang tid ofte før der kommer point of No return, hvis man allerede nu 2 måneder inde i noget leder efter det, er det en skam. Ja du har været alene i 3 år, men du har jo også delt dit liv med en anden tidligere, der er ingen det er nemt for, men så længe lysten og glæden overstiger det andet, skal det vel ikke være noget negativt

    Kærligheden er jo netop nem, for du ved hvad der er det rigtige, men hvis vi vil kan vi altid finde fejl eller udfordringer ved det, men hvorfor ikke bare nyde det gode mens drt er godt, alle forhold skal nok få udfordringer, men helst ikke som nyforelsket.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sara Julie Larsen

      Jeg bliver simpelthen nødt til at kommentere på din påstand om, at forhold ikke skal være svære i starten 🙂 Hvor er facit på dét? Det kan netop være svært i starten, fordi man er så ny i forholdet, ikke kender hinanden, ikke altid ved, hvad den anden mener, når han siger noget – frygten ved alt det uvisse. Jeg synes det er lige så skønt, som det er angstprovokerende at være forelsket – og der er jo ingen rigtige eller forkerte måder at være på eller tænke på – ej heller når man er forelsket 🙂 Vi har jo alle hver især ting i bagagen, der gør, vi tænker/handler som vi nu engang gør. Og er det ikke det smukke ved det? At intet er rigtigt eller forkert, og vi er så forskellige som vi er? ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Matilde

      Årh Sara, du gjorde lige at klumpen i mit hjerte forsvandt igen <3 du har ret. Tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sara Julie

      Jeg havde selv nogle udfordringer i starten af mit tidligere forhold, og når folk kom med kommentarer om, at det ikke burde være så “svært”, fik jeg bare så ondt i maven og tvivlede så meget på mig selv og følte mig SÅ forkert, så havde bare brug for selv at komme med den MODSATTE kommentar: Intet der handler om følelser skal være på nogen bestemt måde.
      Ingen af os skal være dommere – især ikke over andres liv og følelser. Ingen følelser er heldigvis forkerte ❤️
      Elsker at følge med i dit liv, Matilde. Det er SÅ inspirerende! Tak fordi du deler så åbent og ærligt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg kan anbefale Alain De Botton med The Course of Love for en beskrivelse af kærlighed. Som den er i virkeligheden og ikke i den romantiserede udgave.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Fuck hvor jeg elsker det her indlæg, for fuck hvor er det bare on point! Det er det mest livsbekræftende, men samtidig mest angstprovokerende i hele verden at være forelsket. Men hvis man siger nej til kærlighed, siger man også nej til en glæde man ikke finder andetsteds, og det ville være en skam! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla T

    Jeg venter virkelig i spænding på første billede, hvor han (andet end hans hånd/hænder) er på!

    Og så vil jeg lige sige, at jeg synes, du skulle se Me before you. Fantastisk film, og det er bestemt ikke kun rosenrødt. Du har måske allerede set eller læst den. Jeg elsker den – og især Emilia Clarke!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Didde

    Hvor har du ret❤️ Jeg hepper også på kærligheden og på at turde give slip

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Mega hep herfra! Jeg kan kun bakke op om frustrationen over kærlighedsfilmene, der har skabt et forskruet billede på parforholdet og forelskelsen. Og det er sgu da klart, at du lige skal vænne dig til at være to om tingene igen, hallo! Det er helt okay. Og du er i øvrigt ikke alene i din situation. Mega kram fra Århus <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lærke

