5 ting jeg gør når jeg rejser

Annonce for La Point

Jeg befinder mig i Costa Rica – ja det er I Costa Rica og jeg måtte lige google det (igen) mens jeg skrev dette indlæg Klokken er 10.00, det er 31 grader og jeg sidder pt. og kigger udover palmer og pool mens solen bager hæmningsløst og får mine fregner til at formere sig, som aldrig før. Det er en fantastisk, brutal og voldsom rejse. Den længste nogensinde, ét af de smukkeste steder jeg har set i mit liv. Jeg er her for at lære at surfe. Læs mere om den slags rejser lige her!

Men det skal ikke handle så meget om udsigten eller hvor smuk stranden er – den kan du høre om en anden gang eller google Santa Teresa og se billederne på egen hånd. Billeder kan naturligvis ikke give den samme effekt, som det er at se med egne øjne, men så har du en ide. Og det skal ikke handle om at surfe. Det fortæller jeg om, når jeg er igennem undervisningerne.

Det skal handle om mærkelige vaner og rutiner jeg får, når jeg er ude og rejse. Jeg lå og tænkte over det i nat, da jeg vågnede badet i sved, fordi Maya og jeg ikke havde indstillet air conditionen ordentligt. Ris til egen røv. Vi lærte det på den hårde måde. Men jeg kunne ikke rigtig falde i søvn igen – så jeg lå og tænkte på, hvilke mærkelige tendenser jeg får mig, når jeg er ude og rejse. Derfor lavede jeg en liste, som står nedenfor. Knald endelig dine mærkelige rutiner i kommentarfeltet – det kan være du kan genkende mine eller har dine egen mærkelige fiduser:

  1. Jeg bliver afslappet og mere end jeg er, når jeg er derhjemme. Jeg har f.eks. ikke været i bad endnu og jeg burde virkelig gå i bad. I stedet har jeg taget en bøllehat på, jeg er stadig iført de shorts, som jeg sov (og svedte) i, i nat. Jeg har børstet tænder og det er så dén hygiejne rutine som har foregået i dag. Derhjemme går jeg meget mere op i det og starter altid dagen med et bad (typisk efter træning med pigerne). Jeg tænker at gå i bad i dag. Men ingen ved, om det sker.
  2. Apropos træning med pigerne – jeg træner nærmest aldrig mere, når jeg er ude og rejse. Jeg har endda tøj med til det. Der er også et par vægte og mulighed for, at træne. Jeg gider ikke. Surfing, som vi gør et par timer hver dag, er selvfølgelig træning og skide hårdt, men udover dét, så gider jeg ikke. Squat og dødløft kunne ikke være mere ligegyldigt, end det er, når jeg befinder mig ude for Danmarks grænser. Det er rart.
  3. Jeg gider ikke rigtig at pakke ud. Kun toiletsager. Tøj ligger hulter til bulter i min kuffert og jeg bruger det samme tøj igen og igen. Jeg har været afsted siden lørdag og har brugt to par trusser. Ikke fordi jeg er så klam, at jeg bruger to par trusser på 6 dage, men jeg render rundt uden trusser på under mine shorts og så har jeg badetøj på for resten af pengene. Grund: jeg gider ikke at lede efter mine trusser i min kuffert. (Bonusgrund: det er så rart at gå rundt uden noget der strammer, når det er så varmt!).
  4. Min appetit forsvinder, når jeg er ude og rejse. Nok fordi det er så varmt – for sad jeg i en skihytte i Trysil, så ville jeg nok proppe mig med pandekager, vafler og kødretter. Og varm kakao. Men her drikker jeg mest vand, zero og lidt kaffe. Spiser lidt frugt og meget mindre end jeg gør, når jeg er hjemme. Jeg snacker ikke rigtig. Men jeg bor også på campen hvor der er faste tidspunkter for måltiderne, så jeg vænner mig hurtigt til at andre bestemmer hvornår jeg skal spise og så er sulten ikke tilstede, når der ikke er en i færd med at lave mad ude i køkkenet.
  5. Jeg får et stort behov for, at være offline. Maya og jeg går på stranden uden vores telefoner og jeg kigger meget mindre på min telefon, når jeg er afsted. Der er endda udmærket wifi. Men på grund af tidsforskellen (jeg er 7 timer bagud), så sker der ikke noget på min telefon (læs: instagram) når jeg er vågen. Jeg vænner mig hurtigt til ikke at have net, når vi er ude, så for det meste lægger den i min taske – med mindre jeg skal lave lidt stories som jeg kan dele, så snart jeg er på wifi igen. Dét er rart. Og jeg har fundet ud af noget spændende (og det opdagede jeg også i Thailand). Du går ikke glip af noget. Det er ret fedt at opleve. FOMO not so much.

