Jeg har råd til at få lavet silikonebryster

12985344_10207751995290358_264521970721006522_n

 

Det har taget mig noget tid at få skrevet det her indlæg. Jeg har brygget på det oven i hovedet, i noget tid.

Jeg er blevet voksen. Jeg har nemlig fået en opsparingskonto (og købt en andel, har a-kasse og vist også noget med noget pension). Og jeg sætter flittigt penge ind på den konto. Og det gør mig glad at jeg kan – at jeg kan klare mig selv økonomisk og endda spare op. Det er jeg glad for, for da min ekskæreste og jeg gik fra hinanden var jeg meget bekymret for, om jeg kunne klare mig økonomisk. Mine forældre ville have hjulpet mig til enhver tid, men jeg har kunne klare mig selv. Økonomisk i hvert fald. Det psykiske har jeg fået hjælp og støtte til.

Og nu har jeg penge nok til at få lavet mine bryster. Da jeg var 19-20 år drømte jeg om at få lavet mine bryster. De er små og de er kun blevet mindre efter jeg er begyndt at træne crossfit. Alt fedt er forsvundet fra dem. De sidder som de skal, men de er satme små. “Problemet” er bare: Jeg vil ikke længere have dem lavet. Måske fordi jeg er blevet ældre, mere moden, hviler mere i mig selv. Måske fordi tanken om at få fremmede ting ind i mine bryster gør mig semi-angst. Måske fordi jeg har lært at være glad for min krop. Jeg kunne aldrig drømme om at få dem lavet. Men jeg havde det helt anderledes for 7-8 år siden. Jeg er glad for, at jeg ikke have råd til nye bryster dengang, for så havde jeg fået dem lavet. Ingen tvivl om det. Nu, hvor jeg har råd, har jeg ikke længere lyst. Jeg kan godt lide mine bryster. De er små – men hvem har egentlig fortalt mig at de skal være store? De passer fint til min krop og de er mine egne. Hjemmelavede, om man vil.

Budskabet med det her indlæg (hvis du da finder et..) må være, at du er god nok som du er. Som du ser ud. Og det er så pisse nemt at skrive, så svært at efterleve. Jeg mener bare at, du måske skal vente nogle år, hvis du overvejer at få lavet dine bryster. For måske kommer der en dag, hvor du faktisk er glad for, at du ikke fik dem lavet. Jeg skriver ikke det her indlæg for at tale ned til de kvinder, som vælger at få lavet deres bryster. Slet ikke. Respekt for det – du er herre over din egen krop. Jeg skriver det her, fordi jeg gerne vil fortælle dig, at din holdning til din krop godt kan ændre sig. Nok vil ændre sig. Mine bryster er som de er og jeg har lært at elske dem. Jeg er glad for at jeg ikke fik dem lavet, glad for at jeg fik overbevidst mig selv om, at jeg er god nok som jeg er. Uden silikone.

Hvis du sidder lige nu og hater på din krop (som jeg selv gør engang imellem) så vil jeg bare fortælle dig, at det er en proces, en rejse at komme til at holde af sin krop. Måske når vi aldrig helt i mål. Jeg har hatet på min krop siden jeg var helt ung. Jeg er med alderen blevet bedre til at lade være. Jeg er som jeg er, jeg er stærk, sund og glad. Min krop er glad og jeg er faktisk glad for at være i den. Fuck idealerne, forventningerne fra fucking medier, dine egne forventninger, fuck hvordan din veninde ser ud, fuck hvordan hende den lækre ser ud på instagram. Vær dig selv, for fanden. Om du har små eller store bryster. Om de hænger eller vender opad. Om dine brystvorter er små, store, brune, lyserøde, orange. Fuck det. Du har bryster. Og du er perfekt lige præcis som du er. Det er spild af tid at hade dig selv. Spild af tid. Og spild af liv.

KYS!

Kikærtegryde – fordi i har spurgt efter den!

image (7)

Det lyder måske ikke så lækkert og det lyder måske en anelse for alternativt. Men det er godkendt af min veninde som ikke er kræsen..men..selektiv. Kikærter sørger for at du får en masse gode proteiner og så tager retten kort tid at lave.. Der er til 6 personer eller til din fryser eller din madpakke. Du kan spise kikærtegryden som den er, med kartofler, ris, pasta eller med grøntsagsspaghetti.

