Kulturchok, jantelov og staying humble

15073573_10209493529587627_1437632785044282890_n

Nu har jeg været i Californien i en uges tid. Jeg er ret vild med kulturen, selvom den er helt anderledes end vores. Amerikanerne er meget åbne og vil meget gerne i kontakt med hinanden, de lægger ikke skjul på hvad de kan og hvad de har opnået og så er de meget voldsomme i deres armbevægelser og har et lidt højere toneleje, end jeg er vant til. Og jeg griner så højt at folk vender sig om, selvom jeg er på en bar med høj musik. Så jeg er vant til volume, vil jeg mene. Forleden havde jeg f.eks. en lektion i popart, hvilket var enormt spændende og læreren kom syngende ind i lokalet og startede timen med at give os en gåde. Og grinede højt og spillede musik mens vi lavede opgaver. GID det skete mere i vores folkeskole. Den kan være så kedelig for de stakkels unger.

Anyways – jeg prøvede ihærdigt at tysse hele blogger-delen ned, da jeg ikke vil være kendt som hende bloggeren, blandt de andre studerende. Jeg magter det ærlig talt ikke og det gør jeg heller ikke i Danmark. Jeg siger det aldrig, du hører aldrig mig sige: “jeg er blogger” – kun hvis jeg bliver direkte spurgt. Jeg ved egentlig ikke rigtig hvorfor, for jeg er enormt stolt over, hvor langt jeg er kommet med alt det her (blandt andet min fine bog) og jeg glæder mig dagligt over at jeg har muligheden for, at præge og motivere jer. Men. Jeg ligger nok under for janteloven, på dét område. Og der er så mange fordomme omkring alt det blogging og jeg er en vatpik og jeg vil ikke have, at folk skal tænke noget grimt om mig. Sådan er det nok. Jeg vil gerne have at alle kan lide mig, selvom jeg udmærket ved at det er umuligt og ved at der er mange haters. Både i mit privatliv og online.

Men mange af de ansatte her på skolen vidste at jeg kom og bød mig velkommen og talte højt om, at jeg var en kendt, dansk blogger som var kommet, hvilken ære dét var og så gik den ellers derudaf. Jeg stod med ildrøde kinder, sveden piblede frem fra mærkværdige steder på min krop og efter en flyvetur på over 13 timer duftede jeg ikke ligefrem af blomster. Jeg prøvede ihærdigt at tysse dem ned og få dem til at tale om noget andet, uden held. Snart vidste de første 15 medstuderende hvem jeg var (om man så må sige) og så gik den ellers derudaf.

Et par dage efter min ankomst stod jeg og talte med nogle medstuderende og et par lærere og pludselig siger den ene noget i retningen af: “Matilde er en kendt blogger i Danmark, det synes jeg er rigtig sejt. Man kan oversætte hendes blog, så i kan også læse med!”. Jeg fik sagt ting som “nååå..det er ikke noget“, “det skal i ikke gå ind og læse, det er nok ikke interessant for jer” og “schhh ikke mere om mig nu“. Én af lærerne kiggede på mig og spurgte, hvorfor jeg så gerne ville have det jeg havde opnået, tysset ned. Jeg prøvede at forklare at vi i Danmark har noget som hedder en jantelov – og at det ikke altid er så velset at råbe højt om, hvad man har opnået, hvad man kan og hvordan det går en. Han rystede på hovedet og grinede lidt. “Danish people are weird“, sagde han. Og jeg måtte give ham lidt ret.

Der er forskel på at blære sig, for at tryne andre og så være stolt af det man har udrettet. Og jeg tryne aldrig nogen, i hvert fald ikke med vilje. Men jeg har så svært ved at se forskel – for jeg vil ikke blære mig. Jeg synes det er usmageligt og jeg hader når andre gør det. Men man må jo godt være stolt af sit arbejde og sit liv, uden at det betyder at man blærer sig. Jeg ringede til min mor og talte om det med hende. Hun sagde at jeg skulle prøve at lære at være lidt mere udadvendt med de ting, som jeg har opnået. Ikke prøve at tysse det ned, når folk rent faktisk er interesserede i, at høre om det. Og hun har ret. Amerikanerne er virkelig det modsatte af janteloven – og det vil jeg gerne lære lidt af. Så næste gang der er en i kantinen som kommer hen og spørger, om jeg er hende bloggeren, så vil jeg sige ja og gå ind i dén samtale. For jeg er faktisk stolt af min blog og alt det arbejde, der ligger bag. Puha, det var faktisk svært at skrive. Men det er jeg. JEG ER STOLT. Hvad er du stolt af?

