Single?

matilde-glargaard-trobeck_mit-liv_dr_251

I dag skal jeg fejre min dejlige veninde Josefine, som har fødselsdag. Jeg glæder mig. Nogen af de bedste veninder jeg har, kommer i dag – og de har deres børn med. Jeg skal kysse og kramme og nusse dem, til de bliver trætte af mig. Snart skal jeg til barnedåb, hos min anden gode veninde. I år har jeg været til barnedåb, fejret bryllupsdage, givet barselsgaver (hedder det barselsgave?) og jeg har givet gaver til børnefødselsdage.

Jeg elsker det – dét skal der ikke herske tvivl om. Jeg kan godt lide at give gaver – og jeg kan godt lide, at der f.eks. findes Mors Dag, for så kan mødre få lidt opmærksomhed. Og blomsterhandlerne kan tjene penge, nuvel. Men hvornår fanden bliver vi singler fejret? Jeg vil have en international singledag. Ikke fordi at jeg vil have en gave, men fordi, at jeg vil fejres. Dét skal fandeme fejres, at jeg har frihed, at jeg kan kysse på dem jeg vil og at jeg kan rejse, gå i byen til klokken 8 om morgenen og at jeg kan bruge alle de penge jeg tjener, på mig selv. Jeg har googlet. Der findes vist en singledag i Kina d.11/11, men det er vist efterhånden, mere en international e-handel dag. Så dén køber jeg ikke.

Hvornår skal vi have en singledag? Kom med datoer, så fejrer vi den sammen. Jeg tænker at give blomster til mine singleveninder den dag (og mig selv), måske tage ud og spise sammen, danse på en bar et sted eller cykle en tur i Fælledparken, drikke dåsebajere og tisse i buskene. Et eller andet, som fejrer friheden, som vi singler har så uendelig meget af. Det er dén jeg elsker mest ved, at jeg er alene. Den skal nydes, inden børn, mand, madpakker og amning tager over. Vil du være med? Og hvilken dato? Jeg tænker noget sommer-værk. En fredag eller lørdag, så man drikke lidt cocktails og være længe vågen. Måske i august? Lad os finde en dag sammen!

Et allersidste om Hånden.

31947739_10214234301543963_1276557017305055232_n

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at han ikke skulle have mere tid på bloggen. Flere ord, mere af mig. Men fordi jeg stadigvæk dagligt bliver spurgt, ser jeg mig nødsaget til, at skrive dette indlæg. Om Hånden. Hvis navn jeg ikke skriver, fordi det ikke er vigtigt. Han nåede aldrig på bloggen, sådan rigtigt. Hvilket er rart, nu. Men som var svært, mens det stod på. Fordi jeg var så forelsket. Men. Hånden og jeg ses ikke længere – og det har været sådan siden 2 marts.
Jeg kan skrive tusinde ord om, hvorfor det ikke gik. Det var ikke kilometerne til Aarhus, aldersforskellen eller børn, som kom i vejen. Det var, fra min side, ikke mangel på kærlighed. Det hele blev bare.. rodet. Som om at vi aldrig rigtig, fik en chance. Det føltes så rigtigt og samtidig, føltes det så forkert. Jeg har ikke været så forelsket, som jeg var i ham. Men det blev for kompliceret, for svært, det gjorde for ondt. Vi var for ens og for forskellige.
Og hvad så nu? De første to uger lå jeg og kiggede op i loftet. Aflyste alle møder, events, sociale arrangementer. Græd ikke, jeg var bare tom indeni. Og jeg ville være alene. Og jeg tænkte, ærlig talt, hvad meningen med mit liv er. Tænk at jeg skulle være ulykkelig igen. Mit hjerte føltes bristet.
Nu, hvor der er gået over to måneder, føles hjertet i bedring. Jeg er glad, jeg har genfundet glæden ved mit liv, som jeg selv skaber hver eneste dag. Jeg savner ham, fordi han gjorde mig glad, fordi han fik mig til at grine, fordi han helt fik mig ud af sorgen, fordi jeg følte mig hjemme, sammen med ham. Han fik mig både sorgen over min lillebror og over min ekskæreste. Og jeg tror faktisk, at det var derfor, at jeg mødte Hånden. Fordi han skulle hjælpe mig videre, uden at følge med selv. Vise mig vejen. Det har været svært for mig, at indse. Det gør ondt, at tænke på. Men jeg har besluttet mig for, at det må være sådan, at det hænger sammen. Han vil altid have en speciel plads i mit hjerte, selvom at han har forvoldt mig skade. Måske netop derfor.

