Hele historien - del 4 og sidste.

600808_10151660957896210_772166637_n   Fjerde og sidste del af min historie. For nu. Læs del 1, del 2 og del 3 hvis du har lyst. Jeg havde aldrig troet det. Virkelig aldrig skænket det en tanke. At min store, min største kærlighed hidtil, ville gå itu. Desværre gik det sådan for min ekskæreste og jeg. Efter syv år sammen. Syv år fyldt med kærlighed, fyldt med utrolig mange glæder og minder, fyldt med så meget sorg, fyldt med tårer, skrig og angst. Tiden efter min lillebrors død var turbulent. Det første år efter døden besøgte min lille familie, var hård. Umenneskelig hård. Min ekskæreste og jeg boede sammen, faktisk flyttede vi sammen få uger efter at vi havde mødt hinanden. Jeg var i krise efter mit tab. Både tabet over min bror og tabet af min familie som den var før døden. Men også tabet over at miste to graviditeter. Miste drømmen, to gange. Min ekskæreste havde det hårdt, jeg så det ikke rigtigt dengang. Jeg var fyldt med sorg, jeg så ikke rigtig andet end dén. Min ekskæreste vidste aldrig hvad han kom hjem til. For det meste sad jeg og kiggede ud i luften, i nattøj og havde ikke fået så meget ud af dagen. Andre, sjældne gange, var jeg glad og havde bagt boller og mødte ham med grin og smil. Det var aldrig til at vide. Jeg brugte meget energi på sorgen over min lillebror. Jeg gik i sorggrupper, men jeg havde svært ved at dele mine tanker med min kæreste. Jeg ville ikke gøre ham ked af det, bekymret. Han sagde tit: "jeg glæder mig til at den gamle Matilde kommer tilbage" og jeg vidste at hun aldrig ville komme tilbage. Efter to aborter og utallige besøg på hospitaler opgav jeg drømmen om baby. Faktisk ville jeg slet ikke have børn længere. Dels fordi jeg ikke turde håbe, men også fordi jeg ikke ville udsætte mig selv for at elske et barn ubeskrivelig højt og have risikoen for at miste det. Det var jo sket for mine forældre, hvorfor skulle det ikke ske for mig? Jeg var i krise, dyb krise. Og nok dybere end jeg troede dengang. Jeg lavede ikke andet end at flygte. Jeg skulle væk fra smerten og tankerne. Jeg trænede afsindigt meget. Hver eneste dag. Jeg stod tidligt op og trænede og lavede ofte noget om aftenen. Jeg skulle bare være væk hjemmefra, væk fra minderne og væk fra den trygge base, hvor jeg kunne være ked af det. Jeg ville væk fra "hende som har mistet en bror" og bare være Matilde. Jeg havde så travlt med at flygte, at jeg endte med at flygte fra min store kærlighed. Oliver. Han lod mig flygte, fordi han ikke vidste hvad han ellers skulle stille op. Han ville og vil mig det bedste, det har jeg aldrig været i tvivl om. Men når to så unge mennesker er udsat for noget så traumatisk - så sker der noget med kærligheden. Den bliver ikke mindre, den forsvinder ikke. Men vi glemte den. Vi glemte hinanden. Jeg ændrede mig den aften vi fandt min lillebror død. Jeg blev en anden. Det unge, den naive tilgang til tingene, udødeligheden - den forsvandt den aften. Jeg blev nok en anden pige, end den pige som han havde forelsket sig i nogle år tidligere. At en kærlighed så stor, så fantastisk og så dejlig kan forsvinde - det havde jeg aldrig troet. Ej heller frygtet. Jeg troede aldrig at det ville ske. Men det gjorde det for over et år siden. Vi kunne ikke mere. Vi var trætte, slidte, vi havde opgivet. Det er det hårdeste jeg i mit liv har oplevet. Jeg slikker stadigvæk sårene. Mit hjerte er stadigvæk sprunget i atomer. Jeg prøver at samle stumperne, jeg prøver at hele og jeg kæmper for at hele igen. Jeg har for længst indset at det vil tage tid. Lang tid. Oliver var min store kærlighed. Han var den jeg så mig blive gammel sammen med. Få børn med. Han var den som kendte mig bedst. Han var den som jeg har ladet komme tættest på. Jeg elskede ham ubetinget. Sidst jeg så ham var der grønne blade på træerne og flere lyse timer end mørke. Jeg elsker ham endnu og jeg tror altid at jeg vil elske ham. Han var ved min side i de mørkeste timer i mit liv. Han lyttede, han gav mig kærlighed selvom jeg ikke kunne tage imod, han var der. Altid. Han vil bo i mit hjerte til jeg forlader denne verden og jeg er ham evig taknemlig for at han var i mit liv, da det ændrede sig på et sekund. Men jeg ved også at jeg skal give slip på ham. Give slip på kærligheden. Og jeg prøver og det vil lykkes for mig. En dag. Billedet har jeg købt, den findes også her.