Hvem har i øvrigt slukket stjernerne i dine øjne frøken?

img_3656

Sådan en fin sætning, synes jeg. Hvilket hårdt og råt spørgsmål. Så sigende. Jeg fik det spørgsmål forleden. Inden jeg rejste. Af en mand, som jeg kender i periferien. En ældre mand, langt over de 50 år. Han kiggede på mig, lagde hovedet på skrå mens jeg talte om, at jeg havde fået ny “skrue op og ned for varmen dims” på radiatoren og at jeg faktisk var rigtig glad for regnvejr. Og så spurgte han mig, midt i en sætning om at regnvejr lyder hyggeligt på ruden når man ligger under dynen. Og jeg blev lam i munden og fik øjne så store som tekopper. Og han smilede bare, gav min skulder et klem og gik. Og jeg stod tilbage og var sur. Hvad fanden mener han, tænkte jeg, mens jeg trampede i pedalerne hjem. Mit lys er sku’ da ikke slukket.

Så da jeg kom hjem stillede jeg mig foran mit spejl på badeværelset, og gloede på mig selv. Og så kunne jeg se det. Lyset var sku’ slukket, stjernerne som han så fint udtrykte det. Hvor længe har mine øjne set sådan ud, tænkte jeg. I Thailand strålede de, fandt jeg frem til efter et kig i min kamerarulle. Men det gør alle turister’s øjne da i Thailand – det er jo altid varmt og du laver stort set ikke andet end at være i vandet, drikke øl og lave absolut ingenting (sådan var vores ferie i hvert fald). Og det er da klart at øjnene ikke stråler som i Thailand. Danmark er grå og kedelig pt. Og koldt. Men han havde jo ret, den gamle. For mine øjne har forandret sig. De stråler ikke og jeg tror ikke, at det har noget at gøre med Thailand. Eller det ved jeg at det ikke har. Det har noget at gøre med, at jeg lige for tiden går og kæmper lidt med et flosset hjerte. Igen. I-fucking-gen.

Det skal nok blive godt igen, det har været knust før og det formåede jeg at komme igennem. Selvom det tog noget der minder om en krig. Og føltes sådan. Hvo intet vover, intet vinder, stod der engang på en gajol æske, som jeg gemte af en eller anden grund. Og det er jo sandt. Og som én af mine kloge veninder sagde: “Jeg ville hellere have haft den eller de gode, dejlige måneder med ham, end slet ikke at have mødt ham. Selvom at det gør ondt nu“.

Og jeg var uenig, grinede vist også lidt. Fordi hun er håbløs romantiker. Men hun har ret, synes jeg. For selvom det gør ondt nu, og gør rigtig ondt mens jeg er her i Californien, så langt væk fra alt det trygge (læs: mors kram, veninder og rødvin), så ville jeg aldrig have undværet det. Og nu ved jeg, at mit hjerte igen er i stand til at elske og være forelsket – og dét er så dejligt at mærke igen. For jeg troede at jeg var færdig med kærligheden. At jeg havde fået det, som var mig forundt i det her liv. Men. Jeg tror at jeg kaster mig ud i det igen. Når det værste lige er overstået. Ikke lige nu. Men snart. For selvom det ikke gik, så var det alting i min verden, da det gjorde.

Kys <3 #dueraldrigalene

25% på Adidas Ultra Boost!

sportamoredone

Adidas Ultra Boost (rosa) // Adidas Ultra Boost (sort/rosa) // Adidas Ultra Boost (rød) // Adidas Ultra Boost (sort)

Nu er jeg ikke ligefrem en pige der mangler sko i hendes garderobe, indrømmet. Men jeg sælger ofte ud af mine sko og køber nye, og det har jeg også tænkt mig at gøre nu – for du kan få 25% på nye sko lige nu, se hele udvalget her. Jeg shopper ofte hos sportamore – de er billige, har et stort udvalg og ofte rigtig gode tilbud. Jeg overvejer ét eller to af de par, på billedet. Brug koden 25shoes og få trukket 25% af beløbet.

 

Hvilke par synes du er fedest? De skal primært bruges til at gå i, til hverdag. Her til foråret er det fint med kjole, strømper og helt, afslappede sneaks. Snart bliver læder- og ruskindsstøvlerne for varme (og jeg kan ikke vente!). Ultra Boost er et must dette forår og jeg tror at jeg er forelsket i det par i rosa..

Affiliate links.

Find adventure! (Se mig – jeg er i USA!)

