Ting du ikke skal sige

hvis du forsøger at trøste en, som lige har (ufrivilligt) aborteret.

Det er sagt i den bedste mening. Det er (forhåbentlig) sagt i kærlighed. Men det trøster ikke – det trøstede i hvert fald ikke mig, lige da jeg aborterede. Måske det trøster senere, men ikke i situationen. En tommelfingerregel når det kommer til mennesker i sorg, som er kede af det, i chok, som har mistet, som har kærestesorg: mød mennesket hvor det er. Der findes ingen løsninger i øjeblikket. Lad dem græde, lad dem kigge tomt ud i luften, lad dem råbe.

Læs hvad du ikke skal sige til et menneske, som er i kærestesorg. Du kan også læse hvad du ikke skal sige til singlekvinden, som gerne vil have en kæreste! Eller til kvinden som er over 30

Men dette indlæg skal handle om de ting, som du siger med kærlighed, men som jeg synes at du skal vente med at sige, til det værste har lagt sig. Det er ikke sikkert at det er alle som aborterer, som har det som jeg. Men jeg bliver ked af det når nogen siger:

  • godt du ikke var længere henne!
  • op på hesten igen, du. Som man siger!” (efterfulgt af et blink og et “høhø“).
  • Jamen så kan i jo også bare nyde hinanden og leve livet lidt!“.
  • Det sker for mange. Det er helt normalt! Min nabo mistede vist 3 eller 4 gange før at den var dér!“.
  • Ved du hvad, de kan så meget i dag. Du skal nok få et helt fodboldhold!“.
  • Så kan i også nå at finde et større sted at bo!“.
  • I har jo heller ikke kendt hinanden så længe“.
  • Det gode er jo at du blev gravid!“.
  • Tænk på dem som slet ikke bliver gravide!“.
  • Du er så ung. Du har ikke travlt!“.
  • Det var da bedre at du aborterede end hvis du fik et handicappet barn!“.
  • Det er meget nemmere at blive gravid lige når du har aborteret!“.

Sig i stedet (gælder i øvrigt i alle former for kriser og sorger):

  • Jeg føler med dig“.
  • Det gør mig ondt“.
  • Har du/I brug for noget?“.
  • Det kan jeg godt forstå“.
  • Jeg er her for dig“.
  • Jeg elsker dig“.
  • Lyt.
  • Vær stille sammen med mig.
  • Bare vær sammen med mig.

Har du flere bud på, hvad du ikke syntes hjalp dig – og hvad der hjalp dig? Så skriv dem endelig i kommentarfeltet. De ting som ikke hjælper os, bliver sagt i kærlighed og med omsorg og det er vores ansvar – os som er i sorg – at guide og hjælpe dem som er omkring os. Og det kan sådan et indlæg her, hjælpe med. Så del endelig i kommentarfeltet.

 

 

Bristet drøm

I weekenden var jeg i Svendborg. Jeg besøgte elskede Maja, som er min kære veninde. Maja har jeg omtalt mange gange, da hun er den veninde jeg har, som jeg har kendt i længst tid. Hun bor i Svendborg og jeg har før skrevet om, hvordan jeg har langdistance-forhold til mine veninder. Jeg vil gerne se Maja mindst én gang om måneden. Endelig var weekenden kommet, hvor jeg drog mod det fynske og jeg glædede mig. Det var noget andet denne gang. For jeg var gravid. Maja vidste det godt. Vi plejer at drikke en masse kolde Fynsk Forår og vi er vældig glade for vin, bodegaer og alt hvad der hører sig til. Vi går oftest hjem når det bliver lyst (også om vinteren) og vi er glade for, at feste. Det har vi altid været. Men det gik ikke denne gang. Så fredag aften sad vi i nattøj og hyggede med bland selv slik og te (!). Lørdag morgen vågnede jeg og blødte voldsomt. Jeg græd og havde svært ved, at trække vejret. Maja fik mig beroliget og jeg ringede straks til 1813, som åbenbart kun er til de, som bor i Hovedstaden. Eller befinder sig i Hovedstaden. Og det gjorde jeg jo, som bekendt ikke. Så efter over en time i telefonkø, fik jeg en tid på Svendborg Sygehus et par timer efter.