Fun facts om det her indlæg: jeg måtte (også) google ordet: hygiejne, tjekke om FOMO var den rigtige forkortelse og jeg kan pt. svagt lugte mine armhuler. Jeg går i bad. Om lidt.

Annonce for La Point

Jeg er bare pædagog.

Annonce for Københavns Professionshøjskole

Jeg er bare pædagog.

Sådan har jeg hørt det mange gange. Sådan har jeg selv sagt det, når jeg er blevet spurgt. Kun få gange – for jeg har fået ondt i maven hver gang, at det er kommet over mine læber. Måske du også har hørt det? Fået det smidt i hovedet? Måske du har en uddannelse som bare er en uddannelse? Hvorfor er det sådan? Skal det være sådan? Nej. Ikke i min optik. Du skal være stolt af dit fag – uanset hvad du uddanner dig til.

Jeg er stolt af at være pædagog. Jeg blev uddannet, da jeg var 23 år gammel. Det er snart et årti siden, men jeg husker stadig dagen tydeligt: jeg fik 12 (jeg er ellers en 4-pige, om man vil) og mine forældre stod ude på gangen, da jeg fik karakteren. Helt student-agtigt. Med røde roser, glædestårer og kage på gangen efterfølgende. En dag, som jeg aldrig vil glemme.

At være pædagog er for mig det vigtigste arbejde du kan have – i hele verden. Jeg er som pædagog med til at give gode værdier videre til børn, unge og voksne. Støbe, forme, skabe mennesker. Møde dem hvor de er – som de er. Jeg arbejdede i næsten 7 år på en skole, hvor jeg hver eneste dag passede på forældres dyrebareste eje. Og formede børnene, drog omsorg og viste dem hvordan jeg er som voksen – autentisk, ærlig og meget omsorgsfuld. Jeg savner at være pædagog. Eller – at arbejde som pædagog. Jeg lever lige nu af bloggen og har gjort det i et par år. Men jeg er ikke færdig med at være pædagog. Det bliver jeg aldrig færdig med. Lige nu prøver jeg dét her af – men engang skal jeg igen arbejde som pædagog. Med børn, helst. Jeg elsker at tilbringe tid sammen med børn. Gerne i indskolingen, hvor børnene tilbringer mange timer. Jeg er god til at give børn den tryghed de har brug for, for at kunne lære.

Jeg kommer fra en pædagog-familie – og som teenager skulle jeg selvfølgelig ikke være pædagog. Jeg forsøgte at gøre modstand, sådan rigtig teenage-agtigt. Jeg aner ikke hvorfor, for dét jeg holder allermest af er, at være sammen med andre mennesker. Gøre en forskel. Drage omsorg. Og da jeg ikke kan tåle at se på nåle, var sygeplejerske et dårligt valg for mig. Det blev pædagog og min mor græd da hun fandt ud af, at jeg alligevel havde ansøgt. Hun blev så stolt.

Jeg synes det er vigtigt at tale om, at alle uddannelser er vigtige. Det er vigtigt at være stolt af sit fag – også som pædagog. Man er ikke bare pædagog – man gør en kæmpe forskel og man er vigtig. Der er trends i uddannelser og status i, hvor du læser og hvad du skal lave. Det er forkert i mine øjne – alle uddannelser er vigtige, særligt dem som involverer mennesker. Lærere, sygeplejersker, pædagoger. For eksempel. Og alle mulige andre uddannelser som du kan lære meget mere om, ved at tage til åbent hus d. 26.-28. februar.