    Jeg har været i et parforhold i snart 6 år nu. Det er hårdt og det har altid været hårdt. Især når nyforelskelsen ændrer sig til kærlighed – og som du siger Matilde: når det ender i toiletbesøg, oppustet mave og latterlige diskussioner (og nogle gange mange, dagligt). Ikke at det skift er dårligt – det er bare anderledes. Men for at vende tilbage til det med at det er hårdt i starten. Jeg havde så svært ved at rumme alle de her følelser og især at turde give efter. Jeg havde så svært ved det at jeg faktisk fik en depression og måtte få hjælp. Det gjorde mig så bange og enormt usikker på mig selv. Var jeg nu god nok? – også når han lærer mig rigtigt at kende og når han har set mine svagheder (som ikke altid er bedårende små quirks, som man ser i film)? Det var en enormt svær tid for mig. Så på den måde trives jeg bedst nu hvor vi kender hinanden og alt er trygt – selvom jeg selvfølgelig også savner det romantiske i starten 🙂 men selv efter 6 år får jeg stadig den frygt, når det går rigtig godt. For så er der jo noget ekstra at miste.. og når det går dårligt frygter man også. Så jo, forhold ER hårde. Men det er jo klart, fordi man er to forskellige mennesker med forskellige erfaringer og synspunkter – heldigvis! Men det kan også give en enorm udvikling, hvis man er villig til at tilpasse sig hinanden og lære nye vaner 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Se sommersby med jodie foster og richard gere… aldrig har jeg grædt å meget. Som nyskilt. Fra exmanden gemmen 12 år som kærester 20. Har jeg fundet mig selv. Har det godt i eget selskab. Gider ikke lede efter kærligheden. Men bekræftigelse og nærhed er jo stadig rart. Og du løber stadig alt for meget

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Kære Matilde

    Jeg kan fuldt ud forstå dine tanker om at date igen og hvordan det kan være svært bare at nyde det. Det er ikke forkert, jeg tænker at man aldrig kan give 100 % slip på sine tidligere oplevelser, og man vil være nervøs og bange for om det gør ondt at kaste sig ud i det nye – at overlade ens hjerte til et andet menneske. Jeg kom til at tænke på dette indlæg, da jeg hørte programmet “Sangskriver” på P3, hvor det i det afsnit var Alex Vargas der var inde. Han skulle skrive en sang til en fyr, der netop var kommet ud af et forhold, hvor pigen ikke behandlede ham særlig godt. Jeg kom ikke til at tænke på dette indlæg i den forbindelse, men mere fordi sangen kom til at handle om at lære at lade sit hjerte blive knust, vende de voldsomme følelser om og langsomt lære vejen hen til, hvor man kan samle sit hjerte op igen. Altså det er en langsommelig proces og det går ikke bare over, fordi man møder en ny. Det smukke er at man tør kaste sig ud i et nyt eventyr med alle følelser og al risiko for at få sit hjerte knust igen – fordi man kan samle det op og det kan føles godt og varmt at give hjertet til en ny.

    Åh, håber det giver lidt mening. Kan anbefale dig at lytte til sangen, for den er meget smuk! Den hedder Slowly af Alex Vargas❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline S

    Difficult roads often leads to beautiful destinations❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine Marie

    Hej Helse
    Jeg ved hvordan du har det, havde det meget som dig da jeg mødte min nuværende kæreste som 28 årig. Havde også været alene længe og havde en meget stærk selvstændigheds følelse og en stor angst for at blive såret. Den lurer stadig efter 2 1/2 år og den forbliver nok nogle år endnu. Intet er sikkert her i livet, men vi har en meget stor inflydelse på det. Hvis vi lytter, snakker om det, er ærlige, mærker efter og gør os umage skal I og vi nok klare det. Husk at I er to i det. Han risikerer ligeså meget som dig. Du har hans hjerte i DIN hånd. I er ligeværdige! Det er jo et lige forhold hvor I begge risikerer og investerer lige meget. I er i det sammen.
    Tro på kærligheden, uden den er livet tomt. Hellere have elsket og mistet end aldrig elsket.
    /Christine

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • HoldYourHens

    Hej sødeste Helse. Jeg vil bare kommentere, at jeg forstår dig fuldt ud, kunne ikke have skrevet det bedre selv. Du har så evigt ret, og du skal vide at du ikke er alene med hverken dine holdninger , tanker, følelser og din situation. Kæmpe social-media-kram til dig, og et “you can do it” som jeg ønsker må følge dig overalt hvor du går. Du er total bad-ass, and I love it!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fedt indlæg 👏🏻 det er nemlig fuldstændig rigtigt! Da jeg mødte min mand for snart 5 år siden, prøvede jeg for alt i verden at fortælle ham at jeg ikke havde brug for ham og udover min fucked-hed som han også så, så havde jeg også en kørestol og dermed et handicap..
    Well.. i dag snart 5 år senere(og et barn og en hund), kunne jeg ikke være mere glad – også selvom der er de hårde dage(som alle forhold har)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg hader alting