Overlægen som undersøgte mig var gynækolog. Og han var dygtig. Og han var så sød. Og trøstede og forklarede. Jeg havde mistet og jeg var ikke længere gravid. Jeg græd voldsomt og den søde sygeplejerske holdt mig i hånden. Det var, når det nu ikke kunne være anderledes, en god oplevelse. Og dem samler jeg på, i det offentlige system. For de er sjældne. Lægen mistænker en mulig graviditet udenfor livmoderen, men det får jeg svar på i dag eller imorgen. Jeg har selv en fornemmelse af, at det er en spontan abort.

Kristian hentede mig, for vi måtte være sammen. Men han var et par timer undervejs. Maja trøstede mig. Sørgede for at jeg fik mad. Hun var der, som hun altid er. Veninder er guld og jeg vil aldrig undvære hende. Hun ved hvor meget jeg ønsker, at blive mor. Kristian og jeg kørte hjem og vi græd og holdt om hinanden og kiggede begge tomt ud i luften.

Det er et tab, uanset hvor langt du er i din graviditet. Jeg oplever at det er okay at sørge, efter 12.uge. Jeg synes det er okay at sørge uanset hvilken uge, du nåede til. Det er 3.gang jeg aborterer. Det er så brutalt hver eneste gang. Fordi drømmen brister. Hvis du har været gravid og har du aborteret, så ved du det. Der følger en masse drømme, tanker og forventninger så snart, at der er to streger på testen. Når du mærker dine bryster bliver spændte og ømme. Når maven vokser og får den lille, søde bule. Der sker noget med dig. Du gør dig klar til at blive mor. Derfor gør det så ondt, når det alligevel ikke skal være.

Kristian er så stærk og så sej. Han kan ikke besejres. Vi har sammen valgt at være åbne omkring det her. Ved at dele oplever vi, at vi ikke er alene. Der er så mange af jer, som har skrevet til mig. Med jeres historier og jeres knuste drømme. Tak! Det betyder meget for mig, at læse jeres historier, erfaringer og gode råd. Af hjertet tak.

Vi kommer stærkt tilbage. Jeg glæder mig til en dag at kunne sidde, med vores barn i mine arme og glemme alt om denne smerte, som vi oplever lige nu. Tak for kærligheden. Du er aldrig alene.

Den smukkeste kjole i mit skab

Indlægget indeholder reklamelinks

Kjolen som jeg ejer både i sort og i blå. Fordi den sidder virkelig godt, fordi den ser smuk og eksklusiv ud og samtidig er rar at have på. Den er så smuk og én af K’s favoritkjoler.

Jeg er ofte blevet spurgt om link – og nu har fundet et site hvor kjolen er på lager. Men tøv ikke for længe, hvis du har forelsket dig i den. De ryger hurtigt! Jeg har min i small og den sidder som var den syet til min krop! Ærmerne er på billedet bøjet med ydersiden ud af, ellers havde jeg fået sovs på ærmerne. Ærmerne er i øvrigt én af de fineste detaljer, ved netop denne kjole.

Indlægget indholder reklamelinks.

6 om mig

Billedet kræver en forklaring (I guess). Det er taget af dejlige Maya, som jeg var i Costa Rica med. Jeg skulle holde hendes dåse, så jeg kunne tage billeder af hende. Da hun placerer dåsen siger kun kækt: “Det er ligesom Johanne. Hun kan også have alt muligt mellem babserne“. Well.. Jeg mistænker stærkt at bikinitoppen hjælper mig (og dåsen), da mine bryster aldrig har mødt hinanden og nu er Johanne altså udstyret med gudeflotte (og en kende større) tits end undertegnede.

