I’m out of your league.

img_1217

Det her indlæg har været lidt tid undervejs. Jeg har tænkt ordene mange gange, men har været nervøs for at skrive dem ned. For det kan lyde enormt arrogant, det jeg kommer til at skrive i dette indlæg.

Jeg har skrevet om det før, da jeg fik sætningen: du er under mit niveau. Det gjorde nas as fuck og jeg husker stadig sætningen. Og jeg husker det svin som afleverede den til mig. Arrogante røvhul. Nå, nok om ham. Karma vil nok ramme ham. #impotens #skaldethed.

Anyways. Så fik jeg for en måned siden en mail. Fra en sød, ung mand. Som, udover at skrive komplimenter, skrev at han aldrig ville turde at flirte/lægge an/bede om mit telefonnummer, hvis han så mig. Fordi jeg var ude af hans liga. Over hans niveau. Men at han virkelig gerne ville have at jeg vidste, at jeg var sød og smuk og gjorde noget godt for kvinder som er helt almindelige (som vi vist er alle sammen). Jeg blev glad for mailen, for den var hverken klam eller lummer eller indeholdt diller-billeder eller “må jeg købe dine trusser” (højeste bud er i øvrigt 1200 for et par jeg har squattet i!). Så jeg blev først glad. Og så blev jeg lidt trist. For er det dét, jeg udstråler?

For det første føler jeg på ingen måde at jeg er over eller under nogens niveau. Jeg vil slet ikke dele tingene sådan op. Selvfølgelig har jeg en type(r) og der er da mænd, mange mænd, som jeg ikke kigger efter, fordi de ikke tænder mig. Om det er niveau, det ved jeg ikke. Men så talte jeg med nogen veninder om dét og om den mail. Og de sagde, til min store overraskelse, at de mente at jeg skræmte mange mænd væk. Fordi jeg er enormt ærlig, skriver om min ekskæreste, fordi jeg har fortalt hele min historie og dermed har bekræftet at jeg har en røvfuld bagage med. Og fordi jeg virker enormt selvstændig, ser stærk ud (musklerne mener de) og virker til at klare det meste på egen hånd.

Og det kan jeg jo ikke benægte. Jeg er stærk og kan løfte alle mine møbler selv og jeg kan sørme også åbne et syltetøjglas helt selv. Jeg kan selv betale mine regninger, gøre rent, handle ind, lave mad (eller købe det..) og skal jeg have noget hængt op…så ringer jeg til min far. Jeg er selvstændig og det er jeg nødt til at være. For jeg er jo alene, jeg bor alene, er single, jeg bliver jo nødt til at klare de fleste ting selv. Og det vil jeg også gerne og det kan jeg godt og det giver mig enormt meget, at jeg kan selv. Men skræmmer det mænd? Hvis det gør, så ved jeg snart ikke hvad jeg stiller op. For jeg har ikke tænkt mig at lave det om. Jeg vil ikke være mindre selvstændig, fordi jeg vil have en mand. Hvilket jeg i øvrigt ikke rigtig ved om jeg vil. Lige nu, anyways. 

Men, hvis du nu er mand og læser med her: Så synes jeg at du skal tænke “Fuck niveau!”. Hvis en kvinde intimiderer dig, så gør det alligevel. Og det gælder sku’ også os kvinder. Vi skal da være bedre til at bage på hinanden og give komplimenter. Uanset niveau og typer. Jeg ser ofte mænd, som jeg godt kunne tænke mig at lære at kende, men jeg tør da heller ikke at spørge. Man skulle da nødigt tabe ansigt. Men mailen fra den søde mand har givet mig lyst til at prøve. For det er da kun sødt og en kæmpe kompliment at få at vide, at man ser sød og flot ud. Og hvis man får et nej, så er man jo stadigvæk den samme. Intet tabt, ingen vundet.

