Til grin.

rachel2 Ja okay så. Fedt fedt fedt. Jeg tog mig sammen og prøvede det der date, der. Efter at have opbygget en kæmpe frygt og være pisse hamrende bange for at dumme mig, blive ked af det, ikke leve op til hans forestillinger, snuble, have noget i tænderne, grine dumt, bla bla bla. Jeg gjorde det. Fordi jeg gerne vil prøve at date - de fleste af mine singleveninder gør det og de tør godt. Så hvorfor skulle jeg ikke turde? Og jeg vil jo gerne have en kæreste. Ikke for enhver pris og jeg vil gerne være forelsket, bevares. Men jeg vil jo gerne den der tosomhed. Og jeg er vist også klar og helet og alt det der. Og han kommer jo ikke bare og banker på min dør. Jeg skal vel.. lidt ud og se det an. Og øve mig, om ikke andet. Jeg synes at dating så hurtigt bliver stift og overfladisk og kørt helt op til noget vildt - men det behøver jo slet ikke at være sådan. Det kan jo "bare" være den obligatoriske gåtur med kaffe og "nå men hvad laver du så?" og så tester man lige om kemien er der. Så dét prøvede jeg. Og det gik ret godt, faktisk. Sød mand, sjov mand, nærværende mand, flot mand, klog mand. Kaffen blev til flere og jeg hyggede mig. Der var kemi, bestemt. Ikke sommerfugle i maven, men sommetider kommer de jo først efter noget tid. I guess. Jeg har faktisk kun oplevet instant crush - men jeg tænkte ikke så meget over det, jeg prøvede bare at være i det. Og det gik såmænd også godt nok. Men den opfattelse delte vi så åbenbart ikke, for det hele endte med, at han skrev en ret tarvelig besked til mig hvor budskabet var, at han ikke gad at "spilde sin tid" på at se mig igen. Det var så det. Så sad jeg i min lænestol med telefonen i hånden, det regnede fandeme også oven i hatten og jeg havde voldsomt lyst til at give ham en lussing/drikke rosé med mine veninder/ligge mig under dynen for evigt. Så græd jeg. Ikke sådan hulke agtigt, men der kom tårer og det gjorde ondt i hjertet. Ikke så meget fordi det var ham, fuck ham (bitterfisse udtalelse, men det er han jo!) - men fordi jeg følte mig ydmyget og i den grad til grin. Jeg synes ikke at man kan behandle andre mennesker på den måde, uanset om der er kemi eller ej. Vi er voksne mennesker (i følge hans dåbsattest, anyways..) og den behandling er simpelthen ikke okay. For jeg kan bruge dagene til juleaften med at tænke over, hvad jeg gjorde galt. I stedet for at han bare skrev, at den ikke lige var der fra hans side men det havde været hyggeligt, hav det godt - agtigt. Og jeg ved godt at jeg ikke skal vende den indad og at det er ham, som er en idiot. Men alligevel. Det er satme svært at lade være, kender du ikke det? Jeg følte mig som en fiasko og jeg skal ikke på en date foreløbig. Eller også skal jeg - op på hesten igen, om man så må sige. Idioter er der nok af, jeg troede jeg havde flair for at sortere dem fra. Men nej. Der går i hvert fald lige lidt, før jeg tør drikke kaffe med ny mand igen. Og næste gang, så har jeg idiot-antennerne ude. Er du single og synes du at det er hårdt? Så er du ikke alene <3