Men nok om Johannes og mine bryster, indlægget skal handle om mærkelig viden om mig. For det er efterspurgt. Jeg lavede forleden en spørgerunde på instagram og spurgte dig, hvad du godt kan lide på bloggen. Og hvad du gerne vil have mere af. “Flere personlige ting om dig”, skrev mange af jer. Så jeg har fundet 6 mærkværdige informationer om mig, som du måske selv kan genkende eller som du måske synes er dybt mærkelige:

  1. Jeg elsker koriander. Og ordet “elske” er ikke noget, som jeg bare skriver. Jeg elsker dem virkelig. Det er på dét niveau. Jeg rejste i Vietnam som 19-årig og jeg kunne ikke udstå koriander. Og det var en fadæse, da de putter koriander i alt. Også i morgenmaden. Og i deres desserter. Jeg må have tabt mig, på den tur. For et par år siden vendte det – og nu kan jeg ikke få nok. Jo mere, jo bedre. Har du forslag til retter med koriander, så indsæt meget gerne link i kommentarfeltet! K kan nemlig også godt lide koriander. Ikke i så høj grad som jeg, men han kan spise dem – og dét skal udnyttes!
  2.  Jeg “skal” vaske hænder når jeg har været i offentlig transport. Og når jeg kommer hjem i lejligheden, uanset hvor jeg har været. Jeg er semi-bakterie-“angst”, hvilket slet ikke hænger sammen med, at der er ret så klamt nede i Værkstedet (hvor jeg træner) og der tænker jeg ikke over det. På en eller anden måde er offentlig transport bare lidt klamt. Totalt skørt. Men jeg tager skoene af og går direkte ud og vasker hænderne, når jeg kommer hjem efter en tur i metroen.
  3. Når jeg har været i bad er rutinen helt fast: Jeg tørrer min krop på samme måde HVER eneste dag. Jeg har prøvet at lave rutinen om, men det føles forkert. Jeg børster også tænder med samme hånd hver eneste dag. Reder mig med samme hånd. Jeg er venstrehåndet og højrehånd bliver ikke særlig tit brugt (spørgsmålet er også hvad den egentlig kan!).
  4. Jeg elsker reality. Ja, det gør jeg altså. Jeg har set samtlige sæsoner af “Paradise“. Jeg ser også “Date mig nøgen” (og elsker at hade det) og jeg glæder mig til, at få tid til at se den nye sæson af “For lækker til Love“. Jeg kan slappe af til den slags programmer. Og føler garanteret at mit liv er meget federe. Måske føler jeg mig klogere. Jeg ved det ikke. Men jeg elsker det pis.
  5. Jeg bliver tit spurgt om, om jeg har cravings. Lige for tiden craver jeg chili for vildt. På alt. Jeg har det i puréform og knalder det på rugbrød, æg, salater, kylling og spiser det sågar med ske. Det skal ikke være alt for stærkt, men det må gerne brænde lidt.
  6. Jeg vasker mit hår hver eneste dag. Det er blevet en vane for mig, som jeg har haft i 8-9 år. Jeg træner mange gange om ugen og en tørshampoo er bare ikke en option, for mig. Mit hår er sundt og tykt som ind i helvede. Jeg sørger for at pleje det med olie, hårkur (1-2 gange om ugen), jeg bruger balsam hver eneste gang jeg vasker det og jeg sover altid med fletning. Måske det kan hjælpe dig og dit garn, for jeg bliver ofte spurgt om mit ponyhår.

Hvilken info om dig skal jeg have? Skriv meget gerne i kommentarfeltet, jeg holder meget af at lære dig bedre at kende <3

Hvor længe har i kendt hinanden?!

Dét spørgsmål var jeg lidt nervøs for at blive stillet, da Kristian og jeg skulle fortælle at vi er blevet forlovet. Det blev vi nemlig i torsdags, da Kristian med K gik på knæ midt i stuen, foran den mikroskopiske IKEA sofa i vores lillebitte lejlighed, mens solens stråler strømmede ind på os. Jeg er forlovet. FUCK! Så er jeg voksen. Ikke?