Sponsoreret

asics4

Så er jeg her. I staterne. Shit. Helt alene på en kæmpe skole med et hav af mennesker, som jeg slet ikke kender. Det er for fedt! Jeg nyder det og har det ret fantastisk. Det var rart at komme væk hjemmefra, på egen hånd.

Jeg vil gerne træne, mens jeg er her – men det er ikke første prioritet. Første prioritet er helt klart at lære nye mennesker at kende, opleve, se, smage og udfordres. Jeg har været rundt i San Diego på eventyr og sikke en fantastisk by! Den er virkelig stor og der er virkelig mange mennesker! Jeg rejste i mine nye Asics sko (hvilket var en god idé for flyveturen fra London og til San Diego tog 11,5 time!). Udover at jeg går godt i dem, så er de også flotte og dét tæller altså ret meget i min bog. Jeg er ikke den store fortaler for løb – ikke at jeg synes at det er en dårlig idé, men jeg er bare virkelig dårlig til det. Jeg er tung bagi og konditionstræning har aldrig været mig. Men jeg prøver. Og det er virkelig skægt at løbe et helt nyt sted – for jeg har aldrig løbet i San Diego før! Jeg var lidt bange for at fare vild, så jeg blev omkring skolen, men jeg kunne heldigvis finde hjem igen.

asics2

Nu har jeg været ude og gå en tur i dem og det fungerer de også rigtig godt til. Jeg gik en tur alene, jeg havde lige brug for at komme til mig selv og tænke – på dansk. For jeg har virkelig talt meget engelsk og drømte også på engelsk i nat. Udflugten foregik i området omkring skolen. Jeg vil gerne lære det lidt at kende og det foregår altså bare bedst på gåben, i min verden. Jeg skulle finde et supermarked og købe tandpasta og missionen lykkedes! Og med skoene på fødderne gik det nemt! Mine fødder er stadigvæk lidt hævede efter den lange flyvetur, så det var rart at have bløde, behagelige sko på. Og så synes jeg er at de virkelig, virkelig fede!! De passer perfekt til en gåtur og er samtidig gode at løbe i – derfor kunne jeg spare lidt på sko-mængden, da jeg skulle pakke min kuffert. Og fedt at vi har en pool på campus, ikke? Jeg er ret vild med den!

ASICS FuzeX Rush hedder mine fine nye sutter – er de ikke flotte? Jeg løber aldrig i vinterperioden, når jeg altså er hjemme i Danmark. Men herover er det noget andet! Vejret er så fint og perfekt temperatur til at løbe og svede i.

asics3

Men nu behøver du jo ikke at tage helt til staterne, for at finde løbeglæden. Den kan du godt finde hjemme i Danmark, selvom alting er lidt gråt, lidt koldt og lidt nederen pt. Foråret er på vej! Jeg er bedst til at træne sammen med andre, derfor ville jeg finde en veninde at løbe med, hvis jeg skulle ud og løbe nu. Jeg fungerer bare bedst i teams – men måske du fungerer bedst med musik i ørene? Jeg løber ikke så ofte, men gerne i de kommende måneder – og gerne som restitutionstræning for at løsne ømme stænger op (som mere eller mindre altid er ømme…).

Jeg har boet på landet hvor jeg faktisk løb en del. Nu er jeg Københavner og det er umuligt at finde et sted at løbe “alene“, medmindre det er ekstremt tidligt om morgenen og dét gider jeg ikke. Skoene er perfekt til løb i byen da de har en unik fuze-gel som er en kombination af let skum og Asics’ gel. Det gør at skoen er let at løbe i og fødderne “lander” blødt indeni skoen. Skoen er uden sømme som sænker vægten af skoene – så de er gode hvis du godt kan lide at løbe stærkt og f.eks. løber intervaller. Skoen er tynd i bunden, så du kan mærke underlaget på en anden måde end andre sko og det gør at det bliver nemmere at “tage fra” og “sætte af“. Og så er den bare flot. Der er ikke så meget at diskutere. Jeg havde faktisk mine på i flyturen herover og de var behageligt OG flotte – hvilket er den perfekte kombination for en kvinde som jeg, som i den grad elsker komfort. Det er en sko du kan løbe lange og korte ture med – og gå lange ture i. Det bruger jeg dem mest til, mens jeg er her. Når jeg kommer hjem (håber jeg at foråret er kommet!) skal de testes rundt om søerne og i Frederiksberg Have. Det kan godt være at jeg ser dum og enormt forpustet ud når jeg løber, men i det mindste har jeg flotte sko på. Og det betyder mere end man skulle tro.