Da jeg så en koala på den anden side af kloden

Sponsoreret

img_3759

Nu har jeg været hjemme i nogle uger og jeg tænker stadig på San Diego og EF skolen hver eneste dag. Det var bestemt én af de vildeste og bedste oplevelser i mit liv. Virkelig. Hvis jeg kunne komme tilbage, ville jeg pakke min kuffert med det samme, finde mit pas frem og drøne ud i lufthavnen. Jeg er så glad for at jeg tog afsted, selvom at det var svært for mig at rejse helt alene. Trods at jeg går i mit 30.år, havde jeg aldrig rejst alene før. Og dét var en fejl og dét skal jeg helt sikkert gøre igen!

Udover at jeg fik set min allerførste panda i levende live og en koalabjørn, som forresten nok er det mest nuttede dyr der findes, så fik jeg også set to gigantiske grå hvaler, hajer og søløver. Jeg fik set L.A. og Lakers spille og så fik jeg stået hele 8 sekunder på et surfboard. Og fik sågar flirtet med en vaskeægte amerikansk surfer. Så kan jeg da sætte kryds ved dét. Men udover alle de fede oplevelser (pandaen vinder klart over surfer!), så lærte jeg en masse dejlige mennesker at kende. Og de var sku’ dejlige og jeg lærte dem virkelig at kende, selvom at jeg kun var sammen med dem i 14 dage. Når man bor sammen, så kommer man hurtigt tæt på hinanden. Min ene roommate, som er fra Spanien og som vi kaldte Nudel (fordi hun hørte os sige “nuttet” og gentog med “nudel”) kommer på besøg i Danmark og der skal jeg helt klart se hende. Vi har også talt om at jeg skal besøge hende, hvilket jeg virkelig gerne vil. Hun gik lige i hjertet på mig og jeg savner hende virkelig meget. Og som om det ikke var nok, så rykkede jeg mig utrolig meget, på det faglige plan. Jeg lærte enormt meget grammatik, som var min største udfordring. Jeg drømte endda på engelsk, allerede i den først uge. Og vigtigst af alt, så smed jeg genertheden som jeg ofte har, når jeg skal tale et andet sprog. Kender du ikke det? Der var jo ikke så meget at gøre, du var nødt til at tale engelsk, for det gjorde alle andre jo og der var ingen danskere i nærheden. Det var rart at komme ud af den comfortzone.

På billedet nedenfor sidder jeg på klipperne ved Sunset Cliffs som er et must, hvis du skal til San Diego. Solnedgangen er så utrolig smuk!

img_3851 zoo1

Nu er jeg så hjemme igen og jeg drømmer om at tage afsted igen. Til andre destinationer. Du kan ikke blive for gammel til at tage afsted og jeg har fået mange mails fra piger, som er taget afsted efter at jeg har været afsted. Som er på min alder og også yngre. De har fået modet til at tage afsted alene, dét er så sejt og jeg ved at de ikke vil fortryde det! Det er grænseoverskridende, men det hele værd. Jeg er så stolt over, at jeg kunne finde helt til USA alene og klare mig selv. Det giver rigtig meget på selvtillidskontoen. Og den kan man jo altid fylde på.

16864994_631800337011343_899624728789120308_n

Da jeg kom hjem ringede EF til mig (som de gør til alle) for at høre om min oplevelse, om ris og ros og om jeg havde ideer. Det var rigtig rart at tale med dem og dele min oplevelse.

Hvis du er nysgerrig og gerne vil høre mere, så kan du tage til infomødet d.18 april fra 18.00-20.00, det foregår både i København og i Aarhus. Læs mere her. Jeg kommer til mødet i København og fortæller om min oplevelse og jeg er spændt og lidt nervøs, men jeg glæder mig til at dele min oplevelse med jer. Så kom forbi og spørg løs, det vil jeg kun glæde mig over! 

Du kan også bestille gratis brochure lige her og få et gratis pristilbud lige her.