Det pudsige er at ingen har nævnt noget om, hvor længe vi har kendt hinanden. Ingen. Ikke engang de tætteste veninder, som jo altid kan tillade sig, at sige alt til mig. Det er jo derfor, at jeg har dem. I hvert fald én af grundene. Men de er så glade. Ligesom mine forældre er. Og min familie. Og JER. Jeg delte billedet på min instagram igår og det er væltet ind med beskeder – jeg kan simpelthen ikke nå, at skrive TAK til jer alle sammen. Men vid at det betyder så meget for mig, at I er glade på mine vegne. Det er for vildt. Jeg er meget, meget rørt. Jeg forsøger at få læst alle kommentarene, beskederne, mails og directs som jeg har fået. Tak for kærligheden.

Kristian og jeg har været kærester siden d.14 oktober 2018. Det er 141 dage. K friede efter 137 dage. Det føles som flere år siden, at jeg spurgte ham om vi skulle være kærester. Vi mødtes på Tinder (læs mere om første date og hvordan vi blev kærester), og siden har vi været sammen.

Jeg anede intet om at han gik med planer om, at fri til mig. Han var lidt fraværende og sad og kiggede ud i luften mange gange, efter jeg kom hjem fra Costa Rica. Men jeg vidste at han havde hovedet fuld af tanker, da han i dag er startet på nyt job og det kræver jo altid lidt tankevirksomhed. Men i torsdags var det særlig slemt. Og jeg sagde til ham, at det var mærkeligt. Han gik rundt om sig selv, mens jeg gik i bad, tog kjole på og de røde støvler, for planen var at vi skulle ud og spise frokost. Jeg stod i stuen og kiggede på ham og pludselig sagde han: “Luk lige øjnene. Jeg skal vise dig noget“. Jeg gjorde som han sagde og da jeg åbnede øjnene sad han på knæ foran mig. Med en stor, sort, skinnende æske i hånden. Og han rystede helt vildt. Og jeg har aldrig set ham være så nervøs, som han var lige der.

Han sagde: “Jeg ved at jeg vil dele mit liv med dig. Vil du gifte dig med mig?“.

Jeg gik et skridt tilbage og sagde “tager du pis?“. Men jeg kunne godt se, at han mente det. Så jeg satte mig på knæ og krammede og kyssede ham indtil han sagde: “Svarede du ja?“. Og jeg sagde “Selvfølgelig vil jeg gifte mig med dig“. Og så gav han mig ringen på. Og vi kyssede og krammede og græd lidt. Lige præcis som jeg synes at det skulle være. Helt stille og roligt, uden at for meget hurlumhej og uden andre end ham og jeg. Midt i stuen, hvor vi bor. Hvor vi tilbringer mange timer sammen, hvor vi føler os hjemme og mest som os selv. Vores fristed. Det var helt perfekt.

Han har selv designet ringen. Den har to safirer i lyserød og en diamant i midten. Det er den smukkeste ring, jeg nogensinde har set. Og det er det smukkeste spørgsmål jeg nogensinde er blevet stillet. Jeg er så glad, lykkelig og fuldstændig flyvende for tiden. Det har jeg faktisk været siden jeg mødte Kristian. Han er min kærlighed.

Hvornår, hvordan og alt det der, det har vi ikke rigtig talt om endnu. Det bliver ikke i år. Men måske næste år. Lige nu vil jeg nyde at jeg nu er forlovet og jeg vil forsøge at sige det i alle tænklige sammenhænge. Jeg er lykkelig. Og jeg havde aldrig troet at jeg skulle være lykkelig igen. Det er 6,5 år siden, at jeg sidst var lykkelig. Jeg havde glemt hvordan det føltes. Jeg glemmer aldrig hvordan følelsen af at være ulykkelig føles. Jeg glemmer aldrig hvordan mørket omsluttede mig i så mange år. Hvor ligegyldigt livet var for mig. Men Kristian har fået mig så langt væk fra den følelse. Nu vil jeg livet igen. Nu er jeg lykkelig. Jeg savner, men jeg er lykkelig. Endelig.

Du må ikke give op. Det findes. Kærligheden findes. I en eller anden form. Hvis jeg kan finde den, så kan du også <3