Kikærtegryde – fordi i har spurgt efter den!

image (7)

Det lyder måske ikke så lækkert og det lyder måske en anelse for alternativt. Men det er godkendt af min veninde som ikke er kræsen..men..selektiv. Kikærter sørger for at du får en masse gode proteiner og så tager retten kort tid at lave.. Der er til 6 personer eller til din fryser eller din madpakke. Du kan spise kikærtegryden som den er, med kartofler, ris, pasta eller med grøntsagsspaghetti.

Du skal bruge:

  • 2 dåser økologiske kikærter,
  • 1 spsk. olivenolie,
  • 2 store hakkede løg,
  • 4 store kartofler i tern,
  • 1 bouillonterning,
  • 1 dåse hakkede tomater,
  • 2 store fed hvidløg,
  • 1 tsk. karry,
  • 1 tsk. salt,
  • lidt revet ingefær,
  • 1 tsk. chili,
  • 1 stor spsk. peanutbutter,
  • lidt soja sauce,
  • lidt hakkede koriander hvis du er til dem, jeg kan ikke få nok!

Brun løg og hvidløg i olie, tilsæt resten af ingredienserne (undtagen peanutbutter og koriander) og tilsæt vand – omkring 1 liter eller mere. Grøntsagerne skal være dækkede af vand. Koge det i 40-50 minutter og tilsæt peanutbutter og koriander. Serveres brændende varm, eventuel med et lækkert stykke brød til.

Bon appetit og rigtig god dag!

5 kg mere eller mindre – det betyder ikke alverden!

Dette indlæg er et repost fra 2014. Hvor jeg så småt begyndte min kamp mod det skide ideal, som jeg i den grad forsøger at ændre. Jeg hverken vil eller skal leve op til noget ideal. Jeg skal være den bedste version af mig selv, jeg skal være nærværende, jeg skal give andre noget. Det skal i min verden ikke handle om tal, centimeter og BMI. Det skal handle om hvordan du har det indeni. Ikke at jeg synes at du skal sidde i din sofa hver eneste dag og spise chokoladekiks, for det tror jeg ikke at du bliver særlig lykkelig af. Men i min verden skal du træne og leve sundt fordi det giver dig noget. Og frem for alt: du skal gøre det, som gør dig glad. Og du skal ikke straffe dig selv med træning fordi du har spist noget usundt. Chokoladekiks kan også være livskvalitet. Selvhad er spild af tid og du er god nok som du er. Altid. #fuckidealet

fuckidealet

 

Jeg har de sidste par måneder modtaget en del mails med samme team: Vægttab. Jeg er ikke uddannet (eller jo, men ikke ingen for dét område), jeg har aldrig været på slankekur, jeg har aldrig haft lyst til at tabe mig (som sådan) – men jeg kender godt følelsen af at “hvis jeg nu bare så sådan her ud, så ville jeg være tilfreds” eller “bare 3 cm af mine hofter, SÅ ville jeg være lykkelig”. 

Forleden fik jeg en mail med samme tema. En pige skrev til mig at hun rigtig gerne ville tabe 5 kg og har kæmpet med det i en længere periode. Hun banker sig selv oven i hovedet hver gang hun træner og spiser. Hun vil så gerne af med de 5 kg, selvom hun allerede nu har opnået et større vægttab. Jeg læste mailen mange gange igennem og det første der ramte mig var: hvorfor er vi aldrig tilfredse?

Det er en kamp mod os selv, en kamp uden vindere. Pigen der skrev mailen (som i øvrigt har givet lov til at jeg skriver dette) træner meget, spiser sundt og lever i det hele taget et sundt og særdeles aktivt liv. Alligevel er hun ikke tilfreds. Selvom hun lige har trænet og spist sundt, er glad og har haft en god dag, tænker hun enormt meget over de 5 kg som hun “mangler” for at blive rigtig glad.

Vi skrev lidt sammen over mail, hvor jeg blandt andet skrev: “Hvorfor skal de 5 kg have lov til at styre og betyde så meget for dit liv og dit humør? Er de virkelig det værd?”

Og nej – som pigen skrev, det er de ikke! Og det vidste hun godt, ligesom jeg selv ved (og tit prøver at huske på..) Det er aldrig godt nok og dét er ikke godt nok!

Vi er for “gode” til at fokusere på alt det som vi gerne vil have lavet om, i stedet for at kigge på alt det vi har opnået, alt det vi har gjort for os selv og vores krop og sind, vi fokusere ikke nok på, hvor langt vi er kommet. Dét skal der laves om på, men det er sku’ nemmere sagt end gjort. Jeg gør det selv. Når jeg har trænet hårdt og længe tænker jeg efterfølgende: “det var fandeme for dårligt at du ikke tog de push ups ordenligt” eller “hvorfor gav jeg ikke mig selv liidt mere”. 

Jeg er træt af, at jeg ikke i stedet tænker: “hold kæft du gjorde det godt man! Hvor er du sej og hvor er det flot at du tog til træning, selvom du har været på arbejde hele dagen og hellere ville hjem og sidde i sofaen”. 

Det er derfor ugens udfordring: Efter træning, efter arbejde, efter du har lavet mad, efter du har kysse med din kæreste eller givet din mormor et kram så tænk: Hvor helvede hvor er jeg god, hvor er det sejt gjort, jeg gav mig selv 100%, jeg er virkelig fantastisk”.

For helt ærligt – Hvis du ikke tænker sådan om dig selv, hvorfor skulle andre så?