Bonusinfo:

  • skoene har reflekser på (voksent og fornuftigt og ser flot ud),
  • Fuzegelen er både i mellemsålen og langs hele skoen og gør den ekstrem blød at løbe og gå i,
  • der er dybe flex-riller i fodfoden som gør det sikkert at lande og gør skoen stabil og skridsikker (også på grus, dét har jeg testet!),
  • DE ER PÆNE!! (modeblogger coming up? #næppe).

Jeg elsker dem og jeg vil udforske så meget af San Diego som muligt, med dem siddende på mine fødder. Tjek i øvrigt lige min snapchat og instagram (helsematildedk begge steder) hvis du har lyst til at følge med i mit eventyr! Rigtig god dag!

asics6

Sponsoreret

 

 

De første par dage i en hel anden verden

sandiego1

Jeg er i San Diego, hvis det skulle være forbigået din næse. Jeg kom søndag eftermiddag (da det var natten til mandag hos jer, jeg er 9 timer bagud) efter en hel dag i en flyver. Først til London og derefter til San Diego. 11,5 time i streg. Jeg er ikke speciel begejstret for at flyve, slet ikke over Atlanterhavet og der var en del turbulens, så vi skulle næsten have selen på hele tiden, men det gik. Jeg stenede 3-4 film, sov lidt op af min sidemand, som viste sig at være en sød, ældre mand fra Italien. Jeg spiste toblerone med en polsk kvinde, som ikke kunne et ord engelsk og så tissede jeg mens vi fløj over Grønland (altså ikke vejen over Grønland!). Mine fødder og ben var hævede og jeg har hermed lovet mig selv at rejse mig mindst én gang i timen, når jeg skal flyve hjem igen. Mine ben gjorde ondt! Og min ryg. Men det er ikke så mærkeligt, det er jo ikke fordi man sidder specielt luksuriøst i en flyvemaskine.

Jeg blev hentet af skolen i lufthavnen og kørt til skolen. Det var blevet mørkt og jeg var træt, sulten og følte mig ærlig talt ret alene i verden. Hvilket jeg jo egentlig også var. Jeg ankom til skolen og blev taget så godt imod. De var søde og rare og viste mig hurtigt rundt og på til mit værelse. Jeg deler det med to andre piger, en pige fra Spanien og en pige fra Frankrig. Pigerne er søde og inviterede mig hurtigt med til spisning og træning. Det var rart, for det er svært at komme ind på et værelse, hvor dem der bor der, allerede kender hinanden.

Skolen er stor og helt ny, åbnet i september sidste år. Der kan være op til 1000 studerende af gangen og jeg bor på 10.etage. Der er rent og pænt og der er styr på tingene. Området ude foran skolen er hyggeligt med bænke, borde, pool, træer, volleybaner og skolen ligger tæt på supermarkeder og stranden.

Det var svært at falde i søvn den første nat, dels fordi jeg var alene på mit værelse, men også fordi jeg pludselig befandt mig på den anden side af jorden, alene. Jeg faldt hurtigt i søvn og blev vækket af min ene roommate som tog dynen af mig og skreg. Jeg ligger i den øverste køje og hun kunne ikke finde ud af, om der lå nogen. Jeg fik noget af et chok og fremstammede noget a la: “what is going on here?” (rigtig dansk-engelsk, selvfølgelig) mens jeg lå med bar røv. Hun blev vældig genert og vi grinede af det efterfølgende. Jeg faldt i søvn igen og sov 2-3 timer af gangen. Jeg stod op ved 10 tiden og gik i et tiltrængt bad og fik traditionel amerikansk morgenmad: blueberry pancakes, eggs and no bacon. Fik til gengæld havregrød. Der mødte jeg en sød fyr fra Holland, som også var ankommet aftenene før og som også følte sig lidt alene. Vi sludrede lidt og det var faktisk meget rart. Så gik jeg på eventyr og undersøgte området omkring skolen. Der ligger villaer og andre campus rundt om skolen og det virker som et trygt område.

Jeg er ikke ramt af jetlag (endnu, muligvis), men er noget forvirret oven i hovedet. Fik blandt andet bildt en japansk kvinde ind, at jeg var 39 og ikke 29 år. Ret akavet, men hun syntes vist at jeg holdt mig godt. Hun var 19 år, så er alt over 25 år jo gammelt. Jeg skal til LA i weekenden og se en Lakers kamp og så skal jeg på hvalsafari. Jeg kan ikke vente! Californien er ret fed, jeg glæder mig til at udforske den noget mere!

God dag <3

Older posts