Du skal bruge:

  • 2 dåser økologiske kikærter,
  • 1 spsk. olivenolie,
  • 2 store hakkede løg,
  • 4 store kartofler i tern,
  • 1 bouillonterning,
  • 1 dåse hakkede tomater,
  • 2 store fed hvidløg,
  • 1 tsk. karry,
  • 1 tsk. salt,
  • lidt revet ingefær,
  • 1 tsk. chili,
  • 1 stor spsk. peanutbutter,
  • lidt soja sauce,
  • lidt hakkede koriander hvis du er til dem, jeg kan ikke få nok!

Brun løg og hvidløg i olie, tilsæt resten af ingredienserne (undtagen peanutbutter og koriander) og tilsæt vand – omkring 1 liter eller mere. Grøntsagerne skal være dækkede af vand. Koge det i 40-50 minutter og tilsæt peanutbutter og koriander. Serveres brændende varm, eventuel med et lækkert stykke brød til.

Bon appetit og rigtig god dag!

5 kg mere eller mindre – det betyder ikke alverden!

Dette indlæg er et repost fra 2014. Hvor jeg så småt begyndte min kamp mod det skide ideal, som jeg i den grad forsøger at ændre. Jeg hverken vil eller skal leve op til noget ideal. Jeg skal være den bedste version af mig selv, jeg skal være nærværende, jeg skal give andre noget. Det skal i min verden ikke handle om tal, centimeter og BMI. Det skal handle om hvordan du har det indeni. Ikke at jeg synes at du skal sidde i din sofa hver eneste dag og spise chokoladekiks, for det tror jeg ikke at du bliver særlig lykkelig af. Men i min verden skal du træne og leve sundt fordi det giver dig noget. Og frem for alt: du skal gøre det, som gør dig glad. Og du skal ikke straffe dig selv med træning fordi du har spist noget usundt. Chokoladekiks kan også være livskvalitet. Selvhad er spild af tid og du er god nok som du er. Altid. #fuckidealet

fuckidealet

 

Jeg har de sidste par måneder modtaget en del mails med samme team: Vægttab. Jeg er ikke uddannet (eller jo, men ikke ingen for dét område), jeg har aldrig været på slankekur, jeg har aldrig haft lyst til at tabe mig (som sådan) – men jeg kender godt følelsen af at “hvis jeg nu bare så sådan her ud, så ville jeg være tilfreds” eller “bare 3 cm af mine hofter, SÅ ville jeg være lykkelig”. 

Forleden fik jeg en mail med samme tema. En pige skrev til mig at hun rigtig gerne ville tabe 5 kg og har kæmpet med det i en længere periode. Hun banker sig selv oven i hovedet hver gang hun træner og spiser. Hun vil så gerne af med de 5 kg, selvom hun allerede nu har opnået et større vægttab. Jeg læste mailen mange gange igennem og det første der ramte mig var: hvorfor er vi aldrig tilfredse?

Det er en kamp mod os selv, en kamp uden vindere. Pigen der skrev mailen (som i øvrigt har givet lov til at jeg skriver dette) træner meget, spiser sundt og lever i det hele taget et sundt og særdeles aktivt liv. Alligevel er hun ikke tilfreds. Selvom hun lige har trænet og spist sundt, er glad og har haft en god dag, tænker hun enormt meget over de 5 kg som hun “mangler” for at blive rigtig glad.

Vi skrev lidt sammen over mail, hvor jeg blandt andet skrev: “Hvorfor skal de 5 kg have lov til at styre og betyde så meget for dit liv og dit humør? Er de virkelig det værd?”

Og nej – som pigen skrev, det er de ikke! Og det vidste hun godt, ligesom jeg selv ved (og tit prøver at huske på..) Det er aldrig godt nok og dét er ikke godt nok!

Vi er for “gode” til at fokusere på alt det som vi gerne vil have lavet om, i stedet for at kigge på alt det vi har opnået, alt det vi har gjort for os selv og vores krop og sind, vi fokusere ikke nok på, hvor langt vi er kommet. Dét skal der laves om på, men det er sku’ nemmere sagt end gjort. Jeg gør det selv. Når jeg har trænet hårdt og længe tænker jeg efterfølgende: “det var fandeme for dårligt at du ikke tog de push ups ordenligt” eller “hvorfor gav jeg ikke mig selv liidt mere”. 

Jeg er træt af, at jeg ikke i stedet tænker: “hold kæft du gjorde det godt man! Hvor er du sej og hvor er det flot at du tog til træning, selvom du har været på arbejde hele dagen og hellere ville hjem og sidde i sofaen”. 

