Shit just got real.

cykel På lørdag drager jeg til Bornholm. Sammen med min elskede, bedste ven - min far. Vi skal til Folkemødet og jeg skal tale om ensomhed. På en scene. Foran mange, mange mennesker. Jeg er både glad, spændt og lidt bange. Men jeg elsker at jeg hele tiden gør noget, som jeg er bange for. Det satte jeg mig nemlig for skulle ske i år, da jeg fejrede nytår 2016/17. Jeg bryder mange grænser for tiden og jeg kan mærke at jeg vokser, udvikler mig og jeg er langsomt ved at finde ud af, hvem jeg egentlig er. Uden det skal lyde alt for.. zen/carpe diem agtigt. Så på lørdag tager min far og jeg bussen over til Ystad og så videre derfra. Vi skal være sammen hele dagen og overnatte på hotel og hygge om morgenen og på færgen hjem. Jeg glæder mig vildt meget til at være sammen med ham. Min far er i den grad min helt - og han er den klogeste mand jeg kender. Han siger sommetider voldsomt provokerende ting til mig - men han har jo altid ret på en eller anden måde. Så pudser han gerne mine vinduer, skriver godmorgen til mig næsten hver dag og jeg kan altid mærke på ham, at jeg er vigtig i hans liv og jeg ved hvor meget det betyder for ham, at jeg er glad. Og at jeg har det bedre. Og jeg er kommet igennem det værste af sorgen og at jeg nok skal få mig et godt liv. Og på lørdag, når jeg står og taler og nok sveder voldsomt på overlæbe og under armene, så vil det give mig ro at vide, at min far sidder og kigger på mig. Dét er nok. Jeg glæder mig til at fortælle jer mere og dele min oplevelse! KYS!