Der er åbent hus på en masse andre spændende og seje uddannelser på Københavns Professionshøjskole i uge 9. Du kan se dem alle her!

Du kan også hoppe over og læse om Cecilies, Carolines og Maries erfaringer med deres uddannelser.

Savn.

Jeg befinder mig på Costa Rica. Klokken er 20.21 her og 03.21 hos dig. Eller mens jeg skriver dette indlæg, er klokken 03.21. Jeg udgiver det først imorgen tidlig (dansk tid). Forvirrende. Vi (Maya og jeg) har været længe undervejs. Jeg tog afsted søndag morgen klokken 3.00 og vi endte her næsten to døgn senere.

Først tog jeg metroen til lufthavnen for at flyve til Amsterdam. Der ventede jeg i næsten 3 timer før jeg tog videre til Panama – en tur på næsten 12 timer. Ankom til lufthavnen med let-dampende armhuler for at flyve videre til San José, en tur på halvanden time. Endelig ankom vi til lufthavnen, blev gennemtjekket og fik lov at komme ud til en kødrand af mennesker og taxachauffører som råbte op. Vi fandt endelig en taxa (blev taget i røven med betalingen, som ventet), fandt hotellet og gik helt kolde. Vi stod tidligt op for at tage en taxa (som kom for sent og chaufføren kunne ikke vejen, så vi måtte ringe efter ny taxa), vi kom 15 minutter for sent til stedet, hvor vi skulle mødes med de andre. Bussen kom dog først lidt senere, så vi kom med og kørte to timer ned af bjerge (semi nervepirrende), tog videre med en færge (som vi ventede en time på) som sejlede i en times tid for igen at køre med bus i halvanden time. Den mest nervepirrende tur, jeg nogensinde har kørt. Grus, nærmest lodret op af bjergsider med god fart og køretøjer foran bussen, som jeg ikke stolede på. En transport med køer (se 15 køer stå foran dig, på et lad af en lille lastbil). De køer væltede rundt og jeg kunne næsten ikke holde ud, at kigge på det. Da chaufføren endelig overhalede kom vi bag en lastvogn med mursten. Der var 5 lag mursten på ladet. To af de lag var spændt fast med et bånd. Resten “lå i spænd”. Jeg var rædselsslagen. Jeg svedte. Jeg var totalt ude at comfortzonen. Som jeg i øvrigt ikke har været i, siden jeg befandt mig i Danmark. Jeg plejer at være god til at møde disse udfordringer, og jeg har rejst meget. Det her er den længste tur nogensinde – og jeg har endda været i Sydney.

Men jeg er også mere sårbar nu, end jeg var da jeg tog alene til Sydney. Eller da jeg rejste alene til San Diego. Eller da jeg tog helt alene til Tyskland, hvor ensomheden bed heftigt i mit hjerte og hvor jeg vitterligt var alene. Jeg er god til at omstille mig. Jeg er god til at være væk hjemmefra. Men jeg savner. Jeg har nemlig fået en kæreste – og det havde jeg ikke i Sydney eller i USA eller i Tyskland. Det gør en kæmpe forskel for mig. Jeg føler mig ekstremt sårbar, som aldrig før. Jeg har grædt flere gange undervejs, er grådlabil og jeg savner Kristian voldsomt. Og jeg tager mig selv i, at synes at det er dumt. For det er kun 8,5 dag (ja, jeg tæller også i halve dage) og jeg har prøvet at være længere tid væk fra ham. Men det er som om, at der er noget over denne tur. Jeg er 500 kilometer længere væk, end jeg var i Thailand, hvor jeg kom hjem for et par uger siden. Jeg var i Thailand i to uger, hvilket jo er længere tid end denne rejse. Men savnet borer i mit hjerte, i min mave og jeg kan næsten ikke rumme det.

Det er blevet bedre. For nu er vi her. Imorgen skal vi surfe, vi skal nyde solen og de 30 grader. Jeg skal kun surfe to timer – resten af dagen har jeg fri. Jeg er her nu og min veninde skrev: “Nyd det nu, hvem ved om du kommer til Costa Rica igen“. Og det hjalp. Og jeres søde beskeder på instagram hjalp. Som de altid gør. Tak for jer!