Det må ikke være kompliceret at være sund

IMG_2606

Der er en grund til at jeg ynder at bruge #detskalværesjovtatværesund og ovenikøbet også har kaldt min bog det. Det skal være sjovt, lystbetonet og det må aldrig blive en straf eller en forhindring eller en grund til at hade dig selv eller blive ked af det. Det er det simpelthen ikke værd. At være sund er at du er glad – ikke hele tiden, men det meste af tiden. At du er i balance, glad og gør de ting som gør dig glad og som giver dig energi. Det skal ikke besværligt at være sund. Det er slet ikke meningen. Du behøver ikke at bage dit eget glutenfrie brød, spise chiagrød hver morgen eller leve af økologiske og biodynamiske grøntsager. Slap af. Træk vejret. Lad være med at sætte barren for højt – for at er svært og pisse hårdt at skulle leve op til.

Jeg lever sundt. For det meste. Der er plads til det hele i mit liv. Jeg spiser grøntsager, jeg spiser havregryn, jeg træner gerne 5-6 gange om ugen, jeg prøver at få sovet 6-7 timer om natten, jeg drikker godt med vand, men jeg drikker også rødvin og jeg spiser gerne fastfood og bland selv slik. Der er ikke som sådan noget som er forbudt i min verden. Det gider jeg ikke bruge min tid og energi på.

Forleden var jeg hamrende sulten, men jeg magtede ikke at handle. Jeg rørte en dåse tun op med et par skefulde skyr, lidt salt og peber og kastede det på knækbrød og skar en semi-moden avokado og lagde ovenpå. Perfekt frokost, nem og hurtig og sund. Det behøver ikke at være så svært og det skal aldrig blive kompliceret.

Om at være forfængelig

14055157_10208793173199155_341850238373169012_n

Jeg er forfængelig. Ret forfængelig. Og jeg er klart blevet mere forfængelig, efter jeg er blevet single. Det tror jeg er meget naturligt. Jeg er forfængelig på den måde, at jeg gerne vil i bad hver morgen, gerne vil have mascara og rouge på, mit hår skal være rent, jeg vil have rent og pænt tøj på og være soigneret at se på. Jeg kan godt lide at gøre noget ud af mig selv, bestemt.

Da jeg tænkte over min forfængelighed – og forfængelighed generelt kom jeg til at tale med nogle af mine veninder om det. Om de kunne sætte tal på deres forfængelighed. Sådan 1-10 agtigt. Hvor 10 er meget forfængelig. Jeg føler ikke at jeg er på en 10’er. Jeg tænker at man godt kan være mere forfængelig end jeg – hvad med de piger som får sat hår og negle på? Får det der filler eller hvad det nu hedder, i læberne og lavet bryster? Og får permanent make up? Er de mere forfængelig end jeg er? Er der forskel?

Det er ikke fordi at det er særlig vigtigt. Jeg er egentlig ret ligeglad med, hvad folk vælger at gøre ved og på deres krop. Men jeg synes alligevel at det er et interessant spørgsmål. Og hvis nogen er mere forfængelige end andre, hvordan kan det så være? Hvorfor?

Jeg forstår f.eks. ikke når piger aldrig har make up på, ikke barberer sig på lårene (men på underbenet, vel at mærke) og som går ud med fedtet hår (jeg forstår vist heller ikke det der permanente make up, men det er måske fordi jeg ikke selv har prøvet det?). Men hvorfor er vi forskellige på dét punkt? Omvendt tror jeg ofte at nogle kigger på mig og tænker: “hvorfor handler hun i svedigt træningstøj på?” eller “hvorfor er hun så hudløst ærlig? Det må da være pinligt for hende“. For det er vel også forfængelighed – om hvorvidt man er ærlig og hvor meget man lufter sig beskidte vasketøj?

Jeg har tænkt meget over det og jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre jeres mening. Hvor forfængelig er du? Og hvorfor? Jeg tror i bund og grund at de fleste af os bruger alt for meget tid på, at tænke over hvad andre tænker om os. Så er vi forfængelige for vores egen skyld eller for andres?

Du ved at du er ved at ramme de 30 når..

thirty

Én af mine bedste veninder hedder Vibe (i kender hende sikkert fra både snapchat og instagram, hvor jeg flittigt deler hendes kønne ansigt med jer). Hun er lige blevet 23 år. Det har jeg det med at glemme. Jeg mærker ikke alders forskellen som er 5,5 år. Det kan så diskuteres om det er fordi Vibe er moden eller jeg er umoden. Jeg siger tit ting som Vibe griner af – fordi hun synes jeg er mormor-agtig. Og dér går det op for mig, at jeg lige om lidt fylder 30 år. På det seneste har jeg:

  • sagt: “har du cykellygter med? Det bliver hurtigere mørk nu skal du huske på. Skriv når du er hjemme“.
  • googlet min skraber (altså den der man fjerner vand i brusekabinen med) fordi den virkelig er god og det ville jeg gerne dele med mine veninder.
  • sovet med et plait. Og jeg kunne godt lide det.
  • haft vasketid en lørdag aften. Og været svært tilfreds med at få dét ordnet.
  • sagt: bevares, gudfrimigvel, tøv en kende og husk nu at det er nemt at få reddet sig en blærebetændelse.
  • sat en ordentlig slat ind på min opsparing, fordi det er rart at have noget på kistebunden.

Jep. I virkeligheden bliver jeg nok 67 i november. Men jeg elsker faktisk min alder, jeg hviler meget mere i mig selv nu, end jeg gjorde i starten af tyverne. Hvordan oplever du at blive ældre? Siger du også mærkværdige ting som jeg? (ja, ordet mærkværdig er også et tegn..).

Older posts