Selvmedlidenhed og hvad du får ud af det

17156352_10210655011783956_3262917893286676171_n Du får ikke rigtig noget ud af det, ikke en flyvende fis. Beklager. Jeg er indendørs Danmarks mester i Selvmedlidenhed og jeg fik engang trøstepræmien i Selvynk - og intet af det har egentlig gjort noget godt for mig. I længden, om ikke andet. Marts måned har været lidt udfordrende for mig. Der er sket enormt mange dejlige og givende ting, ingen tvivl om det. Men jeg har også haft én stor bekymring, som jeg har ligget søvnløs over. Uden at skrive så meget om det, så fandt jeg i starten af måneden en knude i mit bryst og det gjorde mig enormt bange. Det kan jo være alt muligt ufarligt. Men det kan også være mere alvorlige ting. Jeg ved ikke så meget i skrivende stund, andet end at det gør ondt og at jeg skal til flere undersøgelser. Det er svært at være single, når sådanne situationer opstår. Jeg kan godt klare mig selv, men hvor er det hårdt lige nu. Jeg kunne godt bruge en arm at sove på, én at tale med, om aftenen hvor ensomheden ofte trænger sig på. Særligt i disse dage. Familie, venner og veninder slår ikke helt til, jeg savner at være en del af et tomandsteam. Og en aften lå jeg så alene. Og gloede tomt ud i luften, havde ikke fået spist, skulle egentlig tisse, gad ikke rejse mig, gad ikke tage telefonen når den ringede, gad ingenting. Og jeg havde ondt af mig selv for fulde gardiner. Jeg ynkede derudaf. Hvorfor lige mig, har jeg ikke taget nok nu, hvad har jeg dog gjort for at fortjene det her. Tænkte jeg. Og sandheden er, at jeg ikke har gjort en skid for at fortjene noget som helst, for sådan fungerer tingene altså ikke. Og efter nogle timer rejste jeg mig og så havde jeg ynket længe nok. Så tog jeg mig sammen, selvom det ikke er en sætning jeg kan lide at bruge, men det var det jeg gjorde. Jeg tog mig sammen. Da min lillebror døde gik min verden itu og alting blev mørkt, i lang tid. Det er både naturligt og forventeligt. Jeg husker tydeligt at jeg, et par dage efter hans død tænkte: "du har to valg, enten ligger du dig ned og lader samfundet forsørge dig eller også tager du dig sammen". De fleste dage tog jeg mig sammen og rejste mig. Det kan lyde hårdt og jeg var også hård ved mig selv, men alternativet havde været at jeg var blevet fyret, forladt af min kæreste, ikke kunne betale mine regninger og jeg havde mistet mig selv undervejs. Og dét gavnede jo ingen. Sådan havde jeg det også, den aften hvor jeg lå i min seng. Jeg tænkte til sidst: vil du virkelig lade livet slå dig ud, efter alt det du har været igennem?  Og satme nej. Jeg har prøvet værre. Og lige nu er det svært, hårdt og jeg er meget bekymret. Fordi det gør ondt og fordi jeg kan mærke en knude i mit venstre bryst og fordi jeg endnu engang skal tage mig sammen og holde mig oprejst. Men jeg vil ikke bekymre mig på forhånd. Jeg tror på det bedste og den knude er sikkert ingenting. Og livet skal ikke få mig ned med nakken. Og slet ikke få mit humør slået ned. Jeg skal nok vise, hvad jeg er lavet af. Og jeg er ubesejret indtil videre. Og hvis jeg kan, så kan du også <3