Sponsoreret

Selvmedlidenhed og hvad du får ud af det

17156352_10210655011783956_3262917893286676171_n

Du får ikke rigtig noget ud af det, ikke en flyvende fis. Beklager. Jeg er indendørs Danmarks mester i Selvmedlidenhed og jeg fik engang trøstepræmien i Selvynk – og intet af det har egentlig gjort noget godt for mig. I længden, om ikke andet.

Marts måned har været lidt udfordrende for mig. Der er sket enormt mange dejlige og givende ting, ingen tvivl om det. Men jeg har også haft én stor bekymring, som jeg har ligget søvnløs over. Uden at skrive så meget om det, så fandt jeg i starten af måneden en knude i mit bryst og det gjorde mig enormt bange. Det kan jo være alt muligt ufarligt. Men det kan også være mere alvorlige ting. Jeg ved ikke så meget i skrivende stund, andet end at det gør ondt og at jeg skal til flere undersøgelser. Det er svært at være single, når sådanne situationer opstår. Jeg kan godt klare mig selv, men hvor er det hårdt lige nu. Jeg kunne godt bruge en arm at sove på, én at tale med, om aftenen hvor ensomheden ofte trænger sig på. Særligt i disse dage. Familie, venner og veninder slår ikke helt til, jeg savner at være en del af et tomandsteam.

Og en aften lå jeg så alene. Og gloede tomt ud i luften, havde ikke fået spist, skulle egentlig tisse, gad ikke rejse mig, gad ikke tage telefonen når den ringede, gad ingenting. Og jeg havde ondt af mig selv for fulde gardiner. Jeg ynkede derudaf. Hvorfor lige mig, har jeg ikke taget nok nu, hvad har jeg dog gjort for at fortjene det her. Tænkte jeg. Og sandheden er, at jeg ikke har gjort en skid for at fortjene noget som helst, for sådan fungerer tingene altså ikke. Og efter nogle timer rejste jeg mig og så havde jeg ynket længe nok. Så tog jeg mig sammen, selvom det ikke er en sætning jeg kan lide at bruge, men det var det jeg gjorde. Jeg tog mig sammen.

Da min lillebror døde gik min verden itu og alting blev mørkt, i lang tid. Det er både naturligt og forventeligt. Jeg husker tydeligt at jeg, et par dage efter hans død tænkte: “du har to valg, enten ligger du dig ned og lader samfundet forsørge dig eller også tager du dig sammen“. De fleste dage tog jeg mig sammen og rejste mig. Det kan lyde hårdt og jeg var også hård ved mig selv, men alternativet havde været at jeg var blevet fyret, forladt af min kæreste, ikke kunne betale mine regninger og jeg havde mistet mig selv undervejs. Og dét gavnede jo ingen. Sådan havde jeg det også, den aften hvor jeg lå i min seng. Jeg tænkte til sidst: vil du virkelig lade livet slå dig ud, efter alt det du har været igennem? 

Og satme nej. Jeg har prøvet værre. Og lige nu er det svært, hårdt og jeg er meget bekymret. Fordi det gør ondt og fordi jeg kan mærke en knude i mit venstre bryst og fordi jeg endnu engang skal tage mig sammen og holde mig oprejst. Men jeg vil ikke bekymre mig på forhånd. Jeg tror på det bedste og den knude er sikkert ingenting. Og livet skal ikke få mig ned med nakken. Og slet ikke få mit humør slået ned. Jeg skal nok vise, hvad jeg er lavet af. Og jeg er ubesejret indtil videre. Og hvis jeg kan, så kan du også <3

Selvom at jeg hader idealet

spa

..så bliver jeg altså også ramt. Af selvhad. Jeg havde i starten af ugen nogen virkelig lorte dage, lorte krop-dage. Som jeg selv kalder dem. For selvom at jeg råber højt om selvkærlighed, du-er-god-nok-som-du-er og at jeg elsker at være almindelig, så rammer det mig. Selvhadet. Jeg ryger også ind i musehjulet, hvor jeg kører rundt i onde ord om mig selv og hvor jeg hater på mig selv. Og jeg har lige haft en tur i musehjulet. Sådan er det, jeg ved at det går over – men det er drøn frustrerende når jeg sidder i hjulet. Dagene bliver lange, jeg har lyst til bare at sidde derhjemme i nattøj, være alene og helst spise noget klamt. Kender du det?

