Kan vi snakke lidt om utroskab?

negle1ae Ordet utroskab giver mig..forargelse og samtidig berører det mig ikke så meget længere, som det har gjort. Jeg har selv været kærester utro (da jeg var meget ung) og jeg har oplevet at mine kærester var mig utro (da var jeg knap så ung). Jeg var ikke særlig stolt af, at være min partner utro og jeg synes at det er det mest luskede og pisse tarvelige du kan byde din kæreste, din partner, din elsker, din bedste ven. Du er en lort, hvis du er utro. Du gør i hvert fald noget rigtig..lortet, gør du. Slå op, bliv skilt og så kan du hore løs. Undskyld mit kulørte sprog. Jeg har forsøgt at ændre det, men der skal skældsord i dette indlæg. Nu er jeg single - og jeg skylder ikke nogen noget som helst. Jeg kan gøre hvad jeg vil, i forhold til sex og kærlighed og det er rart at have frihed til det hele. Men. Jeg dater jo engang imellem, selvom det gik virkelig skidt sidste gang - og jeg oplever at utroskab er.. ikke almindeligt, men det sker for mange. Jeg kender vitterligt få, som ikke har været utro på et eller andet tidspunkt - eller som har været udsat for utroskab af deres partner. Og det er ikke fordi jeg kun hænger ud med tarvelige mennesker - men utroskab er ofte noget, som jeg både ser og hører om. Og det sætter jo en i et forfærdeligt dilemma, for skal man sige det til den partner, som bliver trådt på? Jeg vælger altid at blande mig helt udenom, men det er en overvejelse som er der hver eneste gang, og en beslutning som kan nage og være svær at have med sig. Det er jo ikke min butik at passe, men det er slemt at være utro men det er endnu mere noget lort, hvis alle ved det - udover den det er gået udover.  Forleden talte jeg med en mand, som sagde at han ikke havde nogen venner, som havde været deres kærester tro. Ingen! Seriøst? Så sent som i weekenden hørte jeg en pige fortælle, at hun havde en kæreste udover sin officielle kæreste, som hun vist i øvrigt forsøgt at få børn med.. Jeg hørte også om en kvinde som, udover at være forlovet, også havde en kæreste on the side. Igennem flere år. Og så bliver jeg altså fristet til at kravle tilbage i hulen (og købe en kat eller to og tilbringe weekenderne på en planteskole og med at hækle) - for tænk nu hvis min kæreste, ham som jeg engang måske/måske ikke bliver forelsket i, er mig utro? Hvordan kommer man sig over det? Jeg kan ikke tilgive det, det kender jeg mig selv for godt til. Samtidig vil jeg ikke tage sorgerne på forskud, men jeg bliver bare bekymret, når utroskab er noget jeg så ofte hører om. Både i min nære omgangskreds og i periferien. Er det sådan det er "nu om dage"? Er utroskab en nisse der følger med, når du indgår i et parforhold? Er man umoderne hvis man er monogam? Jeg har veninder hvis kærester har været dem utro. At se dem i øjnene og se deres smerte.. ellers tak. Jeg er så bange for at blive såret, igen. Utroskab ville bombe mig tilbage til ground zero i "kærestesorgs-land" som jeg endnu ikke er tjekket helt ud af. Er det de sociale medier, som frister for meget? Eller har det altid været sådan her? Jeg er parforholds-angst - uden at have nogen som helst i sigte. Skørt. Men. Jeg er bare pisse bange for det der utroskab, når jeg nu hører om det så tit! Er det mig som er skør?