Cover it up

Én af dem.

Fotograf: Emily Spiro (the one and only!)

Øreringene er fra Jannie Baltzer

Ej. Har du fået en kæreste? Hvad så med os, der er tilbage?“. Sådan en besked fik jeg forleden – og den står ikke alene. Jeg får lidt ondt i maven, når jeg får sådan en besked. Men jeg forstår dig, som sender mig den. Nu er jeg nemlig én af dem. Satans.

Nu er jeg om bord på Kæreste Cruiset, mens du måske står på noget, som føles som en tømmerflåde, der føles mere og mere tom. Og måske er du mere og mere desperat efter, at få en kæreste. Måske nyder du, at sidde på tømmerflåden. Jeg har haft en kæreste i snart 5 uger (men hvem tæller? Læs: miiiig), men jeg husker tydeligt hvordan dagene kunne føles meget, meget forskelligt. Nogle dage elskede jeg tilværelsen, andre dage hvilede jeg dårligt i dét og så snart, at jeg satte nøglen i låsen til min lejlighed, ramte ensomheden som en stor, fed spade i mit baghoved. Jeg føler, at jeg svigter dig. Det har jeg skrevet om, før. Jeg talte med min veninde om det, en dag efter træning. For jeg er ked af, hvis du føler dig endnu mere alene, fordi jeg er daffet over på Love all inclusive. Min veninde sagde, klogt, som hun ofte er: “Du kan jo ikke være ulykkelig resten af dit liv, fordi du ikke vil svigte dine følgere. Du giver dem håb. Husk det. Du ved af alle, hvor hårdt singlelivet er“. Veninde er spejle, som er sunde at spejle sig i, sommetider.

Var jeg ulykkelig, som single? Er man nødvendigvis dét, bare fordi man er alene? Svaret er nej. Jeg var ikke ulykkelig som sådan, men jeg savnede at dele mit liv, med en. Jeg savnede tosomheden og jeg savnede nærhed. Jeg savnede at være ens kæreste. Fordi jeg i så mange år, har været mig selv. Og har fundet ud af, hvordan dét er – og hvordan jeg gerne vil være. Uafhængigt af en mand. Jeg var ikke ulykkelig, jeg havde et skønt liv før Kristian. Og nu er det skønt, men på en anden måde. Jeg er ked af hvis det får dig til, at føle dig endnu mere alene. Jeg forstår dig godt. Sådan havde jeg det selv, da jeg var single, hver gang en af mine veninder blev snuppet.

Jeg husker alt ved singlelivet. For fanden, jeg har jo lige været single – jeg husker tydeligt søndag aften. Fuck, den var sommetider tung. Særligt på denne årstid. Jeg husker til gengæld også lørdag aften, i byen med pigerne. Jeg husker mere eller mindre tilfældige kys og mere end dét. Jeg var single i næsten 4 år. Det var godt for mig. Måske skal jeg være single igen, hvem ved. Jeg aner ikke hvad der sker, lige nu har jeg en kæreste og jeg håber, at jeg bliver ved med at have lyst til, at være kæreste med ham. Og omvendt. Pointen med dette skriv er, at dét at jeg har fået en kæreste – måske kan give dig håb! Hvis du altså gerne vil have en kæreste! Du ved, hvis du har fulgt med herinde, at jeg har kæmpet. Det har satme været en rutsjebanetur. Som jeg ikke altid, har været lige stor fan af. Jeg har fået klø, hak over tuden, brændt nallerne og grædt som pisket over dumme mænd. Læs bare tinder beskederne her, her og her og indlæg om de dumme mænd i mit liv (der var mange!) her, her og her.

Jeg har kæmpet. Nu er jeg i et parforhold. Jeg er glad. Meget, meget glad. Men lykken er altså ikke gjort, fordi jeg har fået en kæreste. Græsset er ikke grønnere. Parforhold er også en udfordring. Dagligt. Lige nu synes jeg, at hans sokker på gulvet, er nuttet og jeg hører mig selv sige “ej dine underbukser ligger i sofaen, det betyder at du føler dig hjemme! JUBIII!“. Spørg mig igen om 6 måneder. Hold ud. Hvis jeg kan finde en kæreste, så kan du også. Der er håb. Det må min historie være bevis på. Du er aldrig alene. Og du er ikke den sidste single. Jeg lover det!

 

3 kommentarer

  • C

    Det gør en lille smule ondt i mit hjerte, at du er nødsaget til at lave dette indlæg. Jeg forstår budskabet. Du er så ægte og omsorgsfuld, som de færreste. Men hey, som du siger, du har alle dage givet folk (i hvert fald mig og med garanti mange flere) håb. Ikke kun håb om kærlighed, men håb til livet og alt hvad det nu indebærer.
    Nyd din “nye” tilværelse, nyd din kæreste, din træning, din familie og dine veninder. Og jeg håber at du aldrig igen føler at du svigter os eller på nogen måde får “behov” til at skrive et indlæg som dette igen ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Jeg er lige blevet single for to uger siden, ugen før min 27. års fødselsdag, efter fem år i forhold. Lige nu er jeg nærmest lammet af følelsen, men jeg ved, at jeg skal igennem hele single-karrusellen med gode både og dårlige dage, før jeg igen er klar til at være i et forhold. Det mærkelige er, at vi aldrig ved hvornår kærligheden falder i vores skød igen og det er vildt skræmmende, når vi er alene. Men jeg vil huske mig selv på, at nyde de år jeg får som mig, før jeg forhåbentligt finder én, der er et meget bedre match til mig, end min eks var. Jeg trænger til at finde mig selv igen og vide hvem jeg er, uden en mand. Så som én af dem der er “ovre på den anden side”, så skal du bare vide, at jeg ofte læser dine tidligere indlæg igennem om at være single, og finder meget inspiration i din historie. Men ville jeg ønske du stadig var single, bare fordi jeg er det? Nej sgu. Vær glad! <3 Hilsen en trofast læser

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Cover it up