Om at have bikini på – og hade det

ass1 ass2 ass3

INDLÆGGET HER UDGAV JEG SIDSTE ÅR – MEN JEG FINDER NU STADIG TEMAET RELEVANT. JEG HAR IKKE ÆNDRET I TEKSTEN, DET BLEV FOR OMSTÆNDIGT I OG MED AT JEG IKKE HAR EN KÆRESTE MERE. JEG HÅBER AT I KAN LIDE DET!

Jeg er lige kommet hjem fra en uge på Kreta med min kæreste og min forældre. Jeg elsker at rejse, jeg elsker at have ferie, jeg elsker at slikke sol og jeg elsker at det eneste problem der kan være på ferien er, hvor man skal indtage sit næste måltid. Men. Jeg. Hader. Bikini. Det er noget af det værste jeg ved og jeg har i mange år kæmpet for at undgå det. Jeg var for 2 år siden i Egypten med min kæreste og hans familie og selvom det var næsten 40 grader havde jeg lange badeshorts på og kom hjem med ret blege lår. I år sagde min kæreste derfor til mig, at jeg skulle tage mig lidt sammen og have bikini på. Hmm. Min kæreste er sådan en der oftest har ret og jeg vidste at han også havde det omkring den skide bikini. Jeg købte den dagen før jeg rejste, uden at prøve den. Pakkede den og håbede på at den blev væk i min bagage undervejs. Det gjorde den ikke og den lå og gloede dumt på mig da jeg åbnede kufferten på Kreta. Jeg tog den på og gik modvilligt ned på stranden. Den første time lå jeg i bikini OG en strandkjole. Til sidst tog min kæreste kjolen af mig og hev mig i vandet. Plasteret var revet af og der var hul på bylden.

Og det var faktisk ikke så slemt. Jeg var i vandet flere gange om dagen i min bikini og lå på stranden i min bikini. Og der skete ingenting! Jeg ved egentlig ikke hvad jeg havde regnet med – at folk råbte af mig? Buhede? Kastede med råddent frugt? Jagtede mig væk fra stranden med høtyve og brændende fakler?

Jeg har tænkt meget over det, og jeg tror at jeg var bange for hvad folk ville tænke om mig og min krop. Jeg kigger jo selv på mennesker i badetøj og jeg skal da ikke sige mig fri for at tænke ting som “hold da op en stor mave”, “hvad er det for nogle knopper hun har der?” eller “wow nogle bryster, de er da vist ikke helt naturlige..” Og jeg var fandeme bange for at andre ville tænke noget om MIG. Lidt ego-agtigt ikk? Det er ikke fordi jeg går og er flov over den måde jeg ser ud på – selvom jeg da selvfølgelig har nogle ting jeg gerne vil lave om på – det har alle. Men som min kloge veninde sagde til mig da jeg stod og vrangede næse til de bikinier hun foreslog: “Man lægger altså meget mere mærke til dig hvis du går og er flov over din krop, det kan alle se. Lad som om du elsker din krop og lad andre tænke lige hvad de vil. Og få så lidt sol på den store røv”. Og sol fik den. Jeg vil ikke sige at jeg glæder mig til at hoppe i bikini og jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver pigen der elsker at rende rundt i bikini på stranden – men alting har sin start og jeg har fået taget min bikini mødom. Og det var slet ikke så slemt som jeg troede.

FACEBOOK INSTAGRAM BLOGLOVIN’

På besøg i Posthuset

posthuset

Det er svært at benægte: Jeg er blevet kæmpe fan af crossfit og jeg kan faktisk ikke rigtig forestille mig at leve uden det. Jep – de fik mig sku’!

Jeg har en sød kollega som også er bidt af en gal crossfit’ter og hun inviterede mig med til Handstand & Rope climb i Posthuset, som ligger i Gentofte. 1,5 times workshop og jeg er stadig noget af en amatør til begge dele – men det var sjovt at gå i dybden med to øvelser og jeg synes det var virkelig sjovt at klatre i reb igen, det er godt nok mange år siden.

Mine hænder og håndled var out of order resten af aftenen, men det var en rigtig god oplevelse at træne i en ny box. Og så er det bare altid sjovere at træne sammen med nogle du kender, det giver i hvert fald altid mig en masse energi og jeg griner mere under sådan en time. Og dét er sku’ næsten det vigtigste!

