Veninder er ikke en selvfølge

img_3004 Og dét er gået op for mig her på det sidste. Jeg har selv mange, gode veninder. Jeg ses med veninder hver dag, faktisk. Men det har ikke altid været sådan. Langt fra. Jeg har fået flere, særligt efter at jeg flyttede til byen og igennem træning. Det er jeg så lykkelig for og jeg bruger mine veninder meget. De er guld værd og de redder mig og har reddet mig utallige gange. Både med tøjkriser og hjertesorg. Jeg er lige kommet hjem fra USA hvor jeg naturligvis mødte en masse, nye mennesker. Det var lidt svært at komme til en skole med 600-700 helt fremmede mennesker. Svært er ikke ordet - grænseoverskridende er mere passende. De første dage var svære, men efterhånden lærte jeg flere og flere at kende og jeg endte med at have en del bekendte. Og særligt én af pigerne kom ind under huden på mig og hende savner jeg nu. Hun bor heldigvis i Danmark, så hende kan jeg se når hun engang vender hjem. Mens jeg var afsted savnede jeg mine veninder. For de kender mig, jeg kender dem og jeg er tryg ved dem. De kender også min historie. Og dét gør mig altid tryg, fordi det er så stor en del af mig. Og jeg var på usikker grund, mens jeg var alene afsted. Og så har jeg sådan tænkt på det der med veninder siden. Hvor vigtige de er. Hvor usandsynlig vigtige de er. Og hvor heldig man er, hvis man har nogen. Jeg kan ikke tælle på én hånd, hvor mange mails og directs (dem på instagram, du ved) jeg har fået BARE DE SENESTE 7 DAGE fra piger og kvinder, som er kede af at de ikke har nogen veninder. Som er ensomme. Som ønsker sig en veninde mere end noget andet. Årh det gør ondt i mit hjerte, når jeg læser deres ord. Det er teenagepiger og kvinder på min egen alder og ældre. Som går og kæmper - helt alene. Og som den grad kunne have brug for en veninde. Men hvad skal man gøre, hvis man ikke har en veninde? Jeg har selv været der, hvor jeg ikke havde en tæt veninde, fordi jeg var igang med at bygge rede med min daværende kæreste og ikke havde behov for en veninde på samme måde, som jeg har nu. Og hvad gjorde jeg så, da jeg pludselig fik brug for veninder?
  • Startede til crossfit og fik mange gode bekendtskaber og veninder. Du skal turde at være lidt modig og tage initiativ og f.eks. invitere på en kop kaffe efter træning eller en gåtur, hvor det tit kan være lidt nemmere at lære folk at kende, fordi det er uformelt.
  • Jeg var bevidst om, at jeg ville have nogle veninder fordi jeg vidste, at det ville være godt for mig. Og at jeg ville blive ensom uden. Så jeg gik efter det, fordi jeg havde det i baghovedet. Så jeg prøvede at være åben og imødekommende. Dét er nemmere skrevet end gjort, men prøv at tænk at du gerne vil have en veninde eller bare en bekendt - så det bliver italesat overfor dig selv.
  • Jeg slettede min ønskeseddel over, hvordan den perfekte veninde skulle se ud og hvordan hun skulle være. For det er aldrig hende, som du "falder for". F.eks. min veninde Vibe, som i dag er en af mine bedste veninder. Det første halve år jeg kendte hende kaldte jeg hende for "hende med gulerodsfarvet hår" fordi jeg ikke kendte hendes navn og fordi jeg syntes at hun klædte sig komplet mærkværdigt. Men så faldt jeg en dag i snak med det gulerodsfarvede hår - og så faldt jeg for hende. Hun var slet ikke min type, sådan set udefra og jeg har ikke andre veninder som minder om hende. Men hun bor i mit hjerte, selvom jeg syntes at hun var mærkelig og gik i skørt tøj. Som hun i øvrigt stadigvæk gør, nu synes jeg bare at hun er skide sej.
  • Jeg prioriterede det og dem. Jeg brugte tid sammen med de piger, som jeg havde en god kemi med. Det har "kostet" mange timers træning, kaffe og snak - men det har været det hele værd.
  • Jeg har været åben og ladet dem komme tæt på, selvom det kan være lidt akavet de første par gange. Men er jeg ked af noget, så deler jeg det med dem jeg har tæt på (og med jer, nuvel). Og det gør ofte noget godt for et venskab - tænk engang en tillidserklæring det er, hvis en pige åbner sig op for dig og beder om råd og hjælp. Dét giver nærvær og det kan være starten på et venskab.
Du er aldrig alene, husk det. Og skriv endelig til mig, hvis du har brug for at blive lyttet på. Jeg lytter gerne og jeg ved hvordan det er at føle sig ensom og helt alene i verden.