Så hermed de sidste ord om Hånden. Som så smukt satte sit håndaftryk på mit hjerte, men som aldrig rigtig formåede, at komme helt ind. Jeg håber, at det lykkes den næste. Indtil da, vil jeg nyde mit liv og have fokus på dét jeg har, og ikke det som jeg har mistet.

Søndag behøver ikke, at være trist

Reklame for Bakken

31949573_10214234301143953_6527003280801792000_n

Jeanne og jeg har lavet en aftale – vi skal hænge ud, så mange søndage som muligt. Fordi søndage godt kan være lidt lange og måske også lidt triste, når nu vi begge to er single og bor alene. Derfor tog vi i søndags på Bakken. I episk vejr.

img_7587 img_7590 img_7595

Det er mange år siden, at jeg har været på Bakken. Da jeg var barn, tog min familie og jeg ofte til Dyrehaven, men sidst jeg var på Bakken, var vist til Blå Mandag. Og det er altså en fejl, for det er et hyggeligt sted. Det er gratis at gå ind og der er plads til alle. Dét kan jeg godt lide. Jeanne er ikke så stor fan af forlystelser, men jeg fik hende lokket med i Den Gamle Rutschebane, Spøgelsestoget, Svanebanen og Safari – og hun fik mig lokket i Polyppen, som var noget rædselsfuld, da jeg ikke er vild med, at blive drejet rundt som var der ingen dag imorgen. Men det gik.

img_7577

Vi spillede i flere forskellige boder – dog uden at vinde meget andet, end skuffelse. Humørkortet koster 199 kroner og indeholder 44 kuponer, som du kan spille for, i de forskellige boder. Jeanne fik lov til, at kaste med bolde (uden held, men sød ser hun ud) og så forsøgte vi forgæves, at vinde chokolade. Men vi har ganske enkelt ikke held i spil. Eller kærlighed, for den sags skyld.

img_7583

Det er vitterligt længe siden, at jeg har grint så meget. Særligt i rutschebanen, hvor Jeanne skreg HELE vejen, mens hun febrilsk slog mig på låret. Jeg græd af grin og fik ondt i ribbene, fordi jeg grinte så meget. Tiltrængt – og så på en søndag, som godt kan være lidt melankolsk.

Efter grin og skrig (mest skrig, faktisk) tog vi på ILÆ og spiste. Jeg må indrømme, at jeg ikke forventede det store. Jeg synes aldrig, at jeg er blevet beriget med en madoplevelse, når jeg har besøgt Bakken. Men de ord tager jeg i mig igen, for vi fik virkelig, virkelig gode burgere og sprøde, lækre fritter. Hvis du kender Jeanne og jeg, så ved du, at vi spiser rigtig mange fritter. Og de her, som vi fik på ILÆ, er i den grad godkendt. Der er kommet mange bedre restauranter, hvilket kun gør, at jeg i højere grad har lyst til, at besøge Bakken. Man er vel et madøre.

img_7609 img_7614

Du kan spare 50 kroner på turbånd, ved at melde dig ind i MitBakken! Du kan også sammensætte din egen pakke til en sjov dag på Bakken og så er der vældig mange gratis koncerter på Bakken, hvilket jeg ikke vidste!

img_7604

Reklame for Bakken

ILLUM + NIKE

Annonce for Nike

180429-132638-031

Søndag var en god dag. Jeg havde ellers fået noget, der ligner 8 timers søvn siden fredag (fordi singlelivet), men det glemte jeg alt om, da jeg mødtes med pigerne (Maria, Josefine, Jeanne), for at løbe igennem byen, ned om søerne og tilbage igen. Alt sammen for at fejre at Nike har åbnet en butik på 3.sal i ILLUM.
180429-125735-004

ILLUM var pakket med mennesker og vi var mange, som løb sammen. Det giver altid en god energi, at løbe med andre. Det handlede ikke om pace (i hvert fald ikke for os), men om at hygge os og få solskin på næsen. Butikken er virkelig fed, så hvis du kommer forbi ILLUM, så tjek den ud på 3.sal!