Det er derfor ugens udfordring: Efter træning, efter arbejde, efter du har lavet mad, efter du har kysse med din kæreste eller givet din mormor et kram så tænk: Hvor helvede hvor er jeg god, hvor er det sejt gjort, jeg gav mig selv 100%, jeg er virkelig fantastisk”.

For helt ærligt – Hvis du ikke tænker sådan om dig selv, hvorfor skulle andre så?

Det må ikke være kompliceret at være sund

IMG_2606

Der er en grund til at jeg ynder at bruge #detskalværesjovtatværesund og ovenikøbet også har kaldt min bog det. Det skal være sjovt, lystbetonet og det må aldrig blive en straf eller en forhindring eller en grund til at hade dig selv eller blive ked af det. Det er det simpelthen ikke værd. At være sund er at du er glad – ikke hele tiden, men det meste af tiden. At du er i balance, glad og gør de ting som gør dig glad og som giver dig energi. Det skal ikke besværligt at være sund. Det er slet ikke meningen. Du behøver ikke at bage dit eget glutenfrie brød, spise chiagrød hver morgen eller leve af økologiske og biodynamiske grøntsager. Slap af. Træk vejret. Lad være med at sætte barren for højt – for at er svært og pisse hårdt at skulle leve op til.

Jeg lever sundt. For det meste. Der er plads til det hele i mit liv. Jeg spiser grøntsager, jeg spiser havregryn, jeg træner gerne 5-6 gange om ugen, jeg prøver at få sovet 6-7 timer om natten, jeg drikker godt med vand, men jeg drikker også rødvin og jeg spiser gerne fastfood og bland selv slik. Der er ikke som sådan noget som er forbudt i min verden. Det gider jeg ikke bruge min tid og energi på.

Forleden var jeg hamrende sulten, men jeg magtede ikke at handle. Jeg rørte en dåse tun op med et par skefulde skyr, lidt salt og peber og kastede det på knækbrød og skar en semi-moden avokado og lagde ovenpå. Perfekt frokost, nem og hurtig og sund. Det behøver ikke at være så svært og det skal aldrig blive kompliceret.

Om at være forfængelig

14055157_10208793173199155_341850238373169012_n

Jeg er forfængelig. Ret forfængelig. Og jeg er klart blevet mere forfængelig, efter jeg er blevet single. Det tror jeg er meget naturligt. Jeg er forfængelig på den måde, at jeg gerne vil i bad hver morgen, gerne vil have mascara og rouge på, mit hår skal være rent, jeg vil have rent og pænt tøj på og være soigneret at se på. Jeg kan godt lide at gøre noget ud af mig selv, bestemt.

Da jeg tænkte over min forfængelighed – og forfængelighed generelt kom jeg til at tale med nogle af mine veninder om det. Om de kunne sætte tal på deres forfængelighed. Sådan 1-10 agtigt. Hvor 10 er meget forfængelig. Jeg føler ikke at jeg er på en 10’er. Jeg tænker at man godt kan være mere forfængelig end jeg – hvad med de piger som får sat hår og negle på? Får det der filler eller hvad det nu hedder, i læberne og lavet bryster? Og får permanent make up? Er de mere forfængelig end jeg er? Er der forskel?

Det er ikke fordi at det er særlig vigtigt. Jeg er egentlig ret ligeglad med, hvad folk vælger at gøre ved og på deres krop. Men jeg synes alligevel at det er et interessant spørgsmål. Og hvis nogen er mere forfængelige end andre, hvordan kan det så være? Hvorfor?

Jeg forstår f.eks. ikke når piger aldrig har make up på, ikke barberer sig på lårene (men på underbenet, vel at mærke) og som går ud med fedtet hår (jeg forstår vist heller ikke det der permanente make up, men det er måske fordi jeg ikke selv har prøvet det?). Men hvorfor er vi forskellige på dét punkt? Omvendt tror jeg ofte at nogle kigger på mig og tænker: “hvorfor handler hun i svedigt træningstøj på?” eller “hvorfor er hun så hudløst ærlig? Det må da være pinligt for hende“. For det er vel også forfængelighed – om hvorvidt man er ærlig og hvor meget man lufter sig beskidte vasketøj?

Jeg har tænkt meget over det og jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre jeres mening. Hvor forfængelig er du? Og hvorfor? Jeg tror i bund og grund at de fleste af os bruger alt for meget tid på, at tænke over hvad andre tænker om os. Så er vi forfængelige for vores egen skyld eller for andres?

Older posts