Irma gør det sku’ igen

nolerirma

Nuvel. Irma er måske ikke den butik som jeg frekventere mest. Der er lækkert i Irma – ingen tvivl om det. Men det er også dyrt og jeg bliver noget så fristet hver gang jeg vader derind. Men jeg kan nu godt finde på at stikke snuden derind noget oftere – for Irma formår at gøre mit liv lidt mere enkelt. Og det er tiltrængt! Sammen med Skærtoftmølle (som laver det lækreste mel i Danmark) har de lavet brød og bageblandinger som jeg er ret begejstret for. Det er økologisk, det er nemt og det smager hjemmebagt og dét er det vigtigste for mig. Jeg har prøvet kræfter med bolleblandingen og det kan ikke blive nemmere. Gær, vand og blanding. Rør lidt, stil i køleskab natten over, klat boller på bageplade med to skeer, bag dem, æd dem med smør. Det bliver næppe lettere. Og de smager som mine egne koldhævede, de smager af kvalitet. Du kan købe blandingerne i Irma og de har vist også en citronmåne som skulle være ret så lækker..

Jeg har smagt produkterne til et event og bagt bollerne derhjemme selv.

Det kan du (også) bruge olivenolie til

olivenolie

 

Jeg elsker olivenolie og jeg bruger det dagligt. I dressinger, på mine salater, på ovnbagte grøntsager og til at stege i. Jeg løb forleden tør for make up fjerner og glemte at få det købt med mig hjem. Jeg fjerner altid min make up når jeg skal i seng og jeg var derfor ret desperat. Så huskede jeg et gammelt husråd, som jeg faktisk tidligere har gjort brug af. Olivenolie!

Fugt vatrondeller med varmt vand og dryp nogle dråber olivenolie på og brug det til at fjerne mascara, øjenskygge og øjenbrynsfarve. Det virker ubeklageligt, det er uden numre, parfume og farvestoffer. Køber du økologisk olivenolie er du på den sikre side. Det er smart og billigt! Derudover efterlader olien huden blød og gennemfugtet. Win-win! Jeg har hørt at man også kan bruge kokosolie til personlig pleje, blandt andet som deodorant og hårkur – har du prøvet at bruge kokosolien til andet end i madlavning?

Mangler du de sidste julegaver? Smut over broen!

 broen23I starten af december var min mor og jeg en tur over Øresund – det kan du læse mere om her. Vi havde en skøn tur med en masse vin og pigehygge. Det var virkelig tiltrængt. Udover vin og mad elsker min mor og jeg også at shoppe og købe ting. Det var oplagt at købe nogle julegaver og det er bare billigere i Sverige. Vi kørte på vejen hjem forbi Emporia som ligger i Malmö, lige efter broen – et enormt center som min mor og jeg ikke havde chancen for at komme igennem – men vi fik dog shoppet lidt alligevel. Emporia har rigtig meget sportstøj (Adidas, Nike, Casall) til en langt bedre pris end i Danmark. Jeg købte f.eks. disse tights til 290 kroner – i Danmark har jeg set dem til 450 kroner. Det kan sku’ godt betale sig! Især hvis man, som jeg, er vild med at købe træningstøj.

PicMonkey Collage

Det er generelt billigere i Sverige og så er det også rart at se noget andet for engang skyld. Af butikker som er værd at besøge i Emporia kan jeg nævne: Zara (!), H&M (kæmpe!), Stadium, Sephora, Gina Tricot og en masse helsebutikker. Der er langt flere alternativer for vegetarer i Sverige som har virkelig mange kød erstatninger. Jeg kender en del vegetarer som tager til Sverige for at købe stort ind – og det kan jeg godt forstå. Sverige har også et hav af plantemælk. Jeg købte hasselnøddemælk, cashewmælk og quinoamælk med kakao. Dét har jeg endnu ikke set i Danmark. Hvis du slår dig sammen med nogle veninder og laver en tur ud af det, så er det ikke dyrt at tage over broen. Læs mere om Club Øresundsbroen her! Måske også en mulighed til januar udsalget? :)

emporia

Det tager cirka 30 minutter at komme fra indre by til Malmö og du hvis du melder dig ind her modtager du hver uge et nyhedsbrev med gode tilbud, rabatter og invitationer. Hvis du og dine veninder slår jer sammen koster det ikke meget at komme over broen og så kan I lave en tur ud af det.

En anden grund til at tage til Sverige er deres billige godis (slik) som findes i alle afskygninger! Hvis du kommer til Emporia vil jeg anbefale denne café som serverer fairtrade kaffe, lækker chokolade mousse kage og som virkelig er en hyggelig og gennemført café!

Næste gang jeg skal over broen vil jeg gerne kigge nærmere på gågaderne i Malmö – så en tur i påsken hvor vejret forhåbentlig er bedre og varmere vil være perfekt! Men mon ikke jeg også smutter en tur derover til januar udsalget ;)

Sponsoreret indlæg.