Hele historien - del 3

oli   Jeg har valgt at dele hele min historie med jer. For at kunne følge med er det nok nødvendigt at læse del 1 og del 2. Jeg deler den fordi jeg, efter 3 år, er klar til at dele den. Fordi det hjælper mig i min sorgbearbejdelse. Fordi jeg føler at i skal høre den, fordi i altid har været så søde og omsorgsfulde, når jeg har haft brug for det. Dagene efter min lillebrors død ser jeg som én lang tåge. Jeg husker at mine forældres hus var fyldt med mennesker og fyldt med blomster. Jeg husker at jeg fik serveret mad og at jeg spiste det uden at kunne smage. Jeg drak vin for at kunne sove. Mit arbejde fik besked, mine veninder, venner, min omgangskreds, naboer, gamle bekendtskaber. Vi planlagde begravelsen mens vi var i chok, men han fik den fineste begravelse som bestemt var ham værdig. Jeg husker ikke om jeg bar ham ud af kirken, men jeg husker at mine forældre, min ekskæreste og jeg sænkede ham ned i det sorte, dybe hul som var gravet til hans kiste. Hans sidste hvilested. Jeg husker at jeg havde en stor trang til at hoppe ned og ligge mig på kisten. Blive der for evigt. Han blev begravet d.12 januar 2013 i et smukt snevejr. 10 dage at jeg fandt ham død. Jeg var stadig ikke kommet mig efter min abort. Jeg havde smerter og jeg var ikke mig selv. Jeg havde feber, kvalme og jeg blev ved med at bløde voldsomt. Jeg tog på hospitalet og lægen konkluderede hurtigt at den medicinske abort ikke var gået som planlagt og jeg skulle derfor have en mere. Jeg tror ikke engang at jeg græd, da jeg fik den besked. Jeg var udmattet. Jeg havde på en eller anden måde givet op. Jeg tog hjem med pillerne som skulle fjerne det døde foster. Jeg havde så svært ved at tage pillerne, fordi jeg vidste hvilken smerte der ventede mig. Min kæreste måtte hjælpe mig med det. Jeg lå i sengen, ventede på de fysiske smerter. De kom 12 timer efter og det føltes igen forfærdeligt. Der gik en uges tid. Jeg havde stadig smerter, blødte og jeg havde en grim fornemmelse af, at der var noget helt galt. Jeg kom til specialist som igen konkluderede at fosteret stadig sad indeni mig. Nu var medicinsk abort ikke længere en mulighed. Nu skulle jeg i narkose og have en udskrabning. Jeg havde aldrig været i narkose før. Jeg ville ikke - jeg ville ikke fordi jeg ikke kunne bære at mine forældre skulle være bange for, også at miste mig. Jeg ville ikke fordi jeg var angst for at dø fra dem. Jeg var ikke bange for at dø selv, jeg tænkte tit på døden som en trøst. Men jeg ville ikke have at mine forældre skulle miste endnu et barn. Deres sidste barn. Min far tog med, holdt mig i hånden da jeg fik narkosen og så mig falde i søvn. Jeg forstår stadigvæk ikke at han kunne. Han er så uendelig stærk. Jeg fik endelig fjernet fosteret og min krop kunne nu gå i gang med at restituere, jeg kunne komme mig fysisk. Jeg startede i sorggruppe med andre søskende som havde mistet. Samtalerne reddede mig - vi var i samme båd og de forstod mig. Jeg kunne dele de sorte tanker med dem og de forstod. Jeg startede til psykolog, en krisepsykolog som hjalp mig da jeg blev ramt af voldsomme angstanfald. Jeg så ting som ikke fandtes, jeg var bange for at blive slået ihjel, jeg var bange for at mine forældre ville blive myrdet, jeg var bange for at min kæreste skulle dø fra mig, gå fra mig. Angsten boede i mig i lang tid, indtil jeg lærte at tøjle den og holde den nede. Jeg startede langsomt med at arbejde igen, få timer om dagen. Det var svært at være noget for andre, når jeg ikke engang kunne være noget for mig selv. Jeg gik rundt som en zoombie. Jeg slæbte mig selv på arbejde. Jeg pressede mig selv til at være noget for andre. Jeg var tom indeni. Min familie og jeg var i chok i mange måneder. Jeg tror at chokket reddede os - ellers ville vi være faldet om på stedet den aften vi fandt min lillebror. Vi famlede i blinde i sorgen. Vi anede ikke hvordan vi skulle komme videre. Det hjalp min mor at arbejde, det drænede mig, min far var frustreret over at jeg ikke kunne arbejde, fordi han så gerne ville have at jeg skulle "tilbage til mit gamle liv". Men det kunne jeg ikke, for det liv var væk for altid. Der gik et halvt år. Et halvt år som jeg næppe erindrer. Som jeg ikke vil huske. Jeg blev gravid igen. Sommeren 2013. Jeg var lykkelig og ulykkelig på samme tid. Jeg var lykkelig fordi jeg følte at livet vendte, at jeg havde skabt liv og glæde. Jeg var ulykkelig fordi min lillebror ikke ville opleve mit barn. Jeg var ulykkelig fordi jeg kunne se i mine forældres øjne at de var lykkelige på mine vegne, men ulykkelige på deres egne. Ugerne gik. Maven voksede. Min kæreste og jeg var dybt nervøse, men blev enige om at tro at nu ville det lykkes for os. Vi blev scannet i uge 12 og fosteret var igen dødt. Jeg husker at jeg fik beskeden, tog mit tøj på, gik ud til bilen, satte mig ind og sagde ikke et ord i en time. Jeg kan huske at jeg fysisk kunne mærke at vreden voksede i mit indre. Jeg var rasende. Hvad havde jeg gjort for at fortjene al den ulykke? Jeg var vred på alting og jeg var vred på alle. Det første halve år efter min lillebrors død blev min far kørt ned på cykel og brækkede kravebenet. Han kørte hele vejen hjem på cykel efter ulykken og jeg måtte køre ham på hospitalet i hemmelighed, fordi han ikke ville have at min mor skulle blive bekymret. Han fik hjerteproblemer og måtte opereres. At se ham i smerter og se ham være bekymret for at der skulle ske ham noget, fordi han var angst for om min mor og jeg kunne klare det - det glemmer jeg aldrig. Og vi havde nok ikke klaret det, hvis vi også havde mistet ham. Jeg blev gravid, mistede det og måtte igen igennem narkose og smerter. De måtte brænde fosteret væk af min ene æggestok, fordi det havde siddet så længe. Jeg har ikke været gravid siden og jeg kan sommetider blive bekymret for, om jeg nogensinde kan blive gravid igen. Familien omkring os turde ikke tage telefonen når vi ringede, fordi de frygtede at vi ville berette om nye ulykker. 2013 var ikke året for min familie og det vil altid være det værste år i mit liv. Ulykker, død og ødelæggelse haglede ned over min familie det år og jeg hader den dag i dag tallet 13. Næste del af min historie vil omhandle hvorfor og hvordan min kæreste igennem syv år blev min ekskæreste og hvordan en kærlighed så stærk pludselig blev alt for smertefuld at rumme. Tak fordi du læste med <3