Hele historien - del 1

IMG_8043

Nu er der gået tilpas lang tid, nu har i efterspurgt det tilpas mange gange. Nu er jeg klar til at fortælle jer hele historien. Hvorfor? Fordi det er terapi for mig selv, fordi jeg synes at i fortjener at kende til den, da i har fulgt så trofast med i mange år, været så søde og omsorgsfulde, sendt så mange kærlige mails til mig, når jeg har været trist. Tak, i øvrigt.

Billedet ovenfor er taget juleaftensdag i 2012. Den lykkeligste dag i mit liv. Jeg var på juleferie med min daværende kæreste og hele hans familie. Det var i Sverige, det var hvid jul. Vi boede på en stor gård med pejse, store stuer, god mad, dejligt samvær. Jeg var lykkelig helt ud i fingrespidserne. Jeg var gravid. Jeg var i uge 14 og min kæreste og jeg var lykkelige. Vi havde ønsket os børn længe, prøvet i kort tid og det var lykkedes. Da jeg lå der, i sneen, i flyverdragt, så maven var varm og med en dejlig aften i vente mærkede jeg lykken bruse indeni. Jeg havde alt det jeg ønskede mig. Jeg var dybt forelsket i min kæreste, vi var lykkelige sammen. Jeg var gravid med hans barn. Vi havde ferie med hans søde familie. Min kæreste og jeg havde købt hus og vi var i fuld gang med at bygge rede til det nye familiemedlem. Juleaften havde jeg kjole på og jeg husker tydeligt at jeg hele tiden havde en hånd på maven. Jeg glædede mig sådan til at starte et nyt kapitel sammen med manden i mit liv og jeg glædede mig over, hvor heldig jeg var.

3.juledag kørte min kæreste og jeg hjem fra Sverige. Vi skulle til den første scanning dagen efter og vi kunne næsten ikke vente. Hele vejen hjem talte vi om baby, hvordan det ville blive at se den for første gang, hvor meget vi glædede os til at vise scanningsbillederne frem til vores familie. Dagen efter kørte min mor, min kæreste og jeg til hospitalet for at se babyen som jeg havde i maven. Jeg kan huske at turen derop, som kun tager 15 minutter, var uendelig lang og jeg havde lyst til at stige ud af bilen og løbe derop. Jeg kunne slet ikke vente.

Da jeg lå på briksen og blev scannet fik jeg pludselig en dårlig fornemmelse. Der var noget galt. Og ganske rigtigt. Fosteret var gået til. Det var dødt. Der rullede en stor, sort sky indover mig og min kæreste. Vi var knuste. Drømmen var brast. Lykken ligeså. Fosteret var stadigvæk indeni mig og skulle fjernes hurtigst muligt, da min krop stadigvæk troede at den var midt i en graviditet. Jeg valgte en medicinsk abort, som er noget af det mest smertefulde jeg i mit liv har oplevet. Det var en skrækkelig beslutning, men jeg var overbevidst om at det var den rigtige på det tidspunkt. Jeg blev klogere. Min kæreste var helt utrolig omsorgsfuld, trods han selv var i sorg. Vi var meget kede af det, vi græd meget og lå og holdt om hinanden mens jeg var i store smerter. Det var gået fra den ene yderlighed til den anden og jeg kunne slet ikke se verden i farver. Jeg var dybt ulykkelig, følte alting var håbløst og jeg var vred over, at det skulle overgå os.

Det blev nytårsaften. Min kæreste og jeg var stadig meget kede af det, men jeg fik ham til at tage afsted til nytårsfest. Jeg følte at han havde brug for at komme lidt ud, se nogle andre mennesker, tænke på noget andet end sorg og tristhed. Jeg blev hjemme, da jeg stadig var i store smerter og ikke turde se nogle i øjnene endnu. Jeg var flov over, at jeg ikke havde passet på min baby. Jeg følte det var min skyld.

Min lillebror besøgte mig i de dage, ringede meget og skrev søde beskeder til mig. Jeg husker at han var helt utrolig omsorgsfuld og jeg kunne mærke hvor ked af det han var, på vores vegne. Da min kæreste tog afsted til nytårsfest ringede min lillebror til mig og bad om et lift til en fest. Festen som viste sig at blive hans sidste.

Jeg skriver del 2 når overskuddet lige er der. At sidde og skrive det her får en masse gamle følelser frem, hvilket jeg ikke tror er en dårlig ting. Men jeg skal lige sunde mig lidt. Jeg håber at i tager godt imod min ærlighed.