Jeg forsøger at være i savnet og rumme det. Og jeg forsøger at glæde mig over at jeg endelig har en mand derhjemme, som jeg savner så meget, at jeg græder midt i en lufthavn foran en masse fremmede mennesker – og er ligeglad, i øvrigt. Gråd er sejt – som en anden sød pige skrev til mig.

Jeg er i søvnunderskud, jeg har ikke fået så meget at spise, jeg har været på rejse i mange, mange timer, jeg er i et fremmede land, jeg kan ikke sproget, jeg kender ikke stedet vi bor, jeg aner faktisk ikke rigtig hvor vi er – andet end det jeg kan huske, fra mit store landkort, som hænger i vores lejlighed. Men nu er jeg her. Jeg vil få det bedste ud af det. Surfe lidt imorgen, få sand i mit hår (og alle andre steder), facetime med K og nyde at jeg savner. Og at han savner mig. Det er en ny følelse, en grænseoverskridende følelse – men den er også dejlig. Og lige om lidt står jeg i lufthavnen i Kastrup og krammer min K (og tuder nok også lidt).

Livet skal være udfordrende – det her er en god, sund udfordring for mig. Jeg lærer virkelig meget om mig selv og det kan altid bruges. Jeg kan godt. Jeg har prøvet værre end det her. Jeg glæder mig til at tage hul på rejsen for alvor imorgen. Nu skal jeg sove i hundrede år og surfe i solopgangen imorgen tidlig.

Sexet på en rar måde

Annonce for sloggi

Sidste år skete der mange gode ting – én af de var, at sloggi valgte at have mig som ambassadør. Det var og er jeg mægtig stolt af. Og de har sørme valgt mig igen i år. Dét er jeg så glad for! Det er jeg af mange årsager – én af de er, at jeg elsker at være ambassadør for et brand, som jeg kan stå indefor og som er så mega rart at have på, at det nærmest ikke kan mærkes. En anden årsag er, at jeg er stolt over at være ambassadør for et undertøjsfirma – som helt almindelig kvinde. Med former og strækmærker og folder og en bagdel som gør at jeg altid sidder (enormt) blødt. Dét er jeg stolt af!

Jeg har jo netop mødt K. Eller, vi mødtes i august, men vi har ikke været kærester så længe. Han er lige flyttet ind – alt er nyt. Den der fase hvor alt er nyt, hvor jeg helst ikke vil have, at han skal høre mig tisse (helt latterligt, da han nok godt kan regne ud, at jeg går på toilettet fra tid til anden) og den fase, hvor jeg gerne vil tage mig så godt som muligt – mere eller mindre konstant. Jeg forsøger. Men det er også hverdag, ham og jeg har begge travlt med vores, jeg når ikke altid at barbere mine ben og jeg går primært rundt, i hans tøj hjemme. Det er bare så stort, blødt og lækkert. Sådan bliver det hurtigt, du kender det måske fra dig selv. Det bliver hurtigt afslappet (heldigvis).

Det er også en af årsagerne til, at jeg er glad for samarbejdet med sloggi. For jeg føler mig sexet MEN afslappet. Og jeg føler mig smuk. Jeg kan finde på at sove i det, så rart er det. K ser dog helst at jeg sover nøgen, men sommetider falder jeg i søvn i sloggi ZERO Feel og det er så lækkert. Og så behageligt, at det er til at sove i. De nye farver som er kommet er så smukke. Jeg har en tan kørende lige nu og jeg synes at den blå farve er så fin til min brune kulør. Men begge farver er så smukke og jeg er meget, meget glad for dem. Jeg skal have sloggi på, på søndag, hvor jeg skal flyve helt til Costa Rica. Det tager 20 timer. Og det bliver så dejligt med ZERO feel undertøjet, en hoodie og et par løse bukser. Jeg glæder mig nærmest allerede til, at tage det på.

Tjek kollektionen ud her!