31487682_10214183402991531_3658251227730280448_n 31503601_10214183402471518_3045562095572615168_n 31543259_10214183403911554_6186988698710573056_n

Min søndag blev god, fordi jeg løb sammen med pigerne, de kan altid få mig til at glemme træthed, bekymringer og få mig til at grine. Jeg håber at du har veninder som mine, det er kan være altafgørende. Jeg træner meget sjældent alene, det gider jeg simpelthen ikke. I mange år gjaldt det for mig om, at ændre på mit udseende og holde mig slank. De sidste par år, handler det for mig om, at få noget socialt mens at jeg træner. Det betyder alt for mig – det motiverer mig, at træne sammen med andre. Det giver mig glæde og plads i hovedet og samtidig, får jeg trænet med dem, som jeg allerbedst kan lide. Hvad motiverer dig?

Annonce for Nike

Var jeg ikke pæn nok, til dig?

kastellet1

Jeg er også for grim. Jeg griner for dumt. Jeg er ikke klog nok. Jeg er tyk. Jeg har strækmærker. Jeg er ikke sjov nok. Min uddannelse er ikke spændende nok. Jeg bor ikke det rigtige sted. Jeg træner ikke nok. Jeg træner for meget. Jeg har ikke nok venner. Jeg har ikke det rigtige tøj på. Jeg har ikke penge nok. Jeg kan ikke finde ud af, at have sex. Jeg har haft sex med for mange. Jeg er ikke lækker OG SÅ VIDERE. Kender du den?

Du er blevet droppet, skoddet eller skrottet, måske tog du selv beslutningen om, at det ikke gik – og det kan være svært, ikke at gå ned at stien “Hvad er der galt med mig?“. Stien er lang, kuperet og bestemt ikke rar, at befinde sig på. Og hvis du først er på stien, hvordan kommer du så væk derfra?

Efter mit forliste kærlighedsforhold tidligere i år, befandt jeg mig en del på stien. Jeg brugte timer på at tænke over, hvad der var galt med mig. For noget må der jo være, siden at jeg ikke kan finde ud af, at have en kæreste. Og jeg ville så gerne vide, hvad det var. Jeg fandt noget nyt, hver gang jeg var på stien. Småting, som aldrig havde været et issue for mig, vendte jeg og drejede og det blev, pludselig kæmpe issues. Problemet er bare – at du aldrig kan få svar. For der er ikke noget galt med dig. Kærlighed handler også om timing og kemi, sommetider er dén der bare ikke. Det handler ikke om, at du er kedelig, har en grim storetå eller at du bor i Taastrup. For de ting ville ikke fylde, hvis dén var der. Hvis kærligheden var der. Der er ikke noget galt med dig – matchet var forkert.

Men hvis du befinder dig på stien, hvordan kommer du så væk derfra? For det kan være svært, ikke at ende dér, det er nok ganske naturligt. Særligt efter, at være blevet fravalgt. Jeg øver mig på, at mærke efter, når jeg er på stien. Når jeg taler grimt til mig selv, når jeg taler mig selv ned. Jeg er blevet god til, at være opmærksom på, når jeg taler grimt til mig selv. Så prøver jeg faktisk, at modargumentere mod “stemmen“. Diskutere med den, faktisk. Det lyder dumt, men det virker for mig. For en måned siden, gik jeg meget og fortalte mig selv, at det var da var klart, at han ikke ville have mig. Men så begyndte jeg, at sige den imod: “Det er sgu da bare hans tab“, “jeg er fantastisk, men bare ikke til ham” og “han kaster guld på gaden“. Så jeg talte mig selv op – det virkede, og jeg kom væk fra Stien.

Det hjælper også, når mine veninder siger det til mig. At jeg er god nok, at de elsker mig, som jeg er. Så fortæl dem omkring dig, at du er gået i selvhads-mode. De som elsker dig, kan hjælpe dig væk fra Stien. Skriv sedler og hæng op rundt omkring, lav en baggrund på din telefon, med noget som minder dig om, at du er god nok. Og vigtigst af alt – vær fucking stædig. Der kommer ikke pludselig en forbi, banker på din dør og får dig ud af selvhads-rillen. Det er dit ansvar. Du skal ville det.

Det som motiverede mig allermest var sætningen (som jeg sagde til mig selv, ofte): “Er han virkelig så vigtig for mig, at han skal forpeste mit liv og alle mine andre relationer?“. Det er der ingen mennesker, som er. For hvis de forpester, så skal de ikke være i dit liv. Så er du faktisk heldig, når de forsvinder ud af dit liv.

Du er ikke alene, heller ikke på Stien – men du skal også ville væk derfra. Og det kan du godt. Alting har sin start. Tag beslutningen om, at livet er for kort og kostbart til, at spilde det på selvhad. Så er du allerede på vej væk derfra. Husk – det er ikke dig den er gal med, matchet var forkert.