Jeg bliver så træt af mig selv. Og det forstærker bare følelsen endnu mere. “Hvorfor er du så nederen?“, “hvor er dit selvværd?“, “alle de andre er pænere af mig“, “jeg er jo kæmpe stor“. Du kender måske sætningerne, måske har du andre tilsvarende sætninger som du siger til dig selv, når selvhadet ruller ind over dig. Og jeg har svært ved at komme ud af hjulet. Jeg taler ofte åbent om det, gerne til mine veninder som siger det, som de skal sige: “nej du er ikke tyk“, “du ser dejlig ud“, “hvad fanden taler du om?” og så videre. Og jeg elsker dem for det! Ingen tvivl om det. Men når du er i hjulet, så er det ligegyldigt hvad dem du elsker siger. Sådan har jeg det i hvert fald. Selvom at jeg ved at de mener det. For jeg synes det jo ikke selv.

Så hvad gør man? Når det hele er lortet og du er lortet og dit tøj er lortet og dit job er lortet og din personlighed er endnu mere lortet. Jeg har ikke svaret. Min erfaring (som er stor!) er at du skal lade tiden gå. Du skal selvfølgelig være bevidst om, at du er i dét musehjul. Min erfaring er, at det går over efter noget tid, sommetider nogen timer, andre gange nogen dage. Hvis det er rigtig lortet så en måned tid. Det handler ofte om noget andet – for mig handlede det om, at jeg var stresset over noget arbejde, ikke havde nok timer i døgnet og havde noget tøj på, som jeg ikke følte mig tilpas i. Og så havde jeg ondt i maven, hvilket gjorde at den var oppustet. Sådan er det jo engang imellem – det ved jeg jo godt, når jeg tænker rationelt over det.

Jeg har ikke en opskrift på, hvad der virker. For jeg kender den ikke. Tålmodighed, fordi jeg ved at det går over og at der altid er en ny dag imorgen. Så hjælper det med små dulletricks (banalt, bit it works!), f.eks. fodbad, neglelak eller shallac (jeg er glad for Cille), ansigtsmaske, hårkur etc. Del det med dem du har tæt på dig, f.eks. en kæreste eller en god veninde. For selvom de ikke kan fjerne følelsen, så kan de dæmpe den. Lav en liste med de ting som fungerer i dit liv, for der er altid noget der fungerer. Det kan være noget så småt som at du fik taget ens strømper på til at du har et godt socialt netværk.

Du har selv et ansvar for at ændre dit eget syn på dig selv, hvis dit syn gør dig ked af det. Det er svært, det sker ikke over natten og det er noget som vi skal arbejde på i perioder. Sådan er det i hvert fald for mig. Jeg tror ikke at jeg som sådan bliver “færdig” med at tale grimt til mig selv, det vil komme fra tid til anden. Men jeg bliver hver gang bedre til at lade det fylde mindre, end for få år siden.

Du er god nok som du er – er så pisse nemt at skrive og sige, så pisse hamrende svært at leve efter. Men det er sandt. Du er god nok. Og du kan faktisk fake dig til meget. Når jeg har en nedtur-musehjul’s-dag så forsøger jeg at fake mig igennem dagen. Lade som om at jeg har styr på det, holder hovedet højt (fysisk, også), tager høje hæle på og faker at det hele går som det skal. Det kan godt snyde dig selv lidt, faktisk. Og det virker lidt. Prøv det af, inden du går hjem og sidder i nattøj og hater på dig selv.

Du er aldrig alene, alle kender følelsen og har den engang imellem. Du er helt almindelig og dét er lækkert til dig. Kys.

Older posts