I'm out of your league.

img_1217 Det her indlæg har været lidt tid undervejs. Jeg har tænkt ordene mange gange, men har været nervøs for at skrive dem ned. For det kan lyde enormt arrogant, det jeg kommer til at skrive i dette indlæg. Jeg har skrevet om det før, da jeg fik sætningen: du er under mit niveau. Det gjorde nas as fuck og jeg husker stadig sætningen. Og jeg husker det svin som afleverede den til mig. Arrogante røvhul. Nå, nok om ham. Karma vil nok ramme ham. #impotens #skaldethed. Anyways. Så fik jeg for en måned siden en mail. Fra en sød, ung mand. Som, udover at skrive komplimenter, skrev at han aldrig ville turde at flirte/lægge an/bede om mit telefonnummer, hvis han så mig. Fordi jeg var ude af hans liga. Over hans niveau. Men at han virkelig gerne ville have at jeg vidste, at jeg var sød og smuk og gjorde noget godt for kvinder som er helt almindelige (som vi vist er alle sammen). Jeg blev glad for mailen, for den var hverken klam eller lummer eller indeholdt diller-billeder eller "må jeg købe dine trusser" (højeste bud er i øvrigt 1200 for et par jeg har squattet i!). Så jeg blev først glad. Og så blev jeg lidt trist. For er det dét, jeg udstråler? For det første føler jeg på ingen måde at jeg er over eller under nogens niveau. Jeg vil slet ikke dele tingene sådan op. Selvfølgelig har jeg en type(r) og der er da mænd, mange mænd, som jeg ikke kigger efter, fordi de ikke tænder mig. Om det er niveau, det ved jeg ikke. Men så talte jeg med nogen veninder om dét og om den mail. Og de sagde, til min store overraskelse, at de mente at jeg skræmte mange mænd væk. Fordi jeg er enormt ærlig, skriver om min ekskæreste, fordi jeg har fortalt hele min historie og dermed har bekræftet at jeg har en røvfuld bagage med. Og fordi jeg virker enormt selvstændig, ser stærk ud (musklerne mener de) og virker til at klare det meste på egen hånd. Og det kan jeg jo ikke benægte. Jeg er stærk og kan løfte alle mine møbler selv og jeg kan sørme også åbne et syltetøjglas helt selv. Jeg kan selv betale mine regninger, gøre rent, handle ind, lave mad (eller købe det..) og skal jeg have noget hængt op...så ringer jeg til min far. Jeg er selvstændig og det er jeg nødt til at være. For jeg er jo alene, jeg bor alene, er single, jeg bliver jo nødt til at klare de fleste ting selv. Og det vil jeg også gerne og det kan jeg godt og det giver mig enormt meget, at jeg kan selv. Men skræmmer det mænd? Hvis det gør, så ved jeg snart ikke hvad jeg stiller op. For jeg har ikke tænkt mig at lave det om. Jeg vil ikke være mindre selvstændig, fordi jeg vil have en mand. Hvilket jeg i øvrigt ikke rigtig ved om jeg vil. Lige nu, anyways.  Men, hvis du nu er mand og læser med her: Så synes jeg at du skal tænke "Fuck niveau!". Hvis en kvinde intimiderer dig, så gør det alligevel. Og det gælder sku' også os kvinder. Vi skal da være bedre til at bage på hinanden og give komplimenter. Uanset niveau og typer. Jeg ser ofte mænd, som jeg godt kunne tænke mig at lære at kende, men jeg tør da heller ikke at spørge. Man skulle da nødigt tabe ansigt. Men mailen fra den søde mand har givet mig lyst til at prøve. For det er da kun sødt og en kæmpe kompliment at få at vide, at man ser sød og flot ud. Og hvis man får et nej, så er man jo stadigvæk den samme. Intet tabt, ingen vundet.