Det her sker når jeg møder en mand

Sådan lærer du at elske dine folder, deller og andre issues

tatoo6

Kan man dét? Lære at elske sig selv? Ja det kan man. Det kan du. Og jeg vil her dele, hvad jeg selv gør for at opretholde et sundt og godt forhold til mig selv og til min krop. Det er nemlig det som jeg oftest bliver spurgt om – hvordan man lærer at holde af sig selv. Og jeg har, de fleste dage, et godt forhold til min krop. Men sådan har det langt fra altid været. Jeg har brugt mange minutter, timer, dage, år på at hade min krop og på at tale grimt til mig selv, ikke mindst. Dét ændrede sig for et par år siden – og jeg vil så gerne dele det med dig, for det er en helt anden verden. Livet er sjovere, når det ikke går op i andres mening, strækmærker og selvhad. Som jeg i øvrigt var indendørs mester i, en del år i træk. Jeg håber ikke at du har overtaget vandrepokalen? Hvis du har, så læs med her:

Det første råd og det råd som jeg altid giver er: Tag ansvar. Der kommer ikke en og banker på din dør og forærer dig en portion selvkærlighed og samtidig tager dit selvhad med sig. Gid. Men ak. Du skal tage ansvar og du skal ville have det bedre. Stil det op på denne måde:

  • Du er måske 25 år og har måske.. 55-60 år tilbage. Vil du bruge dem på at hade de ting ved din krop, som du alligevel (måske) ikke kan gøre det store ved? Eller vil du forsøge at holde af de ting og være ligeglad med, hvad folk eventuelt tænker om dig? Vil du lade dig begrænse af andres mening eller vil du gøre det, som du har lyst til? Når jeg tager tøj på om morgenen kan jeg sommetider rammes af mindreværd. Så kan jeg tænke hvad folk mon vil tænke, om mit tøj. Men så forsøger jeg at tænke, at jeg er ligeglad. Og at de måske slet ikke tænker noget. Og hvad hvis de gør? Skal dét så afholde mig fra, at have den gule kjole på? Fandeme nej. De tænker nok noget alligevel, kjole eller ej. Gør hvad du har lyst til. Tag på hvad du har lyst til. Gør det for din egen skyld. Det er dig som skal have det på.

Altså – beslut dig for at ændre kurs. Start om morgenen og lyt efter til hvordan du taler til dig selv. Forsøg at stop op og lav ordene om. I stedet for at sige “hvor er du blevet tyk, du kan altså ikke have den der på” så sig “i dag føler jeg mig usikker på min krop, så jeg tager en sweater på, som jeg har det behageligt i. Men imorgen vil jeg gerne forsøge at have noget andet på og det skal være mit mål for ugen“. Sæt små men målbare mål op for dig selv, skriv dem eventuelt ned. Få et vidne – sæt en veninde ind i dine tanker og fortæl hende, at du gerne vil have det bedre med dig selv og din krop. Så kan hun hjælpe dig på rette kurs, hvis du “falder i” og hvis du ikke har nået et mål, som du eller havde sat dig for. Alting har sin start og forvent ikke at du sejler i selvkærlighed efter en uge. Tænk hvor længe du har været inde i et dårligt mønster og talt grimt til dig selv – det kan ikke ændres på kort tid. Én dag af gangen. Når først du har besluttet dig – så er du på rette vej.

Scan dit feed: Gå alle igennem på instagram. ALLE som du følger. Én for én. Mærk efter ved hver enkel – hvilken følelse giver hun/han dig? Følelsen af mindreværd eller følelsen af glæde/inspiration/motivation/andet positivt? Vær kritisk og unfollow de, som giver dig mindreværd. Tænk hvor mange timer du bruger på de sociale medier – det skal gerne give dig glæde (primært og slet ikke mindreværd!). Tag ansvar for dit feed. Ingen andre gør det for dig.

Tag tøjet af. Jeg opdagede for nogle år siden, at jeg ikke kunne lide at kigge på mig selv, når jeg var nøgen. Når jeg var i bad, når jeg tog tøj på, når jeg havde sex. Og sådan havde jeg ikke lyst til at have det. Så jeg gik i skarp træning – altså ikke i træningscenteret, men derhjemme. Jeg tog tøjet af så tit jeg kunne – og gik nøgen rundt. Kiggede mig selv i spejlet, selvom at det var grænseoverskridende og det var ikke rart. Men jo mere jeg så mig selv nøgen, jo nemmere blev det og jo mindre tog jeg notits af det. Det er jo bare en krop for fanden – det vigtigste er det som er indeni, og det hjalp denne øvelse mig med at forstå. Jeg er stadigvæk meget nøgen og jeg arbejde ofte nøgen. Forleden vaskede jeg gulv nøgen. Det er befriende og sådan jeg er skabt. Det gider jeg ikke at være flov over. Og sex er altså meget sjovere, når du ikke er hæmmet og genert. Og mændene ser altså ikke alle de fejl, som du ser. De har andet i hovedet, mens det står på. Trust me.

Når jeg har en dårlig kropsdag, som jeg kalder de dage, hvor selvhadet buldrer og hvor jeg næsten ikke kan rumme min egen krop – så forsøger jeg at være i dét og være bevidst om, at der er en ny dag imorgen. Når jeg har sådan en dag, så kan jeg f.eks. kigge ned på min mave når jeg sidder ned og føle mig helt vildt tyk. Så rejser jeg mig, stiller mig med siden til et spejl og ser, at min mave er nøjagtig som den var igår og som den vil være imorgen. Sommetider hjælper det at se den fra andre vinkler. Føler du dig f.eks. tyk når du sidder på et toilet? Det kan jeg godt gøre – men det er sgu da klart! Det hele bliver jo most ud. Du ser slet ikke sådan ud. Hen foran et spejl. Du er helt som du skal være.

Jeg tænker at lave et indlæg mere – for jeg har flere råd og tips og erfaringer. Vil du læse mere?

(p.s. fuck idealet, du er god nok).

5 kommentarer

  • Maria

    Du er jo pisse pæn!! Altså Mathilde. 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Du er jo pisse pæn!! Altså Mathilde. 😘 ** Matilde

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Jeg vil virkelig gerne læse mere. Du har så evigt ret 🙏🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Jeg girlcrusher lidt på dig! Hold kæft en inspiration du er.. Jeg har aldrig mødt dig, men føler jeg kender dig! Du giver SÅ meget af dig selv.. Jeg er pjattet med det! Tænk at have en “veninde” man aldrig har mødt. Underlig følelse – og bare rolig, jeg er ikke end creepy stalker! Jeg er blot en “hemmelig” beundrer 😄❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er sådan en dejlig inspiration 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det her sker når jeg møder en mand