Annonce for sloggi

Den længste vinter + snot

Reklame for A. Vogel

Sådan her så jeg ud i sidste uge. Der befandt jeg mig i Thailand, sammen med min elskede veninde. Derfor den brune kulør og det smørrede smil – vi havde netop drukket en stor øl til frokost.

Nu er jeg hjemme igen. Hjemme i 5C, hvor jeg igår blev hostet direkte i ansigtet. Og en dame nøs voldsomt i metroen og jeg ved jo udmærket godt, at de bakterier vælter rundt. Til glæde for alle i metroen. Sådan er det jo. Sådan er det på denne årstid. Snot, nys og tungt hovede. Jeg har ikke tid til at blive forkølet. Jeg gider ikke at være forkølet. Jeg hader at være snottet – og det ville i øvrigt være virkelig upraktisk, da jeg for tiden jo er nyforelsket og spenderer en del tid med, at kysse. En eventuelt forkølelse ville jo nærmest være tortur.

Derfor: Echinaforce. Altid Echinaforce. Jeg har gjort brug af produktet i mange år – og det redder mig fra snot og nys år efter år. Jeg skrev om produktet sidste år, du kan lige læse det her – hvis det er gået forbi din næse.. (høhø).

Jeg bruger dråberne i vand – altid om aftenen, hvis jeg kan mærke at der er noget på vej. Sådan hvis min næse begynder at kilde, ganen kilder og næsen måske endda er begyndt at løbe lidt. Jeg knalder 20 dråber i et glas vand, som jeg drikker inden sengetid. Dette gentager jeg så om morgenen, hvis jeg stadig ikke føler mig helt på toppen dagen efter.

Echinaforce er det eneste (natur)lægemiddel på markedet der lindrer en forkølelse. Hos mig er det et must have. Og noget som K også ofte får, særligt på denne årstid. Han har dog et jernhelbred, men alligevel får han dråberne fra tid til anden. Echinaforce (som er lavet på udtræk fra blomsten echinacea purpurea) aktive stoffer har en positiv indvirken på vores immunforsvar.

Echinaforce øger modstandskraften overfor forkølelse, da echinaforce er rig på de aktive plantestoffer alkylamider, cikoriesyre og bioflavonoider, som kan måles i blodet allerede 15 minutter efter indtagelse. Niveauet af alkylamider, som spiller en vigtig rolle for immunforsvaret, er 3 gange så højt, når tinkturen fremstilles på friske planter. Det placerer Echinaforce i en liga for sig i forhold til dråber af tørrede planter.

Jeg har altid en flaske stående – for jeg har ikke tid til at være forkølet. Og jeg gider faktisk heller ikke..

Echinaforce® Orale dråber (udtræk af Purpur solhat), pakningsstørrelser 50 ml/100 ml/ 2 x 100 ml. Læs omhyggeligt indlægssedlen. Indikationer: Naturlægemiddel til brug ved lindring af lettere forkølelsessymptomer. Styrker kroppens immunforsvar og øger derved modstandskraften overfor forkølelse. Dosering: Voksne: 30 dråber i et glas vand 3-5 gange dagligt i højst 8 uger. Må kun efter aftale med læge anvendes til gravide, ammende eller børn under 12 år. Særlige advarsler og forsigtighedsregler inden brugen: Bør ikke bruges sammenhængende i mere end 8 uger af gangen. Kontakt læge ved forværring af symptomer eller høj feber. Allergiske patienter skal kontakte lægen inden brug. Præparatet indeholder ethanol (65 % Vol.) og må derfor ikke anvendes hvis du er i behandling med antabus eller metronidazol (mod betændelse). Kontraindikationer: Overfølsomhed over for planter af kurvblomstfamilien (f.eks. krysantemum eller bynke). Tuberkulose, leukæmi, bin- devævssygdomme og andre autoimmune sygdomme. Dissemineret sklerose. HIV-infektion, anden immundefekt eller immunosupressi- on. Sygdomme relateret til hvide blodlegemer. Bivirkninger: Ingen almindelige bivirkninger er registreret.

Reklame for A. Vogel